Diskussion:Linda Nørgaard Framke

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Første del af diskussionen[redigér wikikode]

Her har vi vist den efterhånden klassiske problematik med en person, der skriver om sig selv. Er der noget problem i den anledning? Og skal vi have en helt fast politik på området? Altså noget med, at sådanne artikler konsekvent bliver slettet, de konsekvent bliver barberet ned til en minimal stub, som andre end personen selv skal udvide, eller de bevares uændret, hvis de er holdt i et neutralt sprog, personen har "artikelhøjde" og oplysningerne kan bekræftes af uafhængige kilder. --Heelgrasper 20. jan 2006 kl. 14:41 (CET)

Lad mig straks sige, at jeg er inhabil i denne sag, da jeg kender Linda personligt, men generelt går jeg ind for den sidste mulighed. Hvis en artikel er neutralt skrevet, så ser jeg ingen grund til at slette den. Det klassiske argument med, at der er vigtigere personer, der endnu ikke har en artikel, holder ikke, da det ikke kan generaliseres uden at vi så skulle fjerne utallige andre artikler. --Pinnerup 20. jan 2006 kl. 14:47 (CET)
Argumentet går ikke så meget på om der er vigtigere personer, som på om personen selv er den rette til at foretage den vurdering. Det er personen næsten aldrig. --Palnatoke 20. jan 2006 kl. 14:52 (CET)
Jeg har i dag skrevet en lang række artikler om personer, steder, foreninger m.v., som jeg finder relevante i et dansk opslagsværk. Alle mine oplysninger i denne artikel såvel som andre kan bekræftes andetsteds fra, der står ikke mere om mig selv, end jeg har skrevet om en lang række andre personer på samme "artikelhøjde", og jeg mener, at det bidrager positivt til Wikipedia at kunne søge de informationer, jeg har bidraget med. Lindasolskin 20. jan 2006 kl. 15:04 (CET)
Jeg har siddet og kigget på hvad Lindasolskin har bidraget med og det er min opfattelse at der er tale om en lang række ligegyldige ting som ingen eller kun meget få personer vil finde interessante at kunne slå op i et leksikon. Jeg vil mener vi skal stille lidt højere krav til en persons berømmelse for at det er relevant at have en artikel om. At være digter eller redaktør på en undergrundsblad eller have oplæst et digt ved en digte festival gør ikke en person interessant eller vigtig for særligt mange. Lennart Larsen 20. jan 2006 kl. 15:58 (CET)
Det er godt, at der ikke kun er een person, der er dommer over, hvad der er er ligegyldigt. Et digt gør vel ikke en person relevant for et opslag her, men det gør i høj grad mange års virke på skrift (altså i udgivelser) og i ord og handling. At det så ikke er noget, som en person, der ikke kan finde ud af, om ord som digtfestival (blev skrevet som digte festival) skal skrives i et eller to ord, kender til, gør det ikke ligegyldigt for de fleste. Lindasolskin 20. jan 2006 kl. 17:04 (CET)
Det er ikke smart for en person, der allerede er taget i selvpromovering at gå direkte videre til personangreb på andres sproglige evner, som er sagen fuldstændig uvedkommende. Jeg ser denne side fjernet pga. selvpromovering. Hvis du er vigtig nok, vil der komme en udefrakommende bruger og skrive om dig. Indtil videre kan du jo parkere teksten på din brugerside. --Maitch 20. jan 2006 kl. 17:15 (CET)
Jeg mener stadig ikke, at der er tale om nogen form for selvpromovering, og personen, der fandt alle mine indlæg (der handler om vidt forskellige ting) ligegyldige virkede med hele sin sprogbrug ikke som en person med interesse for emnet, og det fandt jeg faktisk relevant. Jeg er dog overrasket over, at man ikke er interesseret i at samle så mange faktuelle oplysninger som muligt på Wikipedia. Lindasolskin 20. jan 2006 kl. 17:20 (CET)
Vi er ikke interesseret i, at folk udnytter Wikipedia med det formål at profilere sig selv. --Maitch 20. jan 2006 kl. 17:23 (CET)
Det er jeg da heller ikke interesseret i. Jeg er vel Wikipedia lige som meget som "jer", og jeg vil gerne bidrage med information, så man kan bruge stedet til at søge oplysninger. Lindasolskin 20. jan 2006 kl. 17:26 (CET)
Enig med Maitch og andre. Oplysningerne her kan mest pasende stå på Lindasolskins profil. --Sir48 (Thyge) 20. jan 2006 kl. 17:29 (CET)
Netop for at vi ikke skal sidde at dømme, om en person er berømt nok til at vi har en artikel om vedkommende, er det vigtigt at have en fast politik om at man ikke skriver om sig selv, og hvordan der i så fald skal reageres. - Vi havde/har det samme problem med Bjørn Andersen, og vi har haft det med utallige musikgrupper, og det er ikke godt at lade det flyde, selv om det er nok så neutralt formuleret. Derudover går jeg ikke ind for særlige begrænsninger i hvad vi skal have artikler om, vi har vel alle nogle felter som man synes er overflødige, jeg kan da godt blive irriteret over alle de grundige beskrivelser af fiktive universer i tegneserie og filmverdenen, og andre kan sikkert også synes der er for meget historie, som jeg syner er interessant... -- vh. Nico 20. jan 2006 kl. 17:35 (CET)
Jamen, jeg kan sådan set godt et eller andet sted se pointen med hensyn til netop denne artikel, og den kan folk jo så slette, og en anden skriver den så måske sidenhen (jeg synes f.eks. at Hvedekorn-skribenter er relevant at kunne finde noget om), men jeg synes ikke, at det er på sin plads at mene, at alle mine bidrag er ligegyldige. Lindasolskin 20. jan 2006 kl. 17:41 (CET)
Det er vist også kun en enkelt der har ytret at dine andre artikler er ligegyldige; Jeg synes da også at Hvedekorn-skribenter er mere interessante end Starwarsfigurer ;-) , - men lige her handler det om ikke at åbne op for selvpromovering. Denne diskussion viser jo netop hvor svært det er når det ikke ligger helt fast. -- Nico 20. jan 2006 kl. 19:03 (CET)
Jeg kan slet, slet ikke se problemet. Fidusen med Wiki-pedia er NETOP, at vigtigheden af den skrevne information er irrelevant. Hvis ingen nogensinde er interesseret i at vide noget om Linda Nørgaard, så ligger der et par KB data i en database et sted, som ikke bliver læst. Hvad betyder det? Ingen redaktør eller forfatter har spildt væsentlige ressourcer derved. Den typiske læser, læser jo ikke Wiki-pedia sekventielt, men søger information om et eller andet. Så klynkes der over risikoen for selvpromovering. Hvorfor? Hvis en artikel promoverer en person og der er en læser, der mener noget andet, så retter han jo artiklen, så den er knap så promoverende. Kort resume: Forklar mig lige først, hvorfor det er et problem, at folk skriver artikler om sig selv. Rockbear 20. jan 2006 kl. 18:54 (CET)
Jeg er enig med dig i det første, men problemet ved at skrive om sig selv er ( i de fleste tilfælde) at forholde sig så neutral, som vi prøver på at holde wiki'en. -- Nico 20. jan 2006 kl. 19:03 (CET)


Selvfølgelig skal artikler holdes neutrale, men jeg kan virkelig ikke se hvad i artiklen om Linda der ikke er fuldstændigt neutralt. Som den er skrevet er det bare en simpel opremsning af fakta - der er ikke nogen vurderinger af nogen slags. Ville nogen herinde alvorligt overveje at slette den hvis den var skrevet af nogen som helst anden end Linda selv? Hvis ikke det er tilfældet, kan jeg ikke se hvordan man med god samvittighed skulle kunne gøre det nu. Hér forudsætter jeg selvfølgelig at det er indholdet der er det væsentlige på Wikipedia - tager jeg virkelig fejl i det? HrHolm 20. jan 2006 kl. 19:13 (CET)
Grunde for at bekæmpe selvpromovering.
  1. En person der skriver om sig selv kan næppe kalde sig selv neutral, som er et vigtigt princip på Wikipedia. Det er ikke givet at en artikel vil blive rettet af en anden bruger. Dermed vil der stå noget, som vores læsere kunne antage var korrekt.
  2. Det er en skævvridning af information på Wikipedia. Ofte er disse personer kun kendt i et eller andet undergrundsmiljø. Læseren vil undre sig over, hvorfor vi kun har obskure personer med, når alle de kendte mangler.
  3. Det er en glidebane. Det sker i ny og næ at et enkelt internetband ubemærket er oprettet. Derefter kommer der pludselig en artiklel om Jakob, Peter og Jens på 13 år, som startede med at spille sammen for et halvt år siden. Når man så sletter den kommer spørgsmålet: Hvorfor må de, når vi ikke må?
  4. Skal folk der udnytter os og en god placering på Google virkelig belønnes med deres egen artikel?
Til slut vil jeg nævne, at det ikke har noget at gøre med, at jeg har lyst til at "etnisk" udrense Wikipedia for artikler om digtere. Hvis en bruger skriver en artikel om en digter, som personen ikke selv har kendskab, er der ikke noget problem i at beholde den. --Maitch 20. jan 2006 kl. 19:17 (CET)
I mine øjne ville artiklen være iorden, hvis den var skrevet af en anden. -- Nico 20. jan 2006 kl. 19:38 (CET)
Jeg så lige at man på den engelske wiki faktisk har en side om hvilke kriterier der skal til for at en person kan gøre sig fortjent til en biografi: en:WP:BIO . Lennart Larsen 20. jan 2006 kl. 21:06 (CET)
Rockbear skriver at det ikke er noget problem ikke at have nogle grænser for hvem der kan skrives biografier om fordi det ikke fylder andet end nogle kb. Jeg synes det er vigtigt at wiki ikke drunker i informationer om meget lidt vigtige ting. Min kommentar om at Lindasolskin også havde lavet andre uvigtige bidag gik på at hun havde oprettet flere indlæg som mest at alt synes designet til at pege på artiklen om hende selv som f.eks. Undergrundsforlaget Lyrica og Staccato - et hundrede digte. Lennart Larsen 20. jan 2006 kl. 21:06 (CET)
Jeg har skrevet og vil fortsat skrive artikler om de ting, jeg har viden om. Det er f.eks. den danske digterscene, og min viden vil til tider have fokus på Århusscenen, da det er her jeg befinder mig. Jeg har også viden om f.eks. steder, jeg har boet, og bøger, jeg har læst, samt om sprog. Det er utroligt, at det her er kommet så langt ud. Når jeg har skrevet en artikel, føles det for mig naturligt at skrive en anden artikel om et under-emne til den første, så tingene hænger naturligt sammen, når man klikker på en henvisning. Jeg har aldrig designet og vil aldrig designe en artikel med det formål at pege på noget som helst andet, men udelukkende for at oplyse. Jeg synes, at det her begynder at nærme sig en hetz, og det var da ellers det sidste, jeg havde forestillet mig, da jeg glad og fro gav mig til at begynde at bidrage til Wikipedia med den viden, jeg ligger inde med. Lindasolskin 20. jan 2006 kl. 21:18 (CET)
Helt ærligt, hvis jeg havde ureelle hensigter, tror I så ikke, at jeg enten havde brugt falsk navn eller i hvert fald havde pakket mine sydfrugter og havde slettet min bruger på nuværende tidspunkt? Enhver der har tvivl om mine hensigter er velkommen til at ringe til mig eller komme på besøg, jeg lægger ikke skjul på, hvem jeg er. Jeg begynder at føle, at det måske havde været nemmere at være anonym, men det er bare ikke min stil. Jeg havde forventet, at Wikipedia var et rart sted, hvor jeg kunne bruge min viden og mine sproglige talenter, men den illusion er skudt i sænk.Lindasolskin 20. jan 2006 kl. 21:34 (CET)
Der er ikke tale om en hetz, men om diskussion af et uafklaret spørgsmål om væsentlighedskriterier. Det har man på andre landes wiki-er gjort mere ud af, jvf. det link, som Lennart Larsen satte ind. Her har vi indtil videre kun haft den holdning, at det ikke var tilladt at skrive en artikel om sig selv, men et eller andet væsentlighedskriterium skal også være opfyldt. Intet personligt i at diskutere det, selvom du tilfældigvis er anledningen her. Men diskussionen bør nok af samme grund foregå et andet sted. --Sir48 (Thyge) 20. jan 2006 kl. 21:36 (CET)
Hej Linda - det er en debat om et emne, som vi mangler at tage, som tilfældigvis blev udløst på din diskussionsside- tag det ikke for tungt. Dine artikler er velkomne! Sådan er det jo med et projekt som igangsættes samtidig med det ikke har en klar ramme fra starten - vi bygger retningslinjer samtidig med vi bygger indhold, så det bliver lidt bagvendt nogen gange. Som ny kan det virke noget barsk når det foregår som her, håber du kan tage mosten :-) Mvh Malene Thyssen 20. jan 2006 kl. 22:13 (CET)
Hej Linda - mine indlæg var ikke tænkt som personangreb på dig men udtryk for at jeg efter at have lavet en del indlæg og set hvad andre har skrevet er begyndt at tænke over hvordan man kan gøre artiklerne bedre. Jeg har et wiki-bruger skrive en lille artikel om den boligblok han bor i og jeg har set en anden skrive om sit amatørband. Det blev så lige tilfældigt din artikel om dig selv og diskussionen der var startet om det der også fik mig til at lufter mine synspunkter. Jeg håber vi kan fortsætte diskussionen evt under en anden artikel da jeg synes det er pricipelt vigtigt. Jeg synes ikke at man fortjener en biograf blot fordi man har skrevet et digt. Lennart Larsen 20. jan 2006 kl. 22:42 (CET)
Hej Lennart m.fl. Jeg synes også, at diskussionen som sådan er både vigtig og interessant. Jeg synes som sådan heller ikke, at man "fortjener" en biografi, blot fordi man har skrevet et digt, men det er der bestemt heller ikke nogen, der har fået af mig. Har man f.eks. publiceret i Hvedekorn (og markeret sig en masse derudover), mener jeg dog, at man bestemt har den berømte artikelhøjde. Grundlæggende mener jeg nu heller ikke, at man som sådan skal gøre sig særlig fortjent til omtale, som en anden var inde på, bliver posten jo nok bare ikke set så ofte, hvis der ikke bliver søgt på den. Det fede ved Wikipedia er, at man kan finde og bidrage med så mange forskellige informationer, og det jeg vægter højeste er, at det er velskrevne og korrekte informationer, der gives. Lindasolskin 20. jan 2006 kl. 22:54 (CET)
Du har min opbakning til synspunkterne i din sidste sætning, Lindasolskin, og jeg finder ydermere dine initiativer til belysning af det digteriske undergrundsmiljø i Århus interessante og sobre. Jeg ser frem til en udbygning af beskrivelsen af et kulturelt miljø, som det ellers er svært at finde beskrevet - som det ofte er tilfældet med avantgardemiljøer.

At se dine indlæg affærdiget som beskrivelser af folk, 'der har skrevet et digt' finder jeg en smule, nåja - lad os kalde det hurtigt. --Sand 20. jan 2006 kl. 23:07 (CET)

Kan det passe, at man ikke længere kan læse slettede artikler? Jeg mindes, der i sin tid var et link til slettede versioner af en nu ikke eksisterende artikel, eller husker jeg forkert? Det er i hvert fald irriterende, at man ikke har mulighed for at læse de slettede sider, så man har mulighed for at deltage i debatten på et sagligt grundlag..--B.A.C. 21. jan 2006 kl. 01:48 (CET)


Forsøg på en opsummering[redigér wikikode]

Da jeg er involveret i noget parallelt (jf. Diskussion:Bjørn Andersen), tænkte jeg det kunne være en idé at forsøge en slags opsummering.

Jeg har ikke set Linda's oprindelige side, så dén skal jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt. Derimod har jeg et par generelle synspunkter.

  • Som udgangspunkt skal biografiske artikler ikke skrives af den pgl. selv for at sikre at artikelhøjden er opnået og for at sikre at beskrivelsen er så objektiv som mulig.
  • Eftersom dansk Wiki er under en lang og sej opbygning, kan det komme til at vare meget længe før mange interessante personer vil blive beskrevet.
Da jeg gik på banen for et par uger siden var der fx ikke én dansk sociolog der var blevet beskrevet (bortset fra én der i dag primært er politiker), selv om der er en hel del af dem der er interessante for dem der har faget på den ene eller anden måde enten i gymnasium/HF eller andetsteds eller som støder på dem i medierne. (Jeg selv har i al beskedenhed været i lokalradio, div. aviser, Døve-TV og Deadline og der er jævnl. nogen der ringer eller skriver for at få en info om mine emner).
  • Men samtidig er én af styrkerne ved Wiki er at dén kan få interessante personer tidligere med end andre opslagsværker. Det er en temmelig vigtig pointe.
  • Med interessante personer = personer der har artikelhøjde tænker jeg bl.a. på personer, man kan støde på i sin avis, i andre medier, på bogmarkedet, på den kunstneriske scene. Faktisk synes jeg det vil være nyttigt at man går lidt længere ud eller ned end alm. opslagsværker, for det vil styrke nytten for nogle (kommende) Wiki-brugere. Hvorfor slå op i Wiki, hvis der ikke står noget om nye og evt. mystiske ting, kunne sådanne potentielle brugere sige.
  • Som følge af ovenstående vil det være en god idé, hvis ingen andre har gjort det, at de pgl. personer starter deres egen bio-artikel op, men at de holder sig til noget fuldstændig objektivt og til noget der er interessant for flere andre end én selv. Det gør ikke noget, hvis der er Wiki-anere der synes indholdet er mindre interessant, bare der er andre der gør det.
  • Men der skal altid være en 2' eller 3' fase, hvor andre går ind og vurderer efter bedste evne - og sikrer at ikke-objektive ting bliver skåret fra - og hvor nogle der er tilstrækkeligt uvildige & interesserede bygger videre.
  • Det er ikke - når vi taler Wiki - nogen god løsning at køre efter et alt-eller-intet-princip. Løsningen ligger i at der er nogen der gør noget redaktionelt på det indholdsmæssige plan.

De bedste hilsener, --Bjoerna 21. jan 2006 kl. 13:37 (CET)

(PS En alt-eller-intet holdning er i øvrigt ingen garanti for noget som helst, for intet er nemmere end at få en kammerat eller bekendt til at lægge dét ind for sig, man måtte ønske - og som meget vel kunne blive accepteret, hvis det ser rimeligt ud mht højde og objektivitet).

Krabat[redigér wikikode]

Hej alle. Jeg vil lige gøre opmærksom på Diskussion:Kenneth Krabat, hvor det også handler om at emnet har oprettet sig selv. For at vise Linda, at diskussionen på denne side på ingen måder var en personlig hetz, så vil jeg gerne kraftigt opfordre til at Kenneth Krabat også slettes. Jeg er fuldt ud enig i at vi skal være konsekvent mht. selvpromovering, til gengæld er jeg uenig i at vi kan gøre os til dommere over om andre folks hobbyer eller erhverv er vigtige nok til at fortjene en artikel. Linda, du er aldeles velkommen til at skrive digterrelaterede artikler (vi har brug for dem), og jeg tror alle her håber på at du kommer stærkt igen ovenpå ovenstående omgang. Mange hilsner /--Anjoe (Anders) 21. jan 2006 kl. 04:23 (CET)

Det oprindelige indhold[redigér wikikode]

For at være sikker på vi alle diskutere det samme, så er her det komplette oprindelige indhold af den slettede side:

Linda Nørgaard er dansk digter og redaktør (f. 1976). Hun er redaktør for Undergrundsforlaget Lyrica og har udgivet digte i Staccato - et hundrede digte, M gasin og Hvedekorn. Blandt mange digtoplæsninger og shows kan nævnes optræden på Arden Digtfestival i 2004.

Min mening er iøvrigt at dette er en wiki og derfor må enhver bruger bidrage på enhver side inklusive sider om sig selv, forudsat at man skriver fra et neutralt synspunkt. Denne artikel er for mig at se neutralt skrevet, og jeg stemmer derfor for at vi gendanner siden.

Jeg er godt klar over at vi indtil nu har forsøgt os med en politik om at man ikke må skrive om sig selv, men så bør vi nok lave den politik om. Eventuelt må vi have en afstemning og få det fastlagt. --Christian List 21. jan 2006 kl. 14:06 (CET)

Tak til Christian, for jeg havde søgt forgæves. Har læst ovenstående og tør uden at tøve det mindste sige at den holder vand, Linda er interessant nok på den litt. himmel til at blive nævnt. Personligt synes jeg af flere grunde også at det er fint at Arden-festivalen nævnes. Én af grundene er at den slags info gør det langt nemmere for interesserede (bl.a. litteraturinteresserede, sociologer og historikere) at finde oplysninger både om festivaler, Arden og Linda. Derfor: Smæk Linda på igen. Det afgørende er ikke (forstå mig ret) hvad én-to-tre...ti wikianere mener, men hvad der kan være Wiki-brugere til. Bedste hilsener --Bjoerna 21. jan 2006 kl. 14:15 (CET)

Jeg kan ikke se nogen god grund til at afvige fra vores nuværende politik. Det helt grundlæggende princip er at objektiviteten fordamper i samme øjeblik det bliver personligt. Tag nu det tankeeksperiment at der dukkede noget kontroversielt op om en af "selvbiografisterne". Skulle vi i det tilfælde så give dem hånd og halsret over siden, hvis der var noget i indholdet de ikke brød sig om? -- Bruger:Wegge 21. jan 2006 kl. 14:22 (CET)
"Forsøgt os med" - nej, det er generel wikipedia-politik. --Palnatoke 21. jan 2006 kl. 14:24 (CET)
Ja, det er fælles for Wikipedia, og ikke bare en eller anden sjov regel vi har fundet på. Enwiki er generelt strengere end vi er, og i øvrigt burde vi få oversat deres politik angående nævneværdighed. Hvis vi har nogle faste retningslinjer undgår vi disse alenlange diskussioner ved hver eneste artikel. --Maitch 21. jan 2006 kl. 14:38 (CET)
Kære Wegge. Jeg synes ikke dit argument er helt godt. Tankeeksperimenter af dén karakter er altid tvivlsomme, men her i særlig høj grad, fordi Wiki-folket da næppe ville acceptere at give de selv-> -biograferede hals- og håndsret. Hvis nogen gør noget ondsindet er det én ting, hvis nogen bringer relevante ting på banen der er ubehagelige er det noget helt andet. Hvis nogen gør noget ondsindet, må man finde en rimelig løsning. Hvis nogen bringer relevante, men ubehagelige ting på banen, bør det blive stående (i en objektiv form). Man kan i øvrigt, undskyld mig, ikke have et "princip" om at "objektiviteten fordamper" hvis man skriver noget om sig selv (sådan forstod jeg dét du skrev); det kan da umuligt være en principsag, men bør være en sag der skal vurderes konkret fra gang til gang. Jeg kunne have ladet være at skrive det sidste, men måske kan Wegge's bemærkning hjælpe os til at finde ud af hvad diskussionen egentligt handler om. Så vidt jeg kan se om vi (i den bedste mening) skal være alt-eller-intet-agtige eller måske hellere noget mere moderat og eftertænksomt.
Bedste hilsener --Bjoerna 21. jan 2006 kl. 14:45 (CET)

Emner man er for tæt på[redigér wikikode]

Hvis vi ikke har argumentet om, at man ikke må skrive om emner man er for tæt på, hvilke argumenter har vi så mod f.eks. RuneDKs bidrag i Danskfront? (se også Diskussion:Danskfront) Mvh Malene Thyssen 21. jan 2006 kl. 17:20 (CET)

PS. Undskyld Linda, denne diskussion burde foregå på landsbybrønden... Mvh Malene Thyssen 21. jan 2006 kl. 17:21 (CET)

Kære Malene m.fl. Én ting er om man må skrive om sig selv (fx begynde en biografisk artikel), noget andet at skrive om emner man er (for) tæt på. Det sidste rækker langt videre. Til at begynde med vil jeg henvise til at Nordskov Nielsen for mange år siden skrev et glimrende responsum om off. ansattes ytringsfrihed. Jeg har ikke slået op lige nu, men kan huske at han anbefalede at off. arbejdsgivere skulle være særdeles varsomme med at pålægge tavshedspligt, bl.a. fordi mange off. ansatte lå inde med en viden som andre ikke havde. Nordskov fandt at der skulle være meget alvorlige grunde til at pålægge tavshedspligt (en klar undtagelse er tavshedspligt om personoplysninger i dé sager man behandler). Vores diskussion her er selvfølgelig noget andet, og måske er du også enig i at vi i stedet for iværksætte en form for censur, snarere skal opfordre folk der véd noget til at skrive. Skriver de pgl. noget skævt, bør det bearbejdes snarest muligt.

Fra dette generelle synspunkt til dét du nok tænker på. Hvordan bør man forholde sig, når folk missionerer og prøver at gennemtvinge at Wiki skal mene dét de mener. Her vil jeg mene at Wiki-miljøet skal bearbejde materialet, slette passager der er for langt ude (+ skrive om det i diskussion) og bearbejde andre. Evt. kunne man overveje at smække en plakat på med ca. flg. tekst: Denne artikel skønnes at være problematisk; Wiki opfordrer til at den bearbejdes, at passager slettes eller at der iværksættes en åben procedure for helt at slette den. En forudsætning, men ikke en garanti, for at artiklen bliver stående er at forfatteren giver sig til kende som reg. bruger og angiver de-og-de oplysninger om sig selv.

De bedste hilsener, --Bjoerna 21. jan 2006 kl. 18:43 (CET)

Diskussionen hører ikke hjemme på en brugers diskussionsside. Tag venligst emnet op på landsbybrønden - evt. ved at kommentere mit oplæg der. --Sir48 (Thyge) 21. jan 2006 kl. 18:50 (CET)

Ny version[redigér wikikode]

På de 8½ år, der er gået siden denne artikels første version, har Linda Nørgaard foretaget sig en del, og jeg vil mene at det må være på tide med en artikel om hende. Det bør bemærkes, at jeg kender Linda, så jeg er ikke ganske neutral, men hendes produktion har en sådan størrelse at der ikke bør være tvivl om notabiliteten. --Palnatoke (diskussion) 10. aug 2014, 23:38 (CEST)