Dronningens ur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Dronningens ur er en hædersbevisning der tildeles værnepligtige fra Den Kongelige Livgarde, ved afslutningen af tjenestetiden.

For hvert indkaldelseshold holdes inden hjemsendelsen en afskedsparade på Livgardens Kaserne, hvor Hendes Majestæt Dronningen takker for god tjeneste i Den Kongelige Livgarde og for god vagt ved de Kongelige slotte og palæer. Ved den lejlighed bliver en værnepligtig garder tildelt "Dronningens Ur". Den pågældende garder er på demokratisk vis udpeget af de foresatte og kammeraterne i fællesskab, idet der lægges vægt såvel på god soldatertjeneste som på udvist kammeratskab.

Historien bag Dronningens Ur går tilbage til 1969, hvor der i anledning af Kong Frederik IX 70 års fødselsdag blev oprettet en fond. Fondens midler på 25.187 kr. blev tilvejebragt ved bidrag fra samtlige medlemmer af De Danske Garderforeninger, og kapitalen blev den 11. marts 1969 stillet til Kongens disposition til et formål, der i Kongens navn efter Majestætens nærmere bestemmelse skal komme de værnepligtige ved Den kongelige livgarde til gode.

Kongen har derefter bestemt, at der årligt for renterne skal indkøbes armbåndsure, der skal bære påskriften "Kongens ur" og årstallet, således at der ved hver afskedsparade for Hans Majestæt af Hans Majestæt kan overgives et ur til en repræsentant for de bedste værnepligtige ved det hjemsendelseshold.

Første gang Kongen udleverede et ur ved en afskedsparade var d. 17 februar 1970. Garderfonden "Kongens Ur" er efter tronskiftet i 1972 benævnt "Dronningens Ur". Fonden administreres af præsidenten for De Danske Garderforeninger.

Dette festlige indslag i afskedsparaderne er et synligt bevis på samvirket mellem Dronning, Regiment og gamle gardere.