Dunning-Kruger-effekten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Postkort fra omkring 1910, der siden dannede inspiration for Mad Magazine's Alfred E. Neumann.

Dunning-Kruger effekten forekommer hos inkompetente personer, som ikke er i stand til at vide, at de er inkompetente, men betragter sig selv væsentlig mere kompetente end alle andre.

Grundlæggende er disse personer for dumme til at erkende, at de er dumme. Denne observation er videnskabeligt bevist af de amerikanske psykologer David Dunning og Justin Kruger i 1999.

Et eksempel på denne effekt er Florence Foster Jenkins, en kvinde, der trods udtalt mangel på sangtalent alligevel troede fuldt og fast på sin stemme og udgav adskillige plader (indspilningerne blev finansieret af hendes velgørere) og holdt adskillige koncerter for et først måbende og siden hysterisk leende publikum. I vor dagligdag møder vi forretnings- og sportsfolk, politikere og andre, som lider af dette syndrom.

Der tales også om en omvendt Dunning-Kruger effekt, der viser sig ved, at personer med reelle kompetencer har en tendens til at gå ud fra, at andre personer har tilsvarende kompetencer, hvorfor kompetente personer ofte undervurderer egne kompentencer sammenlignet med andres.

Dunning og Kruger modtog i 2000 den satiriske Ig Nobelpris i psykologi for deres rapport, hvori de beskrev Dunning-Kruger effekten "Unskilled and Unaware of It: How Difficulties in Recognizing One's Own Incompetence Lead to Inflated Self-Assessments".[1]

Filosoffen Bertrand Russell sagde engang: ”En af de sørgelige ting i vor tid, er at selvsikre personer, der udtaler sig med sikkerhed er dumme, medens personer med fantasi og forståelse er grebet af tvivl og usikkerhed”

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger og kilder[redigér | redigér wikikode]