Duplikator

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Annonce fra 1889 for Edisons fladeduplikator

En duplikator var en maskine til mangfoldiggørelse af tekst, der i lighed med spritduplikatoren var meget anvendt før kopimaskiner blev almindelige. Thomas Edison tegnede patent på teknikken bag duplikatoren, men den fik først sin endelige udformning af Albert Blake Dick, der satte The Edison Mimeograph i produktion i 1887. Ordet mimeograf ses i få tilfælde brugt på dansk.

Systemet var baseret på stencils af voksbelagt silkepapir. Når en sådan stencil blev anbragt i en skrivemaskine og skrevet på, fjernede anslaget voksen fra papiret. Herefter blev stencilen anbragt på en tromle fyldt med oliebaseret sværte. Når tromlen blev drejet kunne sværten trænge gennem stencilen på de steder, hvor voksen var fjernet, og afsættes på et blankt stykke papir, der blev ført frem mellem tromlen og en presserulle. Fejl på stencilen kunne reddes med en særlig voksblanding, der gendannede vokslaget. Foruden maskinskreven tekst var det muligt at inkludere enkle stregtegninger som man med et specielt tegneredskab ridsede i stencilen. En duplikeret tekst kaldes også stencileret på grund af stencilens centrale rolle i processen.

En fladeduplikator fungerede på principielt på samme måde, men her blev stencilen anbragt i en ramme og trykket blev leveret ved at en gummirulle med hånden blev kørt hen over papir og stencil.

Svagheden ved duplikatoren var, at det var let at få sværte på sig, når man betjente maskinen, og typerne på skrivemaskinen kunne blive fedtet til i voks og dermed give utydelige aftryk på stencilen.