Easy listening

Lydfil med eksempel på easy listening, Rafael Archangel med "Deep Dive"

Easy listening (herunder mood music) er en populærmusik-genre og et radioformat, som var mest populært fra 1950’erne til 1970’erne. Den er beslægtet med middle of the road-musik (MOR) og omfatter instrumentale indspilninger af musikalske standarder, hitsange, ikke-rock-vokaler samt instrumentale coverversioner af udvalgte populære rocksange. Den koncentrerer sig hovedsageligt om musik, der ligger forud for rock and roll-æraen, karakteristisk musik fra 1940’erne og 1950’erne. Den blev adskilt fra det overvejende instrumentale beautiful music-format ved sin større stilvariation, herunder en vis andel vokaler samt forskellige arrangementer og tempoer tilpasset de forskellige dele af sendefladen.

Easy listening-musik forveksles ofte med loungemusik, men selv om den var populær på nogle af de samme spillesteder, var den tiltænkt aktiv lytning for nydelsens skyld snarere end som baggrundslyd.

Af nogen kaldes easy listening også muzak, men denne genre adskiller sig fra easy listening, idet den er produceret direkte til offentlige steder som supermarkeder og elevatorer. Easy listening består derfor generelt af flere elementer og kaldes ofte muzak af nedsættende grunde.

Historie

Stilen er blevet synonym med betegnelsen ”med strygere”. Strygeinstrumenter var blevet anvendt i sweet bands i 1930’erne og var det dominerende lydspor i film fra Hollywoods gyldne æra. I 1940’erne og 1950’erne blev strygere brugt i både jazz- og populærmusik-sammenhænge. Som eksempler inden for jazzgenren findes der indspilninger med Frank Sinatra. Et andet eksempel i en populærmusisk kontekst var Dinah Washingtons ”What a Difference a Day Makes”. I 1950’erne blev brugen af strygere hurtigt et hovedkendetegn ved den fremvoksende easy listening-genre.

Jackie Gleason, hvis første ti albummer opnåede guldstatus, udtrykte, at målet var at producere ”musikalsk tapet, der aldrig burde være påtrængende, men derimod befordrende”.

Tilsvarende søgte John Serry Sr. i 1956 at anvende harmonikaen i sammenhæng med en jazzsekstet for at skabe en beroligende stemning, ideelt egnet til afslappet lytning, på sit album Squeeze Play.

Easy listening-sangere

Easy listening-/lounge-sangere har en lang historie, der strækker sig tilbage til de første årtier af 1900-tallet. Easy listening-musik omfattede populære vokalister som Frank Sinatra, Bing Crosby, Dean Martin, Patti Page, Tony Bennett, Nat King Cole, Rosemary Clooney, Doris Day, Perry Como, Engelbert Humperdinck, The Carpenters, The Mills Brothers, The Ink Spots, Julie London og mange andre. Det noget nedsættende udtryk lounge lizard blev opfundet i denne periode, og mindre kendte loungesangere er ofte blevet gjort til grin som dinosaurer fra tidligere tider og parodieret for deres smiskende fremførelse af standardnumre.

I begyndelsen af 1990’erne var lounge-genopblomstringen i fuld gang og omfattede grupper som Combustible Edison, Love Jones, The Cocktails, Pink Martini og Nightcaps. Det alternative band Stereolab demonstrerede lounge-musikkens indflydelse med udgivelser som Space Age Bachelor Pad Music og Ultra-Lounge-serien af lounge-musikalbum. Lounge-stilen stod i direkte modsætning til den grunge-musik, der dominerede perioden.