Edmund Husserl

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vestlig filosofi
1900-tallet
Edmund Husserl 1900.jpg
Edmund Husserl omkring 1900
Navn: Edmund Gustav Albrecht Husserl
Født: 8. april, 1859 (Prostejov, Mähren)
Død: 27. april 1938, Zürich
Skole/tradition: Fænomenologi
Fagområde: Epistemologi, Matematik
Betydningsfulde ideer: Epoché, Noema, Noesis, Eidetisk reduktion
Påvirket af: Franz Brentano, Carl Stumpf, René Descartes, Gottlob Frege, Kant
Har påvirket: Eugen Fink, Kurt Gödel, Martin Heidegger, Jacques Derrida, Milan Kundera, Bernard Stiegler, Emmanuel Levinas, Maurice Merleau-Ponty, Jean-Paul Sartre, Max Scheler, Edith Stein, Rudolf Carnap, Alexandre Koyré, José Ortega y Gasset, Roman Ingarden, Millán-Puelles, Hannah Arendt, Leszek Kolakowski, Jan Patocka, Jean-Luc Marion

Edmund Husserl (8. april 1859- 27. april 1938) var tysk filosof og skriver sig ind i filosofiens historie som grundlæggeren af den moderne fænomenologi.

Husserl blev som den anden af fire søskende født ind i en jødisk familie i byen Prostějov i Mähren og blev allerede som 10-årig sendt hjemmefra for at få en klassisk uddannelse, først i Wien og derefter i Olomouc. I 1876 blev han optaget på universitetet i Leipzig, hvor han studerede matematik, fysik og filosofi med en særlig interesse for astronomi og optik. Efter to år fortsatte han sine studier af matematik i Berlin, men tog igen tilbage til Wien i årene 1881-1883 for at afslutte dem. Her opnåede han doktorgraden i matematik som 24-årig i 1884.

Efter en kort akademisk ansættelse i Berlin vendte han atter tilbage til Wien, hvor han fulgte Franz Brentanos forelæsninger i filosofi.

Årene 1896-1901 tilbragte han i Halle, hvor han dels studerede psykologi og dels var privatdocent ved universitetet. I denne periode giftede han sig og fik tre børn. Hans kone var ligeledes jødisk, men de konverterede begge til kristendommen og lod sig døbe. Under opholdet i Halle udgav han de første, vigtige bøger, bl.a. Logische Untersuchungen. Første del er en kritik af psykologismen. Anden del udkom i 1901.

Hans videre karriere foregik ved universitetet i Göttingen, hvor han underviste i 16 år. Her fuldførte han den fremstilling af fænomenologien, som blev offentliggjort i bogen: Ideen zu einer reinen Phänomenologie und phänomenologischen Philosophie (Idéer omkring en ren fænomenologi og fænomenologisk filosofi), der udkom i 1913. Derefter udbrød 1. verdenskrig, som dels betød et afbræk i universitetslivet, dels kostede hans ene søn livet i slaget ved Verdun. Husserl gennemførte et års sørgetid, hvor han afholdt sig fra professionel aktivitet.

I 1916 accepterede han et tilbud om et professorat i Freiburg im Breisgau, hvor han skulle slutte sin karriere i 1928. Han fortsatte her sit filosofiske arbejde med de skrifter, som efter hans død udkom som bind 2 og 3 af Ideen. Også efter sin pensionering fortsatte han arbejdet, men hans sidste år blev negativt præget af nazismens stadige fremmarch. Husserl døde af lungehindebetændelse i 1938.

De tre forskellige arbejdsperioder i Halle, Göttingen og Freiburg danner en bekvem analytisk ramme for forskernes arbejde med Husserls værker og udviklingen af hans tanker.

Transcendental fænomenologi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Transcendental fænomenologi

På baggrund af påvirkningen fra Brentano søgte Husserl at udvikle en gennemgribende revision af filosofien. Han søger gennem sin transcendental-fænomenologiske filosofi at gennemføre det, som Descartes ikke fik klaret tilfredsstillende: At finde et sikkert fundament for al erkendelse, dagligdags, videnskabelig og filosofisk. For at finde dette, indfører Husserl en særlig metode: Vi skal se bort fra alle fordomme og al teoretisk viden, sætte parentes om den, udføre hvad han kalder epochê: Træde ud af eller transcendere den naturlige indstilling og opfattelse.

Husserl ser i epochêen bort fra spørgsmålet om egen og omverdenens eksistens. Han konstaterer, at bevidsthed altid er bevidsthed om noget, at bevidsthed er intentionel (rettet mod noget). Opgaven for fænomenologien bliver nu at beskrive bevidsthedens objekter som givet i bevidstheden. Disse objekter kan være af forskellige typer, f.eks. perciperede ting (som træer og stole), erindringer eller fantasi.

Når vi erkender et sagsforhold, f.eks at en kat er sort, kræver det først en erkendelse af, at der er en kat, og – endnu før det – erkendelsen af 'kat'. At føre erkendelsen tilbage til dens betingelser på denne måde kalder Husserl for den transcendentale eller fænomenologiske reduktion, og ved stadig reduktion viser det sig, at den yderste betingelse for al erkendelse er det transcendentale jeg. Det transcendentale jeg betegner Husserl som en identitetspol, som alle bevidsthedstilstande (herunder sanseoplevelser) retter sig imod, og som gør, at vi oplever objekter og ikke bare løsrevne sansedata.

Det transcendentale jeg er noget andet end og fundamentalt forskelligt fra det empiriske jeg, som er et objekt blandt andre objekter. Det er det "jeg", der udgør en identitet, og som er knyttet til en krop. Denne spaltning i to jeg'er har gjort Husserl til genstand for den samme type kritik, som ramte Descartes' dualisme: Hvad er forholdet mellem de to væsensforskellige instanser, og hvorledes interagerer de?

Husserls mange elever har ført fænomenologien videre i mange retninger. En af de mest indflydelsesrige elever og arvtagere er Martin Heidegger, som opstillede værensspørgsmålet på ny og brød med fænomenologiens skolastiske dyrkelse. Hans hovedværk, Sein und Zeit, er blevet læst eksistentialistisk af bl.a. Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre.

Offentliggjorte værker[redigér | redigér wikikode]

De vigtigste af de værker, som blev udgivet, mens Husserl endnu levede, er de følgende:

  • Über den Begriff der Zahl. Psychologische Analysen. 1887.
  • Philosophie der Arithmetik. Psychologische und logische Untersuchungen. 1891.
  • Logische Untersuchungen. Erste Teil: Prolegomena zur reinen Logik. 1900; optrykt 1913.
  • Logische Untersuchungen. Zweite Teil: Untersuchungen zur Phänomenologie und Theorie der Erkenntnis. 1901; anden udgave: 1913 (for del ét); anden udgave 1921 (for del to).
  • "Philosophie als strenge Wissenschaft". Logos 1 (1911) 289-341.
  • Ideen zu einer reinen Phänomenologie und phänomenologischen Philosophie. Erstes Buch: Allgemeine Einführung in die reine Phänomenologie. 1913.
  • "Vorlesungen zur Phänomenologie des inneren Zeitbewusstseins". Jahrbuch für Philosophie und phänomenologische Forschung 9 (1928), 367-498.
  • "Formale und transzendentale Logik. Versuch einer Kritik der logischen Vernunft". Jahrbuch für Philosophie und phänomenologische Forschung 10 (1929) 1-298.
  • Mèditations cartèsiennes. 1931.
  • "Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzentale Phänomenologie: Eine Einleitung in die phänomenologische Philosophie". Philosophia 1 (1936) 77-176.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Zahavi, Dan (2001): Husserls fænomenologi, Gyldendal, ISBN 8700754382

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: