Edvard 7. af Storbritannien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Edvard 7.
Eduard VII.jpg
Kong Edvard 7. i 1902
Konge af Storbritannien og Irland
Kroning 9. august 1902
Westminster Abbey
Regerede 22. januar 1901
6. maj 1910
Forgænger Victoria
Efterfølger Georg 5.
Ægtefælle Alexandra af Danmark (g. 1863)
Børn
Fulde navn engelsk: Albert Edward
Hus Huset Sachsen-Coburg-Gotha
Far Prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha
Mor Dronning Victoria af Storbritannien
Født 9. november 1841(1841-11-09)
Buckingham Palace, London, England
Død 6. maj 1910 (68 år)
Buckingham Palace, London, England
Hvilested 20. maj 1910
St George's Chapel, Windsor Castle, England
Signatur
Religion Anglikansk
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1863

Edvard 7. (engelsk: Albert Edward; født 9. november 1841Buckingham Palace i London, død 6. maj 1910 på Buckingham Palace) var konge af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland og kejser af Indien fra 1901 til 1910.

Fødsel og familie[redigér | redigér wikikode]

Portræt af Albert Edvard udført af Franz Xaver Winterhalter i 1846.

Edvard 7. blev født på Buckingham Palace i London den 9. november 1841 som ældste søn af dronning Victoria af Storbritannien og Prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha.[1] Han blev døbt den 25. januar 1842 i St George's ChapelWindsor Castle med navnene Albert Edward. Han fik navnet Albert efter sin far, Prins Albert, og navnet Edward efter sin morfar, Prins Edvard Augustus, hertug af Kent og Strathearn. I familien var han livet igennem kendt som Bertie.[2]

Som den ældste søn af den britiske monark var han tronfølger fra fødslen og havde dermed automatisk titlerne Hertug af Cornwall og Hertug af Rothesay. En måned efter sin fødsel blev han den 8. december 1841 udnævnt til prins af Wales, den gængse titel for den britiske tronarving.[3] Hans far tilhørte slægten Sachsen-Coburg-Gotha, og Edward blev den første britiske monark af denne slægt. Tidligere var den britiske kongefamilie en del af Huset Hannover. Under 1. verdenskrig blev navnet ændret til Huset Windsor for at distancere kongefamilien fra enhver tysk forbindelse.

Edvard var andet barn af en søskendeflok på ni. Blandt hans søskende var den senere tyske kejserinde Victoria.

Ungdom[redigér | redigér wikikode]

Edvard som prins af Wales i 1860.

Som arving til den britiske trone fik Edvard en streng opdragelse af sine forældre. Dronningen og prins Albert var fast besluttet på, at deres ældste søn skulle have en uddannelse, der ville gøre ham til en forbilledlig konstitutionel monark, og Prins Albert tilrettelagde derfor et stramt uddannelsesforløb for Edvard, da han var syv år gammel, under opsyn af flere vejledere. I modsætning til sin storesøster, Prinsesse Victoria, udmærkede han sig ikke under sin uddannelse, og selv om han forsøgte at leve op til sine forældres forventninger, var de skuffede over hans præstation.[4] Selvom Edvard ikke var en flittig studerende, kompenserede han for det med sin charme, omgængelighed og takt. Den britiske premierminister Benjamin Disraeli beskrev ham som velinformeret, intelligent og velopdragen.[5]

Efter en dannelsesrejse til Rom i de første måneder af 1859, læste Edward i løbet af sommeren samme år på universitetet i Edinburgh, hvor han blandt andet modtog undervisning af kemikeren Lyon Playfair. I oktober startede han studier på Christ Church i Oxford.[6] Da han nu var sat fri fra de strenge uddannelsesmæssige krav, som hans forældre havde fastlagt, nød han for første gang at studere og aflagde en tilfredsstillende eksamen.[7] I 1861 flyttede han til Trinity College i Cambridge, hvor han blev undervist i historie af professor Charles Kingsley.[8][9] Kingsleys undervisning førte til de bedste akademiske præstationer i Edvards uddannelsesforløb, og Edvard så faktisk frem til sine foredrag.[10]

I 1860 besøgte Edvard Nordamerika som den første prins af Wales nogensinde. Hans gode humor og selvsikre gemytlighed gjorde turen til en stor succes.[11] Han indviede Pont Victoria-broen over Saint Lawrence-floden i Montreal og lagde grundstenen i Parliament Hill i Ottawa. Han overværede den franske linedanser Charles Blondin gå på line over Niagara Falls og opholdt sig i tre dage sammen med USA's præsident James Buchanan i Det Hvide Hus. Buchanan ledsagede endvidere prinsen til plantagen Mount Vernon for at aflægge besøg ved George Washingtons grav. Overalt blev han mødt af store skarer, og han mødte digteren Henry Wadsworth Longfellow, filosofen Ralph Waldo Emerson og forfatteren Oliver Wendell Holmes, Sr. For første gang siden 1776, blev der bedt bønner for den kongelige familie i Trinity Church i New York.[11] Den fire måneders tur gennem Canada og USA øgede Edwards tillid og selvtillid betydeligt og havde mange diplomatiske fordele for Storbritannien.[12]

Kort efter sin hjemkomst indledte han en affære med en irsk skuespillerinde. Det chokerede hans forældre. Prins Albert, der var syg, besøgte på trods heraf Edvard for at tage en snak med ham. Kort efter døde han, og Dronning Victoria gav Edvard skylden for hans død.

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Edvard og Alexandras bryllupsbillede

Albert Edvard blev den 10. marts 1863 gift med prinsesse Alexandra af DanmarkWindsor Slot.

Ægteskabet mødte en del modstand blandt Edvards mange tyske slægtninge, da Danmark og staterne i det Tyske Forbund var uenige om hertugdømmerne Slesvig-Holstens tilhørsforhold.

Dronning Victoria havde pointeret, at ægteskabet var upolitisk, og havde selv haft forbehold om Alexandra på grund af hendes danske baggrund. Ligeledes var Victoria ikke glad for Alexandras familie, som hun anså for at være umoralsk. Alexandra blev dog valgt, da hun var den bedst egnede blandt et begrænset antal prinsesser.

Brylluppet blev et tilløbsstykke, og store folkemængder var på gaden for at hylde det unge par. Der var dog mislyde, da dronning Victoria, der var i sorg over prins Alberts død i 1861, holdt brylluppet på Windsor i stedet for i London.

Edvard og Alexandra fik både Marlborough House i London og Sandringham House i Norfolk som bolig. Edvard lod sidstnævnte ombygge og bosatte sig der. Prins Albert havde købt ejendommen specifikt til sin ældste søn.

Edvard holdt meget af selskabelighed, og der blev holdt mange fester i parrets hjem.

Børn[redigér | redigér wikikode]

Edvard, Prins af Wales med sin familie på en illlustration fra 1891 (baseret på et fotografi fra 1889): (fra venstre) Prins Albert Victor, Prinsesse Maud, Dronning Alexandra, Edvard, Prinsesse Louise, Prins Georg og Prinsesse Victoria.

Edvard og Alexandra fik seks børn:

Prins af Wales[redigér | redigér wikikode]

Edvard var prins af Wales og tronarving i næsten 60 år, før hans mor døde 22. januar 1901. En rekord i britisk historie dengang.

I hans moders regeringstid blev Edvard mere eller mindre holdt uden for politisk indflydelse. I stedet dedikerede han sit liv til sociale fornøjelser i den britiske overklasse. Mange skandaler knyttede sig til hans person. Han havde flere elskerinde, elskede at spille og måtte endda vidne i en retssag, hvilket yderligere skadede hans omdømme.

I december 1871 blev han ramt af tyfus og svævede en overgang mellem liv og død. Nu steg hans popularitet betydeligt.

Edvard var pioner for pligter for kongelige: indvielser af broer, tunneler osv.

Konge[redigér | redigér wikikode]

Edvard 7. i kroningsdragt
Edvard 7. på Balmoral Castle i Skotland i 1904.

Selv om Edvard hele livet blev kaldt Albert, tog han navnet Edvard 7. som konge, fordi hans mor efter sin mands død havde bestemt, at ingen skulle hedde Albert som konge.

Den 9. august 1902 blev han kronet i Westminster Abbey. Den oprindelige kroning måtte udskydes, da han måtte opereres for en blindtarmsbetændelse.

Han viste sig at være en yderst kompetent konge, der tog sin gerning alvorligt. Han blev kendt som "The peacekeeper" for hans forsøg på ved diplomatiske metoder at forhindre konflikter og krige, som lurede under overfladen i Europa. Hans regeringstid hed den Edvardianske periode, som viste begyndende sociale og politiske forandringer.

Edward førte an inden for mode og kunst. Hans tid på tronen var præget af dekadence og optimisme i modsætning til tiden, der fulgte efter. Edvard genoplivede en del af de pragtfulde kongelige ceremonier og fester, som hans moder havde undgået.

Han var en ivrig fortaler for, at hans svigersøn, den senere kong Haakon 7. af Norge skulle være det nye Norges konge i 1905.

Edvard 7.s regeringstid blev kort: ni år efter han besteg tronen døde han, 68 år gammel den 6. maj 1910 på Buckingham Palace.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
  1. ^ Magnus 1964, s. 1.
  2. ^ Bentley-Cranch 1992, s. 1.
  3. ^ Weir, Alison (1996), Britain's Royal Families: The Complete Genealogy, Revised Edition, London: Random House, s. 319, ISBN 978-0-7126-7448-5. 
  4. ^ Ridley 2012, s. 17–19.
  5. ^ Bentley-Cranch 1992, s. 4.
  6. ^ Bentley-Cranch 1992, s. 18.
  7. ^ Matthew, H. C. G. (September 2004; online edition May 2006) "Edward VII (1841–1910)", Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, doi:10.1093/ref:odnb/32975, hentet 24. juni 2009 (abonnement eller britisk offentligt biblioteksmedlemskab kræves)
  8. ^ Bentley-Cranch 1992, s. 35.
  9. ^ Ridley 2012, s. 50.
  10. ^ Hough, Richard (1992), Edward and Alexandra: Their Private and Public Lives, London: Hodder & Stoughton, s. 36-37, ISBN 978-0-340-55825-6. 
  11. ^ a b Bentley-Cranch, s. 20–34.
  12. ^ Hough, s. 39–47

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Edvard 7.
Sidelinje af Huset Wettin
Født: 9. november 1841 Død: 6. maj 1910
Titler som regent
Foregående:
Victoria
Konge af Storbritannien og Irland
19011910
Efterfølgende:
Georg 5.