Edvard 3. af England

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Edward 3. af England)
Spring til navigation Spring til søgning
Edvard 3. af England
EdwardIII-Cassell.jpg
Konge af England
Regerede 25. januar 132721. juni 1377
Regent Edvard 3.
Ægtefælle Philippa af Hainault
Børn

Edvard, den sorte prins (13301376)
Lionel af Antwerpen, 1. hertug af Clarence (13381368)
John af Gaunt, 1. hertug af Lancaster (13401399)
Edmund af Langley, 1. hertug af York (13411404)

Thomas of Woodstock (13551397)
Far Edvard 2. af England
Mor Isabella af Frankrig
Født 13. november 1312
Windsor Castle
Død 21. juni 1377

Edvard 3. (engelsk: Edward III) (13. november 131221. juni 1377) var konge af England og Lord af Irland fra januar 1327 og frem til sin død; han er kendt for sin militære succes og for at genoprette den kongelige autoritet efter sin faders katastrofale og uortodokse styre. Edvard 3. omdannede Kongeriget England til en af de største militærmagter i Europa. Hans lange styre på 50 år var det næstlængste i den engelske middelalder (kun overgået af hans oldefar Henrik 3.), og i denne periode skete der vitale udviklinger i lovgivning og regeringstrukturen, særligt udviklungen af parlamentet, samt den sorte døds hærgen.

Edvard blev kronet som 14-årig efter hans far blev afsat af hans mor, Isabella af Frankrig, og hendes elsker Roger Mortimer. I en alder af 17 år ledte han et succesfuldt coup d'état mod Mortimer, der var de facto hersker af landet, og han begyndte derved sit eget personlige styre. Efter en succesfuld kampagne i Skotland udråbte han sig selv som retmæssig arving til den franske trone i 1337. Dette igangsatte hvad der blev kendt som hundredårskrigen.[1] Efter de første tilbageslag så gik første fase af krigen særdeles godt for England; sejre ved Crécy og Poitiers ledte til den meget favorable fredsaftale i Brétigny, hvor England fik flere områder i Frankrig, og Edvard gav afkaldt på sit krav om den franske trone. Den første fase blev kendt som den edvardianske krig. Edvards senere år var præget af internationale fiaskoer og stridigheder hjemme i England, særligt som resultat af hans egen inaktivitet og dårlige helbred.

Edvard 3. var en temperamentsfuld mand, men var i stand til at udvise stor mildhed. Han var på mange måder en konventionel konge, hvis primære interesser var krigsfærd. Han blev beundret i sin egen samtid og århundreder efter, men han blev set som en uansvarlig eventyrer af de senere historikere i oplysningstiden og William Stubbs. Dette syn er blev udfordret i nyere tid af moderne historikere, der kreditterer ham for store bedrifter.[2][3]

Tidlige liv[redigér | redigér wikikode]

Edvard var søn af Edvard 2. af England og Isabella af Frankrig, datter af kong Filip 4. den Smukke. Han blev født på Windsor Castle i 1312. I 1320 fik han titlen jarl af Chester, og i 1325 overlod faderen titlen hertug af Aquitanien til ham. Han blev så sendt til Frankrig for at møde sin onkel, kong Karl 4. af Frankrig.

Da han kom hjem i 1327, tvang den viljestærke dronning og hendes elsker Roger Mortimer den upopulære konge til at abdicere og satte den fjorten år gamle Edvard på tronen. Edvard 2. blev myrdet et stykke tid senere, og Isabella og Roger Mortimer kunne dermed styre riget som regenter uden at bekymre sig om indblanding fra ham.

Styre[redigér | redigér wikikode]

Der gik ikke lang tid før det nye styre mødt andre problemer forårsaget af Roger Mortimer, der havde en central position ved hoffet, og som nu var de facto hersker af England. Mortimer brugte sin magt til at få herregårde og titler, og hans upopularitet voksede med det ydmygende nederlag til skotterne under slaget ved Stanhope Park og den efterfølgende Edinburgh–Northampton freden, der blev underskrevet med skotterne i 1328.[4] Den unge konge kom i konflikt med sin værge. Mortimer vidste at hans position i relation til kongen var usikker og behandlede Edvard med respektløshed. Spændingerne blev større efter Edvard og Philippa, som var blevet gift i York Minster den 24. januar 1328, fik en søn den 15. juni 1330.[5] Det endte med at Edvard besluttede at gøre noget mod Mortimer. Ved hjælp af sin tætte følgesvend William Montagu og en lille gruppe betroede mænd blev Mortimer fanget ved Nottingham Castle den 19. oktober 1330. Mortimer blev henrettet og Edvard 3.'s personlige styre begyndte.[6]

Personligt styre[redigér | redigér wikikode]

Edvard 3. var ikke tilfreds med fredsaftalen, der var blevet skrevet i hans navn, men en genoptagelse af krigen med Skotland var mere et privat initiativ end et kongeligt. En gruppe af engelske magnater kendt som The Disinherited (De Arveløse), der havde mistet land i Skotland som følge af fredsaftalen, iscenesatte en invasion af Skotland, og vandt en stor sejr under slaget ved Dupplin Moor i 1332.[7] De forsøgte at indsætte Edward Balliol som konge af Skotland David 2.'s sted, men Balliol blev hurtigt fordrevet og tvunget til at søge hjælp fra Edvard 3. Den engelske konge svarede igen ved at belejre den vigtige grænseby Berwick og besejrede en stor hær der var sendt til Berwick for at hjælpe mod englænderne i slaget ved Halidon Hill.[8] Edvard genindsatte Balliol på tronen og fik til gengæld en anseelig mængde jord i det sydlige Skotland.[9] Disse sejre vist sig dog hårde at opretholde, da tropper som var loyale overfor David 2. gradvist genvandt kontrol over landet. I 1338 var Edvard nødt til at indgå en våbenhvile med skotterne.[10]

For at markere sit krav til den franske trone vist Edvards våbenskjold Englands tre løver og den franske. Engelsk glasmaleri ca 1350–1377.[11]

En af årsagerne til at han ændrede strategi overfor Skotland var en voksende bekymring over forholdet medllem England og Frankrig. Så længde Skotland og Frankrig var i en alliance stod englænderne overfor udsigten til at udkæmpe en krig på to fronter.[12] Franskmændene plyndrede flere engelske kystbyer, hvilket ledte til rygter i England om en fransk invasion i fuld skala.[10] I 1337 konfiskerede Filip 6. den engelske konges hertugdømme Aquitaine og countiet Ponthieu. I stedet for at søge en fredelig løsning på konflikten ved at homagium til den franske konge, som hans fader havde gjort, så svarede Edvard igen ved at gøre krav på den franske krone som barnebarn af Filip 4.[a] Frankrig afvist baseret på fortilfælde med agnatisk arvefølge der var set i 1316 og 1322. I stedet opretholdt de retten til at Filip 4.'s nevø, kong Filip 6. (en agnatisk efterkommer af Huset Frankrig), og grundstenene til hundredeårskrigen blev dermed lagt (se stamtavlen nedenfor).[14] I de tidlige stadier af krigen var Edvards strategi at etablere alliancer med andre prinser på kontinentet. I 1338 udnævnte Ludvig 4. Edvard som præstegeneral i Det tysk-romerske Rige og lovede sin støtte.[15] Så sent som i 1373 etablerede den anglo-portugisiske traktat 1373 en anglo-portugisisk alliance. Disse tiltag gav dog få resultater; den eneste større militære sejr i denne fase af krigen var sejren til søs ved Sluys den 24. juni 1340, der sikrede engelsk kontrol var Kanalen.[16]

Samtidig ledte det finanspolitiske pres på kongeriget som følge af Edvard dyre alliancer til utilfredshed hjemme i riget. Regeringsrådet var frustrerede over den store nationale gæld, mens kongen og hans ledere på kontinentet blev vrede over, at regeringen i England ikke kunne skaffe tilstrækkelige midler.[17] For at håndtere situationen vendte Edvard tilbage til England, og han ankom uannonceret til London den 30. november 1340.[18][19] Her fandt han rigets affærer i uorden, og han afskedigede store mængder af den kongelige administration i form af ministre og dommere.[20] Dette gav dog ikke stabilitet i hjemlandet, og det ledte til modstand og uenighed imellem kongen og John de Stratford, ærkebiskop af Canterbury, hvor Stratfords slægtninge Robert Stratford biskop af Chichester og Henry de Stratford midlertidigt henholdsvis fik frataget sin og fængslet.[21] Stratford påstod at Edvard havde forbrudt sig mod landets love ved at arrestere kongelige officerer.[22] Der blev opnået en form for forlig i parlamentet i april 1341, hvor Edvard blev tvunget til at acceptere store begrænsninger i hans finansielle og administrative frihed mod at kunne udstede skatter.[23] I oktober samme år fornægtede kongen dog denne statut og ærkebiskop Stratford blev politisk udstødt. De ekstraordinære omstændigheder i parlamentet i april havde tvunget kongen til at underkaste sig, men under normale omstændigheder var kongens magt i middelalderens England stort set ubegrænset, hvilket Edvard formåede at udnytte.[24]

Groat Med Edvard 3.

Historikeren Nicholas Rodger har stillet spørgsmålstegn ved Edvards krav om at være "Sovereign of the Seas" (Hersker over havet), idet han argumenterer for at der stort set ikke var en Royal Navy før Henrik 5. (1413–22) regerede. På trods af Rodgers synspunkt, så havde Konh Jogn allerede udviklet en kongelig flåde af galejer og havde forsøgt at etablere en administration for disse skibe og for dem, som blev indrullet i flåden (privat skibe, der blev tvunget i kongens eller nationens service). Hans efterfølger Henrik 3. fortsatte dette arbejde. Uanset det faktum at han, sammen med sin forgænger, havde håbet på at udvikle en stærk go effektiv flådeadministration, så gav deres bestræbelser kun en uformel administration, der for det mest var ad hoc. Der opstod en formel flådeadministration i løbet af Edvards styre, der bestod af lægadministratorer og styret af først William de Clewre, så Matthew de Torksey og derefterJohn de Haytfield, og de havde titlen Clerk of the King's Ships. Sir Robert de Crull var den sidste der havde posten under Edvard 3.[25] og han blev den person, som sad længst.[26] Det var i hans tid at Edvards flådeadministration blev til den basis, som kunne udvikle sig under de efterfølgende Henrik 8.'s Council of Marine ogd Navy Board og Charles 1.'s Board of Admiralty. Rodger argumenterer også for, at Frankrig havde overherredømmet til søs i en stor del af 1300-tallet, bortset fra ved slaget Sluys i 1340 og muligvis slaget ved Winchelsea in 1350.[27] Frankrig invaderede dog aldrig England, og Frankrigs kong John 2. døde i fangeskab i England. Der var brug for en engelsk flåde til at spille en rolle her og i andre sammenhænge bl.a. de engelsk-irske herremænds oprør og pirateri.[28]

Stamtavle[redigér | redigér wikikode]

Edvards krav om den franske trone var bseret på hans afstamning fra kong Filip 4. af Frankrig igennem ahns mor Isabella.[29][30]

Forhold til det franske monarki
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Filip 3.
(r. 1270–1285)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Filip 4.
(r. 1285–1314)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Karl af Valois
(† 1325)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ludvig 10.
(r. 1314–1316)
 
Filip 5.
(r. 1316–1322)
 
Karl 4.
(r. 1322–1328)
 
Isabella
 
Edvard 2.
af England
 
Filip 6.
(r. 1328–1350)
 
Joan
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Edward III
 
 
 
 
 
 
 
Philippa
af Hainault
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
8. Henrik 3. af England
 
 
4. Edvard 1. af England
 
 
 
 
 
 
9. Eleanor af Provence
 
 
2. Edvard 2. af England
 
 
 
 
 
 
10. Ferdinand 3. af Castile
 
 
5. Eleanor af Castile
 
 
 
 
 
 
11. Joan, grevinde af Ponthieu
 
1. Edvard 3. af England
 
 
 
 
 
12. Filip 3. af Frankrig
 
 
6. Filip 4. af Frankrig
 
 
 
 
 
 
13. Isabella af Aragon
 
 
3. Isabella af Frankrig
 
 
 
 
 
 
14. Henrik 1. af Navarre
 
 
7. Joan 1. af Navarre
 
 
 
 
 
 
15. Blanche af Artois
 

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Edvard tog ikke officielt titlen som "Konge over England og Frankrig" før 1340[13]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Edvard kaldt sig selv for "Konge af Frankrig" i 1337, men han tog ikke titlen før 1340; Prestwich (2005), pp. 307–8.
  2. ^ Mortimer (2006), p. 1.
  3. ^ Omrod (2012).
  4. ^ McKisack (1959), pp. 98–100.
  5. ^ Mortimer (2006), pp. 67, 81.
  6. ^ Prestwich (2005), pp. 223–4.
  7. ^ Preswich (2005), p. 244.
  8. ^ DeVries (1996), pp. 114–5.
  9. ^ Preswich (2205), pp. 244–5.
  10. ^ a b Ormrod (1990), p. 21.
  11. ^ Maclagan, Michael; Louda, Jiří (1981). Line of Succession: Heraldry of the Royal Families of Europe. London: Macdonald & Co. s. 17. ISBN 0-85613-276-4. 
  12. ^ McKisack (1959), pp. 117–9.
  13. ^ Ormrod (1990), pp. 21–2.
  14. ^ Sumption (1999), p. 106.
  15. ^ Rogers (2000), p. 155.
  16. ^ McKisack (1959), pp. 128–9.
  17. ^ Prestwich (2005), pp. 273–5.
  18. ^ McKisack (1959), p. 168.
  19. ^ Jones (2013), pp. 385–390.
  20. ^ Fryde (1975), pp. 149–161.
  21. ^ David Charles Douglas, Alec Reginald Myers "English historical documents. 4. [Late medieval]. 1327–1485" p. 69
  22. ^ Prestwich (2005), pp. 275–6.
  23. ^ McKisack (1959), pp. 174–5.
  24. ^ Ormrod (1990), p. 29.
  25. ^ Susan Rose. The Navy of the Lancastrian Kings. London: George Allen & Unwin, 1982. p. 7 ISBN 0-04-942175-1
  26. ^ James Sherborne. War, Politics and Culture in 14th Century England. London: The Hambledon Press, 1994. p. 32 ISBN 1-85285-086-8
  27. ^ N. A. M. Rodger, The Safeguard of the Sea (1997) p. 99
  28. ^ McKisack. p. 509 and other pages
  29. ^ Maclagan, Michael; Louda, Jiří (1999), Line of Succession: Heraldry of the Royal Families of Europe, London: Little, Brown & Co, s. 17, ISBN 1-85605-469-1. 
  30. ^ Weir, Alison (1995), Britain's Royal Families: The Complete Genealogy Revised edition, Random House, s. 92, ISBN 0-7126-7448-9. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Konge af England
1327-1377
Efterfølgende:
Edvard 2. Richard 2.
KroneStub
Denne artikel om en kongelig eller fyrstelig person er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi