Eigil Thune Jacobsen

Eigil Thune Jacobsen
Politidirektør i København
Embedsperiode 1935–1937
Foregående	Aage Fabricius Hansen
Efterfulgt af	Ivan Stamm
Rigspolitichef
Embedsperiode 1937–1941
Efterfulgt af	Knud Begtrup-Hansen
Justitsminister
Embedsperiode 9. juli 1941 – 29. august 1943
Foregående	Harald Petersen
Efterfulgt af	Departementschefstyre
Personlige detaljer
Født	1. oktober 1880 København
Død	25. maj 1949 (68 år) Hellerup
Gravsted	Garnisons Kirkegård
Politisk parti	Partiløs
Ægtefælle(r)	Oline Skjødt (1891-1967)
Børn	Søn, født 1923
Uddannelses­sted	Metropolitanskolen
Informationen kan være hentet fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Eigil Thune Jacobsen (født 1. oktober 1880 i København, død 25. maj 1949 i Hellerup) var en dansk rigspolitichef fra 1938 og justitsminister i samlingsregeringerne 1941-1943.

Han blev født 1. oktober 1880 i København som søn af dr.med. Ludvig Jacobsen (1840-1892) og Wilhelmine, født Thune (1844-1933). Familien var bosiddende på Sankt Annæ Plads 20 i Garnisons Sogn. Han havde tre ældre søskende, Otto Ludvig Thune Jacobsen, der blev teolog, Aage Thune Jacobsen, der blev psykiater, samt en ældre søster, Gerda Jacobsen.

Han blev student i 1898 fra Metropolitanskolen og cand.jur. i 1905.

Han blev viet til Oline (Nina) Skjødt (1891-1967) den 3. oktober 1920 i Slangerup Sogn. Ægteparret var i begyndelsen af 1921 bosiddende i Kompagnistræde 8 i København.. Ægteparret fik en søn den 19. februar 1923 i Randers, hvor familien boede i Danmarksgade 12.

Politimæssig karriere

Efter sin kandidateksamen blev han by- og herredsfuldmægtig i Mariager 1905-1908 og i Frederikssund 1908-1912. I 1912-1919 var han politifuldmægtig i Esbjerg, hvorefter han blev udnævnt til politiinspektør ved kriminalpolitiet i København og samtidig forstander for Politiskolen. I 1923 blev han politimester i Randers. I 1926 blev han chef for Københavns opdagelsespoliti, i 1933 for statspolitiet og i 1935 tillige konstitueret som politidirektør i København.

Han fik en central funktion ved forberedelsen af fusionen mellem det kommunale politi (ordenspolitiet) og statspolitiet, hvorfor det var indlysende at udnævne ham til rigspolitichef i 1938. I sin virksomhed stræbte han med åbenhed efter at skabe forståelse i offentligheden for politiets arbejde, han virkede for en forbedret politiuddannelse og for anvendelse af moderne teknik i politiets opklaringsarbejde, var aktiv i internationalt politisamarbejde og beklædte mange juridiske hverv, herunder som medlem af bestyrelsen for Juristforbundet.

Justitsminister

Thune Jacobsens position som den af alle, også af tyskerne, mest ansete politimand fik i juni 1941 statsminister Thorvald Stauning til at opfordre ham til at overtage posten som justitsminister. Han rådførte sig med Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft og Alsing Andersen, som støttede Staunings opfordring, hvorefter Thune Jacobsen accepterede. Han overtog Justitsministeriet den 9. juli 1941, og kom som partiløs til at agere i en politikerrolle, som han havde begrænsede forudsætninger for at udfylde. Thune Jacobsen var justitsminister i samlingsregeringerne ministeriet Thorvald Stauning III fra 9. juli 1941 til 4. maj 1942, regeringen Vilhelm Buhl I fra 4. maj 1942 til 9. november 1942 og regeringen Scavenius fra 9. november 1942 til 29. august 1943. Han støttede loyalt forhandlingspolitikken, således som Erik Scavenius udformede den.

Kommunistloven

Thune Jacobsen var den ansvarlige minister for fremsættelsen af Lovforslag om Forbud mod kommunistiske Foreninger og mod kommunistisk Virksomhed - Kommunistloven - der blev vedtaget 22. august 1941 af en enig Rigsdag, og som med tilbagevirkende kraft forbød kommunistiske partier og organisationer i Danmark, herunder Danmarks Kommunistiske Parti. Med loven legaliseredes politiets arrestation af de godt 300 kommunister, der havde været tilbageholdt siden 22. juni 1941 i Horserød, ligesom loven gjorde det muligt også fremover at arrestere og internere kommunister med henvisning til, at de udgjorde en fare for statens sikkerhed. Lovens grundlovsmæssighed debatteres stadig. Nogle har hævdet, at loven var grundlovsstridig. Andre - herunder daværende højesteretspræsident Troels G. Jørgensen, som Thune Jacobsen var i dialog med om lovforslaget - har til støtte for lovens overensstemmelse med Grundloven hævdet, at der forelå en nødretssituation.

I ministermødet den 28. august 1943, hvor der sattes punktum for forhandlingspolitikken, spurgte Thune Jacobsen sine ministerkolleger, om de internerede kommunister i Horserødlejren skulle have lejlighed til at flygte, men ingen reagerede, og Thune Jacobsen foretog sig derfor intet. Denne undladelse kom i særlig grad til at belaste ham. Horserødlejren blev den følgende dag overtaget af tysk vagtmandskab , hvor de tilbageværende omkring 150 kommunister - det var om natten lykkedes 90 internerede at flygte - forblev interneret og efterfølgende blev overført til Stutthof koncentrationslejr, hvor 22 af dem omkom.

Dansk-Tysk Forening

Han var blandt de mange, fremtrædende danskere, som med statsminister Thorvald Stauning, udenrigsminister Erik Scavenius og finansminister Vilhelm Buhl i spidsen og tilskyndet af regeringen i 1940 accepterede at indtræde som medlemmer af Dansk-Tysk Forening - for Thune Jacobsens vedkommende som bestyrelsesmedlem. Foreningens formål var "at udvikle og støtte forretningsmæssige, tekniske, kunstneriske, litterære, videnskabelige og sociale Forbindelser og derved uddybe gensidig Forstaaelse mellem Danmark og Tyskland" i et samarbejde mellem vekslende danske og tyske personer og institutioner med det sigte at skabe et forum for dansk-tyske kontakter uden om det danske nazistpari.

Dekorationer

Han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog i 1927, Dannebrogsmand i 1934 og Kommandør af Dannebrog (K.2) i 1939.

Han blev i begyndelsen af september 1939 - meget mod sin vilje - dekoreret med Den tyske ørns fortjenstorden ^(de), der med godkendelse fra Hitler blev tildelt udenlandske statsborgere. Dekorationen fik han på grund af sin deltagelse i Juristforbundets arbejde for en faglig sammenslutning af jurister i alle lande. Med sin indstilling imod nazismen og sin viden om den storkrig, der var under opsejling, ville han have afvist at modtage denne dekoration, men Udenrigsministeriet meddelte ham, at han var nødt til at modtage dekorationen.

Efter 29. august 1943

Efter den 29. august 1943 leverede Thune Jacobsen efterretninger til såvel modstandsbevægelsen som de allierede. Efter arrestationen af det danske politi den 19. september 1944 fik tyskerne kendskab til denne virksomhed, og Thune Jacobsen måtte af den grund i 1944 flygte til Sverige, hvor han blev mødt med uvilje af de danske flygtninge.

Eftermæle

Thune Jacobsen var klart antinazistisk og demokratisk indstillet, men kom til at betale en høj pris for sin deltagelse i samarbejdspolitikken. Han forlangte en rigsretssag for at kunne forsvare sig, men fik den ikke. Han måtte træde tilbage fra det offentlige liv og blev suspenderet som rigspolitichef.

I 1946 udgav han et forsvar for sine dispositioner med bogen Paa en Urias Post.

Fra efteråret 1948 var hans helbred i stadig tilbagegang, og han døde af en mavelidelse på sin bopæl siden 1935, Hambros Allé 28 i Hellerup, den 27. maj 1949. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård.

Forhenværende højesteretspræsident Troels G. Jørgensen tog i sin bog fra 1950 - To Skæbner - Thune Jacobsens dispositioner som justitsminister i forsvar.

Eksterne henvisninger

• E. Thune Jacobsen på [Dansk Biografisk Leksikon]
• Hvem-Hvad-Hvor 1942, Politikens Forlag, 1941
• Jacobsen, Eigil Thune: Paa en Urias Post, Folmer Christensens Forlag, 1946
• Københavnske politimestre og politidirektører på [Københavns Politi]
• Jørgensen, Troels G.: To Skæbner: E. Thune Jacobsen og P. Knutzen, Arne Frost Hansens Forlag, København 1950
• Eigil Thune Jacobsen på [Gravsted.dk]
• Kaarsted, Tage: De danske ministerier 1929-1953, Nyt Nordisk Forlag 1977