Eksistensteologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Eksistensteologien eller den eksistentielle teologi er en retning inden for den moderne teologi, der lægger vægt på menneskets eksistens i forholdet til Gud.

Den eksistentielle teologi kan føres tilbage til den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard[1]. Tilgangen lægger vægt på, at mennesket selv må bringe sig selv i overensstemmelse med Gud.

Eksistensteologien vandt især frem omkring 2. verdenskrig med et fokus på den personlige eksistens.

Internationalt har den eksistentielle teologi blandt andet været fremført af Rudolf Bultmann og Friedrich Gogarten efter bruddet med Karl Barth i slutningen af 1920'erne.[2]

I Danmark har Johannes Sløk og P.G. Lindhardt samt Kristoffer Olesen Larsen været vigtige repræsentanter for den eksistentielle teologi.

Eksistensteologien har også været en vigtig inspiration for danske bevægelse Tidehverv.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Bramming, Torben (1999): Livsmod på Guds ord. Studier i Kristoffer Olesen Larsens eksistensteologi og tid. Forlaget Anis.
  • Hansen, Bent (1967): Eksistensteologi. Berlingske Leksikon Bibliotek
  • Rendtorff, Knud (2001): Eksistens i tiden : Rudolf Bultmann – en teologisk livshistorie. Odense : Odense Universitetsforlag.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ "Hvad er eksistensteologi?" af Rasmus Markussen fra Kristendom.dk, 2012
  2. ^ Opslag "Eksistensteologi", side 93 i Leksikon for kirke og kristendom, 2001, ISBN 87-00-67454-0