Eksistentiel filosofi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Eksistentiel filosofi eller eksistensfilosofi er en af de mest fremtrædende retninger inden for den moderne filosofi. Den eksistentielle filosofi blev grundlagt af den danske filosof Søren Kierkegaard og den tyske filosof Friedrich Nietzsche. Udgangspunktet er en bestræbelse på at forstå menneskets konkrete eksistens, som den melder sig som et særligt anliggende i den moderne tidsalder[1].

Hovedtræk[redigér | redigér wikikode]

Den eksistentielle filosofi er kendetegnet ved at have et grundlæggende fokus på menneskets eksistens. Det vil sige, at den eksistentielle filosofi forstår mennesket med udgangspunkt i dets konkrete tilværelse og undersøger, hvad der kendetegner tilværelsens vilkår, og hvordan mennesket kan påtage sig sin tilværelse som en opgave.

Der findes adskillige underretninger inden for den eksistentielle filosofi, bl.a.:

- eksistentialismen[2], der betoner menneskets frihed og valg

- den eksistentielle fænomenologi[3], der betoner menneskets livsverden.

Der findes både religiøse[4][5] og ikke-religiøse eller ateistiske[6][7] tilgange til den eksistentielle filosofi..

Store eksistentielle filosoffer[redigér | redigér wikikode]

De mest kendte eksistentielle filosoffer er:

Søren Kierkegaard var den første vestlige filosof til at betone menneskets eksistens. Han mente, at menneskets forhold til sin egen tilværelse var afgørende for, at mennesket kunne opnå en sand kristen livsanskuelse. For Søren Kierkegaard var det filosofiske spørgsmål om eksistensen derfor knyttet til det teologiske spørgsmål om troen.

For Friedrich Nietzsche blev det afgørende at finde ud af, hvordan mennesket kunne leve uden Gud. Derfor måtte det bestræbe sig på at blive et overmenneske[10]. Det krævede, at mennesket satte fokus på sin vilje til magt.

Albert Camus var også interesseret i menneskets skæbne uden en Gud, og han mente i Sisyfos myten fra 1943, at mennesket måtte lære at acceptere det absurde men byde det trods[11]. Hans tilgang kaldes af samme grund for absurdisme.

Eksistentialisterne Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir mente derimod, at mennesket gennem sine valg måtte skabe sin egen mening[12]. Dette udtrykke gerne ved udsagnet, at eksistens går forud for essens. Simone de Beauvoir udgav blandt andet bogen Det andet køn, som bruger eksistentialismen til at vise, at kvinden ikke har en forudgiven essens men bliver gjort til kvinde gennem valg og samfundsforhold[13].

De eksistentielle fænomenologer Martin Heidegger, Emmanuel Levinas og Maurice Merleau-Ponty var mere interesserede i at forstå, hvad der kendetegnede menneskets væren[14][15]. Martin Heidegger var den første til ar undersøge dette spørgsmål i bogen Væren og tid fra 1927. I denne bog undersøger Martin Heidegger spørgsmålet om, hvad der kendetegner menneskets eksistens som en forudsætning for at kunne besvare spørgsmålet om værens mening. For Hannah Arendt blev dette et eksistensspørgsmål, der måtte besvares politisk, efter som menneskets væren var præget af aktivitet og offentlighed[16].

Martin Buber var i Jeg og du fra 1923 særligt interesseret i den mellemmenneskelige eksistens, som han mente var blevet underprioriteret af tingssliggørelse.[17] Derfor mente Buber, at det mellemmenneskelige burde have en større plads i livet og samfundet.

Luigi Pareyson var en italiensk eksistensfilosof, der i Eksistens og person viser, at mennesket må vælge en tredje vej mellem kristendom og antikristendom[18]. På den måde placerede Pareyson sig imellem Jean-Paul Sartre og Søren Kierkegaard.

Den franske filosof Gabriel Marcel forsvarede menneskets kamp mod teknologien i et umenneskeligt samfund. Han lagde i stedet vægt på muligheden for at fremme det mellemmenneskelige.

Karl Jaspers anså eksistensen som et af filosofiens hovedemner. Han hævdede, at filosofien skulle oplyse menneskets eksistens.

Emmy van Deurzen mener, at eksistensfilosofien skal bruges terapeutisk til at lære mennesket at leve bedre. Hun viser i Eksistentiel samtale og terapi, hvordan lidelser skyldes en forkert livsindstilling[19].

Virkningshistorie[redigér | redigér wikikode]

Selv om den eksistentielle filosofi blev grundlagt i det 19. århundrede, havde den sin storhedstid i mellemkrigs- og efterkrigstiden i det 20. århundrede. Det skyldes især erfaringerne fra Anden Verdenskrig og udbredelsen af den moderne naturvidenskab. Den eksistentielle filosofi mente, at mennesket var andet og mere end et naturvæsen i kraft af dets mulighed for at forholde sig til dets tilværelse.

Den eksistentielle filosofi opstod i Danmark og fandtes ellers først og fremmest i Kontinentaleuropa, især i Tyskland og Frankrig. Den forekom dog også i lande som f.eks. Italien med Luigi Pareyson[20].

Den eksistentielle filosofi blev en vigtig del af det tankegods, som kom til at ligge bag ungdomsoprøret i Vesteuropa og USA i 1960’erne og 1970’erne.

Absurdismen fik en indflydelse på dramaturgien, blandt andet hos Samuel Beckett og Jean Genet.

Flere eksistensfilosoffer som Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir og Albert Camus var også forfattere, og Albert Camus er ikke mindst kendt for bogen Den fremmede[21].

Den eksistentielle filosofi var også ophav til den eksistentielle psykologi og den eksistentielle terapi, som i dag har videreført udviklingen inden for den eksistentielle tradition[22]. Ikke mindst har filosoffen Emmy van Deurzen omformet den eksistentielle filosofi til en praktisk terapi[23]. Desuden var den eksistentielle filosofi baggrunden for den eksistentielle pædagogik og senere for eksistentiel coaching.

Den eksistentielle filosofi blev også en vigtig inspiration for eksistensteologien.

Den eksistentielle filosofi har oplevet en genopblomstring i begyndelsen af det 21. århundrede[24]

Eksistentiel filosofi i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Den eksistentielle filosofi blev grundlagt i Danmark af Søren Kierkegaard[25]. Han viste som den første, hvordan det moderne menneske måtte påtage sig sin egen eksistens. Kun igennem denne inderlighed kunne mennesket møde Gud. Det var nemlig afgørende for Kierkegaard, at troen blev udtryk for en personlig stillingtagen. Derfor skildrede Kierkegaard den religiøse eksistens som menneskets højeste livsstadium. Kierkegaard viste, at det var det enkelte menneskes egne valg, der afgjorde, hvordan det udviklede sig og fik muligheden for at virkeliggøre sin tilværelse.

Kierkegaard fik en vigtig betydning for den danske eksistensteologi, der brød frem med Tidehverv. Oprindeligt var denne teologiske bevægelse både påvirket af Kierkegaard og Karl Barth, men den er idag mere lutheransk end eksistentiel.

Kierkegaard fik desuden en vis indflydelse på K.E. Løgstrup, der dog endte med at tage afstand fra Kierkegaard[26]. Løgstrup interesserede sig for menneskets eksistens og regnes sommetider for at høre til den eksistentielle tradition, mens andre ikke regner ham for at tilhøre eksistensfilosofien. Han var elev af Martin Heidegger, og der er flere fænomenologiske elementer i Løgstrups tænkning[27]. Løgstrup havde ikke mindst fokus på de suveræne livsytringer, der findes i menneskets sameksistens. Det vil sige, at barmhjertighed, tillid og oprigtighed er grundlæggende måder, hvorpå mennesket kan udtrykke næstekærlighed[28].

Løgstrups kollega Johannes Sløk regnes som en udpræget eksistenstænker[29]. Det kom blandt andet til udtryk i Sløks udgivelse af bogen Eksistentialisme i 1964[30]. Sløk var desuden inspireret af Camus’ absurdisme og skrev i 1968 Det absurde teater og Jesu forkyndelse[31]: Det moderne menneske kan ikke rationelt finde et svar på livet og er henvist til absurditeten. Men måske kan der findes er religiøst svar.

I Danmark fik efterkrigstidens eksistentielle tænkning også en indflydelse på forfatteren Peter Seeberg, hvis bøger kredser om eksistentiel fremmedgjorthed og livets meningsløshed. Idéhistorikeren Jonas Holst har således vist, hvordan der er flere eksistensfilosofiske temaer på spil hos Peter Seeberg[32]. I 2009 redigerede Jonas Holst desuden bogen At tænke eksistensen sammen med Paw Amdisen og Jens Viggo Nielsen. Bogen bestræber sig på at genaktualisere den eksistentielle filosofi[33]. I bogen Venskab fra 2015 undersøger Holst endelig den etiske og eksistentielle betydning af venskab, og viser, hvordan venskabet står for det gode mellem mennesker[34].

Filosoffen Mogens Pahuus udgav i 2016 bogen Eksistens og natur: det dobbeltsidige menneske og dets livsverden, hvor han ser på, hvordan individet er formet i en dobbelthed mellem natur og eksistens[35]. Således er ethvert menneske formet i en dobbelthed mellem det i os givne (naturen) og det, at vi forholder os til dette givne (eksistensen). Bogen kan betragtes som en sammenfatning af Pahuus’ livsfilosofiske tænkning. Mogens Pahuus udgav i 1986 desuden bogen Livsfilosofi, der kredser om forståelsen af eksistensen i filosofi og litteratur[36].

I 2016 udgav filosoffen Ole Thyssen bogen En lille bog om eksistensen - Jeg Du Det, hvori han hævder, at eksistensen hviler på relationen mellem jeg, du (relationen til andre mennesker) og det (den verden, vi lever i)[37]. Han kalder denne relation for ’eksistensens trekant’, og han beskriver den som en evig fordring for ethvert menneske.

Filosoffen Anders Dræby bygger i Livskunsten – filosofien om at vågne op til livet videre på Kierkegaards eksistensfilosofi, men han gør det ved at trække det eksistentielle perspektiv i en mere global og åndshistorisk retning[38]. Således inddrages både buddhisme, hinduisme, daoisme, sufisme, oldgræsk filosofi og andre store verdensfilosofier i bestræbelsen på at forstå, hvordan menneskets hovedopgave i tilværelsen er at vågne op fra en form for åndeligt søvngængerliv. Livskunst kræver både, at individet konfronterer sig med døden, ransager sit hjerte og frigør sig fra flokken.  

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Paw Amdisen og Jonas Holst og Jens Viggo Nielsen (red.). (2009). At tænke eksistensen. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
  • Paw Amdisen, Morten Riis og Lars Gorzelak (2006). Et menneske lades ikke i ro. Aarhus Universitetsforlag
  • Arendt, Hannah (2005). Menneskets vilkår. København: Gyldendal
  • Arendt, Hannah (2010). Eksistens og religion. Klim
  • Birkelund, Regner (2002). Eksistens og livsfilosofi. København: Gyldendal
  • Camus, Albert (2003). Den fremmede. København: Gyldendal
  • Camus, Albert (2014). Sisyfos-myten. København: Gyldendal
  • Deurzen, Emmy Van (2003). Eksistentiel samtale og terapi. Hans Reitzels
  • Dræby, Anders (2018). Livskunsten. København: Akademisk Forlag
  • Heidegger, Martin (2014). Væren og tid. Aarhus: Klim
  • Holst, Jonas (2003). Peter Seeberg: æstetik, eksistensfilosofi og kulturanalyse i Peter Seebergs skønlitterære forfatterskab. Multivers
  • Holst, Jonas (2015). Venskab. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
  • Keller, Kurt (red.). (2015). Den menneskelige eksistens. Introduktion til eksistentiel fænomenologi. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag
  • Kierkegaard, Søren: Samlede skrifter, www.sks.dk
  • Løgstrup, K.E. (2010). Den etiske fordring. Aarhus: Klim
  • Løgstrup, K.E. (2013). Opgør med Kierkegaard. Klim
  • Merleu-Ponty, Maurice (2009). Kroppens fænomenologi. Det lille Forlag
  • Nietzsche, Friedrich (2014). Afgudernes tusmørke. Kbh: Det lille Forlag
  • Pahuus, Mogens (1986). Livsfilosofi. Aarhus: Philosophia
  • Pahuus, Mogens (2016). Natur og eksistens. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
  • Pareyson, Luigi (2011). Eksistens og person. Aarhus Universitetsforlag. Oversat af Jens Viggo Nielsen
  • Rocca, Ettore (2016). Kierkegaard. København: Gyldendal
  • Sartre, Jean-Paul (2005). Eksistentialisme er en humanisme. København: Hans Reitzels Forlag
  • Sartre, Jean-Paul (2014). Væren og intet. Aarhus: Philosophia
  • Sløk, Johannes (2016). Eksistentialisme. København: L&R
  • Sløk, Johannes (2017). Det absurde teater og Jesu forkyndelse. L&R
  • Søltoft, Pia & Mogens Pahuus & Jacob Rendtorff (2015). Søren Kierkegaard som eksistentiel fænomenolog. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag
  • Sørensen, Anders Dræby (2014). Gudløs eksistensfilosofi. Aarhus: Statsbiblioteket
  • Thielst, Peter (2007). Kierkegaards filosofi. København: Det lille Forlag
  • Thyssen, Ole (2016). En lille bog om eksistensen: Jeg Du Det. København: Informations Forlag

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Paw Amdisen, Jonas Holst og Jens Viggo Nielsen, 2009
  2. ^ Jean-Paul Sartre, 2005, Eksistentialisme er en humanisme. HRF
  3. ^ Kurt Keller, 2015,Eksistentiel fænomenologi, Aalborg Universitetsforlag
  4. ^ Ettore Rocca, 2016, Kierkegaard, Gyldendal
  5. ^ Kierkegaard, samlede skrifter www.sks.dk
  6. ^ Anders Dræby Sørensen, 2016, Gudløs eksistensfilosofi. Aarhus: Statsbiblioteket
  7. ^ Nietzsche, 2014; Camus, 2014
  8. ^ Heidegger, 2014
  9. ^ Camus, 2014
  10. ^ Nietzsche, 2014
  11. ^ Camus, 2014
  12. ^ Sartre, 2014
  13. ^ Beauvoir, Det andet køn, Gyldendal 2019
  14. ^ Heidegger, væren og tid, 2014
  15. ^ Merleau-Ponty, Kroppens fænomenologi, 2009
  16. ^ Hannah Arendt, Menneskets vilkår. Gyldendal
  17. ^ Buber, Hans Reitzels Forlag, 2013
  18. ^ Luigi Pareyson (2011)
  19. ^ Emmy Van Deurzen (2003)
  20. ^ Luigi Pareyson, Eksistens og person, Aarhus Universitetsforlag, 2011
  21. ^ Albert Camus, Den fremmede, Gyldendal 2003
  22. ^ Sørensen & Keller “Psykoterapi og eksistentiel fænomenologi”. Aalborg Iniversitetsforlag
  23. ^ Emmy Van Deurzen : Eksistentiel samtale og terapi, Hans Reitzels Forlag
  24. ^ Eksistentislismen er kommet tilbage. Kristeligt Dagblad, 2011
  25. ^ www.sks.dk
  26. ^ K. E. Løgstrup (2013): Opgør med Kierkegaard. Klim
  27. ^ Mogens Pahuus (2018). Dialog med Løgstrup. Aalborg Universitetsforlag
  28. ^ Se fx K.E. Løgstrup, Den etiske fordring, Klim 2010
  29. ^ Amdisen mfl 2006
  30. ^ Sløk, 2016
  31. ^ Sløk, 2017
  32. ^ Holst 2003
  33. ^ Jonas Holst, Paw Amdisen og Jens Viggo Nielsen: At tænke eksistensen - studier i eksistenstænkningens historie og betydning. Aarhus Universitetsforlag 2009
  34. ^ Jonas Holst, Venskab, Aarhus Universitetsforlag 2015
  35. ^ Pahuus, 2016
  36. ^ Mogens Pahuus, Livsfilosofi, Philosophia 1986
  37. ^ Thyssen, 2016
  38. ^ Dræby, 2018