Elis Regina

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgDer er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet.
Question book-4.svg
Elis Regina
ElisBA1979.jpg
Elis Regina (1979)
Information
Pseudonym Pimentinha, Furacão
Født Elis Regina Carvalho Costa
17. marts 1945(1945-03-17)
Porto AlegreRediger på Wikidata
Død 19. januar 1982 (36 år)
São PauloRediger på Wikidata
Genre MPB, samba, pop, rock, jazz, bossa nova
Aktive år 1961–1982

Elis Regina Carvalho Costa (17. marts 1945 i Porto Alegre, Brasilien19. januar 1982 i Sao Paulo) var en brasiliansk sangerinde. En af Brasiliens vigtigste og mest populære musikere.[1]

Elis Regina Carvalho Costa blev født d. 17. marts 1945 i Porto Alegre, Brasilien. Hun døde 36 år gammel 19. januar 1982 i Sao Paulo af en overdosis kokain blandet med alkohol. Født i en arbejderfamilie, der sad i små kår, voksede hun op til at blive en af Brasiliens mest elskede, mest kendte og bedst betalte kunstnere nogensinde. For brasilianerne er hun simpelthen bare "Elis." [1][2]

Det siges at Elis begyndte at synge, fordi familien ikke havde råd til at anskaffe et piano. Hun fik sit lokale gennembrud allerede som 12-årig, hvor hun vandt førstepris i en sangkonkurrence for børn på en lokal radiostation. Som 15-årig, i 1959, fik hun sin første pladekontrakt og som 18-årig, omtrent på det tidspunkt hvor militæret overtog magten i Brasilien ved et kup, flyttede Elis til Rio. Det var i bossanovaens storhedstid, men den let akademiske, kølige sound passede dårligt til Elis' utøjlede stemme. I stedet blev hun en katalysator for en ny, mere rå og upoleret lyd, der dengang gik under betegnelsen "tropicalia" eller "tropicalismo". I 1965 sang hun ved en stor national musikfestival sangen "Arrastão", en kontroversiel sang, som var et skjult angreb på militærregimet. Det blev startskuddet til en karriere, der i intensitet aldrig er overgået af nogen brasiliansk kunstner. Som 21-årig var Elis den højst betalte sanger i Brasilien. Hendes eksplosivt voksende popularitet gjorde hende ombejlet af de mange nye talentfulde sangskrivere, som Gilberto Gil, Caetano Veloso, João Bosco, Chico Buarque og Milton Nascimento, der kappedes om at få deres sange indsunget af hende.

Elis Regina blev blandt musikere og kolleger kaldt "furacao" (betyder orkan) på grund af sit voldsomme temperament. Hendes temperament skaffede hende mange fjender gennem hendes korte, hektiske liv og på privatfronten førte det til ulykkelige afbrudte kærlighedsforhold og skilsmisser. Hun var en kontroversiel figur som tog chancer, både i sin karriere og i sit offentlige liv. Politisk kom hun også i uføre, da hun på en Europa-turné i 1969 på et pressemøde omtalte den brasilianske junta som en flok gorillaer. Det resulterede i at hun, under trusler om fængsling, følte sig presset til at synge den brasilianske nationalsang ved en stor ceremoni arrangeret af juntaen for at fejre Brasiliens "frihedsdag." Det tog hende flere år at få vendt den negative reaktion på den hændelse i det overvejende venstreorienterede brasilianske musikmiljø.

Efter sin anden skilsmisse i slutningen af 70'erne begyndte Elis at bruge kokain regelmæssigt, men det lykkedes hende at holde sin stigende afhængighed skjult for venner og familie. Det er stadigvæk en ubekræftet myte, at hun under sine indspilninger bevidst var påvirket af kokain, fordi hun mente, at det gav hendes stemmes udtryk noget ekstra. Faktum er, at Elis' stemme var af en særlig karakter, ikke egentlig smuk, til tider nærmest skurrende, men altid påtrængende og nærværende med en beundringsværdig kontrol.

Det er en almindelig opfattelse, at et af højdepunkterne i Elis' karriere var hendes samarbejde med Antonio Carlos Jobim. I 1974 indspillede de sammen albummet "Elis & Tom", som regnes blandt de allerbedste brasilianske populærudgivelser. I de følgende år udkom nogle af hendes allerbedste udgivelser: "Elis – essa mulher" (1979), "Saudade do Brasil" (1980), og "Elis – Trem Azul" (1981).

Elis har stadig en meget stor indflydelse på den brasilianske musikscene. Sangerinden og sangskriveren Joyce er så stærkt influeret af Elis' sangstil at hun for nogle år siden udgav albummet "Astronauta" (1998), der er hendes personlige fortolkning af nogle af de sange, som i Elis' version var kommet til at betyde meget for hende. Da Milton Nascimento sidst var i Danmark, fortalte han i et interview til Politiken, hvordan han stadig græmmede sig over, at et planlagt pladeprojekt mellem ham og Elis aldrig blev realiseret pga. hendes pludselige død. Han har ofte siden vist hende sin uforbeholdne kærlighed ved at mikse hendes stemme med på flere af sine pladeudgivelser. Senest på albummet "Tambores de Minas – ao vivo" fra 1998.

Nogle få dage efter Elis' død blev der afholdt en mindekoncert i São Paulo med deltagelse af mange af Brasiliens berømteste kunstnere. Over 100.000 sørgende brasilianere kom for at vise deres sidste respekt for denne talentfulde, livlige sangerinde. Dagen efter bragte en brasiliansk avis en karikatur af Elis stående ved mikrofonen. Bag hende kastedes der en enorm skygge på væggen. Skyggen forestillede imidlertid ikke Elis men omridset af Brasilien. Hun var den brasilianske musiks sjæl og det hul der opstod efter hendes død er aldrig blevet fyldt helt.

Diskografi (udvalg)[redigér | redigér wikikode]

  • Viva A Brotolãndia (1961)
  • Poema (1962)
  • Elis Regina (1963)
  • O Ben Do Amor (1963)
  • Samba Eu Canto Assim (1965)
  • 2 Na Bossa (1965)
  • Dois Na Bossa No.1 (1965)
  • O Fino Do Fino (1965)
  • Elis (1966)
  • Dois Na Bossa No.2 (1966)
  • Dois Na Bossa No.3 (1967)
  • Elis Especial (1968)
  • Elis Regina In London (1969)
  • Elis, Como & Porque (1969)
  • Aquarela Do Brasil (1969)
  • Em Pleno Verão (1970)
  • Elis No Teatro Da Praia Com Miele & Bôscoli (1970)
  • Ela (1971)
  • Elis (1972)
  • Elis (1973)
  • Elis (1974)
  • Elis & Tom (1974)
  • Falso Brilhante (1976)
  • Elis (1977)
  • Transversal do Tempo (1978)
  • Elis – Essa Mulher (1979)
  • Elis Especial (1979)
  • O Melhor de Elis (1979)
  • Elis (1981)
  • Saudade do Brasil (1980)
  • Elis – Trem Azul (1981)
  • Vento de Maio (1983)

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b The Brazilian sound: samba, bossa nova, and the popular music of Brazil By Chris McGowan, Ricardo Pessanha. Temple University Press. p.82
  2. ^ "Elis Regina (1945–1982)". Federative Republic of Brazil. Hentet 24. marts 2015. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]