Emma af Normandiet
Emma af Normandiet (ca. 988 – 6. marts 1052), var datter af Richard I, hertug af Normandiet, med hans anden hustru Gunnora. Emma blev dronning af England to gange via ægteskab. Første gang (1002-1016) til kong Ethelred den rådvilde, og derefter (1017-1035) til Knud den Store, konge af både Danmark og England, for en tid også dele af Norge og Sverige. To af Emmas sønner, en med hver af ægtemændene, og to stedsønner, blev også konger af England. Det blev også hendes grandnevø Vilhelm Erobreren.
Da Danmark invaderede England i 1013 ved Svend Tveskæg tog Emma sine to sønner med Ethelred – Alfred og Edvard – og drog over den engelske kanal og til Normandiet. Ethelred kom efter for at søge beskyttelse hos sin svoger Robert, men da Svend Tveskæg dør bare fem uger efter sejren vendte Ethelred i februar 1014 tilbage til England og bliver igen konge. Derimod bliver han nu nødt til at kæmpe mod Svends søn Knud, senere kend som Knud den Store. Da Ethelred døde den 23. april 1016 i London, og derefter hans søn Edmund Jernside døde den 30. november 1016 blev Emma enke og Knud konge af England.
Emma sejler over til England igen og gifter sig med den omkring ti år yngre kong Knud. Ægteskabet var politisk og bandt den angelsaksiske kongefamilie sammen med den danske, et passende kompromis for begge parter for at læge sårene i en nation som var præget af tiår med bitre kampe. Til trods for de kyniske og politiske overtoner gav ægteskabet også en søn som blev døbt Hardeknud.
Da Knud den Store døde den 12. november 1035 er Emma enke efter en engelsk konge for anden gang. Ved kongens død kommer både Alfred og Edvard tilbage til England i 1036, sandsynligvis for at positionere sig overfor Knuds illegitime søn Harald Harefod som tog magten og kongetronen da halvbroren, den legitime Hardeknud, var i Danmark for at blive hyldet som konge der. Alfred blev taget til fange, blindet og mishandlet til døde, mens Edvard flygtede tilbage til Normandiet sammen med sin mor Emma.
Harald Harefods styre blev kort og han dør i 1040 og da Hardeknud blev kronet til konge af både England og Danmark er der lagt op til forsoning og den ældre halvbror Edvard kommer igen til England året efter, formelt som medkonge og i 1042 også som enekonge da Hardeknud dør.
Ved Hardeknuds død blev Danmark også uden konge, og fra Norge kom Olav den Helliges søn Magnus den Gode og blev konge af Danmark. Som konge af Danmark havde kong Magnus også krav på England. Det synes som om kongemoderen Emma kun havde lidt kærlighed for sine ældste sønner fra første ægteskab; Da Edvard blev konge sejlede hun over til England igen, og stadig opfyldt af ambitioner, men bliver bestemt sat på sidelinjen af sønnen kong Edvard da det viste sig at hun støttede kong Magnus den godes krav på den engelske tronen på bekostning af sin egen søn.
Da også kong Magnus døde den 25. oktober 1047 løb dette krav ud i sandet, men Emmas ægteskab og påfølgende rolle knyttede forbindelsen mellem England og Normandiet som til slut endte med at hendes grandnevø Vilhelm invaderede England i 1066 og erobrede det engelske kongerige, og afsluttede dermed for altid de danske ambitioner. Men det nåede Emma ikke at opleve. Hun døde selv i 1052.
En historisk roman af Helen Hollick, The Hollow Crown (Den hule krone)[1] forsøger at forklare hvorfor Emma af Normandiet var så ligegyldig overfor sine to sønner fra første ægteskab .
Emma fra Normandiet bliver nogle gange forvekslet med Knud den Stores frille Ælfgifu Ælfhelmsdatter af Northampton, mor til kong Harald Harefod, på grund af sit engelske dronningnavn som hun fik i sit første ægteskab, «Ælfgifu», men hun foretrak selv sit dåbsnavn Emma.
Referense
- ^ Hollick, Helen (2004): The Hollow Crown, William Heinemann, Random House. ISBN 0-434-00491-X; Arrow paperback ISBN 0-09-927234-2.