Engelsk renæssance

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Engelsk renæssance var en kulturel og kunstnerisk bevægelse i England, som strakte sig fra tidligt i 1500-tallet til tidligt i 1600-tallet og dækker de historiske epoker, som også kaldes for Tudortiden og Elisabethansk tid. Renæssance i England er associeret med den fælles-europæiske renæssance, som havde sin oprindelse i det nordlige Italien fra 1300-tallet, se Den italienske renæssance.

Betydelige navne i engelske renæssance[redigér | redigér wikikode]

Engelsk renæssance bliver også refereret til som "Shakespeares tid" eller "Elisabethansk tid" ved at tage sit navn fra navne, henholdsvis fra nationens mest berømte forfatter og den mest betydelige monark, men det bliver en upræcis forenkling, da William Shakespeare ikke var den mest berømte forfatter i sin egen tid, og engelsk renæssance dækker en periode, som strækker sig både før og efter Elizabeth 1.'s regime.

Poeter som Edmund Spenser og John Milton skabte værker, som demonstrerede en øgende interesse i at forstå engelsk kristen tro, som i henholdsvis den allegoriske repræsentation af Tudor-dynastiet i digtværket The Faerie Queen (Dronningfeen) og genfortællingen af menneskehedens fald fra paradiset i Paradise Lost (Det tabte Paradis). Skuespilforfattere som Christopher Marlowe og William Shakespeare skrev teaterstykker som repræsentationer af den engelske forestilling om liv, død og historie. Mod slutningen af Tudortiden udgav filosoffer som Thomas More og Francis Bacon deres egne ideer om menneskelighed og aspekter for et perfekt samfund, og presset metakognitionen (tænkning om tænkning) af sin tid. England kom nærmere på at lære moderne videnskab med "Bacons metode", en forløber til den videnskabelige metode.

Dronning Elizabeth 1. er et andet billede, ved siden af Shakespeare, i engelsk renæssance.

Litterære hovedfigurer i den engelske renæssance må nu generelt betragtet være poeten Edmund Spenser, filosoffen Francis Bacon, poeterne og skuespilforfatterne Christopher Marlowe, William Shakespeare og Ben Jonson og poeten John Milton.

Thomas More bliver ofte betragtet som en af de første forfattere i den engelske renæssance. Thomas Tallis, Thomas Morley, og William Byrd var de mest kendte engelske musikere i deres tid og er ofte blevet anset som en del af den samme kunstneriske bevægelse, som inspirerede de overnævnte forfattere. Dronning Elizabeth 1. var selv et produkt af denne renæssances humanisme, som hun var oplært i af Roger Ascham og skrev selv digte som eksempelvis On Monsieur’s Departure.

Forskelle mellem italienske og engelske renæssance[redigér | redigér wikikode]

Engelsk renæssance adskiller sig fra den italienske renæssance på flere måder. For det første var de dominerende kunstarter i engelsk renæssance litteratur og musik, og billedkunst, skulptur og arkitektur var langt mindre betydningsfulde end i italiensk renæssance. Den engelske tid begyndte langt senere end i Italien, som normalt anses for at have sin begyndelse med forfattere som Dante og Petrarca, og billedkunstnere som Giotto tidligt i 1300-tallet, og bevægede sig over i manierismen og barokken i løbet af 1550'erne eller tidligere. I kontrast hertil kan man sige, at engelsk renæssance så småt begyndte i 1520'erne og strakte sig frem til omkring 1620.

William Byrd.

Italiensk og engelsk renæssance var samstemmende i opfattelsen af en bestemt musikalsk æstetik. I slutningen af 1500-tallet var Italien det musikalske centrum i Europa, og en af de musikalske stilarter, som fremstod i den enestående eksplosion af musikalsk kreativitet, var madrigalen. I 1588 udgav Nicholas Yonge i England Musica transalpina – en samling af italienske madrigaler, som var blevet tilpasset engelsk sindelag – en begivenhed, som gjorde madrigalsangen populær i England, næsten uden sidestykke i renæssancen ved en øjeblikkelig adoption af en ide fra et andet land, som blev tilpasset lokal æstetik. Samtidig med at madrigalen erobrede England fra det katolske Italien, fejlede ironisk nok en militær invasion af England fra det katolske Spanien det samme år.

Engelsk poesi var kommet nøjagtig til det rette udviklingsniveau, for at denne omplantning kunne ske ved, at lyriske former som sonetten blev unikt tilpasset madrigaler (som sonetten allerede var tilpasset i Italien). Komponister som Thomas Morley, den eneste samtidige komponist, som skrev musik til Shakespeare, og hvis værker har overlevet, udgav egne samlinger. Groft set på italiensk manér, men dog alligevel unikt engelsk. Mange af kompositionerne fra den engelske madrigalskole forblev i standardrepertoiret op til moderne tid.

Den mægtige flersangproduktion i den venezianske skole var blevet mærkbar i værkerne af Thomas Tallis, og Palestrinas stil fra den romerske skole var blevet taget op i førproduktionen af Musical transalpina i musikken af mestre som William Byrd.

De den klassiske renæssance førte til en opblomstring af italiensk renæssancearkitektur, tog arkitekturen i England en langt mere eklektisk (udvælgelse) tilnærmelse. Elizabethansk arkitektur beholdt mange af egenskaberne fra gotikken, selv i sjældne bygninger som Henrik 7.'s gravkammer, fruekapellet [1] i Westminster Abbey, eller den franskpåvirkede arkitektur i Skotland viste interesse for den nye stil.

Kritik af idéen om en engelsk renæssance[redigér | redigér wikikode]

Forestillingen om, denne periode skal kaldes "renæssance", er en moderne opfindelse og opfattelse, og blev populariseret af den schweiziske kunsthistoriker Jacob Burckhardt i sidste halvdel af 1800-tallet. Ideen om renæssance er blevet mere og mere kritiseret af mange kulturhistorikere, og nogle af disse har udfordret med påstanden om, at "engelsk renæssance" ikke har kulturelle bånd til de kunstneriske præstationer af norditalienske kunstnere som Leonardo, Michelangelo, og Donatello, som identificerede sig tæt med renæssancen.

Faktisk havde England oplevet en litterær opblomstring mere end 200 år før Shakespeares tid, da Geoffrey Chaucer populariserede det engelske sprog som et litterært redskab frem for latin, kun femten år efter at Dante havde benyttet sig af sit modersmål italiensk til seriøs poesi. På den samme tid havde William Langland, forfatteren af Piers Plowman, og John Gower også skrevet på engelsk. Hundredårskrigen og den påfølgende engelske borgerkrig, kendt som Rosekrigene, hæmmede og forhindrede sandsynligvis kunstnerisk fremgang, indtil den relative fredelige periode og det stabile regime under Elizabeth 1. igen tillod kunstnerisk udfoldelse at udvikle sig, specielt dramaet.

Selv í disse krigstider var der litterær aktivitet: Thomas Malory, forfatter af Le Morte D'Arthur, Arthurs død, var en betydelig, litterær figur. Af den grund har flere forskere stillet sig kritiske over for at kalde epoken for engelsk renæssance. C.S. Lewis, professor i middelalder- og renæssancelitteratur ved Oxford og Cambridge har i en berømt replik til en kollega sagt, at han havde "opdaget", at der ikke fandtes noget som engelsk renæssance, og selv om der havde været noget sådant, havde den "absolut ingen effekt".

Historikere er også begyndt at betragte ordet "renæssance" som et unødvendig belastet ord. Nogle har stillet sig spørgsmålet "en renæssance for hvem?" ved at pege på, at status for kvinder i samfundet blev forværret i løbet af den samme tid. Mange historikere og kulturhistorikere har af den grund fortrukket at benytte begrebet som "tidlig moderne tid" for denne periode som et mere neutralt begreb, der fremhæver perioden som en overgangstid til den moderne tid, og som ikke har negative eller positive konnotationer.

Andre kulturhistorikere har argumenteret imod kritikken ved at hævde, at uanset om navnet "renæssance" er passende, var der unægtelig en kunstnerisk opblomstring i England under tudormonarkerne, som kulminerede med William Shakespeare og dennes samtidige.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Fruekapel, engelsk Lady chapel, et kapel inde en katedral eller en stor kirke viet til Jomfru Maria.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Ekstern link[redigér | redigér wikikode]