Enkeltgravskultur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Stridsøkse fra Gotland fra sent i perioden.

Enkeltgravskulturen (i Mellemeuropa ca. 2.800 - 2.300 f.Kr.)[1], (også: Stridsøksekultur, engelsk: Corded Ware culture og tysk: Schnurkeramik, dansk: ~ Båndkeramik, norsk: Stridsøkskulturen, svensk: Stridsyxekulturen), er en lang europæisk arkæologisk periode, der begynder i slutningen af ​​yngre stenalder, blomstrer gennem kobberalderen og kulminerer i den tidlige bronzealder.

Omkring 2.400 f.Kr. spredtes kulturen sig til Donauområdet og nordligste områder i det vestlige Tyskland. En beslægtet gren spredte sig til Danmark og Sydsverige.

Indledende oversigt[redigér | redigér wikikode]

Enkeltgravskultur er benævnelsen på den livsform, der i mellemste del af bondestenalderen, nærmere bestemt ca. 2.800 - ca. 2.400 f.Kr udøvedes i store dele af Nordeuropa. Ud fra gravskikken skelnes mellem undergravstid, bundgravstid og overgravstid.

Periode Undergravstid Bundgravstid Overgravstid
Tidsrum ca. 2.800 - ca. 2.400 f.Kr. ca. 2.800 - ca. 2.400 f.Kr. ca. 2.800 - ca. 2.400 f.Kr.
Typelokalitet Vroue, Jylland Vroue, Jylland -
Typeredskab (-er) Bådformede stridsøkser Symmetriske i længderetning Asymmetri i længderetning
Jagtvildt - - -
Mandegravgods Stridsøkse, flintøkse Stridsøkse, bæger Stridsøkse, bæger
Kvindegravgods Ravkæde, Ravkæde, bæger Ravkæde, bæger
Omtrentlig udbredelse af stridsøksekulturen (Corded Ware culture) i 3 årtusind (efter EIEC).

Enkeltgravskultur (eller stridsøksekultur efter den særegne redskabstype) betegner en levevis i Danmark udøvet mellem 2.850 f.Kr. og 2.400 f.Kr.[2] og fortrinsvis hvilende på husdyrhold og kornavl. Den er udbredt over store dele af Europa med ulige egnslige særtræk men tillige med ulige udgaver af en særegen, såkaldt "stridsøkse" som et fælles træk overalt. I Danmark er den nærmest enerådende i det vestjyske område, mens vidnedsbyrdene er mere spredte i andre dele af landet, idet stridsøkser her forekommer i jættestuer. I det øvrige Skandinavien kendes den fra et område i Sydnorge og i Sydsverige, til og med Uppland. Den er en regional variant af den såkaldte Snorekeramiske kultur (engelsk: Corded Ware culture) som forekommer i Nord- og Centraleuropa i tredje årtusinde f.Kr. C14-dateringer af grave daterer fænomenet til ca 2950-2300 f.Kr., men i visse regioner på kontinentet forsvinder den tidligere. Det findes indtil videre få dateringer fra Sverige, men de ældste ligger omkring 2900-2800 f.Kr., omtrent svarende til de danske.

Enkeltgravskulturen fik navn efter gravformen, der adskiller sig klart fra de forudgående fællesgrave, og blev først fyldestgørende beskrevet af Sophus Müller i Årbøger for nordisk Oldkyndighed i 1898. Ligeledes gjorde han opmærksom på det delvise sammenfald i tid med megalitgravene i det østlige Danmark og sluttede herud fra, at der måtte være tale om et indvandret folk. Senere, i 1918, kunne Nils Åberg i Das nordische Kulturgebiet in Mitteleuropa während der jüngeren Steinzeit påvise, at tilsvarende økser, lerkar og grave forekom i hele den østlige del af Europa fra de nordlige kyster af den finske bugt sydover til Krim og Kuban[3].

Benævnelsen[redigér | redigér wikikode]

I Sverige kaldes den båtyxkultur efter stridsøksens form her. Navnet bådøksekultur kommer af, at de svensk-norsk-finska stridsøkser efterhånden fik større lighed med både/kanoer vendt på hovedet. I Finland kaldes denne kultur undertiden for stridsøksekultur, men en del arkæologer foretrækker snorekeramisk kultur og andre bådøksekultur. Det finske materiale er meget lig det svenske, mens den danske enkeltgravskultur adskiller sig mere fra det svensk-norske både i udseende og gravskik, og mere ligner den tyske og polske.

Befolkningsforhold[redigér | redigér wikikode]

Højde[redigér | redigér wikikode]

Skeletsporene i enkeltgravene viser, at mændene var omkring 172 cm høje, kvinderne omkring 157 cm høje. Den gennemsnitlige levealder er anslået til blot 30-40 år.


Stridsøksekulturens oprindelse og spredning[redigér | redigér wikikode]

Enkeltgravskulturen har utvivlsomt[4] sin oprindelse i områderne nord for Sortehavet (Krim, Kuban). Herfra lader udbredelsen sig følge over tid fra sted til sted. Hvor de ældste vidnedsbyrd om denne kultur stammer fra egnene nord for Sortehavet, bredte kulturen sig siden nordover til Fatjanovo og derefter vestpå dels over Østersøen fra Estland og Finland til den skandinaviske halvø, dels syd om Østersøen til egnene nord for Alperne i vest og med en gren nordpå op over den jyske halvøs vestlige del. Det er bemærkelsesværdigt, at kulturen er væsensforskellig fra den tidligere udøvede tragtbægerkultur i de berørte områder. Såvel gravskik som våben og andre redskaber er så vidt forskellig, at en naturlig videreudvikling fra den ene til den anden ikke kan sandsynliggøres[5]. Desuden er dele af stridsøksekulturens flintøkser grovere end tragtbægerkulturens, hvilket i givet fald angiver et tilbageskridt i udvikling[6];

Ligeledes er det påfaldende, at enkeltgravskulturens udøvere også inden for de enkelte egne udviser andre beliggenhedsvalg end de tidligere bosatte udøvere af tragtbægerkulturen. Dette er blandt andet godtgjort ved Vroue i Jylland, hvor tragtbægerkulturens udøvere boede ved Sejbæk på i af Vroue hede og tæt på morænelandskabet, mens stridsøksekulturens udøvere foretak Karup å på heden 1-2 km længere sydpå[7].

Et vidnedsbyrd om, at stridsøksefolket var fremmede er, at de ikke udnyttede den gode flint som tragtbægerkulturen havde udvundet og omvendt ikke synes at have ladet tragtbægerkulturens udøvere få andel i deres rav, hvilket taler imod såvel et kendskab (eller adgang) til de gode flintminers beliggenhed som et samvirke i begyndelsen mellem de to kulturers udøvere[8].

Det lader sig fastslå, at hvor enkeltgravskulturens fremtrængen i Vestjylland udgør et brat brud med fortiden, er dens videre spredning til de østlige dele af landet mindre udpræget. Dette vil bedst kunne forklares ved, at der i Vestjylland er tale om en egentlig indvandring (og formodet fordrivelse eller undertvingelse af den hidtidige befolkning), mens der i Østdanmark er tale om et formodentlig mere fredeligt samkvem mellem de to kulturer[9]. På tilsvarende vis ses, at fremkomsten af enkeltgrave blandt andet i Skåne ikke udviser et forventet tidsmæssigt spredningsmønster fra syd til nord (eller omvendt) men pletvist over et meget stort område, hvorfor en indvandring her virker mindre sandsynlig[10]; i stedet synes der være tale om spredt påvirkning.

Under sin fremtrængen udskiller enkeltgravskulturen egnslige uligheder således, at en type i sin ældste form fortrinsvis kendes fra Nørrejylland, en anden med facetterede former derimod fra Mellemtyskland[11].

Fordelingen af de tre samtidige kulturer, enkeltgravskulturen i Vestjylland, tragtbægerkulturen i Østdanmark og den grubekeramiske kultur i kystegnene omkring Kattegat, må opfattes som egnsmæssige tilpasninger til de stedlige, landskabelige vilkår.

Bopladser[redigér | redigér wikikode]

Der findes (endnu) ingen bopladser, som med sikkerhed kan knyttes til enkeltgravskulturen. Tidsmæssigt sammenfaldende er to bopladser på Bornholm, ved Limensgård og ved Grødbygård, der viser huse med en længde på 16-22 m og en bredde på 7-7,5 m. Husene har en række af midtstolper; disse har åbenbart understøttet tagryggen. Gavlene er lige. Væggene var lavet af stolper med indbyrdes afstand af 5-10 cm, formentlig med fletværk og lerklining. Formentlig har ikke alle huse haft ildsted. Husene ved Limensgård ligger i øst-vestlig retning, mens Grødbygårdhusene ikke udviser nogen entydig orientering. Lignende hustyper er fundet ved Linköping i Östergötland i Østsverige[12].

Økserne[redigér | redigér wikikode]

Bådøkse fra Tutaryd sogn i Småland

I sit ældste stadium forekommer i alle snorekeramiske grupper i Europa en type af stridsøkse, der ligner den svensk-norske undergruppes ældste øksetype. I senere stadier findes det få stridsøkser i de centraleuropæiske områder, mens de er talrige i de nordlige og østlige områder.

Stridsøkserne er almindeligvis lavet af stedlige stenarter, oftest grønsten eller diabas. Øksen har et markant svej i sin længderetning, har en fremtrædende æg og et skafthul på sit bredeste sted.

Mens selve stridøksen ved sin tilsynekomst udgør en nyhed i redskabsudformningen, udviser den senere udvikling en afdæmpet forandring: stridsøkser fra undergravstid har træk fra en kano vendt på hovedet, stridsøkser fra bundgravstid er nærmest symmetriske i længderetning og bredderetning hver for sig og med hullet midt i øksehovedet hvor dette er bredest, hvorimod stridsøkser fra overgravstid er udtalt asymmetriske i længderetningen, idet skafthullet er flyttet til den ene ende af øksens hoved[13].

Det forhold, at en stridsøkse altid er medgivet som gravgave i mandsgrave, gør, at de må anses for den enkeltes særskilte ejendom. Det menes, at de formentlig ikke er anvendt som våben, men snarere har haft en mere symbolsk funktion, exempelvis som et statussymbol (for familieoverhovedet).

Foruden stridsøkserne forekommer andre økseformer, af flint. Det drejer sig om tyknakkede økser, kun delvist slebne og fremstillet af danien-flint og om såkaldte flintmejsler, ligeledes kun delvist slebne[14].

Keramik[redigér | redigér wikikode]

Stridsøksekeramik fra Skåne

Det europæiske navn "snorekeramisk kultur" afpejler den centrale rolle, keramiken spillet hos disse grupper, således også i Danmark. I flertallet af gravene, både for mænd och kvinder, forekommer et eller et par små skålformede bægre. Skærver fra disse bægre genfindes også på bopladserne. De repræsenterer en helt ny keramisk tradition med tynde karvægge opbyggede med tumning og leret er opblandet med "chamotte", dvs. knust brændt ler/keramik. De tidlige kar er fortrinsvis snoreornamenterede, men længere frem i perioden bliver det almindeligst med tandet kamstempel som trykkes ind for at skabe vinkellinier og vinkelbånd.

Noget nyt, der synes tilkommet med enkelgravskulturen, er de såkaldte mælkeskåle af ler: åbne, fladbundede med sider af uens højde og på ydersiden dekorerede med snore- og zigzag-mønstre[15].

Gravskik[redigér | redigér wikikode]

Betegnelsen "enkeltgravskultur" henviser til, at gravformen i Danmark - modsat tidligere fællesgrave i jættestuer - var særskilte grave for de enkelte. Graven bestod i en aflang fordybning, ca. 30 cm dyb, i øst-vestlig retning. Heri lagdes den gravlagte på siden og med knæene trukket op med ansigtet vendt mod syd. Kvinder lagdes på venstre side med hovedet mod øst og med ravsmykker og en eller flere lerkrukker som gravgods. Mænd lagdes på højre side med hovedet mod vest, med krukker og bægre samt den for kulturen kendetegnende stridsøkse i øjenhøjde foran ansigtet som gravgave[16]. Selve gravhøjen var lav, anlagt som en rund høj af en vis størrelse i omfang. Der skelnes mellem undergravstid, bundgravstid og overgravstid. Disse svarer til gravens højde i forhold til omgivelserne: undergrave var gravet ned i jorden, bundgrave havde bunden lige over jordoverfladen, og overgrave havde bunden et stykke over jordoverfladen[17]. Ofte er gravene lagt oveni hinanden, men altid således at den senere gravlæggelse ikke har berørt en tidligere grav på samme sted[18].

Andetsteds er gravene enmands- eller dobbeltgrave, i Sverige udelukkende under flad mark, med eller uden stenpakning, men i det øvrige Europa er det almindeligt, at de dækkes af lave høje. Også her ligger den døde ligger i sovestilling med sammenbøjede knæ og på siden, i Sverige er de fleste grave orienterede i en omtrentlig nord-sydgående retning. De døde ligger enten på venstre side med hovedet i nord, eller på højre side med hovedet i syd. På denne måde ligger alle døde med ansigtet vendt mod øst/sydøst. Det virker troligst, at de fleste, som lå med hovedet i nord var mænd, mens de, som havde hovedet i syd, var kvinder. Afvigelser findes dog, især i dobbeltgravene, hvor de to døde, hvad enten de er to mænd eller to kvinder, altid ligger fod mod fod med hovedet i hver sin retning. Gravgaverne er en økse i flint eller en anden bjergart, flintspånekniv, 1-2 keramik-kar, stridsøkse (kun mænd, men dog ikke alle mænd), ravperler og benperler. Med undtagelse af stridsøksen forekommer de fleste almindelige gravgaver hos både mænd og kvinder, omend i ulige omfang.

Livsform[redigér | redigér wikikode]

Enkeltgravskulturens livsform er svær at få fuld klarhed over, eftersom velbevarede bopladser ikke kendes i Danmark. Dette må sandsynligvis tilskrives, at stridsøksefolket var nomader og derfor havde boliger, som let lod sig opstille, nedtage og tage med på de stadige vandringer - og som derfor ikke satte sig dyberegående spor de steder, hvor de var opstillet. Disse folk var formodentlig kun agerdyrkende bønder i et beskedent omfang, hvilket såkornsaftryk i keramiken og pollenanalyser viser. Derimod synes det givet, at de havde et betydeligt husdyrhold, herunder formentlig bedrev hesteopdræt. Muligvis var fåret nu vigtigere end kvæget, hvilket er en forandring i forhold til forholdene indenfor den tidligere tragtbægerkultur. Men de var tillige jægere af hjort, rådyr og fugle, hvilket visse grave med velbevaret materiale viser.

Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Enkeltgravskulturen var udbredt til det meste af det kontinentale Nordeuropa fra Rhinen mod vest, til Volga i øst, herunder de meste af det moderne Tyskland, Holland, Danmark, Polen, Litauen, Letland, Estland, Hviderusland, Tjekkiet, Slovakiet , nordvestlige Rumænien, det nordlige Ukraine og den europæiske del af Rusland, samt kyst-Norge og det sydlige Sverige og Finland.

Den sene Tragtbægerkultur overlappede enkeltgravskulturen vest for Elben, og kan have bidraget til den pan-europæiske spredning af enkeltgravskulturen. På trods af at have en tilsvarende social struktur og bosættelsesmønster som tragtbægerkultur, manglede enkeltgravskulturen denne kulturs mulighed for kommunikation via hav og floder og udviklet handel.[19]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Arkaeologistudie.dk: Enkeltgravskultur 2.800 - 2.300 f.Kr.
  2. ^ Ebbesen (1984), s. 19
  3. ^ Bibby, s. 162f
  4. ^ Klaus Ebbesen har argumenteret for en spredt fremkomst men er overbevisende imødegået af Jørgensen, Kristiansen og Skak-Nielsen
  5. ^ Kristiansen, s. 77
  6. ^ Jørgensen, s. 8
  7. ^ Jørgensen, s. 6f
  8. ^ Kristiansen, s. 77
  9. ^ Jørgensen, s. 6; Kristiansen, s. 77
  10. ^ Ebbesen 2006, s. 28
  11. ^ Ebbesen 2006, s. 26f
  12. ^ Jensen, s. 464f; Nielsen m.fl. (1985), s. 9-14
  13. ^ Jensen, s. 487
  14. ^ Jensen (2001), s. 489
  15. ^ Jensen, s. 492
  16. ^ Bibby, s. 161f
  17. ^ Jensen, s. 479
  18. ^ Bibby, s. 62
  19. ^ Cunliffe, Barry (1994). The Oxford Illustrated Prehistory of Europe. Oxford University Press. s. 250–254. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Geoffrey Bibby: Spadens vidnedsbyrd, Wormanium 19830, ISBN 87 8516 071 7, s. 160-164;
  • Gunnar Christensen: "Fremmed fugl" (Skalk 2005, nr. 1; s. 11-14)
  • Klaus Ebbesen: "Stridsøksetid" (Kronik i Skalk 1984, nr. 6, s. 18-27);
  • Klaus Ebbesen: "Oprindelsen" (Skalk 2006, nr. 1, s. 25-29);
  • Roger Edenmo: Prestigeekonomi under yngre stenåldern. Gåvoutbyten och regionala identiteter i den svenska båtyxekulturen, Uppsala Universitet 2008, ISBN 978-91-506-2032-0;
  • Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid. Stenalder 13.000-2.000 f.Kr., Gyldendal 2001, ISBN 87-00-49038-5, s. 476-485;
  • Erik Jørgensen: "Brydningstid" (Skalk 1985, nr. 2, s. 3-8);
  • Kristian Kristiansen: "Landet åbnes. Den yngre bondestenalder 2800-1800 f.kr. og bronzealderen 1800-500 f.kr." i: Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder, Odense 1988, ISBN 87-7526-073-5, s. 69-106;
  • Niels V. Skak-Nielsen: "The Genesis of the Battle Axe Culture. On Klaus Ebbesen's doctoral thesis. A critique and an alternative conclusion" (Fornvännen 101, 2006, s. 274-277);

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]