Ennio Morricone

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ennio Morricone
Ennio Morricone Cannes 2012.jpg
Ennio Morricone ved Cannes Filmfestivalen 2012.
Information
Fødenavn Ennio Morricone
Født 10. november 1928 (88 år)
Rom, Italien Italien
Oprindelse Italiensk
Genre(r) Soundtrack
Beskæftigelse Komponist
Dirigent
Hjemmeside http://www.enniomorricone.it/index.htm

Ennio Morricone (født den 10. november 1928 i Rom) er en italiensk filmkomponist. Han er især kendt for sin musik til Sergio Leones spaghettiwesterns. Hvor Leone anslog spagghettiwesternfilmens billedside, så var det Morricone der dannede skole for dens musik, der i Leones film ikke bare var underlægning, men ofte spillede med som en kommentator til handlingen. I 2007 modtog Morricone en æres-oscar for sin lange og tro tjeneste inden for filmbranchen. I 2016 modtog han sin første Oscar for bedste musik for filmen The Hateful Eight.

Morricone har komponeret over 500 musikstykker til biograffilm og Tv samt mere end 100 klassiske værker. Hans filmografi omfatter endvidere musikken til Giuseppe Tornatore film siden Cinema Paradiso) samt The Battle of Algiers, 1900, The Mission, The Untouchables, Bugsy, Lige på kornet, Disclosure, Mission to Mars, Ripley's Game og The Hateful Eight.[1]

Tidlige år[redigér | redigér wikikode]

Morricone blev født i Rom, som søn af Libera Ridolfi og musikeren Mario Morricone.[2] Familien stammede fra Arpino, nær Frosinone, men Morricone og hans fire søskende voksede op i Trastevere kvarteret nær Roms centrum.[3]

Klassisk uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Allerede som seksårig blev Morricone undervist af sin far, som lærte ham noderne og ligeledes at spille nogle få instrumenter. Han komponerede samtidig flere musikstykker og blev af faderen opmuntret til at udvikle sit naturlige talent herfor.[4] Han var især interesseret i at spille trompet og tog derfor lektioner i dette instrument hos Umberto Semproni.[5]

Goffredo Petrassi, Morricones lærer

Morricone blev optaget på konservatorium i 1940 i en alder af 12. Han fuldførte studiet, som omfattede trompet, komposition og koralmusik med diplom. Blandt hans lærere var Goffredo Petrassi, som ydede stor indflydelse på ham. Morricone har som en tak for inspirationen dedikeret koncertstykker til Petrassi.

I 1946 fik Morricone sit diplom i trompetspil. Efter afholdt eksamen fortsatte han med at studere klassiske kompositioner og arrangementer. I 1952 opnåede han Diplom i instrumentering af orkesterarrangementer (fanfare) med karakteren 9/10 og afsluttede sine studier ved Santa Cecilia Konmservatorium i 1954. Ved afgangseksamen fik han Diplom i komposition med 9,5/10[6]

Tidlige kompositioner[redigér | redigér wikikode]

I 1946, komponerede han den første af I alt syv ungdomssange "Il Mattino" ("Om morgenen") for vocal og piano med tekst af Fukuko. I de følgende år skrev han både musik til teaterstykker som klassiske musikstykker for vokal og piano. Blandt disse er "Imitazione" med tekst af den italienske sangskriver Giacomo Leopardi, "Intimità" med tekst af Olinto Dini, "Distacco I" og "Distacco II" med tekst af R. Gnoli og "Oboe Sommerso" for baryton og fem instrumenter med tekst af Salvatore Quasimodo.[7]

Karriere[redigér | redigér wikikode]

Tidlige værker[redigér | redigér wikikode]

I 1953 opfordrede Gorni Kramer og Lelio Luttazzi Morricone til at skrive og arranger nogle medleys i USAamerikansk stil til en serie radio shows. Disse og andre klassiske stykker blev grundlaget for en række værker i perioden 1954 - 1959: Musica per archi e pianoforte (1954), Invenzione, Canone e Ricercare per piano; Sestetto per flauto, oboe, fagotto, violino, viola e violoncello (1955), Dodici Variazione per oboe, violoncello e piano; Trio per clarinetto, corno e violoncello; Variazione su un tema di Frescobaldi (1956); Quattro pezzi per chitarra (1957); Distanze per violino, violoncello e piano; Musica per undici violini, Tre Studi per flauto, clarinetto e fagotto (1958); og Concerto per orchestra (1957), dedikeret til Goffredo Petrassi. Allerede i disse tidlige værker demonstrerede han den fleksibilitet og eklektisme, som har været et kendetegn for hans personlighed I hele karrieren.[8][9]

Kompositioner til radio, Tv og popmusik[redigér | redigér wikikode]

I 1956 blev Morricone medlem af et jazz band og arrangerede popsange for den italienske radiostation RAI. Her blev han fastansat i 1958, men sagde op efter blot en dag på arbejde, da han opdagede, at ansattes kompositioner ikke matte spilles på radiostationen. Kort efter blev Morricone engageret af RCA, hvor han blandt andre arbejdede med Renato Rascel, Rita Pavone og Mario Lanza. I 1962 samarbejdede Morricone med den amerikanske jazzsanger Helen Merrill og arrangerede sangene på EP’en "Helen Merrill sings Italian Songs" for RCA.[10] Blandt andre arrangementer, han forestod, er Gianni Morandi (Go Kart Twist, 1962), Alberto Lionello (La donna che vale, 1959), Edoardo Vianello (Ornella, 1960; Cicciona cha-cha, 1960; Faccio finta di dormire, 1961; T'ho conosciuta, 1963; ), Nora Orlandi (Arianna, 1960), Jimmy Fontana (Twist no. 9; Nicole, 1962), Rita Pavone (Pel di carota from 1962, arranged by Luis Bacalov), Catherine Spaak (Penso a te; Questi vent'anni miei, 1964), Luigi Tenco (Quello che conta; Tra tanta gente; 1962), Gino Paoli (Nel corso from 1963, skrevet af Morricone sammen med Paoli), Renato Rascel (Scirocco, 1964), Amii Stewart, Rosy Armen (L'Amore Gira), Milva (Ridevi, Metti Una Sera A Cena), Françoise Hardy (Je changerais d'avis, 1966), Mireille Mathieu (Mon ami de toujours; Pas vu, pas pris, 1971; J'oublie la pluie et le soleil, 1974) og Demis Roussos (I Like The World, 1970).[11][12]

En af de største successer i denne periode var "Ogni volta" ( udgivet på engelsk med titlen "Every Time"), som han komponerede i samarbejde med Roby Ferrante i 1963.) Sangen blev først fremført live af Paul Anka ved Festival di San Remo i 1964. Indspilningen af denne blev arrangeret af Morricone og solgte mere end tre millioner eksemplarer på verdensplan, inklusiv ca. en million i Italien alene.[13]

Mina indspillede og opnåede et hit med hans komposition "Se telefonando.", som var et af sporene på Studio Uno 66, der blev det 5. mest sælgende album i Italien i 1966.[14].[15] Morricones sofistikerede arrangement af "Se telefonando" kombinerede nogle melodiske trompet stykker med et Hal Blaine inspireret trommespil, et strygerparti og et kvindekor bestående af 60 sangere. Sangen nåede #7 placering i Italien og er senere udgivet i cover versioner af adskillige kunstnere, herunder Françoise Hardy og Iva Zanicchi (1966), Vanessa and the O's (2007) og Neil Hannon (2008).[16] Françoise Hardy - Mon amie la rose site. Ved avisen la Repubblicas hyldest til Mina ved dennes 70. års fødselsdag i 2010, blev sangen ved en afstemning kåret af 30,000 læsere som den bedste sang, Mina nogensinde har indspillet.[17]

I 1987 skrev Morricone en ny udgave af 'It Couldn't Happen Here' sammen med Pet Shop Boys. Andre internationale successer opnåede han med La metà di meog Immagina (1988) indspillet af Ruggero Raimondi, Libera l'amore (1989) fremført af Zucchero, Love Affair (1994) by k.d. lang, Ha fatto un sogno (1997) med Antonello Venditti, Di Più (1997) med Tiziana Tosca Donati, Come un fiume tu (1998), Un Canto (1998) og Conradian (2006) med Andrea Bocelli, Ricordare (1998) og Salmo (2000) med Angelo Branduardi og My heart and I (2001) med Sting.[18]

Firste filmopgaver[redigér | redigér wikikode]

Efter afgangseksamen i 1954 skrev og arrangerede Morricone som ghost writer for film, hvor andre komponister var krediteret. Første egentlige film debut som komponist var i 1961 med musikken til Luciano Salces Il Federale (The Fascist). I et interview med Fred Karlin udtalte Morricone om sin tidlige filmmusik:

My first films were light comedies or costume movies that required simple musical scores that were easily created, a genre that I never completely abandoned even when I went on to much more important films with major directors.[19] Denne film markerede starten på et længere samarbejde med Luciano Salce.[20]

Il Gruppo[redigér | redigér wikikode]

Gruppo di Improvvisazione di Nuova Consonanza (G.I.N.C.) er en gruppe bestående af komponister, som har skrevet og fået udgivet avant garde improvisationer. Den er fortrinsvis baseret på komponister fra [Rom]]. Morricone spillede en hovedrolle I gruppen, hvor han udover at bidrage med kompositioner spillede trompet og fungerede som dirigent.[21] Denne gruppe har udgivet syv albums på pladeselskaberne Deutsche Grammophon, RCA og ‘’Cramps’’: Gruppo di Improvvisazione Nuova Consonanza (1966), The Private Sea of Dreams (1967), Improvisationen (1968), The Feed-back (1970), Improvvisazioni a Formazioni Variate (1973), Nuova Consonanza (1975) og Musica su Schemi (1976).[22]

Gruppen er værdsat i avantgarde musikkens inderkreds som det første eksperimenterende komponistkollektiv og nævnes på niveau med Storbritanniendet britiske kunstnerkollektiv AMM.[23]. Teknisk har de eksperimenteret med fusion af klassisk musik og avant-garde jazz. Morricones bidrag var blandt andre A Quiet Place in the Country (1969) og Cold Eyes of Fear (1971).[24]

Spaghetti Westerns[redigér | redigér wikikode]

Selv om hans første filmmusik var relative ukendt, appelerede den til Sergio Leone, som var en gammel skolekammerat. Han havde lyttet til Peter Tevis version af "A Gringo Like Me" (fra filmen Gunfight at Red Sands) og "Lonesome Billy" (fra Bullets Don't Argue) og var interesseret i denne type musik til sine film.[25] Dette førte til en omvæltning i Morricones karriere i 1964, same år som hans tredje barn Andrea Morricone, som senere selv blev filmkomponist, blev født. Deres første samarbejde var om filmen ’’En nævefuld dollars’’ i 1964. På grund af et stramt budget, som begrænsede hans anvendelse af et fuldt bemandet orkester, benyttede Morricone sig af skud, fløjten, baggrundsstemmer, jødeharpe og elektisk Fender guitar, i stedet for de store orkesterarrangementer, som var almindelige i Westerngenren med John Fords produktioner som forbillede.

Morricone huskede at Leone havde bedt ham om at skrive "Dimitri Tiomkin-musik" til filmen. Trompettemaet ligner Tiomkins "DeGuella"-tema fra Rio Bravo (1959) (som blev kaldt Un Dollaro D'onore i Italien) mens filmens indledende fløjtemusik peger tilbage til Tiomkins brug af fløjten i sin Gunfight at the O.K. Corral (1957). Selv om den ikke anvendes i den færdige film indspillede Peter Tevis en tekst til Morricones tema til filmen. Som ledsagemusik til den amerikanske udgave af filmen udsendte United Artists Records en anden tekst til Morricones tema ved navn Lonesome One med Little Anthony and the Imperials.[26] På baggrund af successen med denne film fik Morricone også opgaven med at skrive musikken til de to følgende film i trilogien om Manden uden navn, Hævn for dollars (For a Few Dollars More) fra 1965 og den Den gode, den onde og den grusomme (The Good, the Bad and the Ugly) fra 1966. På trods af et begrænset budget var Dollars Trilogien en stor publikumsucces. Morricones musik blev ligeledes en stor salgsvare med over tre millioner solgte eksemplarer på verdensplan.[27]

Hovedtemaet til Hævn for dollars blev udgivet i en coverversion med Hugo Montenegro[28] Babe Ruth ("Theme From a Few Dollars More"),[29] Golden Palominos ("For A Few Dollars More"),[30] Material ("For a Few Dollars More"),[31] and Matti Heinivaho ("Arosusi").[32] Et remix blev indspillet af Terranova, "For a Few Dollars More (Terranova Remix)".[33] Hugo Montenegros version solgte mere end en millioner eksemplarer på verdensplan. Montenegros album med same titel inkluderede et udvalg af Morricones kompositioner fra Dollar trilogien.[34] J Kort efter successen med trilogien komponerede Morricone musikken til Once Upon a Time in the West (1968) og Leones sidste western film En nævefuld dynamit (1971) og My Name Is Nobody (1973). Morricones titelmelodi til Once Upon a Time in the West er en af de bedst sælgende instrumental indspilninger hidtil på verdensplan med ca. millioner solgte eksemplarer.[35][36] in France and over 800,000 copies[37] in the Netherlands.[38][39] One of the main themes from the score, "A Man with Harmonica" (L'uomo Dell'armonica), became worldwide known and sold over 1,260,000 copies in France alone.[40] This theme was later sampled in popular songs such as Beats International's "Dub Be Good to Me"[41] (1990) and The Orb's ambient single "Little Fluffy Clouds" (1990).[42] Film composer Hans Zimmer sampled "A Man with Harmonica" in 2007 as part of his composition "Parlay" (from the soundtrack Pirates of the Caribbean - at World's End).[43]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Quentin Tarantino says The Hateful Eight will have Ennio Morricone score. www.theguardian.com. July 11, 2015. Hentet 2015-07-13. 
  2. ^ Ennio Morricone's The Good, the Bad and the Ugly: A Film Score Guide - Charles Leinberger - Google Books
  3. ^ Ennio Morricone Biography (1928). Filmreference.com. Hentet 2011-09-13. 
  4. ^ Ennio Morricone, Critical profile by Sergio Miceli. Esz.it. Hentet 2011-09-13. 
  5. ^ Charles Leinberger (2004-09-01). Ennio Morricone's The Good, The Bad And The Ugly: A Film Score Guide. Scarecrow Press. ISBN 978-0-8108-5132-0. Hentet 2013-01-22. 
  6. ^ About Ennio Morricone. fancast.com. 
  7. ^ Morricone at Pytheas Center for Contemporary Music. pytheasmusic.org. Hentet 2013-01-22. 
  8. ^ Dante Alighieri, Ennio Morricone biography. Dantealighieri.net. 1911-12-03. Hentet 2011-09-13. 
  9. ^ Ennio Morricone. classicfm.co.uk. Hentet 2012-01-28. 
  10. ^ Helen Merrill - In Italy (CD, Album) at Discogs
  11. ^ The Ennio Morricone Chronicles Retrieved on February 4, 2013.
  12. ^ Ennio Morricone Chronicles, The (2000), Retrieved on 4 February 2013
  13. ^ Paul Anka biography, Verve Music Group, retrieved February 6, 2013.
  14. ^ Se telefonando. Italiensk site. Retrieved February 6, 2013.
  15. ^ Top annuali album, HitParadeItalia.it. Retrieved February 6, 2013.
  16. ^ Se telefonando. Mon-amie-hardy-rose.nice-topic.com. Hentet 2014-08-24. 
  17. ^ Mamma Mina cestinò i complimenti dei Beatles La Repubblica, Gino Castaldo, 25 March 2010
  18. ^ Songs and Arrangements by Morricone. Retrieved on February 4, 2013.
  19. ^ Biography of Ennio Morricone. ennio-morricone.com. Hentet 2013-01-22. 
  20. ^ Enrico Deregibus (2010-10-08). Dizionario completo della Canzone Italiana. Enrico Deregibus. ISBN 978-88-09-75625-0. Hentet 2013-01-22. 
  21. ^ Gruppo di Improvvisazione Nuova Consonanza, Biography, Allmusic, Sylvie Harrison. Retrieved January 24, 2013.
  22. ^ Alvin Lucia, liner notes, Niente. (The Omni Recording Corporation/The Roundtable), 2012.
  23. ^ Ennio Morricone's noise ensemble: Gruppo di Improvvisazione di Nuova Consonanza dangerousminds.net, November 5, 2011.
  24. ^ ''Film And Television Scores, 1950–1979: A Critical Survey by Genre'', Kristopher Spencer, McFarland, September 9, 2008. Books.google.be. Hentet 2014-08-24. 
  25. ^ Christopher Frayling, Spaghetti Westerns: Cowboys and Europeans from Karl May to Sergio Leone, I. B. Tauris, April 2, 2006.
  26. ^ Ennio Morricone Bianco, Rosso E Morricone - Original Motion Picture Soundtracks From "Un Sacco Bello" & "Bianco, Rosso E Verdone", retrieved January 28, 2013
  27. ^ RIAA, Gold and Platinum - The Good, the Bad & the Ugly, Retrieved January 24, 2013 Skabelon:WebCite
  28. ^ Hugo Montenegro And His Orchestra - Music From 'A Fistful Of Dollars', 'For A Few Dollars More' & 'The Good, The Bad And The Ugly'. Hentet 2015-06-01. 
  29. ^ Babe Ruth - Wells Fargo / Theme From "For A Few Dollars More". Hentet 2015-06-01. 
  30. ^ Golden Palominos, The - Omaha. Hentet 2015-06-01. 
  31. ^ Material - For A Few Dollars More. Hentet 2015-06-01. 
  32. ^ Matti Heinivaho - Arosusi / Tarzan. Hentet 2015-06-01. 
  33. ^ Ennio Morricone's For a Few Dollars More (Terranova Remix) - Discover the Remixed Track. Hentet 2015-06-01. 
  34. ^ Hugo Montenegro, The Good, The Bad, The Ugly, Discogs.com. Retrieved January 22, 2013.
  35. ^ Radio France. Sites.radiofrance.fr. Hentet 12 December 2011. 
  36. ^ Infodisc. Infodisc.fr. Hentet 12 December 2011. 
  37. ^ Radio Veronica. Radioveronica.nl. Hentet 12 December 2011. 
  38. ^ That Instrumental Vibe, Future Legend Records, Retrieved February 15, 2007
  39. ^ Soundtracks ... a whole universe of music to discover by Annarita Guarnieri, Book Junkies Journal, retrieved January 22, 2013
  40. ^ Infodisc.fr. Infodisc.fr. Arkiveret fra originalen 2012-03-26. Hentet 12 December 2011.  Arkiveret 2012-03-26.
  41. ^ Ennio Morricone, Whosampled, retrieved January 23, 2013
  42. ^ "Steve Reich". The Wire. 1996-11-01. 
  43. ^ "Hans Zimmer's Parlay Interpolation (Replayed Sample) of Multiple Elements". whosampled. 2013-12-23. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]