Ennio Morricone

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Ennio Morricone
Ennio Morricone Cannes 2007.jpg
Ennio Morricone, 2007.
Information
Pseudonym Dan Savio, Leo Nichols Rediger på Wikidata
Født Ennio Morricone
10. november 1928 Rediger på Wikidata
Rom, Italien Italien
Oprindelse Italiensk
Død 6. juli 2020 (91 år) Rediger på Wikidata
Rom Rediger på Wikidata
Dødsmåde Naturlige årsager Rediger på Wikidata
Dødsårsag Lårbensbrud Rediger på Wikidata
Gravsted Laurentino Rediger på Wikidata
Statsborger Italien Rediger på Wikidata
Bopæl Rom Rediger på Wikidata
Far Mario Morricone Rediger på Wikidata
Ægtefælle Maria Travia Rediger på Wikidata
Børn Andrea Morricone,
Giovanni Morricone Rediger på Wikidata
Sprog Italiensk Rediger på Wikidata
Genre Soundtrack
Beskæftigelse Komponist
Dirigent
Pladeselskab Virgin Records Rediger på Wikidata
Instrumenter
Trompet Rediger på Wikidata
Kendte værker
Once Upon a Time in the West, Den gode, den onde og den grusomme Rediger på Wikidata
Signatur
EM-Signature.png
Eksterne henvisninger
http://www.enniomorricone.it/index.htm
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Ennio Morricone (født 10. november 1928 i Rom, død 6. juli 2020[1][2]) var en italiensk filmkomponist. Han er især kendt for sin musik til Sergio Leones spaghettiwesterns. Hvor Leone anslog spagghettiwesternfilmens billedside, så var det Morricone der dannede skole for dens musik, der i Leones film ikke bare var underlægning, men ofte spillede med som en kommentator til handlingen. I 2007 modtog Morricone en æres-oscar for sin lange og tro tjeneste inden for filmbranchen. I 2016 modtog han sin første Oscar for bedste musik for filmen The Hateful Eight.

Morricone komponerede over 500 musikstykker til biograffilm og tv samt mere end 100 klassiske værker. Hans filmografi omfatter endvidere musikken til Giuseppe Tornatores film (siden Cinema Paradiso) foruden film som Slaget om Algier, 1900, The Mission, De uovervindelige, Bugsy, Lige på kornet, Afsløring, Mission to Mars, Ripley's Game og The Hateful Eight.[3]

Tidlige år[redigér | rediger kildetekst]

Morricone blev født i Rom som søn af Libera Ridolfi og musikeren Mario Morricone.[4] Familien stammede fra Arpino, nær Frosinone, men Morricone og hans fire søskende voksede op i Trastevere-kvarteret nær Roms centrum.[5]

Klassisk uddannelse[redigér | rediger kildetekst]

Allerede som seksårig blev Morricone undervist af sin far, som lærte ham noderne og ligeledes at spille nogle få instrumenter. Han komponerede samtidig flere musikstykker og blev af faderen opmuntret til at udvikle sit naturlige talent herfor.[6] Han var især interesseret i at spille trompet og tog derfor lektioner i dette instrument hos Umberto Semproni.[7]

Goffredo Petrassi, Morricones lærer

Morricone blev optaget på konservatorium i 1940 i en alder af 12. Han fuldførte studiet, som omfattede trompet, komposition og koralmusik med diplom. Blandt hans lærere var Goffredo Petrassi, som fik stor indflydelse på ham. Morricone dedikerede som en tak for inspirationen koncertstykker til Petrassi.

I 1946 fik Morricone sit diplom i trompetspil. Efter afholdt eksamen fortsatte han med at studere klassiske kompositioner og arrangementer. I 1952 opnåede han Diplom i instrumentering af orkesterarrangementer (fanfare) med karakteren 9/10 og afsluttede sine studier ved Santa Cecilia Konmservatorium i 1954. Ved afgangseksamen fik han Diplom i komposition med 9,5/10.[8]

Tidlige kompositioner[redigér | rediger kildetekst]

I 1946 komponerede han den første af i alt syv ungdomssange "Il Mattino" ("Om morgenen") for sang og piano med tekst af Fukuko. I de følgende år skrev han både musik til teaterstykker som klassiske musikstykker for vokal og piano. Blandt disse er "Imitazione" med tekst af den italienske sangskriver Giacomo Leopardi, "Intimità" med tekst af Olinto Dini, "Distacco I" og "Distacco II" med tekst af R. Gnoli og "Oboe Sommerso" for baryton og fem instrumenter med tekst af Salvatore Quasimodo.[9]

Karriere[redigér | rediger kildetekst]

Tidlige værker[redigér | rediger kildetekst]

I 1953 opfordrede Gorni Kramer og Lelio Luttazzi Morricone til at skrive og arrangere nogle medleyer i amerikansk stil til en serie radioshows. Disse og andre klassiske stykker blev grundlaget for en række værker i perioden 1954 - 1959: Musica per archi e pianoforte (1954), Invenzione, Canone e Ricercare per piano, Sestetto per flauto, oboe, fagotto, violino, viola e violoncello (1955), Dodici Variazione per oboe, violoncello e piano, Trio per clarinetto, corno e violoncello, Variazione su un tema di Frescobaldi (1956), Quattro pezzi per chitarra (1957), Distanze per violino, violoncello e piano, Musica per undici violini, Tre Studi per flauto, clarinetto e fagotto (1958) og Concerto per orchestra (1957), dedikeret til Goffredo Petrassi. Allerede i disse tidlige værker demonstrerede han den fleksibilitet og eklekticisme , som blev et kendetegn for hans personlighed i hele karrieren.[10][11]

Kompositioner til radio, tv og popmusik[redigér | rediger kildetekst]

I 1956 blev Morricone medlem af et jazzband, og han arrangerede popsange for den italienske radiostation RAI. Her blev han fastansat i 1958, men sagde op efter blot en dag på arbejdet, da han opdagede, at de ansattes kompositioner ikke måtte spilles på radiostationen. Kort efter blev Morricone engageret af RCA, hvor han blandt andre arbejdede med Renato Rascel, Rita Pavone og Mario Lanza. I 1962 arbejdede Morricone sammen med den amerikanske jazzsanger Helen Merrill og arrangerede sangene på EP'en Helen Merrill sings Italian Songs for RCA.[12] Blandt andre arrangementer, han forestod, var Gianni Morandi (Go Kart Twist, 1962), Alberto Lionello (La donna che vale, 1959), Edoardo Vianello (Ornella, 1960, Cicciona cha-cha, 1960, Faccio finta di dormire, 1961; T'ho conosciuta, 1963), Nora Orlandi (Arianna, 1960), Jimmy Fontana (Twist no. 9, Nicole, 1962), Rita Pavone (Pel di carota, 1962, arrangeret af Luis Bacalov), Catherine Spaak (Penso a te, Questi vent'anni miei, 1964), Luigi Tenco (Quello che conta, Tra tanta gente, 1962), Gino Paoli (Nel corso, 1963, skrevet af Morricone sammen med Paoli), Renato Rascel (Scirocco, 1964), Amii Stewart, Rosy Armen (L'Amore Gira), Milva (Ridevi, Metti Una Sera A Cena), Françoise Hardy (Je changerais d'avis, 1966), Mireille Mathieu (Mon ami de toujours, Pas vu, pas pris, 1971, J'oublie la pluie et le soleil, 1974) og Demis Roussos (I Like the World, 1970).[13][14]

En af de største successer i denne periode var "Ogni volta" (udgivet på engelsk med titlen "Every Time"), som han komponerede i samarbejde med Roby Ferrante i 1963. Sangen blev først fremført live af Paul Anka ved Festival di San Remo i 1964. Indspilningen af denne blev arrangeret af Morricone og solgte mere end tre millioner eksemplarer på verdensplan, deraf omkring en million i Italien alene.[15]

Mina indspillede og opnåede et hit med hans komposition "Se telefonando", som var et af numrene på Studio Uno 66, der blev det femtemest sælgende album i Italien i 1966.[16][17] Morricones sofistikerede arrangement af "Se telefonando" kombinerede nogle melodiske trompetstykker med et Hal Blaine-inspireret trommespil, et strygerparti og et kvindekor bestående af 60 sangere. Sangen nåede en syvendeplads i Italien og er senere udgivet i coverversioner af adskillige kunstnere, heriblandt Françoise Hardy og Iva Zanicchi (1966), Vanessa and the O's (2007) og Neil Hannon (2008).[18] Ved avisen La Repubblicas hyldest til Mina ved dennes 70 års fødselsdag i 2010 blev sangen ved en afstemning kåret af 30.000 læsere som den bedste sang, Mina nogensinde har indspillet.[19]

I 1987 skrev Morricone en ny udgave af "It Couldn't Happen Here" sammen med Pet Shop Boys. Andre internationale successer opnåede han med La metà di meog Immagina (1988) indspillet af Ruggero Raimondi, Libera l'amore (1989) fremført af Zucchero, Love Affair (1994) by k.d. lang, Ha fatto un sogno (1997) med Antonello Venditti, Di Più (1997) med Tiziana Tosca Donati, Come un fiume tu (1998), Un Canto (1998) og Conradian (2006) med Andrea Bocelli, Ricordare (1998) og Salmo (2000) med Angelo Branduardi og My heart and I (2001) med Sting.[20]

Første filmopgaver[redigér | rediger kildetekst]

Efter afgangseksamen i 1954 skrev og arrangerede Morricone som ghostwriter for film, hvor andre komponister var krediteret. Første egentlige filmdebut som komponist var i 1961 med musikken til Luciano Salces Il Federale (The Fascist). I et interview med Fred Karlin udtalte Morricone om sin tidlige filmmusik:

My first films were light comedies or costume movies that required simple musical scores that were easily created, a genre that I never completely abandoned even when I went on to much more important films with major directors.[21] Denne film markerede starten på et længere samarbejde med Luciano Salce.[22]

Il Gruppo[redigér | rediger kildetekst]

Gruppo di Improvvisazione di Nuova Consonanza (G.I.N.C.) er en gruppe bestående af komponister, som har skrevet og fået udgivet avantgarde-improvisationer. Den er fortrinsvis baseret på komponister fra Rom. Morricone spillede en hovedrolle i gruppen, hvor han udover at bidrage med kompositioner spillede trompet og fungerede som dirigent.[23] Denne gruppe har udgivet syv album på pladeselskaberne Deutsche Grammophon, RCA og ‘’Cramps’’: Gruppo di Improvvisazione Nuova Consonanza (1966), The Private Sea of Dreams (1967), Improvisationen (1968), The Feed-back (1970), Improvvisazioni a Formazioni Variate (1973), Nuova Consonanza (1975) og Musica su Schemi (1976).[24]

Gruppen er anerkendt i avantgardemusikkens inderkreds som det første eksperimenterende komponistkollektiv og nævnes på niveau med Storbritanniendet britiske kunstnerkollektiv AMM.[25] Teknisk har de eksperimenteret med fusion af klassisk musik og avantgardejazz. Morricones bidrag var blandt andre A Quiet Place in the Country (1969) og Cold Eyes of Fear (1971).[26]

Spaghettiwesterns[redigér | rediger kildetekst]

Selv om hans første filmmusik var relativt ubemærket, appellerede den til Sergio Leone, som var en gammel skolekammerat. Han havde lyttet til Peter Tevis version af "A Gringo Like Me" (fra filmen Gunfight at Red Sands) og "Lonesome Billy" (fra Bullets Don't Argue) og var interesseret i denne type musik til sine film.[27] Dette førte til en omvæltning i Morricones karriere i 1964, same år som hans tredje barn Andrea Morricone, som senere selv blev filmkomponist, blev født. Deres første samarbejde var om filmen ’’En nævefuld dollars’’ i 1964. På grund af et stramt budget, som begrænsede hans anvendelse af et fuldt bemandet orkester, benyttede Morricone sig af skud, fløjten, baggrundsstemmer, jødeharpe og elektrisk Fender-guitar i stedet for de store orkesterarrangementer, som var almindelige i westerngenren med John Fords produktioner som forbillede.

Morricone huskede, at Leone havde bedt ham om at skrive "Dimitri Tiomkin-musik" til filmen. Trompettemaet ligner Tiomkins "DeGuella"-tema fra Rio Bravo (1959) (som blev kaldt Un Dollaro D'onore i Italien), mens filmens indledende fløjtemusik peger tilbage til Tiomkins brug af fløjten i sin Gunfight at the O.K. Corral (1957). Selv om den ikke anvendes i den færdige film indspillede Peter Tevis en tekst til Morricones tema til filmen. Som ledsagemusik til den amerikanske udgave af filmen udsendte United Artists Records en anden tekst til Morricones tema ved navn "Lonesome One"med 'Little Anthony and the Imperials.[28] På baggrund af successen med denne film fik Morricone også opgaven med at skrive musikken til de to følgende film i trilogien om Manden uden navn, Hævn for dollars (For a Few Dollars More) fra 1965 og den Den gode, den onde og den grusomme (The Good, the Bad and the Ugly) fra 1966. På trods af et begrænset budget var Dollars-trilogien en stor publikumsucces. Morricones musik blev ligeledes en stor salgsvare med over tre millioner solgte eksemplarer på verdensplan.[29]

Hovedtemaet til Hævn for dollars blev udgivet i en coverversion med Hugo Montenegro.[30] Babe Ruth ("Theme From a Few Dollars More"),[31] Golden Palominos ("For A Few Dollars More"),[32] Material ("For a Few Dollars More"),[33] og Matti Heinivaho ("Arosusi").[34] Et remix blev indspillet af Terranova, "For a Few Dollars More (Terranova Remix)".[35] Hugo Montenegros version solgte mere end en million eksemplarer på verdensplan. Montenegros album med samme titel inkluderede et udvalg af Morricones kompositioner fra Dollar-trilogien.[36] J Kort efter successen med trilogien komponerede Morricone musikken til Once Upon a Time in the West (1968) og Leones sidste western En nævefuld dynamit (1971) og My Name Is Nobody (1973). Morricones titelmelodi til Once Upon a Time in the West er en af de bedst sælgende instrumentalindspilninger hidtil på verdensplan med ca. millioner solgte eksemplarer.[37][38] in France and over 800,000 copies[39] i Nederlandene.[40][41] Et af hovedtemaerne fra filmmusikken, "L'uomo dell'armonica", blev kendt over hele verden og solgte mere end 1.260.000 kopier alene i Frankrig.[42] Temaet blev senere samplet i populære sange som Beats Internationals "Dub Be Good to Me"[43] (1990) og The Orbs ambientsingle "Little Fluffy Clouds" (1990).[44] Filmkomponisten Hans Zimmer samplede "A Man with Harmonica" i 2007 i sin komposition "Parlay" (fra soundtracket Pirates of the Caribbean - at World's End).[45]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Han lavede musik til over 500 film: Manden bag musikken til spaghetti-filmene er død Arkiveret 6. juli 2020 hos Wayback Machine. DR. Hentet 6/7-2020
  2. ^ Morto Ennio Morricone, aveva 91 anni: fatale una caduta, si era rotto il femore (italiensk), ilmessaggero.it, 6. juli 2020, arkiveret fra originalen 6. juli 2020, hentet 6. juli 2020. 
  3. ^ "Quentin Tarantino says The Hateful Eight will have Ennio Morricone score". www.theguardian.com. 11. juli 2015. Arkiveret fra originalen 8. november 2020. Hentet 2015-07-13. 
  4. ^ "Ennio Morricone's The Good, the Bad and the Ugly: A Film Score Guide - Charles Leinberger - Google Books". Arkiveret fra originalen 9. april 2016. Hentet 27. marts 2016. 
  5. ^ "Ennio Morricone Biography (1928)". Filmreference.com. Arkiveret fra originalen 19. oktober 2007. Hentet 2011-09-13. 
  6. ^ "Ennio Morricone, Critical profile by Sergio Miceli". Esz.it. Arkiveret fra originalen 22. juli 2011. Hentet 2011-09-13. 
  7. ^ Charles Leinberger (2004-09-01). Ennio Morricone's The Good, The Bad And The Ugly: A Film Score Guide. Scarecrow Press. ISBN 978-0-8108-5132-0. Hentet 2013-01-22. 
  8. ^ "About Ennio Morricone". fancast.com. Arkiveret fra originalen 11. februar 2009. Hentet 27. marts 2016. 
  9. ^ "Morricone at Pytheas Center for Contemporary Music". pytheasmusic.org. Arkiveret fra originalen 25. maj 2013. Hentet 2013-01-22. 
  10. ^ "Dante Alighieri, Ennio Morricone biography". Dantealighieri.net. 1911-12-03. Arkiveret fra originalen 28. september 2011. Hentet 2011-09-13. 
  11. ^ "Ennio Morricone". classicfm.co.uk. Arkiveret fra originalen 6. maj 2012. Hentet 2012-01-28. 
  12. ^ "Helen Merrill - In Italy (CD, Album) at Discogs". Arkiveret fra originalen 2. februar 2017. Hentet 27. marts 2016. 
  13. ^ The Ennio Morricone Chronicles Arkiveret 23. september 2015 hos Wayback Machine Retrieved on February 4, 2013.
  14. ^ Ennio Morricone Chronicles, The (2000) Arkiveret 16. oktober 2012 hos Wayback Machine, Retrieved on 4 February 2013
  15. ^ Paul Anka biography Arkiveret 29. september 2009 hos Wayback Machine, Verve Music Group, retrieved February 6, 2013.
  16. ^ Se telefonando Arkiveret 5. marts 2016 hos Wayback Machine. Italiensk site. Retrieved February 6, 2013.
  17. ^ Top annuali album Arkiveret 18. juli 2017 hos Wayback Machine, HitParadeItalia.it. Retrieved February 6, 2013.
  18. ^ "Se telefonando". Mon-amie-hardy-rose.nice-topic.com. Arkiveret fra originalen 14. juli 2011. Hentet 2014-08-24. 
  19. ^ Mamma Mina cestinò i complimenti dei Beatles Arkiveret 31. marts 2010 hos Wayback Machine La Repubblica, Gino Castaldo, 25 March 2010
  20. ^ Songs and Arrangements by Morricone Arkiveret 1. maj 2015 hos Wayback Machine. Retrieved on February 4, 2013.
  21. ^ "Biography of Ennio Morricone". ennio-morricone.com. Arkiveret fra originalen 5. januar 2013. Hentet 2013-01-22. 
  22. ^ Enrico Deregibus (2010-10-08). Dizionario completo della Canzone Italiana. Enrico Deregibus. ISBN 978-88-09-75625-0. Hentet 2013-01-22. 
  23. ^ Gruppo di Improvvisazione Nuova Consonanza Arkiveret 6. november 2013 hos Wayback Machine, Biography, Allmusic, Sylvie Harrison. Retrieved January 24, 2013.
  24. ^ Alvin Lucia, liner notes, Niente. (The Omni Recording Corporation/The Roundtable), 2012.
  25. ^ Ennio Morricone's noise ensemble: Gruppo di Improvvisazione di Nuova Consonanza Arkiveret 18. juli 2013 hos Wayback Machine dangerousminds.net, November 5, 2011.
  26. ^ ''Film And Television Scores, 1950–1979: A Critical Survey by Genre'', Kristopher Spencer, McFarland, September 9, 2008. Books.google.be. Arkiveret fra originalen 28. oktober 2014. Hentet 2014-08-24. 
  27. ^ Christopher Frayling, Spaghetti Westerns: Cowboys and Europeans from Karl May to Sergio Leone Arkiveret 16. oktober 2013 hos Wayback Machine, I. B. Tauris, April 2, 2006.
  28. ^ Ennio Morricone Bianco, Rosso E Morricone - Original Motion Picture Soundtracks From "Un Sacco Bello" & "Bianco, Rosso E Verdone" Arkiveret 5. februar 2016 hos Wayback Machine, retrieved January 28, 2013
  29. ^ RIAA, Gold and Platinum - The Good, the Bad & the Ugly Arkiveret 24. maj 2012 hos WebCite, Retrieved January 24, 2013 Skabelon:WebCite
  30. ^ "Hugo Montenegro And His Orchestra - Music From 'A Fistful Of Dollars', 'For A Few Dollars More' & 'The Good, The Bad And The Ugly'". Discogs. Arkiveret fra originalen 23. juni 2015. Hentet 2015-06-01. 
  31. ^ "Babe Ruth - Wells Fargo / Theme From "For A Few Dollars More"". Discogs. Arkiveret fra originalen 23. juni 2015. Hentet 2015-06-01. 
  32. ^ "Golden Palominos, The - Omaha". Discogs. Arkiveret fra originalen 23. juni 2015. Hentet 2015-06-01. 
  33. ^ "Material - For A Few Dollars More". Discogs. Arkiveret fra originalen 23. juni 2015. Hentet 2015-06-01. 
  34. ^ "Matti Heinivaho - Arosusi / Tarzan". Discogs. Arkiveret fra originalen 23. juni 2015. Hentet 2015-06-01. 
  35. ^ "Ennio Morricone's For a Few Dollars More (Terranova Remix) - Discover the Remixed Track". WhoSampled. Arkiveret fra originalen 1. juni 2015. Hentet 2015-06-01. 
  36. ^ Hugo Montenegro, The Good, The Bad, The Ugly Arkiveret 28. februar 2014 hos Wayback Machine, Discogs.com. Retrieved January 22, 2013.
  37. ^ "Radio France". Sites.radiofrance.fr. Arkiveret fra originalen 7. oktober 2011. Hentet 12. december 2011. 
  38. ^ "Infodisc". Infodisc.fr. Arkiveret fra originalen 30. marts 2014. Hentet 12. december 2011. 
  39. ^ "Radio Veronica". Radioveronica.nl. Arkiveret fra originalen 12. december 2008. Hentet 12. december 2011. 
  40. ^ That Instrumental Vibe Arkiveret 8. februar 2011 hos Wayback Machine, Future Legend Records, Retrieved February 15, 2007
  41. ^ Soundtracks ... a whole universe of music to discover Arkiveret 28. december 2012 hos Wayback Machine by Annarita Guarnieri, Book Junkies Journal, retrieved January 22, 2013
  42. ^ "Infodisc.fr". Infodisc.fr. Arkiveret fra originalen 26. marts 2012. Hentet 12. december 2011. 
  43. ^ Ennio Morricone Arkiveret 15. oktober 2011 hos Wayback Machine, Whosampled, retrieved January 23, 2013
  44. ^ "Steve Reich". The Wire. 1996-11-01. 
  45. ^ "Hans Zimmer's Parlay Interpolation (Replayed Sample) of Multiple Elements". whosampled. 2013-12-23. 

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]