Enzymkatalyse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Enzymkatalyse er katalysen af kemiske reaktioner af specialiserede proteiner kaldet enzymer. Katalyse af biokemiske reaktioner i cellen er vital grundet den lave reaktionshastighed for ikke-katalyserede reaktioner.

Mekanismen for enzymkatalyse minder principielt om andre typer af kemisk katalyse. Ved at stille en alternativ reaktionsrute til rådighed og stabilisere intermediater reducerer enzymet den energi, der behøves for at nå til reaktionens højeste transition state, aktiveringsenergien. Reduktionen af aktiveringsenergien (ΔG) forøger antallet af substrater med nok energi til at nå transition statets energi og danne produktet.

Energidiagram for den reaktion, der katalyseres af kulsyreanhydrase med og uden enzym.

Induceret tilpasning[redigér | redigér wikikode]

Modellen viser enzymvirkningshypotesen om induceret tilpasning.

Den mest anerkendte model for enzym-substrat-interaktion er modellen for induceret tilpasning.[1] Denne model foreslår, at den første interaktion mellem enzym og substrat er relativt svag, men at disse svage interaktioner hurtigt inducerer konformationsændringer i enzymet, der styrker bindingen.

Katalyse ved induceret tilpasning[redigér | redigér wikikode]

Fordelene ved induceret tilpasningsmekanismen opstår grundet den stabiliserende effekt ved stærk enzymbinding. Der er to forskellige mekanismer for substratbinding: uniform binding som har stærk substratbinding; og differentialbinding som har stærk transition state-binding. Den stabiliserende effekt ved uniform binding forøger både substrat- og transition state-bindingsaffinitet, mens differentialbinding kun forøger transition state-bindingsaffiniteten. Begge bruges af enzymer og er blevet valgt evolutionært til at minimere en reaktions ΔG. Enzymer, der er mættede, dvs. har en højaffinitetssubstratbinding, behøver differentialbinding til at reducere ΔG, hvorimod enzymer med små ubundne substrater kan bruge enten differentialbinding eller uniform binding.

Disse effekter har ført til at de fleste proteiner bruger differentialbindingsmekanismen til at reducere ΔG.

Det er dog vigtigt at klargøre, at induceret tilpasningskonceptet ikke kan bruges til at rationalisere katalyse. Kemisk katalyse er defineret som reduceringen af ΔG (når systemet allerede er i ES) relativt til ΔG i den ikke-katalyserede reaktion i vand (uden enzymet). Induceret tilpasning foreslår blot, at barrieren er lavere i den tætte form af enzymet, men fortæller ikke, hvad grunden til barrierereducering er.

Eksempler på katalytiske mekanismer[redigér | redigér wikikode]

I praksis involverer de fleste enzymmekanismer en kombination af flere forskellige typer katalyse.

Triosefosfatisomerase[redigér | redigér wikikode]

Triosefosfatisomerase (EC 5.3.1.1) katalyserer den reversible omdannelse af de to triosefosfatisomerer dihydroxyacetonefosfat (DHAP) og D-glyceraldehyd-3-fosfat.

Trypsin[redigér | redigér wikikode]

Trypsin (EC 3.4.21.4) er en serinprotease, der kløver proteinsubstrater ved lysin- og argininaminosyrerester.

Aldolase[redigér | redigér wikikode]

Aldolase (EC 4.1.2.13) katalyserer nedbrydelsen af fruktose-1,6-bisfosfat (F-1,6-BP) til glyceraldehyd-3-fosfat og DHAP.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]