Epeiros

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Epeiros (latin: Epirus (fastland), græsk: Ήπειρος, albansk: Epir) er det nordvestligste landskab i det gamle Grækenland, begrænset mod nord af Illyrien, mod øst af Makedonien og Thessalien, mod syd af Aitolien og Artabugten og mod vest af det Ioniske Hav.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Historisk kort over det Latinske Rige, med Epeiros mod vest

Midt i landet ligger en frugtbar slette, men ellers er landet væsentlig bjergland gennemstrømmet af talrige floder. Kystbjergene, der er ca. 2.000 meter høje, falder brat mod kysten og var i oldtiden stærkt skovklædte med eg og bøg.

Befolkning og historie[redigér | redigér wikikode]

Befolkningen var væsentlig Illyrer. Mod syd anlagde grækere, særlig dorer, kolonier og gennem dem fik de egentlige indbyggere nogen kultur. Det egentlige land var delt i mange småstater, blandt hvilke Molosserne fik den største betydning.

Den berømte Pyrrhus, fra hvem udtrykket "Pyrrhussejr" stammer, (død år 272 f.Kr.) gjorde Epeiros til et mægtigt kongerige og førte krige i udlandet. Efter hans død forfaldt kongedømmet og Epeiros blev en forbundsrepublik. År 168 f.Kr. hjalp Epeiros Kong Perseus af Makedonien mod Romerne, men som straf blev Epeiros Romersk provins. 1450 kom Epeiros under tyrkisk herredømme. I 1913 blev området forenet med Grækenland og indbyggertallet i dag er ca. 340.000.

Kilder[redigér | redigér wikikode]