Langtidshukommelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Episodisk hukommelse)
Spring til navigation Spring til søgning

Langtidshukommelse er den del af hukommelsen, der lagrer minder i længere tid. Mens korttidshukommelsen rummer ting, der er sket indenfor de sidste par minutter, så rummer langtidshukommelsen begivenheder, der er sket for timer, dage og år siden.

Uden langtidshukommelsen er det ikke muligt at erindre og at forstå omverdenen, og i den forbindelse vil det blandt andet ikke være muligt at forstå hvad andre mennesker siger, og at forstå hvordan objekter bør anvendes. Eksempelvis vil man uden langtidshukommelsen ikke være i stand til at forstå, hvad tallerkener og bestik bruges til, og derfor vil man være ganske fortabt i mange hverdagssituationer[1].

Til trods for forskellige opfattelser af forbindelsen mellem de to hukommelser inden for kognitiv psykologi, er det rimeligt at sige, at intet kan optages i langtidshukommelsen uden at have været forbi korttidshukommelsen.

Tilegnelse, opretholdelse af information og hentning[redigér | rediger kildetekst]

Indenfor langtidshukommelsen skelnes der typisk mellem tre stadier:

Tilegnelse (encoding)[redigér | rediger kildetekst]

I dette stadie opfattes og gemmes oplevelser i langtidshukommelsen

Opretholdelse af information (storage)[redigér | rediger kildetekst]

Dette stadie indebærer, at en oplevelse lagres i hukommelsen i en periode. Dette omtales også som konsolidering eftersom, at bestemte processer skal foregå før en oplevelse kan lagres forholdsvis stabilt.

Hentning (retrieval)[redigér | rediger kildetekst]

Hentning indebærer, at lagret information findes frem igen. Dette stadie omtales også som genkaldelse på trods af, at genkaldelse blot er én af flere typer hentning.

Disse tre stadier er tæt relaterede. Eksempelvis forudsætter hentning af en erindring fra langtidshukommelsen, at denne erindring er blevet opretholdt over tid[1].

Deklarativ og nondeklarativ viden[redigér | rediger kildetekst]

Overordnet består langtidshukommelsen af forskellige typer hukommelse med forskellige formål. I denne forbindelse har mennesket deklarativ og nondeklarativ viden.

Deklarativ viden[redigér | rediger kildetekst]

Deklarativ viden, også kaldet eksplicit viden, er bevidst viden, som kan sættes på ord. Denne type viden gør, at der kan skabes mening i oplevelser af omgivelserne via eksempelvis forståelse af sprog og klassificering af fysiske objekter. Denne type viden er blandt andet med til at danne grundlag for identitet og selvforståelse og for social interaktion. Faktorer som dyb bearbejdning og testning har afgørende betydning for skabelsen af deklarativ langtidshukommelse[1].

Ifølge psykologen Endel Tulving består den deklarative hukommelse af en semantisk og en episodisk hukommelse.

  • Den semantiske hukommelse er den viden, vi har om virkeligheden (semantik er læren om ords betydning). Begrebslig viden (som "en hest er et dyr") og vores faktiske viden om den måde, hvorpå verden er indrettet, falder inden for denne hukommelsestype.
  • Den episodiske hukommelse er hukommelsen for vores personlige minder. Fx en bestemt eksamen eller et bestemt møde.

Disse to hænger uløseligt sammen. Vi har meget semantisk viden fra praktiske oplevelser, hvor den først lagres i den episodiske hukommelse og siden i den semantiske[kilde mangler].

Nondeklarativ viden[redigér | rediger kildetekst]

Nondeklarativ viden, også kaldet implicit viden, er ikke-bevidst handlingsorienteret viden, som er svært at beskrive via ord.

Indenfor nondeklarativ viden skelnes der mellem:

  • Procedural hukommelse indebærer viden om hvordan handler udføres. Eksempelvis hvordan man cykler.
  • Priming betyder meningsmæssig påvirkning. Priming optræder når præsentationen af en stimulus påvirker reaktionen på en efterfølgende stimulus.
  • Klassisk betingning optræder, når en oprindelig neutral stimulus knyttes til en bestemt reaktion eller adfærd.
  • Nonassociativ læring består af flere undertyper. Heriblandt tilvænning til en bestemt påvirkning, som eksempelvis at vænne sig til en lyd, som indledningsvist fremstod forstyrrende.

Alle disse hukommelsestyper er ifølge Squire (2004) lokaliseret bestemte steder i hjernen[1].

Glemsel og erindringer[redigér | rediger kildetekst]

Glemsel[redigér | rediger kildetekst]

Glemsel kan både ses som et hovedsageligt passivt fænomen og som styret af målsætninger og værdier. Dette afhænger af, om glemsel ”bare forekommer” eller om det er baseret på bevidste og motiverede processer. Et eksempel på glemsel som passivt fænomen er, hvis man glemmer hvad man læste i en historiebog dagen forinden. Glemsel som et aktivt fænomen optræder ofte, hvis en distraherende og ubehagelig erindring ønskes at glemmes.

Erindringer[redigér | rediger kildetekst]

Erindringer opleves i dagligdagen som eksakte kopier af den forhenværende realitet, som gav anledning til dannelsen af den pågældende erindring. Erindringer er i høj grad påvirket af en persons sindstilstand, som indebærer individets forventninger, målsætninger og følelser, og af denne grund er disse faktorer medbestemmende for hvad der huskes [1].


ArtikelstumpSpire
Denne artikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
  1. ^ a b c d e "Kognitionspsykologi", kapitel 5, Maria Nordfang og Simon Nørby (2017)