Erik jarl
Erik Håkonsson Ladejarl (norsk:Eirik, gammelnorsk:Eiríkr Hákonarson) (født 957 død 1023 eller 1024) var jarl af Trøndelag og Håløygaland (ca. 995 – 1012). Han var vicekonge i Norge under Svend Tveskæg af Danmark (1000 – 1012).
Han var uægte søn af Håkon Sigurdsson Ladejarl og blev opfostret af Torleiv Spake, på Melhus.
- Søskende: Svend Håkonsson Ladejarl
- Hustru: Gyda Sveinsdotter
- Børn: Håkon Eriksson Ladejarl
Erik Jarl var allieret med danskekongen Svend Tveskæg og svenskekongen Olof Skotkonning i slaget ved Svold i 1000, hvor de besejrede den norske konge Olav Tryggvason. Efter Olav Tryggvasons fald fik Erik Jarl magten over det meste af det nordlige Norge som underkonge til kong Svend. I 1014 drog han med Knud (den senere Knud den Store), søn af Svend Tveskæg til England og overlod sit rige til sin søn, Håkon. Men før han nåede tilbage til Norge, havde Olav den Hellige taget magten.
| Foregående: | Regerede 1000-1012 |
Efterfølgende: |
| Olav Tryggvason (995–1000) |
Svend Jarl (1000-1015) Håkon Eriksson Ladejarl 1012-1015 |
 | Spire Denne biografi om en nordmand er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |