I 1344 blev Erik valgt som arving til Sverige og Skåne. Hans bror Håkon var året forinden blevet valgt som arving til Norge. Håkon fik Norges trone i 1355, hvilket fik unionen mellem Sverige og Norge til at blive brudt. Erik blev ikke tildelt nogen post i det svenske rigsråd, hvilket muligvis fik ham til at starte et oprør mod sin far i 1355. I 1357 havde oprørerne tvunget Magnus til at dele Sverige med sin søn Erik, der fik det meste af det sydlige Sverige (herunder hovedparten af Skånelandene som faderen havde erhvervet fra Danmark i 1332) og Finland at herske over. Sverige blev genforenet igen i 1359, hvor far og søn blev forsonet, og de regerede Sverige sammen indtil Eriks død nogle få måneder senere. Da han lå på sit dødsleje beskyldte Erik sin moder, Blanka af Namur, for at have forgiftet ham. Kort efter sin død døde også hans hustru Beatrix. Sønnen Erik forløstes ved kejsersnit efter moderens død 25. december 1359, men døde selv ganske kort tid efter.
1=Konge af Jylland, Skåne og Vestfold *=Måske kun konge af Jylland †=Også konge af Norge ‡=Også regent af Norge og Sverige #=Også konge af England 2=Også konge af Island Kategori:Regenter af Danmark
_seal_1905.jpg)
