Spring til indhold

Ernest Cole: Lost & Found

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ernest Cole: Lost & Found
Overblik
GenreBiografisk film,
dokumentarfilm Rediger på Wikidata
Instrueret afRaoul Peck Rediger på Wikidata
Manuskript afRaoul Peck Rediger på Wikidata
FotograferingWolfgang Held Rediger på Wikidata
KlipAlexandra Strauss Rediger på Wikidata
Produceret afRaoul Peck Rediger på Wikidata
Udgivelsesdato15. maj 2025 (Danmark)[1]
Censur11 år Tilladt for børn over 11 år[2]
Længde105 min. Rediger på Wikidata
OprindelseslandFrankrig,
USA Rediger på Wikidata
SprogFransk,
engelsk Rediger på Wikidata
Links
på IMDb Rediger på Wikidata
i SFDb Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Ernest Cole: Lost & Found er en fransk-amerikansk dokumentarfilm fra 2024, der er instrueret af den haitianske instruktør Raoul Peck. Peck, der også er tidligere kulturminister, stod en halv snes år tidligere bag den Oscarnominerede dokumentarfilm I Am Not Your Negro og fortsatte med filmen om Ernest Cole i samme spor. Cole var en sort sydafrikansk fotograf, der med sine fotografier anskueliggjorde Apartheidlovene og deres konsekvenser for den sorte sydafrikanske befolkning. Han udgav i 1967 fotobogen House of Bondage om livet under apartheidstyret set med en sort mands øjne og måtte resten af sit liv leve i eksil. Filmen beskriver Coles liv og viser ikke mindst mange af hans uafrystelige fotografier med den amerikanske skuespiller Lakeith Stanfield som fortæller.[2]

Filmen portrætterer Ernest Cole, der var den første sorte fotograf, hvis billeder af apartheidsystemet i Sydafrika blev udbredt i en større offentlighed. Coles foto-essay "House of Bondage" udkom i 1967 og førte til, at han i resten af sit liv måtte leve i eksil i USA og Europa. I 2017 blev 60.000 af Coles negativer, som indtil da ikke var kendte, fundet i en bankboks i Sverige. Dette fund danner rammehistorien i Pecks film. Her tager instruktøren publikum med på en hvileløs rejse, der viser Coles udfordring som kunstner, hans vrede og hans frustration, som i lange perioder fik ham til helt at lægge kameraet fra sig. Filmen drager også paralleller med andre eksilerede kunstnere og flygtninge fra Afrika, som er havnet i en vestlig verden, som det ikke lykkes dem at omfavne eller blive accepteret af.[1]

Filmmagasinet Ekko gav filmen fem stjerner ud af seks i sin anmeldelse. Magasinet skrev, at filmen var en uafrystelig dokumentation af racediskriminationen både i Coles hjemland Sydafrika og i hans eksil i USA.[2] Politiken tildelte ligeledes fem hjerter og kaldte den en uhyggelig fortælling, men samtidig poetisk skåret.[3] I Informations anmeldelse kaldte Lone Nikolajsen filmen for fængende og dens klipning for usædvanligt elegant.[4]

På det amerikanske websted Rotten Tomatoes, der opsummerer amerikanske mediers filmanmeldelser, var 97 % af de 34 indsamlede anmeldelser positive.[5]

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]