Essæer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kort over Dødehavet med Jerikos og Qumran markeret.
Qumran. I antikken mødtes flere veje nær stedet, og rester efter keramikværksteder tyder også på, at stedet var ret befærdet.[1]

Essæerne (eller sjældnere essenerne; på hebraisk: אִסִּיִים‬, Isiyim; græsk: Ἐσσηνοί, Ἐσσαῖοι, eller Ὀσσαῖοι, essenoi, essaioi, ossaioi; muligvis "de beskedne", "ydmyge", eller "fromme")[2] var en jødisk religiøs sekt i århundrederne omkring Kristi fødsel, og beskrevet af Josefus, Filon af Aleksandria og Plinius den Ældre. De er beslægtede, måske identiske, med de rettroende jøder, der i 100-tallet f.Kr. slog sig ned i Qumran og anses som ophav til Dødehavsrullerne.[3] Før fundet af Dødehavsrullerne i 1947 var essæerne kun kendt fra antikke kilder.[1]

Josefus omtaler Essæerporten i Jerusalem, og i 1977 fandt Bargil Pixner[4] og Doron Chen[5] under udgravning rester af en byport, der svarede til beskrivelsen. Denne byport ligger nærmest den del af Jerusalem, hvor essæerne boede i det første århundrede e.Kr. Det menes, at gæstehuset tilknyttet essæernes kvarter blev benyttet af Jesus og hans disciple til det sidste måltid.[6]

Kilder til essæerne[redigér | rediger kildetekst]

Josefus' mest omfattende beskrivelse af essæerne findes i Peri tou Ioudaikou polemou (= Den jødiske krig) skrevet ca. 73 – 75 e.Kr. (Ioud. 2.119-161) mens det tyve år yngre værk "Ioudaike archaiologia" (Jødisk forhistorie) indeholder en kortere beskrivelse (Ant. 18.11 & 18-22). Josefus kalder bevægelsens tilhængere essenoi og beskriver den som én af tre sekter af den "jødiske filosofi" (dvs. jødisk religion); de to andre er farisæererne og saddukæerne. Han giver en mere omfattende beskrivelse af essæerne end af de to andre grupper, selv om essæerne ikke deltog i samfundslivet som de andre. Josefus beskriver både deres samfundsstruktur, trosforestillinger og ritualer. En anden samtidig kilde er Filon; i de bevarede dele af hans Quod Omnis Probus Liber Sit (XII.75-87) og Hypothetica (11.1-18) findes en beskrivelse af en bevægelse, der på græsk kaldes Essaioi (Quod Omn. Prob. XII.75). Desuden refereres der kort til essæerne i Naturalis Historia (Lib. 5.73) af Plinius den Ældre. Han skriver, at de beboede et område i ørkenen nordøst for Dødehavet (netop hvor Dødehavsrullerne blev opdaget i 1947). Ud fra deres tekster, sammenholdt med Josefus' oplysninger, mener de fleste forskere, at flere af rullerne er forfattet af essæere.[1]

Navn[redigér | rediger kildetekst]

Det nærliggende Døde Hav.

Josefus omtaler en gruppe ved navn "essenerne" (græsk: essenoi) i de to vigtigste beskrivelser af gruppen (Ioud. 2.119, 158, 160; Ant. 13.171-2), samt i en række andre forbindelser. Men i andre tilfælde bruger Josefus betegnelsen "essæerne" (græsk: essaios). Han omtaler gruppen som én af de tre vigtigste jødiske sekter. Filon bruger konsekvent betegnelsen "essæerne", mens Plinius bruger "essenerne" (latin: esseni).

Ifølge Gabriele Boccaccini er der endnu ikke fundet en tilfredsstillende etymologi for navnet, som muligvis ikke betegner én bestemt bevægelse eller sekt, men i stedet dækker over en større gruppe af bevægelser og sekter i Palæstina, hvor Qumransamfundet udgjorde en del af denne gruppe.[7]

Lokalisering[redigér | rediger kildetekst]

Ifølge Josefus omfattede gruppen omkring 4.000 bosat i små samfund spredt i landet. (Essaioi lever i Syrisk Palæstina (Quod Omn. Prob. XII.75).) De andre jødiske grupper på den tid holdt til i Jerusalem, og deltog i både det religiøse og politiske liv; men essæerne tog afstand fra Jerusalems præsteskab og den officielle tempelkultus. Deres første leder skal have været en præst, omtalt som "Retfærdighedens lærer". Essæerne hævdede at have trukket sig tilbage fra Jerusalem efter den angiveligt uretmæssige udnævnelse af "Den onde præst". Muligvis mente de makkabæerne Jonathan eller Simon.[1] De deltog ikke i tempelkulten, men sendte årligt gaver til Jerusalems tempel for at vise samhørighed med andre jøder.[8]

Plinius skriver, at de bor "ved vestsiden af Dødehavet væk fra kysten... over byen En Gedi". Beskrivelsen svarer til beliggenheden af Qumran omkring 25 km syd for Jeriko, hvor Dødehavsrullerne blev fundet. Det blev raskt en udbredt opfattelse iblandt forskere, at Qumran var en af sektens vigtigste bosætninger, og at Dødehavsrullerne var deres bibliotek. Der er dog diskussion om, hvorvidt teksterne blev skrevet eller kopieret af essæerne i Qumran, eller om nogle af teksterne kan stamme fra biblioteker i Jerusalem, der blev gemt væk for at beskyttes mod romernes ødelæggelser under den jødisk-romerske krig. Der er heller ingen enighed om, hvorvidt alle tekster stammer fra den samme religiøse gruppe. Sammenkoblingen mellem Dødehavsrullerne, Qumran og essæerne begrundes også med, at sektens forestillinger har mange ligheder med teksterne fundet i Qumran. En af rullerne, "Samfundets regel", indeholder et regelværk som Josefus' beskrivelse; men betegnelsen "essæer" forekommer ikke i nogen af teksterne.[1]

Regelværk[redigér | rediger kildetekst]

En af de smittefarlige mikvé i Qumran.
"Krigsrullen", der skildrer en apokalyptisk kamp mellem "lysets sønner" og "mørkets sønner".
Cisterne fra jernalderen, Qumran.

Essæerne levede sammen i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte. Ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller fæ. De penge, de tjente, skulle overlades til en forvalter, der stod for indkøb af det nødvendige, og sørge for mad og underhold til gruppen. Ægteskab forkastede de, ligeså alle standsforskelle og slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at "besmitte" sollyset.[9] Af den grund blev et lukket toiletområde bygget omkring 500 meter fra essæernes boplads. Fundet af toiletområdet i 2006 afslørede, at mændene blev smittet af deres egen afføring og derfor døde tidligere end samtidens gennemsnit. Ligfund på egnen viser, at mændene døde meget tidligt; kun få blev fyrre år. Mens beduinernes fækalier tørrede under ørkensolen og derved bremsede farlige bakterier, virkede essæernes toiletter som væksthuse for bakterier. Det rituelle bad i mikvé efter toiletbesøg gjorde mændene yderlige udsat for smitte, da det opsamlede regnvand i deres bassiner kun blev udskiftet om vinteren under regnsæsonen. Typisk blev vandet stående i ni måneder, mens hundredvis af mennesker dagligt vaskede sig i det efter toiletbesøg.[10][11] Da de også havde lavet en latrin for hele bopladsen, hvor de gravede afføringen ned i ørkenjorden, formerede mikroorganismer og bakterier sig; det hele fungerede som en giftig losseplads.[12]

Trosforestillinger og kalender[redigér | rediger kildetekst]

Ifølge Josefus troede essæerne på prædestination og ikke på den frie vilje. De anså verden som styret af både gode og onde kræfter, som begge anvendte engle i kampen. Først i endetiden ville det gode sejre. Deres selvforståelse var stærkt eskatologisk, hvor dommedag og verdens undergang blev anset som nært forestående. Udgravningerne i Qumran har frembragt genstande som tefillin, benyttet ved bønneritualer i rabbinsk jødedom. Flere tekster viser også ligheder med de tidlige rabbineres (tannaim) tekster og ritualer. Jødiske forskere antager, at essæernes tanker kan have haft en større udbredelse, end man hidtil har ment, og repræsenterede en større retning inden for jødedommen, helt på linje med farisæere og saddukæere. Ligheder med tidlig kristendom påpeges også; mange af essæernes tanker om fattigdom, renhed, prædestination, eskatologi og messianisme var af stor betydning i urkirken. Man har diskuteret, om Johannes Døberen eller Jesus kan have haft kontakt med essæerne.[1] Imidlertid er essæerne slet ikke nævnt i Det nye Testamente.[10]

Muligvis inspireret af den egyptiske kalender[13] udviklede essæerne en egen kalender. Modsat den jødiske månekalender var essæernes kalender inddelt efter Solen, med tolv måneder årligt; hver med 30 dage og fire årstider; alle adskilt med én dag, som ikke talte med. Året havde derfor 364 dage. Helligdage faldt på samme dag hvert år, hvad der også adskiller den fra den jødiske kalender.[1]

Påsken efter essæernes kalender[redigér | rediger kildetekst]

I påskeevangeliet har kronologien altid været et problem, for hvordan kunne Jesus spise sit sidste måltid med disciplene skærtorsdag og dø på korset langfredag? Ifølge Markusevangeliet blev Jesus taget til fange i Getsemane natten efter påskefejringen, dvs. nat til fredag. Derpå gennemgik han flere afhør hos ypperstepræsterne, inden han blev sendt til Pilatus og senere til kong Herodes, før han blev dømt til at henrettes fredag morgen. Den norske professor Torleif Elgvin[14] påpeger, at hvis det sidste måltid er en historisk realitet, må det have fundet sted om tirsdagen, senest onsdag. Ifølge Dødehavsrullerne fejrede essæerne påske en tirsdag aften, mens Johannesevangeliet daterer påskeaften til fredag det år. Flere træk ved teksterne tyder på, at Jesus har lånt et hus tilhørende en essæer i Jerusalem, og at påskemåltidet blev spist dér – i tråd med essæernes strenge regler. Det vil forklare kronologien. Religionsforskerne har heller ikke forstået, hvorfor jøderne skulle have råbt "Korsfæst, korsfæst!" Det var slet ikke deres henrettelsesmetode. Men to bibelkommentarer fundet i Qumran fik forskerne til at søge i nye kilder, hvor de opdagede, at jødiske præster mente, at blasfemi og landsforræderi skulle straffes ved at hænge den skyldige levende op på et træ, en pæl eller et kors til han døde. "Set i det lys er råbet "Korsfæst!" netop, hvad vi ville vente fra ypperstepræsterne, som mente, at Jesus havde spottet Gud." De var jødiske fundamentalister og læste 5. Mosebog helt bogstaveligt. Sandsynligvis fik de ingen støtte fra de mere liberale farisæere eller folk flest, men disse præster må dele ansvaret for Jesu død med Pilatus og romerne, mener professor Elgvin.[15]

Videnskabelig diskussion[redigér | rediger kildetekst]

Den store sal, Qumran.

Mange forhold omkring denne religiøse gruppe er stadig omdiskuteret, fx om de udgjorde én gruppe, eller om betegnelsen dækker over flere relaterede, men indbyrdes uafhængige asketiske bevægelser, der delte en række mystiske, eskatologiske og messianske forestillinger. Professor Rachel Elior ved Det hebraiske universitet i Jerusalem er gået så vidt som at hævde, at essæerne ikke har eksisteret, men var et påfund af Josefus, baseret på, hvad han havde hørt om Sparta;[16] men professor Torleif Elgvin viser til, at avancerede prøver har påvist en tæt sammenhæng mellem keramik fremstillet i Qumran og de krukker, som blev fundet i hulerne med skriftrullerne i. En række skrifter er typisk essæiske, og fremstillet af skrivere fra Qumran; dog lå der også mange bogruller fra andre jødiske grupper, bragt derhen fra andre steder i Judæa.[15]

Der er i dag almindelig enighed om, at Qumransamfundet bestod af essæere; mens Norman Golb[17] mener, at de første undersøgelser af Dødehavsrullerne, foretaget af fader Roland de Veux fra Ecole Biblique et Archeologique de Jerusalem, helt manglede videnskabelig metode, og dermed førte til fejlagtige konklusioner, som ukritisk blev godtaget. Golb påpeger dokumenternes forskellige kalligrafier og stilarter, som umuligt kan være fremstillet at en enkelt gruppe. Gravpladsen, der blev udgravet i 1870, indeholdt mere 1.200 grave, deriblandt kvinde- og barnegrave, mens Plinius skrev, at der ikke fandtes kvinder i essærnes samfund, som levede i strengt cølibat og derfor ikke fik børn. Imidlertid er det kendt, at essæerne havde børn, så muligvis levede mænd i cølibat først i sine ældre dage.[1] Golbs foreslår, at teksterne i stedet var en del af biblioteket i Jerusalem, der var blevet bragt i sikkerhed i ørkenen under første jødisk-romerske krig.[18]

Fra 1800-tallet er der gjort flere forsøg på at forbinde både den tidlige kristendom og pythagoræerne med essæerne. Man tænkte sig, at essæerne udgjorde en gruppe af de første kristne, men denne opfattelse er nu forladt.[3] Det blev foreslået, at Jesus selv kunne have været essæer, og at mange tidlige kristne symboler stammede fra den sekt. Martin A. Larson har foreslået, at essæerne var en jødisk gren af pythagoræerne; essæerne forherligede cølibat ligesom munke, var vegetarer, og prædikede en snarlig eskatologisk krig mellem "Lysets sønner" og "Mørkets sønner", som det kendes fra pythagoræerne. Både essæerne og pythagoræerne minder om thiasoi dvs. mysteriereligionernes kultfællesskaber. Johannes Døberen var, ifølge Larson, et eksempel på en essæer, der havde forladt klostertilværelsen, (baseret på Ant. 18.116-119), og urkirken blev grundlagt på baggrund af, at den havde fundet en ny Retfærdighedens lærer. J.B. Lightfoot mener imidlertid, at alle hidtidige forsøg på at finde essæernes rødder hos pythagoræerne og kristendommens rødder hos essæerne, ikke har været overbevisende.[19]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c d e f g h "esseer – Store norske leksikon". Arkiveret fra originalen 13. maj 2019. Hentet 28. juni 2019.
  2. ^ Kohler, Kaufmann (1906): «Essenes» Arkiveret 30. juni 2019 hos Wayback Machine, Jewish Encyclopedia
  3. ^ a b Benedikt Otzen: essæerne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72360
  4. ^ With Jesus in Jerusalem: Bargil Pixner: 9789654340038: Amazon.com: Books
  5. ^ The Design of the Dome of the Rock in Jerusalem: Palestine Exploration Quarterly: Vol 112, No 1
  6. ^ "The Bible and Interpretation - The First One Hundred Years of Christianity in Jerusalem". Arkiveret fra originalen 26. juni 2019. Hentet 28. juni 2019.
  7. ^ Gabriele Boccaccini: Beyond the Essene Hypothesis: The Partings of the Ways between Qumran and Enochic Judaism (s. 47) (Grand Rapids: Eerdmans, 1998)
  8. ^ Hartvig Frisch: Europas kulturhistorie II (s. 113), Gyldendal, 1963
  9. ^ Hartvig Frisch: Europas kulturhistorie II (s. 113)
  10. ^ a b Jødisk sekt udryddet af egne toiletter - Kristeligt Dagblad
  11. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 17. november 2020. Hentet 28. juni 2019.
  12. ^ "Dødehavsrullene skjuler fortsatt mange historier". Arkiveret fra originalen 7. oktober 2019. Hentet 28. juni 2019.
  13. ^ [1] Hallbäck og Lemche: Tiden i bibelsk belysning
  14. ^ https://bibsys-almaprimo.hosted.exlibrisgroup.com/primo-explore/fulldisplay?docid=BIBSYS_ILS71507145420002201&context=L&vid=BIBSYS&lang=no_NO&search_scope=default_scope&adaptor=Local%20Search%20Engine&tab=default_tab&query=any,contains,Elgvin,%20Torleif
  15. ^ a b Skjærtirsdag - ikke skjærtorsdag?
  16. ^ "Scholar: The Essenes, Dead Sea Scroll 'authors,' never existed - Haaretz - Israel News | Haaretz.com". Arkiveret fra originalen 24. januar 2019. Hentet 28. juni 2019.
  17. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 12. juli 2019. Hentet 28. juni 2019.
  18. ^ Golb, Norman. 1985. Who Wrote the Dead Sea Scrolls? The Search for the Secret of Qumran. Scribner
  19. ^ Essay: On Some Points Connected with the Essenes Arkiveret 30. juni 2008 hos Wayback Machine

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Baldwin, James. The Fire Next Time
  • Bauer, Walter. Orthodoxy and Heresy in Earliest Christianity
  • Bennett, Chris. Green Gold the Tree of Life
  • Bergmeier, Roland. 1993. Die Essener-Berichte des Flavius Josephus. Kok Pharos, Kampen, ISBN 90-390-0014-X
  • Bultman, Rudolf. Significance of the Historical Jesus for the Theology of Paul
  • Burns, Joshua Ezra. "Essene Sectarianism and Social Differentiation in Judaea After 70 C.E." Harvard Theological Review 99 (2006) 247–74.
  • Durant, Will. Caesar and Christ.
  • Eisenman, Robert, James the Brother of Jesus: The Key to Unlocking the Secrets of early Christianity and the Dead Sea Scrolls (1997).
  • Ewing, Upton Clairy. The Prophet of the Dead Sea Scrolls and The Essene Christ.
  • Falk, Harvey R. 1985
  • Francis Legge, Forerunners and Rivals of Christianity, From 330 B.C. to 330 A.D. (1914), reprinted as two volumes bound as one, University Books New York, 1964. LC Catalog 64-24125.
  • Golb, Norman. 1985. Who Wrote the Dead Sea Scrolls? The Search for the Secret of Qumran. Scribner
  • Harvey, Spencer Lewis. The Mystical Life of Jesus
  • Koester, Helmut. The Theological Aspects of Primitive Christian Heresy
  • Larson, Martin. The Story of Christian Origins & The Essene Heritage
  • Sanders, E.P., 1992. "Judaism: Practice & Belief 63 BC – 66 AD" Minneapolis: Fortress
  • Savoy, Gene. The Essaei Document
  • Schiffman, Lawrence H. 1991. "From Text to Tradition: A History of Second Temple & Rabbinic Judaism". Ktav Publishing House
  • Schonfield, Hugh, The Essene Odyssey: The Mystery of the True Teacher and the Essene Impact on the Shaping of Human Destiny
  • Schonfield, Hugh, Those Incredible Christians.
  • Shaw, George Bernard. Androcles and the Lion.
  • Smith, Enid S., Ph.D., 1959. The Essenes Who Changed Churchianity.
  • Szekely, Edmond Bordeaux. The Essene Gospel of Peace.
  • Vaclavik, Charles. The Vegetarianism of Jesus Christ.

Eksterne lænker[redigér | rediger kildetekst]

Autoritetsdata
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Essæer&oldid=11314970"