Fænomenologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Fænomenologi er undersøgelse af fænomener, og hvordan de fremtræder for os, i et førstepersons perspektiv. I moderne tid henviser betegnelsen oftest til Edmund Husserls filosofi og metode, hvor det primære forskningsobjekt er bevidstheden og strukturer i denne.

Fænomenologi som filosofisk retning grundlagdes i starten af den tyvende århundrede af Edmund Husserl. Den starter på universiteterne i Göttingen og München (Max Scheler, Martin Heidegger) men spreder sig hurtigt til Frankrig (Jean-Paul Sartre, Maurice Merleau-Ponty, Emmanuel Levinas, Paul Ricœur.)[1] I Danmark regnes K.E. Løgstrup som den største fænomenologiske filosof.[2]

Tidlig brug af ordet[redigér | redigér wikikode]

Betegnelsen 'fænomenologi' blev første gang anvendt af J. H. Lambert i 1764, defineret som: “læren om fremtrædelserne, læren om “skinnet” i modsætning til det sande og som budbringer om eller fremtrædelse for det sande”. Hegel kaldte sit hovedværk for ´Åndens fænomenologi. Kierkegaard bruger ordet i 'Om Begrebet Ironi'.

Husserls lærer Franz Brentano regnes tit som forgænger, pga. hans forelæsninger om Thomas Aquinas' begreb om intentionalitet. Husserl gjorde senere intentionalitet til et kernebegreb i sin filosofi.

Edmund Husserl og den tidlige fænomenologi[redigér | redigér wikikode]

Husserl er fænomenologiens grundlægger. Hans værk Logische Untersuchungen (Logiske undersøgelser), der udkom i 1900 og 1901, er hovedværket i denne periode. Husserl grundlægger fænomenologien som en særlig metode til at studere bevidsthedsfænomener, med det formål at undersøge og begrunde erkendelsen. Man skal forsøge at beskrive det, som viser sig for en bevidsthed. Under bestræbelsen på at beskrive og bestemme deres natur, skal bevidstheden, og de genstande, der optræder i ens oplevelser, studeres fordomsfrit, frigjort fra dagligdags og videnskabelige begreber. Husserl anså fænomenologien for at være en ægte "første filosofi", da selv metafysiske teorier har grundlag i erfaringer, som nødvendigvis må have været erfaringer for bevidstheden. På grund af dette, så Husserl fænomenologien som en "filosofi som streng videnskab."

Efter Husserl gennemgik fænomenologien den en rivende udvikling og forgrenede sig i mange retninger.[3] Der dannede sig en kreds af tænkere omkring Husserl. Man kan opdele de tidlige fænomenologer i filosoffer, der var Husserls elever bl.a. Edith Stein, Helmut Plessner, Alexander Pfänder, Hans Lipps, Roman Ingarden og Martin Heidegger. Andre kom til fænomenologien uden at være direkte forbundet med Husserl. München-fænomenologerne, Adolf Reinach, Alexander Pfänder og Moritz Geiger var studerede i München under Theodor Lipps, og som blev interesserede i fænomenologi gennem læsning af Logiske undersøgelser. Max Scheler arbejdede i München, da han blev interesseret i fænomenologi.

Fænomenologien har primært været udbredt i Tyskland og Frankrig, og har endnu ikke vundet lige så stor udbredelse i Skandinavien, USA og England, hvilket ifølge K.E. Løgstrup skyldes dominansen af den logiske empirisme og positivisme, og at man her ikke havde bevaret forbindelse med den idealistiske tradition.[4]

Konvergerende retninger[redigér | redigér wikikode]

Flere filosofiske retninger, der også udgik fra den tyske idealisme, indeholde ideer, der var beslægtede med fænomenologien og brugbare for denne. Derfor opsamledes flere andre retninger i fænomenologien. Fænomenologien er derfor præget af indput fra andre tankestrømninger. Her kan nævnes

Transcendental fænomenologi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Transcendental fænomenologi

I 1913 udgav Husserl Ideen zur eine Transzendentale Phänomenologie (Ideer til en transcendental fænomenologi), der brød med flere af hans tidligere ideer, og introducerede nye begreber, f.eks. epoche og eidetisk variation. Hans filosofi fra denne tid kaldes transcendental fænomenologi.

Bl.a Oskar Becker, Aron Gurwitsch og Alfred Schütz er transcendentale fænomenologer. Andre af hans elever var utilfredse med denne udvikling i Husserls filosofi.

Eksistentiel fænomenologi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Eksistentiel fænomenologi

I 1929 udgav Husserls tidligere assistent Martin Heidegger Sein und Zeit (Væren og tid). Her introducerede han helt nye temaer og mål for fænomenologien. Hvor Husserls udgangspunkt er epistemologisk, er Heideggers ontologisk.

Heidegger analyserer også nye typer af fænomener, f.eks. menneskets forhold til døden. Og frem for at studere fænomener 'i' bevidstheden, forstod Heidegger mennesket som en grundlæggende væren-i-verden, en åbenheden overfor verdens fænomener i kraft af livsverden.

Andre vigtige eksistentielle fænomenologer er Merleau-Ponty, Sartre, Emmanuel Levinas og Michel Henry.[5]

Hermeneutik[redigér | redigér wikikode]

I 1960erne videreudviklede Hans-Georg Gadamer og Paul Ricœur hermeneutikken ud fra et fænomenologisk grundsynspunkt.

Nutiden[redigér | redigér wikikode]

Af nutidige fænomenologiske filosoffer kan nævnes Dan Zahavi, Paul Virilio, Don Ihde, Hermann Schmitz, (kropsfænomenologi) og Gernot Böhme. Man kan også nævne neurofænomenologien, der kan siges at starte i 1991 med en fælles udgivelse af Francisco Varela, Evan Thompson og Eleanor Rosch.[6] Bernhard Waldenfels er en nutidig eksistentiel fænomenolog.

Virkning udenfor filosofien[redigér | redigér wikikode]

Fænomenologiens ideer er udbredt langt ud over filosofien. Fænomenologien har således fundet vej til specifikke akademiske fagområder som:

Fænomenologien har også påvirket kunsten. Iflg. filmkritikeren André Bazin er italienske neorealisme, den franske nybølge og den engelske socialrealisme præget af den fænomenologiske anskuelsesform.

Dansk litteratur blev påvirket af fænomenologien i 1990'erne, (Helle Helle, Pablo Henrik Llambias og Simon Fruelund). I dette årti blev det gerne parret med eksistentialisme, og der var fokus på oplevelsen af hverdagen og beskrivelen af den i værkerne. Dette ses også i reality-tv så som Big Brother. Da erindringer og biografier også rummer fænomenologiens subjektive sansning af verden, kan disse to genrer også inkluderes i den strømning.[7]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Tidsskrifter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Reality
  2. ^ Løgstrup, Knud Ejler
  3. ^ Niels Egebak (1964, s. 36f): Maurice Merleau-Ponty og fænomenologien. Perspektiv', vol. 12, no. 3, s. 34-37.
  4. ^ K.E. Løgstrup (1996): Martin Heidegger, Det lille forlag, ISBN 87-90030-43-5.
  5. ^ Feilberg, C. (2012, s. 49f). Eksistentiel fænomenologi - betegnelsen, stilen og begrebet. In: K. D. Keller (red.), Den menneskelige eksistens. Introduktion til den eksistentielle fænomenologi, s. 45-75. Aalborg Universitetsforlag.
  6. ^ Francisco Varela, Evan Thompson, and Eleanor Rosch, The Embodied Mind: Cognitive Science and Human Experience. MIT Press, 1991.
  7. ^ Fibiger, Johannes; Lütken, Gerd. "Årtusindskiftet – netværk og verden", Litteraturens veje (2. udgave), Systime A/S 2004, s. 461-463. ISBN 978-87-616-0992-2.