Færøske huse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Færøske huse er tydelig præget af landskabet og samspillet mellem natur og mennesker. Mange af de traditionelle færøske huse er bevaret i nutiden. Fra middelalderen til 1950erne byggede man overvejende sten og træhuse. I nutidens byggeri er det de moderne træhuse på betonfundament der dominerer.

Kirken og bondehuse i Norðragøta
Typisk mindre gård
Typiske bygdehuse i Bøur
Færøske huse fra ca. 1985
Ældre og nyere bebyggelse i Tórshavn

18. hundrede tallets bondehuse[redigér | redigér wikikode]

En færøsk gård var gerne en klynge huse, der kun sjældent var sammenbyggede i længer. Foruden selve beboelseshuset var der stald, tørrehuse til opbevaring af kød og fisk, mødding m.v. Til daglig opholdt man sig i røgstuen med alkover. Foran ildstedet havde man hjemmelavede stole. Rokken var en særlig færøsk type, kaldet en skotrok. Husets glasstue havde vinduer af glas. Glasstuen var et finere rum med trægulv. Her opbevarede man gårdens beholdning af tekstiler, og her sov gæsterne.

I tørrehuset kunne der være stenvægge i den ene ende og tremmevægge i den anden. Fisk og kød af får og grindehval blev vindtørret her. I hjelden havde man også fiskebøjer, fuglegarn og grindespyd.

Sodhuset brugte man til efter høst at tørre og tærske byggen efter høst over et ildsted. Man tærskede kornet med en kølle på sodnhusets trægulv. Var der en å ved gården brugte man en skvatmølle (lille vandmølle) til at male kornet til mel.

Bondehus fra 1833[redigér | redigér wikikode]

Et typisk færøsk bondehus er Blásastova i Norðragøta, opført i 1833. I 1860 forlængede man huset med en mindre tilbygning i den øvre ende. Huset er opført efter 1800-tallets traditionelle byggeskik – af tømmer på en sokkel af sten. Langs den nordlige ydervæg er der opført en stenvæg, for at beskytte mod storm og regn. Huset er tækket med et tykt lag næver (birkebark) over lægterne, og derover grønsvær. De udvendige vægge er tjæret med kultjære, indvendig står samtlige skillerum, lofter og gulve i høvlet, ubehandlet fyrretræ.

Husets vigtigste rum er roykstovan (røgstuen), hvor der traditionelt plejede at være et åbent ildsted, hvorfra røgen gik op igennem et hul i taget (lyren) eller gennem en skorsten over ildstedet. Gulvet plejede at være af stampet ler. Fra ca. 1900, blev det almindeligt at røgstuen fik trægulv og komfur. Røgstuen var indrettet alkover, faste bænke langs væggen og kasse til at gemme tørvene i. I de mørke vinteraftener, samledes gårdens folk for at arbejde med ulden. Mændene sorterede og kartede ulden, spandt og tvandt garn på de store skotrokke mens kvinderne strikkede. Det er ofte blevet hævdet, at dette arbejdsfællesskab i bøndegårdenes røgstuer de mørke vintre er den institution, der i første række har bevaret og udviklet det færøske folks kultur og sprog.

Færøske fiskerhuse[redigér | redigér wikikode]

Landbruget mistede efterhånden sin dominerende økonomiske betydning, og Færøerne var ved at blive et havfiskersamfund efter århundredeskiftet. De nye fiskerhuse blev bygget efter traditionelle færøske byggeskik med hvide kalkede stensokler, hvide smårudede vinduer, sort tjærede vægge og græstag Beboelseshuset havde ofte en lille stald i den ene ende med redskaber til blandt andet tørvegravning. Stalden havde plads til et mindre antal køer.

Færøske byhuse[redigér | redigér wikikode]

Den gamle bydel i Tórshavn Tinganes, bygget i det 16. og 17. århundrede er et typisk eksempel på ældre færøsk bybebyggelse. Husene benyttes stadig til boliger og kontorer.

De nyere færøske huse er særlig efter orkanen i 1988 bygget til al slags vejr.