Felttoget på Filippinerne (1944-45)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Felttoget i filippinerne (1944-45)
Del af Stillehavskrigen under 2. Verdenskrig
General Douglas MacArthur, Præsident Osmeña, og stab går i land ved Palo, Leyte den 20. oktober 1944.
General Douglas MacArthur, Præsident Osmeña, og stab går i land ved Palo, Leyte den 20. oktober 1944.
Dato 20. oktober 194415. august 1945
Sted Filippinerne
Resultat Afgørende sejr til de allierede
Parter
USA USA
Japan Kejserriget Japan
Ledere
USA Douglas MacArthur
USA Chester Nimitz
USA Walter Krueger
USA William Halsey, Jr.
USA Thomas C. Kinkaid
USA George C. Kenney
Filippinerne Sergio Osmena
Filippinerne Basilio J. Valdez
Filippinerne Ramon Magsaysay
Hukbalahap: Luis Taruc
Japan Tomoyuki Yamashita
Japan Shigenori Kuroda
Japan Soemu Toyoda

Japan Takeo Kurita
Japan Jisaburō Ozawa
Japan Iwabuchi Sanji

Involverede enheder
USA 6. armé
USA 5. Luftvåben

Mexico 201. eskadrille[1]
USA 3. flåde
USA7. flåde
Australien Task Force 44

Japan 14. armé
Japan 35. armé
Japan 41. armé

Japan 5. luftvåben
Japan 1. flåde luftvåben
Japan 2. flåde luftvåben
Japan 2. flåde
Japan 3. flåde
Japan 5. flåde

Styrke
USA 1.250.000
Filippinerne 260.715 (1945)[2]
430.000 (land)[3]
Tab
USA Amerikanske:
Hær:16.043 døde og savnede,
55.531 sårede[nb 1]

Flåden: >7.270 døde og sårede [nb 2]
Titusinder indlagt på hospital på grund af sygdom[9]
Total: >79.104 døde og sårede
Materiel:
>33 skibe sænket
>95 skibe beskadiget
>485 fly[7][10]
Filippinerne Filippinske Ukendte men høje[11]

Japan Japanske
  • Hær: 336.352 døde
    12.573 fangne
  • flåde: 121.100 døde[12]

Total: 470.025 (80% af sult eller sygdom)[13] Materiel:
93 skibe sunket
1.300 fly[7][10]

Felttoget på Filippinerne 1944–45, (Operation Musketeer I, II, og III) eller Befrielsen af Filippinerne var det amerikanske og filippinske felttog for at besejre og fordrive Kejserriget Japans militære styrker, som holdt Filippinerne besat under 2. Verdenskrig. Den Kejserlige japanske hær havde løbet Filippinerne over ende i første halvdel af 1942. Befrielsen af Filippinerne begyndte med amfibielandsætningerne på den øst-filippinske øLeyte den 20. oktober 1944, og kampene fortsatte i små områder helt frem til krigens slutning i august 1945.


Planlægning[redigér | redigér wikikode]

I midten af 1944 var amerikanske styrker nået frem til 560 km sydøst for Mindanao, den største ø i det sydlige Filippinerne og kunne bombardere japanske stillinger der med langtrækkende bombefly. Amerikanske styrker under admiral Chester W. Nimitz var trængt frem over den centrale del af Stillehavet og havde erobret Gilbertøerne, nogle af Marshalløerne og hovedparten af Marianerne, mens de sprang over mange japanske garnisoner og efterlod dem uden forsyningsmuligheder og militært magtesløse.

Fly fra hangarskibe foretog allerede luftangreb mod japanerne på Filippinerne, især mod deres militære flyvepladser. Ameriikanske og australske tropper under den amerikanske general Douglas MacArthur, den øverstkommanderende i det sydvestlige stillehav, havde enten erobret eller isoleret og forbigået alle de japanske styrker op Ny Guinea og Admiralitetsøerne. Inden invasionen af Filippinerne havde MacArthur's nordligste erobring været Morotai i Hollandsk Ostindien den 15.–16. september 1944. Det var MacArthur's eneste base, hvorfra bombeflyene kunne nå det sydlige Filippinerne.

Den amerikanske flåde, marinekorps og hær foruden australske og newzealandske styrker under ledelse af Admiral Nimitz og admiral William F. Halsey, Jr. havde isoleret den store japanske base ved Rabaul på New Britain, ved at erobre en kæde af øer omkring Rabaul, og derpå bygge flyvestationer på dem hvorfra de kunne bombe og lave en  blokade mod de japanske styrker ved Rabaul så de mistede deres militære betydning.

Med sejrene i slaget om Marianerne og Palau (på Saipan, på Guam, og på Tinian, i løbet af juni og juli 1944), kom amerikanske styrkerne nærmere på selve Japan. Fra Marianerne kunne de meget langtrækkende B-29 Superfortress tunge bombefly fra U.S. Army Air Forces (USAAF) bombe de japanske hovedøer fra velforsynede flybaser – sådanne som havde direkte adgang til forsyninger fra fragt- og tankskibe. De tidligere angreb med B-29 bombefly var foregået for enden  af en lang og besværlig forsyningslinje gennem Indien og Burma. Alle B-29 bombefly blev overført til Marianerne i løbet af efteråret 1944.)

Selv om det var klart, at Japan var i gang med at tabe krigen, viste den japanske hær og den japanske regering ingen tegn på at ville kapitulere, bryde sammen eller overgive sig.

Der havde været et tæt forhold mellem befolkningen på Filippinerne og De forenede Stater siden 1898, og Filippinerne blev til Commonwealth of the Philippines in 1935, og fik lovning på selvstændighed i 1946. Hertil kom, at en omfattende række af amerikanske luftangreb fra den hurtige hangarskibsstyrke under Admiral William F. Halsey mod japanske flyvepladser og andre baser på Filippinerne ikke havde mødt ret meget japansk modstand, såsom modstand fra jagerfly. På anbefaling fra Admiral Halsey besluttede den allierede stabschefer på et møde i Canada ikke bare at fremrykke datoen for den første landgang i Filippinerne, men også at flytte den nordpå fra den sydlige ø Mindanao til den centrale ø Leyte. Den nye dato for landsætningerne på Leyte, 20. oktober 1944, var to måneder tidligere end den tidligere planlagte landgang på Mindanao.

Det filippinske folk var parat og ventede på invasionen. Efter at general MacArthur var blevet evakueret fra Filippinerne i marts 1942 faldt alle øerne til japanerne. Den japanske besættelse var hård og indeholdt mange 

uhyrligheder og et stort antal filippinere blev tvunget til slavearbejde. Fra midten af 1942 til midten af 1944 forsynede og opmuntrede MacArthur og Nimitz den filippinske modstandsbevægelse fra amerikanske undervandsbåde og nogle få faldskærmsnedkastninger, så guerrillaen kunne genere den japanske hær og sikre sig kontrollen over jungle og bjergområder svarende til omkring halvdelen af landet. Mens de forblev loyale overfor USA håbede og troede mange filippinere på, at befrielse fra japanerne ville give dem frihed og deres allerede lovede uafhængighed.

Den australske regering tilbød general MacArthur at han kunne bruge det første korps af den australske hær ved befrielsen af Filippinerne. MacArthur foreslog, at to australske infanteridivisioner kunne blive indsat, hver af dem i forskellige amerikanske korps, men den ide var ikke acceptabel for den australske regering, som ønskede at have en betydelig operationel kontrol indenfor et afgrænset område af Filippinerne, frem for blot at være en del af et amerikansk armékorps.[14] Der blev aldrig nået en enighed mellem den australske regering og MacArthur – som måske ønskede det sådan. Som følge heraf spillede den australske hær stort set ingen rolle i Filippinerne. Men enheder fra Royal Australian Air Force og Royal Australian Navy, såsom den tunge krydser HMAS Australia var involveret.

Under den amerikanske generobring af Filippinerne begyndte guerrillaerne åbent at angribe de japanske styrker, foretog rekognoscering foran de fremrykkende regulære styrker og deltog i slag ved siden af de fremrykkende amerikanske divisioner.[15][16]

Leyte[redigér | redigér wikikode]

De fire søslag som udgør slaget om Leyte Gulf

Den 20. oktober 1944 gik den 6. amerikanske armé i land på den velegnede østkyst af Leyte, en af øerne i  Visayas

øgruppen nordøst for Mindanao. Landsætningen blev støttet af bombardementer fra flåden og fra luften. Japanerne havde fejlbedømt den relative styrke af flåde og luftstyrkerne og forsøgte at ødelægge landgangen. Dette afstedkom de voldsomme slag, som kaldes slaget om Leyte Gulf, som blev udkæmpet 23.-26. oktober. Den afgørende sejr til den amerikanske flåde, dens hurtige hangarskibsflåde, dens overfladeskibe og dens undervandsbåde betød at den Kejserlige japanske flåde reelt ophørte med at eksistere.Den japanske flåde mistede 4 hangarskibe, talrige slagskibe og tunge krydser og et stort antal lette krydsere og destroyere.



Japanske pjece, som havde til hensigt at få de amerikanske landgangstropper til at miste modet. 

Den 6. amerikanske armé fortsatte sin fremrykning østfra mens japanerne hastede forstærkninger til området ved Ormoc Bay på øens vestside. Mens den 6. armé til stadighed blev forstærket kunne den 5. amerikanske luftstyrke ødelægge de japanske forsøg på luftangreb og gav også megen støtte til hærens tropper på landjorden.

De filippinske guerrillaer udførte også en værdifuld indsats med at opretholde ro og orden og sørge for at veje og hovedveje var fri for kødannelser. Efter at de amerikanske brohoveder var blevet etableret blev guerillaen i Leyte direkte tilknyttet 6. armés korps og divisioner for at hjælpe med rekognoscering, efterretninger og kampoperationer.[17] Ved de indledende amerikanske landsætninger på strandene ved Tacloban og Dulag, gik oberst Ruperto Kangleon's enheder i aktion,. De sprængte broer for at blokere japanske troppebevægelser i retning af landgangsområdet. De generede fjendtlige patruljer og de saboterede forsyninger og ammunitionslagre. Information om fjendtlige troppebevægelser og dispositioner blev sendt fra guerillagrupper til Kangleon's hovedkvarter og straks videresendt til 6. armé.[18]

Under voldsom regn og over vanskeligt terræn fortsatte fremrykning over Leyte videre til den anden store ø Samar, lige nord for Leyte. Den 7. december 1944 foretog amerikanske enheder en ny amfibielandsætning ved Ormoc Bay og efter at stort slag på jorden og i luften afskar landgangsstyrken japanernes muligheder for at forstærke og forsyne deres tropper på Leyte. Selv om intense kampe fortsatte på Leyte i måneder havde den amerikanske hær altid kontrol over begivenhederne.  

Mindoro[redigér | redigér wikikode]

Den 6. amerikanske armés andet store angreb var på Mindoro. Denne store ø ligger lige syd for Luzon og Manila Bay, og MacArthurs hovedmål med at erobre den var at blive i stand til at bygge flyvepladser på den til jagerfly, som kunne dominere himmelen over den vigtigste ø Luzon med dens store havn og hovedstaden Manila.[19]

Den 7. flådes store invsionsflåde fra Leyte til Mindoro kom under kraftige kamikazeangreb, men disse kunne ikke forsinke den amerikanske invasion af Mindoro.[20] Mindoro var kun i mindre omfang besat af den japanske hær og en stor del af den blev holdt af filippinske guerrillaer, så Mindoro blev hurtigt indtaget. Amerikanske ingeniørtropper byggede hurtigt en stor luftbase ved San Fabian. Udover at ligge nær ved Luzon havde Mindoro en anden fordel: godt flyvevejr næsten altid, da den er en del af Filippinerne er forholdsvis tør - helt ulig Leyte, som er udsat for voldsomme regnskyl det meste af året, hvilket ikke bare giver dårligt flyvevejr, men også betyder at jorden er meget mudret og svær at bygge flyvepladser på.  

San Fabian var også stedet for et andet gennembrud. Det var første gang, at USAAF benyttede P-51B Mustang jagere i Stillehavet. De hurtige og langtrækkende fly var alle japanske jagerfly langt overlegne. 

Mindoro var en stor sejr for den 6. armé og USAAF og det gav også en stor base til amerikanernes næste skridt: invasionen af Luzon, og især ved øens vestkyst.

Luzon[redigér | redigér wikikode]

Tropper fra 185. infanteriregiment i 40. division går i dækning bag fremrykkende kampvogne mens de nærmer sig japanske stillinger på Panay øen. 

Den 15. december 1944 blev der indledt landsætninger mod minimal modtand på de sydlige strande på øen Mindoro, en nøgleposition i de planlagte Lingayen Gulf operationer, til støtte for de stor landsætninger, som var planlagt på Luzon. Den 9. januar 1945 gik general Kruegers 6. armé i land på sydkysten af Lingayen Gulf på vestkysten af Luzon. Næsten 175.000 blev indsat i et brorhoved, som var 32 km bredt. Med kraftig støtte fra luften trænge hærenheder ind på øen og erobrede Clark Field, 65 km nordvest for Manila, i den sidste uge af januar.

Yderligere to store landsætninger fulgte, en til at afskære Bataan halvøen og en anden, som involverede en luftlandsætning syd for Manila. Fremstød nærmede sig byen og den 3. februar 1945 nåede dele af den 1. amerikanske kavaleridivision frem til udkanten af Manila og 8. kavaleriregiment, som kæmpede som infanteri, passerde gennem de nordlige forstæder og ind i selve byen.

Mens fremrykningen mod Manila fortsatte fra nord og syd blev Bataan halvøen hurtigt sikret. Den 16. februar angreb faldskærmstropper og amfibieenheder samtidig øen Corregidor. Det var nødvendigt at erobre denne stilling fordi tropper her kan blokere adgangen til Manila Bay. Amerikanerne havde brug for at etablere en stor havnebase i Manila Bay for at kunne støtte den forventede invasion af Japan, som var planlagt til at begynde den 1. november 1945. Modstanden på Corregidor ophørte den 27. februar og derpå ophørte al modstand fra japanske styrker den 15. august, hvilket fjernede behovet for en invasion af de japanske hovedøer. 

Trods indledende optimisme var kampene hårde i Manila. Det tog indtil 3. marts at rydde byen for alle japanske tropper, og de japanske marinesoldater, som fortsatte med at kæmpe videre og afslog enten at overgive sig eller blive evakueret, som det var slet med den japanske hær. Fort Drum, en befæste ø i Manila Bay nær Corregidor, holdt ud indtil den 13. april da en gruppe amerikanske tropper gik i land og pumpede 11.000 liter dieselolie ind i fortet og derpå satte ild til brandbomber. Ingen japanske soldater i fortet overlevede eksplosionen og ilden.

I alt ti amerikanske divisioner og fem uafhængige regimenter kæmpede på Luzon, hvilket gjorde det til det største amerikanske felttog under Stillehavskrigen, og involverede flere tropper end De forenede Stater havde indsat i Nordafrika, Italien eller Sydfrankrig.

Afslutning på felttoget[redigér | redigér wikikode]

Japanske tropper overgiver sig til 40. infanteridivision

Palawan Island, mellem Borneo og Mindoro, den femtestørste og vestligste af de filippinske øer blev invaderet den 28. februar af 8. amerikanske armé ved Puerto Princesa. Japanerne gjorde ikke meget direkte modstand, men oprydning af japanske modstandslommer varede indtil slutningen af april idet japanerne benyttede deres sædvanlige taktik med at trække sig tilbage til bjerge og jungler og sprede sig i små enheder. I hele Filippinerne blev de amerikanske styrker hjulpet af filippinske guerrillaer med at finde og nedkæmpe de sidste japanere,[21] den sidste af dem, Hiroo Onoda, overgav sig først i 1974, i bjergene ved  Lubang Island på Mindoro.

Den 8. arme foretog herfter sin første landgang på Mindanao den 17. april. Det var den sidste af de store filippinske øer, der blev erobret. Mindanao blev fulgt af invasion og besættelse af Panay, Cebu, Negros og adskillige øer i Sulu øhavet. Disse øer gav baser for den 5. og 13. luftstyrke til angreb udover det filippinske og sydkinesiske hav.

Efter yderligere landsætninger på Mindanao fortsatte den 8. armés tropper deres støtte fremrykning mod stiv modstand. I slutningen af juni var de fjendtlige styrjer klemt sammen i lommer på Mindanao og Luzon hvor kampene fortsatte indtil den japanske overgivelse den 15. august 1945. Nogle japanske enheder var imidlertid ude af radiokontakt med Tokyo, og det var svært at overbevise dem om at Japan havde overgivet sig. Som på mange Stillehavsøer måtte højtstående japanere - heriblandt nogle fra den kejserlige familie - besøge enhederne for at overbevise soldaterne om at de skulle overgive sig efter ordre fra kejseren.

[22]

Tab[redigér | redigér wikikode]

Amerikanske hær og luftvåben

Sted Døde Sårede Total
Leyte[5] 3.593 11.991 15.584
Luzon[4] 10.640 36.550 47.190
Centrale og sydlige Filippinerne[6] 2.070 6.990 9.060
Total 16.303 55.531 71.834
Andre allierede
Sted Døde Fangne Total
Leyte[23] 80.557 828 81.385
Luzon[24] 205.535 9.050 214.585
Centrale og sydlige Filippinerne[6] 50.260 2.695 52.955
Total 336.352 12.573 348.925
Andre allierede
  • Anden filippinske republik

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Luzon: 10.640 døde og 36.550 sårede,[4] Leyte: 3.593 døde/savnede og 11.991 sårede,[5] Andre: 2.070 døde og 6.990 sårede[6]
  2. ^ 3.800 tab ved Leyte Gulf,[7] 2.680 flådetab i måneden efter 13. december 1944, og 790 tabt under en tyfon[8]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ "World War II: Mexican Air Force Helped Liberate the Philippines". History.net. 12. juni 2006. Hentet 12. juni 2015. 
  2. ^ Schmidt 1982 Hentet 22. oktober 2015.
  3. ^ "The Stamford Historical Society, Pride and Patriotism: Stamford's Role in World War II, Battles: Luzon". stamfordhistory.org. Hentet 1. december 2015. 
  4. ^ a b "Luzon" Hentet 26. oktober 2015
  5. ^ a b Cannon, Leyte: Return to the Philippines, pp. 368–369
  6. ^ a b c Smith, Triumph in the Philippines, pp. 692–693
  7. ^ a b c Tucker, Spencer (2012). Almanac of American Military History, Vol. 1. ABC-CLIO. s. 1668. ISBN 978-1-59-884530-3. 
  8. ^ "Triumph in the Philippines" pp. 48 & 66 Hentet 26. oktober 2015
  9. ^ "Luzon" 93.400 alene på Luzon. Hentet 26. oktober 2015
  10. ^ a b "Triumph in the Philippines" pp. 48–66 Retrieved 26 Oct. 2015
  11. ^ Ifølge National World War II Museum, var de militære filipinske tab under krigen 57.000. En væsentlig andel må være faldet i felttoget i 1944–45.
  12. ^ 大東亜戦争に於ける地域別兵員数及び戦没者概数 Ministry of Health and Welfare, 1964. Hentet 22. juni 2015.
  13. ^ American Historical Association: Lessons from Iwo Jima Hentet 13. november 2015.
  14. ^ David Day, 1992, Reluctant Nation: Australia and the Allied Defeat of Japan, 1942–1945.
  15. ^ "LIEUTENANT RAMSEY'S WAR" by EDWIN PRICE RAMSEY and STEPHEN J. RIVELE.
  16. ^ "Edward Price Ramsey: Lieutenant Colonel (Retired), 26th Cavalry Regiment (Philippine Scouts)". militarymuseum.org. Hentet 1. december 2015. 
  17. ^ Allied guerillas. 
  18. ^ Macarthur, Douglas (1966). "Guerrilla Activities in the Philippines: The Philippine Resistance Movement". Reports of General MacArthur: The Campaigns of Macarthur in the Pacific. Volume I. Washington, D.C.: Center for Military History, US Army. s. 316–318. OCLC 254218615. 
  19. ^ "Chapter IX: The Mindoro and Luzon Operations". Reports of General MacArthur: The Campaigns of MacArthur in the Pacific: Volume I. Library of Congress: Department of the Army. s. 242–294. Hentet 5. januar 2014. 
  20. ^ "Chapter IX: The Mindoro and Luzon Operations". Reports of General MacArthur: The Campaigns of MacArthur in the Pacific: Volume I. Library of Congress: Department of the Army. s. 247. Hentet 5. januar 2014. 
  21. ^ Chambers, John Whiteclay; Fred Anderson (1999). The Oxford companion to American military history. New York, New York: Oxford University Press US. s. 547. ISBN 978-0-19-507198-6. Hentet 7. maj 2011. 
  22. ^ MacArthur, Douglas (1994). Reports of General MacArthur. United States Army. s. 445. Hentet 15. august 2014. "The radio also stated that members of the Imperial family were being sent to Japan's numerous theaters of operations as personal representatives of the Emperor to expedite and insure full compliance with the Imperial order to cease hostilities." 
  23. ^ Cannon, Leyte: Return to the Philippines, pp. 351–352
  24. ^ Smith, Triumph in the Philippines, p. 694

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]