Filmmusik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Filmmusik er den musik, der anvendes i film (dokumentarfilm) eller tv (reality programmer) til at støtte filmens forløb. Musikken er en integreret del af filmens lydside, der i øvrigt omfatter reallyd (lyd fra den scene, der optages, herunder personers tale) og lydeffekter (efterfølgende tilsat lyd, herunder eventuelle speakeres tale).

Filmmusikteori[redigér | redigér wikikode]

Musikken kan være prækomponeret (dvs. skrevet uafhængig af filmen) eller original (dvs. skrevet direkte til filmen). Meget ofte forekommer der supplerende original musik, også selv om der i øvrigt anvendes prækomponeret musik.

Musikken kan være diegetisk eller ikke-diegetisk. Diegetisk musik er en del af filmens reallyd, mens ikke-diegetisk musik er tilsatte lydeffekter.

Diegetisk musik kan for eksempel forekomme, hvis der i filmens handling naturligt indgår musikere, der spiller og synger, eller hvis filmens personer anvender elektroniske medier (f.eks. en pladespiller, som flere gange i Nils Malmros' Kundskabens træ). Valget er ofte bundet af filmens handling, så musikken tilstræbes at være tids- og stedtypisk.

Ikke-diegetisk musik giver større frihed i valget, og man kan bruge musik, der ikke er tidstypisk, til at kommentere følelser og stemninger. Et berømt eksempel er anvendelsen af Mozarts Klaverkoncert nr. 21 i C-dur i Bo Widerbergs Elvira Madigan fra 1967 og i Matador.

Ikke-diegetisk musik er meget anvendt i filmsåbninger og -slutninger, hvor de holder på publikum (ikke mindst i tv-produktioner) under rulletekster. filmtekster. Ved større filmproduktioner bruges kræfter på at skabe iørefaldende melodier, der kan bruges til at identificere filmen – og omvendt. Velkendte eksempler er titelmelodierne til Den lyserøde panter og James Bond.

Der bruges også kontrapunktisk og parafraserende musik. Det mest anvendte er parafraserende musik, der understøtter billedernes stemninger og følelser eller meget direkte som understregning af handlingen. Den afspejler hver en bevægelse, som man ser det i Walt Disneys tegnefilm. Deraf navnet Mickey Mousing efter nogle af de første Walt Disney Productions animerede film med lyd.

Kontrapunkterende musik går imod billederne ved f.eks. at være meget lys og glad i en dyster eller skrækindjagende scene.

Filmmusikkens historie[redigér | redigér wikikode]

I filmkunstens start fra brødrene Lumieres første offentlige filmfremvisning i 1895 og til sidst i 1920'erne var der tale om stumfilm uden indbygget lyd. Ved fremvisningerne anvendte man alligevel musik som ledsagelse til fremvisningen, dels for at underholde tilskuerne, dels for at overdøve spektaklet fra filmfremviserne. Man brugte her alt fra en enkelt pianist over små ensembler til større orkestre, og disse spillede normalt prækomponeret og velkendt musik fra den lettere ende af skalaen (operette, ragtime, salonmusik etc.). Musikerne havde til hjælp såkaldte "cue sheets" med indikation af, hvad der skete og hvornår, så de kunne vælge passende musik til de enkelte scener.

Der blev dog også tidligt skabt originalmusik til film, og allerede i 1908 skrev Camille Saint-Saëns musik direkte til L'Assassinat du duc de Guise. De følgende år blev dette efterhånden fulgt op, og blandt andet En nations fødsel af D.W. Griffith fra 1915 med musik af J.C. Breil i form af blandt andet strygerklange, trompetfanfarer og uddrag fra kendte prækomponerede værker.

Med talefilmens introduktion i 1926 (Don Juan af Alan Crosland) fik man mulighed for at integrere musik på en helt anden og direkte måde i filmen. I starten var man tvunget til at optage lyd og billede samtidig, så derfor kunne man blive nødt til at opstille et helt orkester i studiet sammen med skuespillerne (men normalt uden for billedet), hvilket kunne blive lidt akavet. Fra 1933 blev det teknisk muligt at lægge separat optaget lyd på filmene bagefter, hvilket simplificerede processen og gav en helt ny frihed til at bruge musikken kreativt i filmene.

Et eksempel på den kreative anvendelse forekommer i Prins for en dag af Rouben Mamoulian fra 1932, hvor man havde optaget dele af lyden på forhånd og afspillede den samtidig med optagelserne. Skuespillerne kunne derfor koreograferes, så de fulgte musikken, hvilket på det tidspunkt var epokegørende.

De følgende årtier var karakteriseret af omfattende brug af musik i spillefilm, og med udgangspunkt i tegnefilmene er der oftest tale om parafraserende musik, herunder Mickey Mousing (se ovenfor). Der var mange gange tale om klassisk-inspireret orkestermusik af storladen karakter i film som Borte med blæsten og Casablanca.

Efterhånden kom der en reaktion, og andre musikgenrer kom på banen. Der kom med blandet den fransk ny-bølge omkring 1960 forsøg med film helt uden eller stort set uden musik på den ene side og på den anden side voldsomt outreret musik, som man kender det fra Ennio Morricones musik til Sergio Leones spaghettiwesterns. Efter en periode, hvor originalmusikken til filmene var i højsædet, kom anvendelsen af prækomponeret musik igen på banen med f.eks. anvendelsen af musik af György Ligeti, Johann Strauss (den yngre) og Richard Strauss i Rumrejse år 2001 af Stanley Kubrick.

De seneste årtier er svære at karakterisere entydigt. Blandt tendenserne er anvendelsen af elektronisk musik af f.eks. Vangelis, folkemusik (f.eks. Enya i Ringenes herre) og udelukkende anvendelse af musik som reallyd (Dogme95-filmene). Fælles er dog, at alle disse musikformer allerede har været anvendt tidligere i filmhistorien i et eller andet omfang.

Kendte filmkomponister[redigér | redigér wikikode]

Herunder er nævnt en række betydningsfulde komponister af original filmmusik samt eksempler på enten film eller instruktører, de har arbejdet med.

Danske filmkomponister[redigér | redigér wikikode]

Blandt de danske filmkomponister kan nævnes:

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.