Filosofiens historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Filosofiens historie starter i Grækenland i det 6. århundrede f.Kr. med Thales som den første filosof og går frem til nutiden. Hvordan filosofiens historie skal beskrives er en stående filosofisk diskussion der bl.a. kan behandles ud fra en historiefilosofisk synpunkt. Idéhistorie er beslægtet med filosofens historie men opfattes typisk som mere bredt orienteret. Filosofihistorie kan orienteres på flere måder

Vestlig filosofi[redigér | redigér wikikode]

Den vestlige filosofi har en lang historie og opdeles traditionelt i fire store epoker:

Antikkens filosofi[redigér | redigér wikikode]

Den vestlige filosofi anses generelt for at begynde i de græske byer i det vestlige Anatolien med Thales af Milet som var aktiv omkring 585 før vor tidsregning. Flere faktorer har været medvirkende til at filosofien opstod i Grækenland. Grækernes lave indtægter fra landbruget der tvang dem til at blive en handelsmagt, og dermed udviklede dekontakter over hele middelhavet. Denne udvikling prægede middelhavets kulturer fra forhistorisk tid:Malta, Kreta og Kypern, senere fønikisk og sidenhen grækerne handlede med de gamle kulturer i Mesopotamien. Den decentrale administration som blev skabt af de hjemvendte handlende kan have opfostret den filosofiske tankegang.[3] De græske filosoffers hovedområder var kosmologi (astronomi), etik, erkendelsesteori, logik, metafysik og æstetik såsom:

Præsokratikerne[redigér | redigér wikikode]

Fra ca. 585 f.Kr. opstod der filosofiske skoler over hele oldtidens Grækenland. Førsokratiskernes værker er gået tabt, og deres filosofier kendes derfor kun via fragmenter, eksempelvis fra senere filosoffers citater. En vigtig kilde til viden om førsokratikernes filosofi er Diogenes Laertius' filosofihistorie. [5]. Tolkiningen af præsokratikernes filosofi er derfor særdeles vanskelig. Ikke desto mindre har de haft stor indflydelse på den senere filosofi.

Blandt de vigtigste var:

Filosofien forskød sig herefter til Italien og Sicilien:.

Herefter er Athen filosofiens centrum. Athen var på det tidspunkt den dominerende bystat i Grækenland.[3] Er teori om hvorfor den athenske kultur tilskyndede filosofi henviser til at Athen var et demokrati.[3] På den anden side er den græske filosofis filosofiske ideal ikke det politiske engagement. Det er derimod bios teoretikos, (latin: via contemplativa), altså et liv frigjort fra verdslige pligter helliget til studiet af sandhed.[20] At dette ideal var opnåeligt for en græsk filosof kan skyldes at Grækenlands arbejdsstyrke for en stor del bestod af slaver der tog sig af det arbejde der ellers ville have optaget den frie mands tid. Der fandtes flere slaver end frie græske borgere.

FIlosofien efter Sokrates[redigér | redigér wikikode]

Sokrates revolutionerede den filosofiske tankegang. Alle filosoffer før ham kaldes førsokratiske. Sokrates skrev intet selv, så vi kender ikke hans filosofi nøjagtigt. Meget forskellige retninger som Stoicisme og skeptiske er inspireret af ham. Sokrates blev dømt skyldig i at fordærve sindene blandt Athens ungdom og for ikke at tro på statens guder. Han havde rig lejlighed til at forlade Athen og undgå dødsdommen, men han valgte at blive og dermed overholde sine principper. Dødsdommen blev eksekveret ved at han drak skarntydesaft.[21]

Rafaels billede "Skolen i Athen

Sokrates vigtigste elev var Platon. Platon skrev en række dialoger og brugte den sokratiske metode til at undersøge filosofiske problemstillinger. Han udarbejdede det hidtil langt mest udviklede filosofi system og organiserede en skole i Athen der bestod helt indtil år 529 e.Kr. Platon har han udøvet en ekstrem stor indflydelse på den vestlige filosofi og kultur. Mange af hans tanker, eksempelvis idelæren, har haft stor indflydelse på kristendommen.

Hans elev Aristoteles var måske den første systematiske filosofi. Aristoteles var den første filosof der udviklede en systematisk logik, der var enestående helt frem til den 20.ende århundrede. Han arbejdede også empirisk, således udgav han empirisk baserede værker om fosterudvikling og indsamlede forfatninger fra græske bystater. Han grundlagde den Peripatetiske skole der havde en lang række ledere, bl.a. Theofrastos.

Andre klassiske skoler er

  • Atomismen der grundlagdes af Demokrit. Den blev videreudviklet af Leukippos, og senere af Lukrets
  • Hedonismen er grundlagt af Aristippos af Kyrene.
  • Epikuræismen er en variant af hedonismen, grundlagt af Epikur.
  • Skeptiscismen grundlagdes af Pyrrho, om hvem man ved meget lidt. Et enkelt værk er bevaret nemlig Sextus Empiricus' "Grundris af pyrrhonismen".
  • Kynismen grundlagdes af Antisthenes, en elev af Sokrates. Diogenes blev kynismens mest kendte repræsentant. Han drev dens lære ud i ekstremerne og genstand for mange myter. Blandt andet siges han at have boet i en tønde.
  • Sofisme. Sofisterne var omrejsende lærde der underviste imod betaling. Der er ikke meget bevaret af deres lære og skrifter. De er forbundet med erkendelsesteoretisk relativisme. Vigtige sofister var Protagoras og Gorgias.

Hellenistisk filosofi[redigér | redigér wikikode]

Zenon fra Kition

Grækenland mistede i den hellenistiske periode sin politiske betydning til fordel for romerriget, men græsk filosofi vedblev at spille en meget stor rolle i romersk kultur.

De vigtigste filosofiske retninger var

Biblioteket i Alexandria og Museion var to vigtige institutioner i denne periode. I år 529 lukkede den romerske kejser Kejser Justinian 1. alle filosofiske skoler, inklusive Platons akademi da de var i strid med kristendommen. Dette regnes traditionelt som slutningen på den klassiske filosofi og overgang til middelalderen.

Middelalderlig filosofi[redigér | redigér wikikode]

Se også: Filosofi i middelalderen

I middelalderen tager filosofien udgang i Bibelen og kristendommen. Både med hensyn til dens emner, idet teologiske spørgsmål udgør en almen ramme, men også idet at de fleste filosoffer er tilnkyttet kirken, f.eks. som munke. klostrene fungerede også som biblioteker. Efter sammenbruddet af det romerske imperium forsvandt meget af kendskabet til de klassiske filosoffer tabt. Mange tekster blev dog tabt for evigt under bogtabet i senantikken.

Den tidlige middelalder[redigér | redigér wikikode]

De to romerske filosoffer Augustin og Boethius er de først middelalderlige filosoffer. Man kendte Aristoteles igennem Boethius oversættelse af Aristoteles Kategorier, De Interpretatione om logik, og hans oversættelse af Porfyrs Isagoge, der eren kommentar til Aristoteles Kategorier. Augustins er primært en teolog, men meget af hans skrifter er filosofiske. Hans temaer er sandhed, Gud, menneskets sjæl, historiens mening, staten, synd og frelse. I tusind år blev hans bøger citeret i nærmet hvert eneste teologisk skrift.

Under den karolingiske rænessance i slutningen af 8. århundrede og begyndelsen af 9. århundrede etablerede Karl den Store skoler i hele sit rige, rådgivet af den lærde Alcuin. Disse skoler, fra hvilke skolastikken har sit navn blev centre for lærdom. Duns Scotus var Alcuins efterfølger.

Højmiddelalderen[redigér | redigér wikikode]

Platon, Seneca og Aristoteles. Illustration fra middelalderligt skrift ca. 1325-1335.

Den første filosof i højmiddelalderen regnes for at være Anselm af Canterbury (1033–1109) der især er berømt for det ontologiske gudsbevis.

Det 13. og det 14. århundrede regnes for skolastikkens glansperiode. Roscelinus (ca. 1050 – ca. 1121, hvis skrifter er gået tabt, er den første skolastiker. Den græske filosofi blev genopdaget via manuskripter bevaret på Arabisk (sprog), bl.a. via Adelard af Baths oversættelser. Især opdagelsen af Aristoteles skrifter var skelsættende. Dette ledte til universaliestrieden, en flere hundrede lang diskussion om almenbegrebernes metafysiske stilling hvor Platons begrebsrealisme stod overfor Aristoteles konceptualisme og den middelalderlige nominalisme. Peter Abelard er en af de første nominalister. I en af middelalderens mest berømte filosofiske kontroverser blev anklagt for kætteri af Bernhard af Clairvaux, en anden fremtrædende tænker der grundlagde Cistercienserordenen.

I mange store byer opstod der universiteter. Der opstod flere flere gejstlige ordener der ville tage kontrol over dem, hvoraf de vigtigste var Dominikanerordenen (sortbrødrene) og Franciskanerordenen (gråbrødrene). Franciskanerne blev grundlagt af Frans af Assisi i 1209. Deres leder i midten af 1200-tallen var Bonaventura, en traditionalist der forsvarede Augustin teologi og Platons filosofi, og som kun indarbejdede en smule af Aristoteles flosofi. Bonaventur fulgte Anselm og hævdede at fornuften kun kan opdage sandheden når den er oplyst af religiøs tro. Andre vigtige franciskanere er Duns Scotus, Peter Auriol og William af Ockham. Den sidste er kendt for Ockhams ragekniv der er et vigtigt metodisk princip, selv om Ockham ikke formulerer princippet direkte.[23]

Dominikanerne blev grundlagt af Dominicus i 1215. De lagde større vægt på fornuften og gjorde udbredt brugt af de nyopdagede skrifter a Arisoteles. Fremtrædende dominikanere er Albertus Magnus og Thomas Aquinas. Aquinas syntese af græsk filosofi med de kristne dogmer kom til at definere katolsk filosofi. Aquinas lagde mere vægt på fornugt og argumentation, og var den første der brugte Aristoteles metafysiske og erkendelsesteoretiske skrifter, hvilket var et stort skifte fra den nyplatoniske og augustinske tænkning der havde domineret den tidlige skolastik. Francisco Suárez (1548 - 1617) regnes som den sidste af skolastikerne.

Moderne filosofi[redigér | redigér wikikode]

Der er flere måder at inddele den moderne filosofi i perioder.

Rænssancefilosoffer[redigér | redigér wikikode]

En definition er at datere starten af perioden fra starten af renæssancen. Alle tager de udgangspunkt i menneskets egen fornuft, og forkaster autoriteter. De repræsenterer begyndelsen af humanismen og tager afstand fra den skolastiske tradition. Samtidigt er der endnu ikke opstået en samlet teoretisk ramme. Af vigtige filosoffer fra rænessancen kan nævnes

Erasmus af Rotterdam. Maleri af Hans Holbein (1523.)

Fra begyndelsen af 1600-tallet bliver filosofien mere systematisk. Filosofien i det 17. århundrede er domineret af behovet for at organisere filosofi på rationelle, logiske og indlysende grunde. Dette skyldtes reformationen. Perioden præges også af at filosoffer ofte samtidigt er videnskabsmænd. Således regnes både René Descartes, Blaise Pascal og Sir Isaac Newton også for filosoffer.

Rationalismen[redigér | redigér wikikode]

De rationalistiske filosoffer har det tilfælles at de anser fornuften for at være medfødt og kilden til viden, at gudsbegrebet har en vigtig plads i deres filosofi, at de opstiller gudsbeviser og at de forsøger at opbygge filosofiske systemer der forklarer alting. Deres brug af gudsbegrebet peger tilbage til middelalderen. Sjæl-legeme problemer er et andet fælles hovedtema.

  • René Descartes havde deltaget i trediveårskrigen, og var optaget af at nå frem til sikker viden. Han mente at kun kunne forsvare religionen imod skeptiscisme og ateisme ved at udarbejde et fornuftsbaseret filosofisk system der havde plads til gud, og således forene skolastikkens og renæssancens mål. Descartes grundlægger rationalismen, der bliver videreført af
  • Nicholas Malebranche
  • Spinoza. Sjæl og legeme er to forskellige aspekter af gud. Determinisme, der findes ingen fri vilje.
  • Leibniz. Leibniz var aktiv i mange forskellige videnskabsgrene, bl.a. opdagede han differentialregningen samtidigt med Newton og han arbejdede for at skabe en religiøs verdensfred.
  • Wolff.

Empirismen[redigér | redigér wikikode]

empirismen har det samme mål som rationalismen, men den mener at erkendelsens grundlag som sansningen og benægter at der findes medfødte ideer. Gudsbegrebet er ikke vigtigt for dem, men de udarbejder detaljerede politiske og etiske teorier.

Moralisme og politisk filosofi[redigér | redigér wikikode]

Vi finder også vigtige studier der kan kaldes forløbere for moderne psykologi hos moralister, som La Rochefoucauld og Francis Hutcheson. I England var der en række af filosoffer der udviklede vigtige politiske filosofier i dette tidsrum, så som Edmund Burke der grundlægger konservatismen og Adam Smith der grundlægger liberalismen.

Oplysningstiden[redigér | redigér wikikode]

Det 18. århundredes filosofi er den tidlige del af oplysningstiden. Filosofferne Montesquieu, Condillac, Denis Diderot, Voltaire, Jean-Jacques Rousseau, Charles de Secondat opstillede politiske ideer, der var medvirkende til den amerikanske revolution og senere den franske revolution, så som magtens tredeling, menneskerettigheder og adskillelse af kirke og stat. Dette definerer det moderne demokrati. Oplysningsfilosofferne var optaget af at få deres ideer omsat til virkelighed og skrev derfor værker der var let tilgængelige og polemiske.

Den moderne filosofi regnes for at afsluttes og kulminere med Kant, idet denne leverer et ødelæggende angreb på metafysik der hidtil regnedes for videnskabens moder.

Filosofien efter Kant[redigér | redigér wikikode]

Efter Kant er næsten alle filosoffer professionelle statsansatte universitetsfilosoffer. Man ser også meget få filosoffer der samtidigt leverer vigtigt videnskabeligt arbejde. Betegnede for perioden er en opgiven af en søgen efter et fast grundlag uden for mennesket, og at man ser verden som stadigt foranderlig. Ideen om fremskridt bliver derfor meget vigtig.

Tysk idealisme[redigér | redigér wikikode]

Se også: Tysk idealisme

Umiddelbart efter Kant bliver filosofien præget af den tysk idealisme. Fichte, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Schleiermacher og Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling tager udgangspunkt i Kant. Alle beskriver verden som foranderlig og under udvikling, mens man før så verden som statisk.

Utilitarismen[redigér | redigér wikikode]

En anden uvikling i denne periode var utilitarismen, repræsenteret af Jeremy Bentham og John Stuart Mill. Utilitarisme er en praktisk orienteret filosofi, der søgte at opnå den højest mulge nytte for flest muligt antal mennesker.

Flere filosoffer tog udgangspunkt i Hegels udviklingslære og ideen om stadier eller epoker, men drejede den i retning af en mere videnskabelig, teknisk og materialistisk retning. Herbert Spencer, Karl Marx og Auguste Comte står som de største repræsentanter. Herbert Spencers ideer inspirerede samtidig Charles Darwin.

Arthur Schopenhauer var stærkt kritisk imod både Kant og Hegel. Hans ideer om en vilje i naturen kan siges at have inspireret Charles Darwin. Friedrich Nietzsche videreudvikler Schopenhauers ide om en vilje i hans teser om viljen til magt og overmennesket.

I USA udarbejder Charles Sanders Peirce pragmatismen og semiotikken.

Senmoderne filosofi[redigér | redigér wikikode]

I starten af det 20ende århundrede splittes filosofien op i to hovedretninger, med meget forskellige arbejdsmetoder og mål. Fænomenologien tager groft sagt udgangspunkt i menneskets opleveler, og er derfor åben overfor psykologi, literatur og kunst. Analystisk filosofi tager derimod udganspunkt i naturvidenskab, logik og matematik. Den er også meget præget af sprogfilosofi.

Kontinentalfilosofi[redigér | redigér wikikode]

Kants ødelæggelse af metafysikken er udgangspunket for kontineltalfilosofien. De vigtigste inspirationskilder er den tyske idealisme, Søren Kierkegaard og Nietszche.

Betegnelsen kontinentalfilosofi stammer fra engelske filosoffer, der fandt det brugbart at have en term for en række tankestrømninger især fra Frankrig og Tyskland der havde det tilfælles de var meget forskellige fra analytisk filosofi.

I kontinentalfilosofien findes retninger som fænomenologi, eksistentialisme, strukturalisme, poststrukturalisme, hermeneutik, Frankfurterskolen, marxisme og psykoanalysen. Mange filosoffer kan siges at tilhøre flere forskellige "ismer", idet de arbejder med ting fra f.eks. strukturalisme og fænomenologi, således at der er overlap med termerne. Man skal derfor være varsom med at ligge for meget i betegnelserne.

Kontineltalfilosofi kan siges at have nogen teser til fælles:

  • Afvisning af scientisme, at empirisk naturvidenskab er den eneste måde at beskrive verden på. Det handler om at beskrive videnskabens (erfaringens) forudsætninger.
  • Disse forudsætniner for viden er konteksafhængige, og er præget af sprog, kultur eller historie. Analytiske filosoffer behandler oftest filosofiske problemer et for et, hvorimod kontinentalfilosofi typisk mener det er umuligt at behandle filosofiske problemer udenfor den historiske kontekst.
  • Det er vigtigt at undersøge selve filosofiens rødder, hvilket kan kaldes metafilosofi. Flere kontinentalfilosoffer erklærer derfor filosofien for død.
  • Man kan også tale om visse stilmæssige fællestræk. Som dets rødder har den kontinentale filosoffer en tendens til at bruge dunkle formuleringer og vage beggreber. Heideggers udtryk som "intet intetner" og "verden verdener" er populære eksempler på dette. Dette er dog ingenlunde gældende for alle kontinentalfilosoffer.

Af tidlige repræsentanter kan måske regnes udviklingsfilosofferne: vitalisten Henri Bergson og Oswald Spengler, der arbejder ud fra udviklingtanken fra den tyske idealisme.

Edmund Husserl, grundlægger af fænomenologien kan måske siges at være den største skikkelse i kontinentalfilosofien. Dennes grundtanke er at filosofien skal rettes "imod sagerne selv", dvs ting som de fremtræder for folk – alt hvad man ved om hvordan de er i sig selv skal man sætte "i parentes". Husserl er en af de få kontinentalfilosoffer der læses flittigt i den analytiske filosofi. Han korresponderede da også med dennes grundlægger Gottlob Frege.

Fænomenologien videreudvikles af Max Scheler, Martin Heidegger, Maurice Merleau-Ponty, Emmanuel Levinas og talrige andre. Heidegger er, målt i indflydelse, en af filosofihistoriens allerstørste filosoffer. En kendt version og fænomenologien er den franske existentialismen (Jean-Paul Sartre, Albert Camus) som inspireret af Heidegger. Martin Buber kan også siges at være existentialist, endskønt denne tager udganspunkt i religion.

Sigmund Freud psykoanalyse har inspireret filosofferne Jacques Lacan, Julia Kristeva og Slavoj Žižek. Psykologen Karl Jaspers regnes også for en existentialist, om end han selv benægtede det.

Lacan regnes også for strukturalist. Strukturalisme tager udgangspunkt i lingvistikken Ferdinand de Saussure. Andre struktutalister er Michel Foucault, marxisten Louis Althusser, antropologen Claude Lévi-Strauss og literaturkritikeren Roland Barthès. Som navnet antyder så de mennesket som bestemt af de stukturen de indtræder i, og benægter den frie vilje.

En anden vigtig retning er hermeneutikken. Denne grundlagdes af en elev af Heidegger, Hans-Georg Gadamer er en vigtig skikkelse. Paul Ricoeur søger at udarbejde en syntese af hermeneutikken og fænomenlogien.

Politisk filosofi har traditionelt været et emne der ikke interesserer kontinentalfilosofiens. Hannah Arendts arbejder analyser af magt og totalitarisme skal dog nævnnes. En anden retning der beskæftiger sig med politik er Kritisk teori udvikles af Max Horkheimer, Adorno, Herbert Marcuse og Jürgen Habermas.

Giles Deleuze og Félix Guattari regnes også for kontinentalfilosoffer.

Analytisk filosofi[redigér | redigér wikikode]

Se også: Analytisk filosofi

Analytisk filosofi er som retning præget af

  • Bestræbelse på klarhed og præcis argumentation, hvilket giver sig udslag i at analytisk filosofi vender sig imod logikken og sproganalyse, og imod naturvidenskaben. Den moderne formelle logik er i vid udstræking startet og udarbejdet af filosoffer.
  • At filosofien ikke har nogen egen genstand, og skal ses som en tydeliggørelse af begreber. Dette giver sig eksempelvis udslag i at analytisk filosoffer kan koncentrere sig om forskellige emner og undersøge deres begreber. Der således opstår en videnskabens filosofi, der senere bliver til biologiens filosofi, fysikkens filosofi etc.
  • Afvisning af store filosofiske systemer.
  • Kritisk kan man indvende analytisk filosofi har en tendens til at gå i begrebsmæssig tomgang. Eksempelvis er kan metoden med tankeeksempler kan afføde debatter som minder om skolastikkens. Der er også en tendens til at overanalysere begreber og miste forbindelden til begrebets oprindelige funktion.

Tyskeren Gottlob Frege anses ofte som grundlægger af analytisk filosofi med sin artikel Ûber Sinn und Bedeuting (Om mening og betydning), hvor han rejser spørgsmålet om hvad sproglig mening er. Englænderne G.E. Moore, Bertrand Russell og Alfred North Whitehead er andre tidlige analytiske filosoffer.

En anden vigtig tidlig retning er logisk positivisme. Den logiske positivisme havde center i Wien, hvor Wienerkredsen var en toneangivende cirkel af filosoffer. Den danske filosofi Jørgen Jørgensen (filosof) var medlem af Wienerkredsen.

Også filosoffer som Ludwig Wittgenstein, Moritz Schlick, Karl Popper og Paul Feyerabend stammer alle fra Wien. Wien har således spillet en enorm rolle for analytisk filosofi – indtil anden Verdenskrig drev de fleste østigske filosoffer på flugt til England og USA. Det er således en historisk tilfældighed at analytisk filosofi regnes som anglo-amerikansk.

De logiske positivister (Rudolf Carnap, Schlick) ønsker at sikre vores viden et grundlag ved at vise at al viden stammer fra verificerbar erfaring og logik. Karl Popper udvikler sin filosofi i modsæting til den logiske positivismes verifikationsprincip for mening. Poppers ideer bliver videreudviklet af Thomas Kuhn, Paul Feyerabend og Imre Lakatos. Disse tager dog afstand fra vigtige dele af Poppers filosofi.

De franske videnskabeteoretikere Pierre Duhem og Henri Poincaré kan muligvis også regnes som analytiske filosoffer, idet deres ideer er vigtige for forskellige filosoffer. Duhem og W. V. Quine opdager begge det samme problem, der således kaldes for Duhem-Quine tesen.

Ludwig Wittgenstein udgiver Tractatus Logicus-Philosophicus inspireret af Russell og den logiske positivisme. Senere udarbejder han dagligsprogsfilosofien der får stor betydning.

Senere væsentlige skikkelser er Peter Strawson, W. V. Quine, Michael Dummett, Saul Kripke og Fred Dretske. John Searle og David Chalmers arbejder med analytisk bevidsthedsfilosofi.

Østlig filosofi[redigér | redigér wikikode]

I vesten refererer "Østlig filosofi" til de forskellige traditionelle tros- og videns-systemer i Asien, hovedsageligt herunder Kina, Indien, Japan, og Persien. Man må tage hensyn til dette udtryk er meget generel og ikke vægter noget land eller en enkelt tid.

Synkretisme,

studeres typisk som religionshistorie, men er såvel et kontemporært og vestligt tema. Begrebet er oprindeligt – i sin etymologi – forbundet med studierne af klassisk oldtid og bruges ligeledes til at fremstille den religionshistoriske udvikling i det mesopotamiske kulturcenter. Ved romernes annektering af det levantiske område, de første århundreder i vor tid, ses synkretiske former som eksempelvis kejserkulten Sol Invictus, men karakteristisk for synkretismen er de former der opstår ved lokale kultcentre og deres møde med skiftende overherredømmer. [24]

Oldtidens østlige filosofi,

udviklede sig hovedsageligt i Indien og Kina. Den vediske skole anses af nogle for at være den ældste filosofiske skole – 500 år før den græske filosofi. Andre mener den vediske filosofi begynder med Upanisaderne – de ældste upanisader, Brhadaranyaka-upanisad og Chandogya-upanishad er dateret til omkring det ottende århundrede fvt. Det filosofiske bygningsværk af indiske religioner såsom hinduisme, jainisme eller buddhisme er også til dels bygget på den vediske tanke. I Kina anses konfusianisme for at være den ældste filosofi. Konfusianisme udvikledes i Kina omkring samme tid som buddhisme og jainisme udviklede sig i Indien. En anden skole i filosofi, Taoisme, er udviklet i Kina omkring 200 fvt. Det skal dog tages i betragtning at den østlige filosofi er tynget langt mere af religionen end den vestlige.[25]

Eksterne referencer[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Gigon, Olof (1962), "Das hellenische Erbe", Griechenland. Die hellenistische Welt, Propyläen Weltgeschichte, 3, Frankfurt a.M., Berlin: Ullstein 
  • Frey, Martin (1989), Untersuchungen zur Religion und zur Religionspolitik des Kaisers Elagabal, Stuttgart: Franz Steiner, ISBN 3515053700 

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Olaf Pedersen (1947): Fra Kierkegaard til Sartre, Arne Frost-Hansen Forlag
  2. Dermot Moran (2000): Introduction to Phenomenology, Routledge, ISBN 0-415-18373-1
  3. 3,0 3,1 3,2 Filosofiens oprindelse
  4. Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  5. Jørgen Mejer Førsokratiske filosoffer. Fra Thales til Heraklit. Hans Reitzels Forlag. ISBN 87-412-3029-9.
  6. Thales of Miletus Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  7. The Presocratic Legacy Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  8. Anaximander of Miletus, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  9. Anaximenes of Miletus, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  10. Heraclitus, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  11. Heraclitus of Ephesus, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  12. Philolaus, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  13. Alcmaeon, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  14. Parmenides, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  15. Zeno of Elea, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  16. Presocratic Philosophy, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  17. Empedocles of Acragas, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  18. Anaxagoras, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  19. Democritus of Abdera, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  20. Se herfor Die Lebensform der Theoria,Gigon, pp. 609-616;Politik und Staat,Gigon, pp. 587ff
  21. Socrates, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  22. Niels Henningsen (overs.), Plotin, Det ene : udvalgte enneader, Det Lille Forlag, 2007. ISBN 87-90030-81-8.
  23. "What Ockham really said". Boing Boing. 2013-02-11. http://boingboing.net/2013/02/11/what-ockham-really-said.html. Hentet 2013-03-26. 
  24. For Sol Invictus, se Frey (1989)
  25. Kilde: Notre Dames universitet