Fjølner

Fjølner eller Fjolner var i nordisk mytologi en søn af jætten Gerd og guden Frej.^[1] Ifølge Gylfaginning var det også et af Odins mange navne.^[2]

Fjølner var en sagnkonge i Uppsala. Ifølge Snorre (Grottesangen) var han samtidig med kejser Augustus.^[3]

Venskabet med kong Frode[redigér | rediger kildetekst]

Fjølner fremstillet i Johannes Magnus' værk, 1554.

Snorre beretter, at Fjølner på besøg hos kong Frode i Lejre under et stort drikkegilde med et stort mjødkar. I løbet af natten måtte Fjølner et ærinde udenfor - Snorre betegner ham her som stangdrukken, og på vej ind igen tog Fjølner fejl af vejen, faldt i mjødkarret og druknede.^[4]

Som sagnkonge i Uppsala får den samme episode omtale i et kvad i Ynglingatal:

Døden fandt

i Frodes hus

frem til dér,

hvor Fjølner lå;

drotten i

drikkehornets

brodfri hav

sin bane fandt.^[5]

Det var hos Fjølner, kong Frode fik fat i trælkvinderne Fenja og Menja. Kong Frode havde to kværnstene, der var for store til, at nogen kunne drage dem. Men Fenja og Menja var jættekvinder med store kræfter, og dem tog han med til kværnen og bød dem at male ham guld, fred og lykke.^[4]

Efterkommere[redigér | rediger kildetekst]

Ifølge Ynglingesagaen blev Fjølner efterfulgt af sin søn Svegde som konge i Uppsala. Ham gik det ikke bedre med. Ligesom sin far var Svegde fuld, da han på sin søgen efter Odin blev anråbt af en dværg, der opfordrede ham til at gå ind i en revne i en sten, for der ville han angiveligt finde Odin. Svegde gik ind i stenen og blev aldrig set igen. Med sin kone, vanekvinden Vana, havde han sønnen Vanlande, der blev konge i Uppsala efter ham.^[6]