Fluvialmorfologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Fluvialmorfologi er den del af naturgeografien, der beskæftiger sig med det strømmende vands indflydelse på landskabets former.

Forudsætninger[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Vandløb

Strømmende vand bevæger sig gennem landskaber på to måder:

  1. lodret, idet der over en større strækning sker et vedvarende fald, og
  2. vandret, idet vandstrømmen søger de muligheder, hvor den lettes kan passerer gennem landskabet.

Vandløbets processer[redigér | redigér wikikode]

De forhold, der påvirker vandstrømme, er:

  1. Tyngdekraft og fald,
  2. Terrænoverfladens sammensætning,
  3. Hastighed og transportevne,
  4. Tvær- og længdeprofil.

Vandstrømmes egenskaber[redigér | redigér wikikode]

Vandstrømme har flere egenskaber:

  1. evne til ved at skubbe og trække materiale løs at nedbryde (erodere) den omgivende jordbund,
  2. evne til at bære og føre fast materiale afsted,
  3. evne til af aflejre (sedimentere) fast materiale,
  4. kemiske evner.

Hvor og i hvilket omfang disse evner udnyttes vil afhænge af egenskaber både ved vandløbet (størrelse, strømhastighed, fysisk-kemiske forhold i vandet) og omgivelserne (sammensætning). Nedbrydning forekommer som hovedregel, når strømhastigheden er stor og omgivelserne består af en nedbrydelig jordbund sammensat af små faste partikler af mineraler og organisk materiale med porer fyldt med luft og vand imellem. Aflejring forekommer, når vandløbets hastighed aftager og dets evne til at bære fast materiale med sig derfor nedsættes. Disse egenskaber er ikke jævnt fordelte men udviser visse ofte forekommende tendenser i deres fordeling både i vandløbets længderetning og i dets bredderetning.

Det lodrette forløb[redigér | redigér wikikode]

Man kan skelne mellem 3 stadier i floders udvikling: Selv meget små vandstrømme, fx efter regnskyl, vil hurtigt danne små fordybninger, kløfter, der kan skære sig ned i jordbunden og optræde også på stejlskrænter og lignende. Sådanne kløfter er på begyndelsesstadiet V-formede og kun få cm brede. De har et stærkt fald og, især i områder præget af ler, vil de have ret stejle vægge. Ved fortsat vandstrøm vil væggene flytte sig udad således, at kløften bliver bredere, og samtidig vil kløfternes øverste begyndelse flytte sig bagud ved fortsat nedbrydning af blød jordbund.[1] Det materiale, som således nedbrydes og lader sig rive med af strømmen, er det letteste: først organisk materiale, dernæst mineraler efter deres kornstørrelse: ler, silt, sand og grus. Afgørende er strømmens størrelse og dermed evne til at transportere materiale.

Unge vandstrømme, selv større, har et ujævnt bundprofil, fordi de forløber på en jordbund, der ikke længe har været under påvirkning fra vandløbet. Da der som regel er tale om moræneaflejringer, der kan udvise store højdeforskelle, betyder dette, at vandløbet har et ujævnt løb, stedvist med vandfald og strømhvirvler. Vandstrømme vil fra deres kilde(r) som hovedregel i begyndelsen være forholdsvist stærkt strømmende og med et ret hurtigt fald. Dette indebærer, at vandet har større forudsætninger for at erodere landskabsoverfladen og danne sig en mere eller mindre dyb rende, i første omgang med et V-formet tværsnit.[2] Senere vil faldet og strømhastigheden aftage, og vandløbet vokser nu snarere i bredden, hvorved dets erosionsevne aftager, men dets transportevne bliver højere, fordi dets tværprofil vokser. Endelig vil vandløbet i sin nederste ende være med meget lav hældning, lav hastighed og dermed lav erosionsevne samtidig med, at dets transportevne svækkes og en del materiale aflejres.

Den modne stadie indtræffer, når en flod har et bundprofil, der danner en jævn kurve. Vandløbets tværprofil er nu U-formet.[2] Dette sker, fordi floden over tid efterhånden vil uddybe og udglatte sit bundprofil så meget, som det overhovedet er muligt: højere liggende steder i flodens bund er blevet eroderet og lavere liggende steder har fået tilført aflejret materiale.[3] Denne proces tager udgangspunkt i vandløbets erosionsbasis, det vil sige den højde, hvor nedbrydning er umulig. Dette vil normalt være havets overflade, hvis vandløbet udmunder i havet, men kan også være en undergrund bestående af særligt hårdføre og modstandsdygtige bjergarter.[2]

Det skal tilføjes, at hvis erosionsbasis ændrer sig, fx ved landhævning, så vil processen så at sige begynde forfra med den nye basis som sit udgangspunkt. Det betyder, at den fornyede nedbrydning eller erosion først over tid vil rykke baglæns og gøre sig gældende i den øverste ende af vandløbet.[4]

Det vandrette forløb[redigér | redigér wikikode]

Udviklingen af en meander (bugtning) og dannelsen af en krogsø.
Synneren er en hesteskosø i Ringerike kommune, Norge

Et vandløb er aldrig helt lige, men vil tilpasse sig landskabet. Det vil finde sin vej gennem de lavere liggende og foretrække den blødere jord, der lettere lader sig nedbryde og give plads for vandstrømmen, hvorved vandløbet let vil danne større og mindre sving eller kurver. Sker dette, er der en tendens til, at disse vokser ved en selvforstærkende udvikling. Det skyldes, at vandløbets vandstrøm på ydersiden vil nedbryde brinken, hvorimod de langs indersiden af buen vil aflejre medbragt materiale som følge af lavere hastighed. Denne proces kaldes mæandrering.[5]

Med tiden vil disse processer bevirke, at buerne bliver stadig større og til sidst så store, at vandet kan lave et gennembrud, hvorved den tidligere bue efterlades uden en egentlig vandstrøm som en c-formet indsø (meandersø eller krogsø). Disse søer kan eventuelt være forbundet med vandløbet ved et mindre afløb, men vil ellers vokse til.

Vandløbets strømme vil under afgivelse af materiale "flytte sig". Det betyder, at den tilbageværende erosionsevne vil være størst modsat den side, hvor materialet aflejres; der vil blive dannet en bue, en mæander. Efterhånden vil vandløbet få et slynget forløb på større dele af sin udstrækning. Til sidst kan slyngningen blive så stor og hastigheden så langsom, at vandløbet skærer sig en ny og kortere vej i stedet og efterlader en hesteskoformet sø tilbage som et minde om sit tidligere forløb.

Åløb i Dale[redigér | redigér wikikode]

Da vandet altid vil søge mod de laveste steder i terrænet, vil vandløb ofte forekomme i dale. Disse dale er ikke skabt af vandløb men af afstrømmende vandmasser under og ved afslutningen af sidste istid. De vandmasser, som har skabt disse dale, var væsentlig større end dem, der strømmer i nutiden, fordi de omfattede hele den afsmeltende iskappe, mens nutidens vandløb kun afvander den faldne nedbør (regn, sne).[4]

Tidvist tørre vandløb[redigér | redigér wikikode]

Floder, der kun fører vand en del af året, kaldes fiumarer, mens man ved wadi forstår flodsænkninger i ørkener, der er opståede ved en vandstrøm, men som i tørketiden og måske i nutiden overhovedet i reglen er uden vand.[3]

Underjordiske floder[redigér | redigér wikikode]

I egne, hvor jordbunden består af kalksten, kan forekomme underjordiske floder, idet vandet disse steder kan udhule kalkstenen og danne grotter og tunneler.[3]

Levée[redigér | redigér wikikode]

Når flodbanken gennembrydes, vil det ofte få store konsekvenser i form af oversvømmelser. Foto fra Mississippi-flodens gennembrud i 1927.
Levéer langs en flod (med gult, tidliger forløb med orange). Lysegrå angiver de højest liggende aflejringer nærmest floden, mørkegrå de fjernere aflejringer.

Levée betegner en banke langs bredden af et større vandløb, fx en flod eller en å. De dannes, når vandløb løber over deres bredder, fx ved stormflod, hvor vandet i vandløbet ikke kan komme ud i havet, eller om foråret, når vandstanden i vandløbet stiger meget hurtigt på grund af afsmeltet sne i vandløbets afvandingsområde. Når vandet ikke (hurtigt nok) kan slippe ud gennem vandløbets munding, vil det i stedet søge til siden, det vil sige oversvømme vandløbets bredder.

Vand i vandløb vil altid transportere materiale, suspenderet sediment i form af fint sand, silt og mudder. Eftersom vandets bæreevne afhænger af vandstrømmens størrelse og hastighed, vil vandet, hvis hastighed hurtigt aftager, når det løber ud til siderne, miste evnen til at transportere materialet videre, og det medbragte materiale vil derfor falde til bunds og blive aflejret. Derfor dannes der sådanne steder, hvor disse oversvømmelsesprocesser foregår, banker af aflejret materiale nærmest vandløbets bredder. Over tid vil disse banker fremstå højere end det bagved liggende fjernere bagland. Beroende på vandløbets og oversvømmelsernes størrelse kan disse flodbanker blive af betydelig bredde og højde.

Sådanne flodbanker forekommer blandt andet i marskområder, hvor de i ældre tid ofte blev inddraget til bebyggelse, fordi de udgjorde en egns højest liggende, tørreste og mindst oversvømmelsesudsatte områder.

Deltaer[redigér | redigér wikikode]

Det erosionsmateriale, som et vandløb fører med sig, aflejres enten under selve vandløbets løb, eller det føres helt ind til mundingen. Her kan det aflejres, når det strømmende vand møder mere havet således, at der dannes undervandsbanker, grunde eller rev eller floddeltaer, hvis aflejringerne hæver sig over havoverfladen. Ved nogle vandløb sker der ikke aflejring ved mundingen, således på kyster med betydelig ebbe og flod (lavvande og højvande), hvor der i stedet vil dannes tragtformede mundinger, der er dybe, og hvis vand er brakvand.[3]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Schou (1949), s. 98
  2. ^ a b c Schou (1949), s. 96
  3. ^ a b c d Steensby, s. 254
  4. ^ a b Schou (1949), s. 99
  5. ^ Nielsen, s. 146f

Litteratur[redigér | redigér wikikode]