Folkesundhedsvidenskab

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Folkesundhedsvidenskab er videnskaben om befolkningens sundhedstilstand, samt hvordan man fremmer denne.

Citat Folkesundhedsvidenskab er videnskaben og kunsten at forebygge sygdom at forlænge liv og fremme sundhed ved hjælp af samfundets samlede indsats. [1] Citat

Folkesundhedsvidenskaben beskæftiger sig med analyser af befolkningens sundhedstilstand, forebyggelse og sundhedsfremme samt social- og sundhedsvæsenets opbygning og funktioner. Forhold omkring sundhed og sygdom analyseres med udgangspunkt i befolkningens og befolkningsgruppers levevilkår frem for at tage udgangspunkt i det enkelte menneske. I og med at folkesundhedsvidenskaben beskæftiger sig med samfundsforhold, men samtidig omhandler sundhed, befinder den sig i et krydsfelt mellem samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab, ligesom den kan involvere andre fagtraditioner som humaniora og økonomi.

Uddannelser i folkesundhedsvidenskab

I Danmark kan folkesundhedsvidenskab studeres på videregående niveau på tre forskellige uddannelser: En kandidatuddannelse, en videreuddannelse og en masteruddannelse.

Kandidat i folkesundhedsvidenskab (cand.scient.san.publ.)

Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og Syddansk Universitet Esbjerg udbyder den 5-årige bachelor- og kandidatuddannelse i folkesundhedsvidenskab, som fører til titlen cand.scient.san.publ (engelsk: Master of Science in Public Health, MScPH). Kandidater i folkesundhedsvidenskab arbejder bl.a. med planlægning, administration og sagsbehandling inden for sundhedsvæsenet, men kan også arbejde med forskning og rådgivning, ligesom en del arbejder i private virksomheder, der arbejder med sundhed.

Faglig videreuddannelse i Klinisk farmaci og Folkesundhed

Pharmakon – Danish College of Pharmacy Practice udbyder den 2-årige videreuddannelse Faglig videreuddannelse i Klinisk farmaci og Folkesundhed (engelsk: Professional Further Education in Clinical Pharmacy and Public Health), som er en overbygning på videregående niveaufarmakonomuddannelsen. Denne videreuddannelse kvalificerer farmakonomer (lægemiddelkyndige) yderligere til bl.a. at kunne praktisere klinisk farmaci samt sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende ydelser på et højt fagligt niveau på apotek og sygehus samt andetsteds i sundhedssektoren.

Master of Public Health, MPH

Københavns Universitet udbyder som videreuddannelse den 2-årige masteruddannelse Master of Public Health, MPH (master i folkesundhed).

Eksterne henvisninger

Noter