Folketingsvalget 2022

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Folketingsvalget 2022
Kongeriget Danmark
← 2019
medlemmer
1. november 2022
31. oktober (Færøerne)
(Folketingsmedlemmer valgt i 2022)
Næste →

Der stemmes om 179 pladser i Folketinget:
175 fra Danmark, 2 fra Grønland og 2 fra Færøerne
Valgdeltagelse 84,1 % (Danmark)[1]

Parti Leder % Valgt ±
Socialdemokratiet Mette Frederiksen 27,5 50 +2
Venstre Jakob Ellemann-Jensen 13,3 23 -20
Moderaterne Lars Løkke Rasmussen 9,3 16 Nyt
Socialistisk Folkeparti Pia Olsen Dyhr 8,3 15 +1
Danmarksdemokraterne Inger Støjberg 8,1 14 Nyt
Liberal Alliance Alex Vanopslagh 7,9 14 +10
Konservative Søren Pape Poulsen 5,5 10 -2
Enhedslisten Kollektivt lederskab 5,2 9 -4
Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen 3,8 7 -9
Nye Borgerlige Pernille Vermund 3,7 6 +2
Alternativet Franciska Rosenkilde 3,3 6 +1
Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt 2,6 5 -11
Frie Grønne Sikandar Siddique 0,9 0 Nyt
Kristendemokraterne Marianne Karlsmose 0,5 0 0
Færøerne
Sambandsflokkurin Bárður á Steig Nielsen 30,2 1 0
Javnaðarflokkurin Aksel V. Johannesen 28,2 1 0
Tjóðveldi Høgni Hoydal 18,1 0 0
Fólkaflokkurin Christian Andreasen 15,5 0 0
Miðflokkurin Jenis av Rana 4,5 0 0
Framsókn Ruth Vang 3,4 0 0
Grønland
Siumut Erik Jensen 37,6 1 0
Inuit Ataqatigiit Múte Bourup Egede 24,6 1 0
Demokraatit Randi V. Evaldsen 18,5 0 0
Naleraq Pele Broberg 12,2 0 0
Atassut Aqqalu Jerimiassen 3,6 0 0
Dette viser partilisten over vundne mandater. Se det samlede resultat nedenfor.
Siddende statsminister Ny statsminister
Mette Frederiksen
Socialdemokratiet
Mette Frederiksen
Socialdemokratiet

Folketingsvalget 2022 var det 71. valg til Folketinget i Kongeriget Danmark og blev afholdt den 31. oktober på Færøerne og 1. november i Grønland og Danmark. Alle Folketingets 179 pladser var på valg, heraf 175 i Danmark og to hver på Færøerne og i Grønland. Valget blev udskrevet 5. oktober efter en trussel om et mistillidsvotum mod Mette Frederiksens socialdemokratiske mindretalsgregering fra dens hidtidige støtteparti Radikale Venstre på baggrund af Minksagen. Valgdeltagelsen endte på 84,1 % i Danmark, en lille tilbagegang i forhold til 84,6 % ved det forudgående valg i 2019.

I alt 14 partier var opstillet i Danmark, heraf de 3 nye partier Moderaterne, Danmarksdemokraterne og Frie Grønne. Ved valget bevarede rød blok et knebent flertal på 90 mandater inklusive tre nordatlantiske (2 i Grønland og 1 på Færøerne).

Indenfor rød blok blev Radikale Venstre mere end halveret og gik fra 16 til 7 mandater. Enhedslisten tabte 4 mandater og endte på 9, mens regeringspartiet Socialdemokratiet fik sit bedste valg siden 2001 med i alt 50 mandater, en fremgang på 2.[2] Socialistisk Folkeparti og Alternativet vandt hver især et mandat og endte dermed på henholdsvis 15 og 6 mandater. Det nye midterparti Moderaterne kom ind med 16 mandater og blev dermed Folketingets tredjestørste parti. I blå blok gik Venstre tilbage med 20 mandater og fik dermed sit dårligste valg siden 1988,[3] men vedblev alligevel med at være det største borgerlige parti. Det nye parti Danmarksdemokraterne kom ind med 14 mandater, og Liberal Alliance vandt 10 mandater og blev dermed mere end tredoblet, da partiet gik fra 4 til 14 mandater efter at have ført en kampagne, der i høj grad var henvendt yngre vælgere.[4] Dansk Folkeparti blev omvendt mere end halveret og gik fra 16 til 5 mandater, partiets laveste vælgertilslutning nogensinde. Det Konservative Folkeparti fik 10 mandater, en tilbagegang på 2, mens Nye Borgerlige fik 6 mandater og således gik 2 frem.

Hverken Frie Grønne eller Kristendemokraterne opnåede valg til Folketinget.

Mette Frederiksen indgav dagen efter valget regeringens afskedsbegæring og indledte forhandlinger om en bred regering henover midten. De rekordlange forhandlinger førte 15. december til dannelsen af Regeringen Mette Frederiksen II bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. De tre partier rådede over 89 mandater, og med støtte fra nordatlantiske mandater blev den nye regering dermed reelt en flertalsregering.

Baggrund[redigér | rediger kildetekst]

I henhold til Danmarks Riges Grundlov, § 32, der definerer, at en valgperiode maksimalt er fire år, skulle valget senest have været afholdt 4. juni 2023. Det forrige folketingsvalg blev afholdt 5. juni 2019, hvor rød blok vandt valget, og Socialdemokratiet derpå dannede Regeringen Mette Frederiksen I med støtte fra partierne Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.[5]

Under coronaviruspandemien i november 2020 besluttede regeringen at beordre aflivningen alle mink i Danmark for at forhindre overførsel af virus fra mink til mennesker. Beslutningen viste sig at være uden lovhjemmel, og minksagen førte til nedsættelse af Minkkommissionen[a][6] for at vurdere de juridiske aspekter i sagen.[7] I juni 2022 udkom kommissionens beretning, som kaldte ordrerne om minkaflivninger og såkaldte tempobonusser "klart ulovlige".[8] Som konsekvens af beretningen oplyste Radikale Venstres leder, Sofie Carsten Nielsen, at hvis ikke Mette Frederiksen udskrev valg senest ved Folketingets åbning den 4. oktober 2022, ville partiet vælte regeringen ved et mistillidsvotum. Dette kunne imidlertid i praksis først lade sig gøre efter Folketingets åbningsdebat 6. oktober, hvorfor Radikale også udskød fristen.[9] Den 5. oktober meddelte Mette Frederiksen, at hun havde indstillet til Dronningen, at der blev udskrevet folketingsvalg til afholdelse tirsdag den 1. november 2022.[10] Efterfølgende blev valgdatoen for Færøerne ændret til 31. oktober, idet 1. november på Færøerne er en officiel mindedag for de færinger, der har mistet livet på søen.[11]

Meningsmålingerne i de seneste dage inden valget pegede på, at hverken rød eller blå blok ville opnå flertal, og at partiet Moderaterne ville få den afgørende rolle som tungen på vægtskålen i det kommende folketing.[12]

Valgmetode[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Opgørelse af folketingsvalg

Danmark er inddelt i tre landsdele: Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland. De er yderligere inddelt i 10 storkredse, hvor der vælges i alt 135 kredsmandater. Når kredsmandaterne er fordelt, skal der i landsdelene tildeles i alt 40 tillægsmandater. Et parti kan som regel kun få tillægsmandater, hvis det har fået mindst 2 procent af de gyldige stemmer i hele landet (den såkaldte spærregrænse), men visse undtagelser findes, blandt andet hvis et parti har fået mindst ét kredsmandat.[13][14]

Når alle de 175 danske mandater er fordelt mellem partierne, skal der udvælges, hvilke kandidater der får partiernes mandater i hver storkreds. De kandidater for partiet i storkredsen, som har flest personlige stemmer plus evt. tildelte stemmer på partiet (partistemmer), vælges. Hvordan partistemmerne tildeles de enkelte kandidater, afhænger af, hvilken opstillingsmetode partiet bruger i pågældende storkreds.[13][14]

Storkredse Kredsmandater
Bornholm 2
København 17
Østjylland 18
Fyn 12
Københavns Omegn 11
Nordjylland 15
Nordsjælland 10
Sydjylland 17
Vestjylland 13
Sjælland 20

I Færøerne og Grønland vælges hver to mandater i en enkelt valgkreds med D'Hondts metode.[15]

Stemmeret[redigér | rediger kildetekst]

Personer har stemmeret, hvis de er fyldt 18 år på valgdagen, er danske statsborgere, bor i Kongeriget (Danmark, Grønland og Færøerne) og ikke er umyndiggjorte.[16] Alle stemmeberettigede har også valgbarhed – altså kan de stille op til valget og blive valgt. Efter valget skal samtlige nyvalgte folketingsmedlemmer skrive under på, at de agter at overholde Grundloven, mens det nye Folketing skal godkende valget og de enkelte medlemmers valgbarhed.[17]

Opstillede partier[redigér | rediger kildetekst]

Nedenstående tabeller viser de af Indenrigs- og Boligministeriet opstillingsberettigede partier til folketingsvalget 2022.

Danmark[redigér | rediger kildetekst]

Navn Leder Resultat (2019) Mandater
inden
01-11-2022
Stemmer (%) Mandater
A Socialdemokratiet Mette Frederiksen 25,9%
48 / 179
49 / 179
V Venstre - Danmarks Liberale Parti Jakob Ellemann-Jensen 23,4%
43 / 179
39 / 179
O Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt 8,7%
16 / 179
6 / 179
B Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen 8,6%
16 / 179
14 / 179
F Socialistisk Folkeparti Pia Olsen Dyhr 7,7%
14 / 179
15 / 179
Ø Enhedslisten - De Rød-Grønne Kollektivt lederskab
Politisk ordfører: Mai Villadsen
6,9%
13 / 179
13 / 179
C Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen 6,6%
12 / 179
13 / 179
Å Alternativet Franciska Rosenkilde 3,0%
5 / 179
2 / 179
D Nye Borgerlige Pernille Vermund 2,4%
4 / 179
4 / 179
I Liberal Alliance Alex Vanopslagh 2,3%
4 / 179
3 / 179
Æ Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg Inger Støjberg
8 / 179
Q Frie Grønne - Danmarks Nye Venstrefløjsparti Sikandar Siddique
2 / 179
K Kristendemokraterne Marianne Karlsmose 1,8%
0 / 179
0 / 179
M Moderaterne Lars Løkke Rasmussen
1 / 179
UFP Løsgængere 0,1%
0 / 179
6 / 179

Grønland[redigér | rediger kildetekst]

Liste Parti (Politisk) Leder Leder siden Mandater i Inatsisartut (Landstinget) Mandater i Folketinget v/ Folketingsvalget 2019 Politiker valgt til Folketinget
IA      Inuit Ataqatigiit Múte Bourup Egede 1. december 2018
12 / 31
1 / 2
Aaja Chemnitz Driefer
S Siumut Erik Jensen 29. november 2020
10 / 31
1 / 2
Aki-Matilda Høegh-Dam
D      Demokraterne Jens-Frederik Nielsen 8. juni 2020
3 / 31
0 / 2
N/A
NQ      Nunatta Qitornai Vittus Qujaukitsoq september 2017
0 / 31
0 / 2
N/A
PN      Partii Naleraq Pele Broberg 25. juni 2022
4 / 31
0 / 2
N/A
A Atassut Aqqalu Jerimiassen 9. november 2019
2 / 31
0 / 2
N/A

Færøerne[redigér | rediger kildetekst]

Liste Parti (Politisk) Leder Leder siden Mandater i Lagtinget Mandater i Folketinget v/ Folketingsvalget 2019 Politiker valgt til Folketinget
B Sambandsflokkurin Bárður á Steig Nielsen 24. oktober 2015
7 / 33
1 / 2
Edmund Joensen
C Javnaðarflokkurin Aksel V. Johannesen 5. marts 2011
7 / 33
1 / 2
Sjúrður Skaale
A      Fólkaflokkurin Christian Andreasen 18. marts 2022
8 / 33
0 / 2
N/A
E      Tjóðveldi Høgni Hoydal 2000
7 / 33
0 / 2
N/A
F      Framsókn Ruth Vang 6. marts 2020
2 / 33
0 / 2
N/A
H      Miðflokkurin Jenis av Rana 2001
2 / 33
0 / 2
N/A

Resultater[redigér | rediger kildetekst]

Valgdeltagelsen var på 84,1 %, hvilket var den laveste siden 1990. Valgdeltagelsen faldt dermed for tredje gang i træk ved et folketingsvalg, hvilket valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet tilskrev, at forskellene på de forskellige partiers og blokkes holdninger ikke længere var så stor.[18] Samtidig stemte rekordmange vælgere blankt, nemlig 46.272, hvilket var en stigning på mere end 50 procent i forhold til det foregående valg i 2019.[19] Til gengæld var antallet af spildte stemmer, dvs. stemmer til partier, der endte under spærregrænsen, og stemmer på kandidater opstillet udenfor partierne, med 50.265 blot en tredjedel af antallet ved det foregående valg.[20]

Rød blok (Socialdemokratiet og dets hidtidige støttepartier samt Alternativet) fik 87 mandater og kunne samtidig mønstre støtte fra tre ud af fire nordatlantiske mandater (2 i Grønland og 1 på Færøerne), hvorfor rød blok akkurat opnåede et flertal på 90 mandater. Medvirkende til dette var, at Socialdemokratiet fik et mandat mere, end partiets proportionale vælgerandel egentlig tilsagde, idet partiet opnåede 50 kredsmandater, mens dets andel af vælgerne kun svarede til 49 af de 175 mandater. En sjældent anvendt paragraf i valgloven (paragraf 77, stk. 3 og 4) bestemmer, at kredsmandater er endelige, så et parti aldrig kan miste et af disse i sådan en situation. Der var dermed ét mandat mindre til fordeling blandt Folketingets øvrige partier, hvilket endte med at koste partiet Venstre et mandat.[21][22]

Indenfor rød blok blev Radikale Venstre, der havde udløst valget, mere end halveret og gik fra 16 til 7 mandater. Enhedslisten tabte 4 mandater og endte på 9, mens regeringspartiet Socialdemokratiet vandt 2 mandater. Det var partiets bedste valg siden 2001,[23] og det forblev dermed det største parti i Folketinget. Socialistisk Folkeparti gik 1 mandat frem til 15 mandater. Alternativet, der i lang tid op til valget i meningsmålingerne stod til at ryge ud af Folketinget, vandt ligeledes 1 mandat og fik dermed i alt 6 mandater. Det nye midterparti Moderaterne kom ind med 16 mandater og blev dermed Folketingets tredjestørste parti. I blå blok gik Venstre tilbage med 20 mandater og fik sit dårligste valg siden 1988,[24] men vedblev alligevel med at være det største borgerlige parti. Det nye parti Danmarksdemokraterne kom ind med 14 mandater, og Liberal Alliance vandt 10 mandater og blev dermed mere end tredoblet, da partiet gik fra 4 til 14 mandater efter at have ført en kampagne, der i høj grad var henvendt til yngre vælgere.[25] Dansk Folkeparti blev omvendt mere end halveret og gik fra 16 til 5 mandater, partiets laveste vælgertilslutning nogensinde. Det Konservative Folkeparti gik tilbage med 2 mandater til i alt 10, mens Nye Borgerlige fik 6 mandater og således gik 2 frem.

Det nye parti Frie Grønne ledet af Sikandar Siddique fik 0,9 % af stemmerne og kom dermed ikke over spærregrænsen. Det samme gjaldt Kristendemokraterne, som opnåede 0,5 % af stemmerne.

Danmark[redigér | rediger kildetekst]

Landsresultat[redigér | rediger kildetekst]

Resultat i Danmark
PartiStemmer%Mandater+/–
Socialdemokratiet971.99527,5050Stigning2
Venstre470.54613,3223Fald20
Moderaterne327.6999,2716NY
Socialistisk Folkeparti293.1868,3015Stigning1
Danmarksdemokraterne286.7968,1214NY
Liberal Alliance278.6567,8914Stigning10
Det Konservative Folkeparti194.8205,5110Fald2
Enhedslisten181.4525,139Fald4
Radikale Venstre133.9313,797Fald9
Nye Borgerlige129.5243,676Stigning2
Alternativet117.5673,336Stigning1
Dansk Folkeparti93.4282,645Fald11
Frie Grønne31.7870,900NY
Kristendemokraterne18.2760,520Uændret
Udenfor partierne4.2880,120Uændret
I alt3.533.951100,001750
Gyldige stemmer3.533.95198,36
Ugyldige/blanke stemmer58.8711,64
Stemmer i alt3.592.822100,00
Stemmeberettigede/valgdeltagelse4.269.04884,16
Kilde: Danmarks Statistik, DR

Kredsresultater[redigér | rediger kildetekst]

Socialdemokratiet blev største parti i 84 af de 92 opstillingskredse i Danmark. Venstre opnåede flest stemmer i fire af kredsene, mens Enhedslisten blev det største parti i fire opstillingskredse i Københavns Storkreds.

Færøerne[redigér | rediger kildetekst]

Resultat på Færøerne
PartiStemmer%Mandater+/–
Sambandsflokkurin8.19830,191Uændret
Javnaðarflokkurin7.65928,201Uændret
     Tjóðveldi4.92718,140Uændret
     Fólkaflokkurin4.22215,550Uændret
     Miðflokkurin1.2174,480NY
     Framsókn9363,450Uændret
I alt27.159100,0020
Gyldige stemmer27.15999,20
Ugyldige/blanke stemmer2190,80
Stemmer i alt27.378100,00
Stemmeberettigede/valgdeltagelse38.38771,32
Kilde: kvf.fo

Grønland[redigér | rediger kildetekst]

Resultat i Grønland
PartiStemmer%Mandater+/–
Siumut7.42438,581Uændret
     Inuit Ataqatigiit4.85225,211Uændret
     Demokraterne3.65619,000Uændret
     Partii Naleraq2.41612,550Uændret
Atassut7203,740Uændret
Tillie Martinussen (løsgænger)1760,910Uændret
I alt19.244100,0020
Gyldige stemmer19.24497,52
Ugyldige/blanke stemmer4902,48
Stemmer i alt19.734100,00
Stemmeberettigede/valgdeltagelse41.30547,78
Kilde: Qinersineq

Personlige stemmer[redigér | rediger kildetekst]

Følgende kandidater fik flest personlige stemmer:[26]

  1. Mette Frederiksen (A): 60.837
  2. Inger Støjberg (Æ): 47.211
  3. Lars Løkke Rasmussen (M): 38.439
  4. Alex Vanopslagh (I): 38.284
  5. Jacob Mark (F): 31.235
  6. Magnus Heunicke (A): 22.102
  7. Jakob Ellemann-Jensen (V): 20.945
  8. Pia Olsen Dyhr (F): 18.758
  9. Nicolai Wammen (A): 18.022
  10. Søren Gade (V): 17.998

Efterspil[redigér | rediger kildetekst]

Som et resultat af Radikale Venstres dårlige valgresultat og hendes eget dårlige personlige stemmetal trådte partiets leder Sofie Carsten Nielsen dagen efter valget tilbage fra denne post.[27] Hun blev afløst af Martin Lidegaard den 3. november.[28]

Rød blok fik et snævert flertal på 90 mandater; men fordi Radikale Venstre ikke længere støttede Socialdemokratiets etpartiregering, var regeringens flertal baseret på dens hidtidige parlamentariske grundlag væk,[29] og 2. november indgav Mette Frederiksen regeringens afskedsbegæring med henblik på at indlede forhandlinger om at danne en ny regering over den politiske midte.[30] Regeringen fortsatte i mellemtiden som forretningsministerium.[29]

Kongehuset oplyste samme dag, at fungerende statsminister Mette Frederiksen var blevet udpeget af et flertal af det nye Folketings mandater til at lede forhandlingerne om dannelsen af en ny regering. Partierne, der ved dronningerunde havde peget på Frederiksen som kongelig undersøger, var Socialdemokratiet, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Disse havde tilsammen 103 mandater og havde derfor flertal i det nye Folketing.[31]

Efter rekordlange forhandlinger meddelte Mette Frederiksen 13. december, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne ville danne en regering sammen. De tre partier havde 89 mandater bag sig, og med støtte fra de nordatlatlantiske mandater var det reelt en flertalsregering. Radikale Venstre havde deltaget i regeringsforhandlingerne lige til det sidste, men meddelte tidligere på dagen den 13. december de øvrige forhandlingspartnere, at partiet ikke ønskede at indgå i regeringen. Regeringsgrundlaget for Regeringen Mette Frederiksen II blev offentliggjort den 14. december, mens regeringen officielt tiltrådte den 15. december, hvor dens enkelte medlemmer også blev præsenteret.[32]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende noter
  1. ^ Kommissionens formelle navn var Granskningskommissionen om sagen om aflivning af mink.
Referencer
  1. ^ "Valgresultater". DR. 2. november 2022.
  2. ^ "Socialdemokratiet blev valgets store sejrherre: Vil danne bred regering". DR. 2. november 2022. Hentet 2. november 2022.
  3. ^ "Ellemann taler: 'Som formand for Venstre er det først og fremmest mit ansvar'". DR. 2. november 2022. Hentet 2. november 2022.
  4. ^ Lærke Møller Hansen; Julie Schønning (28. oktober 2022). ""Du kan godt": LA's modsvar til offerfortællingen flytter stemmer". Altinget.dk. Hentet 7. november 2022.
  5. ^ "Aftale: Her er de 18 sider, der gør Mette Frederiksen til statsminister". Altinget.dk. Hentet 29. september 2019.
  6. ^ Grønnegård Christensen, Jørgen (27. september 2022). "Minksagen". Den Store Danske. Hentet 13. september 2022.
  7. ^ Udvalget for Forretningsordenen; Granskningsudvalget (23. april 2021). "Kommissorium for en granskningskommission om sagen om aflivning af mink" (PDF). Folketinget.
  8. ^ Emilie Haaber, Lynggaard; Ritzau (20. september 2022). "To embedsmænd slipper med advarsel i Minksagen". TV 2. Hentet 22. september 2022.
  9. ^ Ritzau (4. oktober 2022). "Radikale Venstre giver Mette F. en ekstra dag til at udskrive valg". Hentet 4. oktober 2022 – via TV 2.
  10. ^ Eller, Emil (5. oktober 2022). "Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg: Afholdes 1. november". DR. Hentet 5. oktober 2022.
  11. ^ "På Færøerne afholdes folketingsvalget 31. oktober". Indenrigs- og Sundhedsministeriet. 8. oktober 2022. Hentet 9. januar 2023.
  12. ^ "Sidste måling inden valget indvarsler dramatisk slutspurt". Altinget.dk. 30. oktober 2022. Hentet 9. januar 2023.
  13. ^ a b "Det danske valgsystem. Valg til Folketinget" (PDF). Økonomi- og Indenrigsministeriet. 2018. Arkiveret (PDF) fra originalen 5. juni 2019. Hentet 5. juni 2019.
  14. ^ a b Kaare R. Skou (2007). "folketingsvalg". Dansk Politik A – Å (2. udgave). Lindhardt og Ringhof. ISBN 9788711411322.
  15. ^ Færøerne: Grønland:
  16. ^ "Hvem kan stemme og stille op til valg i Danmark?". Indenrigs- og Boligministeriet. Hentet 29. oktober 2022.
  17. ^ "Fakta om ophævelse af parlamentarisk immunitet" Arkiveret 8. maj 2019 hos Wayback Machine. DR. 23. maj 2003.
  18. ^ Silas Bay Nielsen (2. november 2022). "Valgdeltagelsen var den laveste i mere end 30 år: 'Der er grund til at råbe vagt i gevær'". DR. Hentet 9. januar 2023.
  19. ^ Ritzau (24. november 2022). "Rekordmange stemte blankt ved folketingsvalget". Ritzau. Hentet 9. januar 2023.
  20. ^ "Knap 55.000 stemmer er gået til spilde ved valget". TV 2. Ritzau. 2. november 2022. Hentet 5. november 2022.
  21. ^ Hansen, Louise Bolvig (3. november 2022). "Aldrig brugt paragraf gav rød blok flertallet, selvom blå blok og Løkke fik flest stemmer". TV 2. Hentet 4. november 2022.
  22. ^ Per Thiemann; Jakob Sorgenfri Kjær (4. november 2022). "Venstre står selv bag den særregel, der hjalp rød blok til 90 mandater". Politiken. Hentet 9. januar 2023.
  23. ^ "Socialdemokratiet blev valgets store sejrherre: Vil danne bred regering". DR. 2. november 2022. Hentet 2. november 2022.
  24. ^ "Ellemann taler: 'Som formand for Venstre er det først og fremmest mit ansvar'". DR. 2. november 2022. Hentet 2. november 2022.
  25. ^ Lærke Møller Hansen; Julie Schønning (28. oktober 2022). ""Du kan godt": LA's modsvar til offerfortællingen flytter stemmer". Altinget.dk. Hentet 7. november 2022.
  26. ^ Ritzau (2. november 2022). "Her er de politikere, der har fået flest personlige stemmer". Hentet 4. november 2022 – via Politiken.
  27. ^ Andersen, Mette Viktoria Pabst (2. november 2022). "Sofie Carsten Nielsen trækker sig som leder for De Radikale - Folketingsvalg 2022". DR. Hentet 7. november 2022.
  28. ^ Malte Bruhn. "Radikale har fundet en ny politisk leder: "Jeg har en anden stil"". Altinget.
  29. ^ a b Jørgenssen, Steen A. (2. november 2022). "Mette Frederiksen har indgivet sin afsked – her er, hvad der sker nu". Jyllands-Posten. Hentet 3. november 2022.
  30. ^ Laurtizen, Daniel Bue (2. november 2022). "Mette Frederiksen bejler over midten: "Jeg udelukker ikke nogen"". Altinget. Hentet 3. november 2022.
  31. ^ Kongehuset (2. november 2022). "Forhandlingsleder udpeget". Pressemeddelelse.
  32. ^ "Historisk: Ny SMV-regering præsenteres torsdag". Ritzau. 13. december 2022. Hentet 9. januar 2023.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]