Fontevraudklostret

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Det Kongelige Kloster for Vor Frue af Fontevraud
Klosterkomplekset set fra oven
Cloître de l'Abbaye de Fontevraud.JPG
Fontevraudklostrets beliggenhed i Frankrig
Generel information
Status Nedlagt, i dag kulturcenter og museum
Arkitektonisk stil Romansk, gotisk, klassicime
Klassifikation Fredet
By: Fontevraud-l'Abbaye
Land: Frankrig Frankrig
Koordinater 47°10′53″N 0°03′06″Ø / 47.18139°N 0.05167°Ø / 47.18139; 0.05167Koordinater: 47°10′53″N 0°03′06″Ø / 47.18139°N 0.05167°Ø / 47.18139; 0.05167
Konstruktion startet 1101
Lukket 1792
Oversigtskort
Fontevraudklostret ligger i Frankrig
Fontevraudklostret
Fontevraudklostret
Fontevraudklostrets beliggenhed i Frankrig

Det Kongelige Kloster for Vor Frue af Fontevraud eller Fontevrault (fransk: abbaye de Fontevraud) var et kloster i landsbyen Fontevraud-l'Abbaye, nær Chinon, i det tidligere franske hertugdømme Anjou. Det blev grundlagt i 1101 af den omrejsende prædikant Robert af Arbrissel. Stiftelsen blomstrede og blev centrum for en ny klosterorden, Fontevrauds orden. Denne orden bestod af et dobbeltkloster, hvor fællesskabet bestod af både mænd og kvinder, i separate dele af klostret, som alle var underlagt abbedissen af Fontevrauds autoritet. Fontevraudklostret selv bestod af fire separate fælleskaber, som alle blev ledet af den samme abbedisse.

De første permanente strukturer blev opført mellem 1110 og 1119.[1] Området, hvor klosteret ligger, var på det tidspunkt en del af det, der undertiden kaldes Det Angevinske Rige. Kongen af England, Henrik 2., hans kone, Eleonora af Aquitanien, og deres søn, Kong Richard Løvehjerte, blev alle begravet her i slutningen af det 12. århundrede. Klostret blev konfiskeret og nedlagt som kloster under den Den Franske Revolution .

Klostret ligger i Loire-dalen, der er på UNESCO's lister over verdens kulturarv, mellem Chalonnes-sur-Loire og Sully-sur-Loire i Parc naturel régional Loire-Anjou-Touraine.

Komplekset af klosterbygninger fungerede som et fængsel fra 1804 til 1963. Siden 1975 har det huset et kulturcenter, Centre Culturel de l'Ouest.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Grundlægger[redigér | redigér wikikode]

La Roë Kloster
Kort over klostret.

Robert af Arbrissel havde tjent som ærkepræsten i Bispedømmet Rennes, hvor han udførte dets biskops reformistiske dagsorden. Da biskoppen døde i 1095, blev Robert fordrevet fra bispedømmet på grund af de lokale præsters fjendtlighed. Derefter blev han eremit i skoven i Craon, hvor han praktiserede et liv med streng bod, sammen med en række andre mænd, der senere grundlagde store klosterinstitutioner. Hans veltalenhed og asketisme tiltrak mange tilhængere, for hvem han i 1096 grundlagde et kloster for regelbundne kannikker i La Roë, hvoraf han var dets første abbed. I samme år kaldte Pave Urban 2. ham til Angers og udnævnte ham til en apostolsk missionær og bemyndigede ham til at forkynde hvor som helst. Hans forkyndelse tiltrak store skarer af hengivne tilhængere, både mænd og kvinder, endda også spedalske. Som følge heraf ønskede mange mænd at omfavne det religiøse liv, og han sendte disse til sit kloster. Da klostrets kannikker protesterede mod tilstrømningen af kandidater fra lavere sociale kredse, fratrådte han sit embede og forlod fælleskabet.[2]

Fontevraud[redigér | redigér wikikode]

Omkring 1100 bosatte Robert og hans tilhængere sig i en dal ved navn Fons Ebraldi, hvor han etablerede et klosterfælleskab. Oprindeligt boede mænd og kvinder sammen i samme hus i en gammel asketisk praksis kaldet syneisaktisme. Denne praksis var imidlertid bredt fordømt af kirkens myndigheder, og under pres blev fælleskabet hurtigt opdelt efter køn, hvor munkene boede i små priorier, hvor de boede i små munkeklostre, hvor de levede i fælleskab i tjeneste for nonnerne og under deres styre. De blev anerkendt som et religiøst fælleskab i 1106, både af biskoppen af Angers og af Pave Paschalis 2. Robert, der kort efter genoptog sit liv med omrejsende forkyndelse, udnævnte Hersende af Champagné til at lede fælleskabet. Senere blev hendes assistent, Petronilla af Chemillé, valgt som den første abbedisse i 1115.

Robert skrev en kort regel for livet i fælleskabet baseret på Benedikts Regel. I modsætning til de andre klosterordrer, der blev betegnet som dobbeltklostre, fulgte munkene og nonnerne i Fontevrauds orden den samme regel. I sin regel beskæftigede Robert sig med fire hovedpunkter: stilhed, gode værker, mad og tøj, hvor han tilskyndede til det yderste i livets og påklædningens enkelhed. Han beordrede, at abbedissen aldrig skulle vælges blandt dem, der var opvokset i Fontevraud, men at hun skulle være én, der havde oplevet verden (de conversis sororibus). Sidstnævnte påbud blev kun observeret i tilfældet med de to første abbedisser og blev annulleret af Pave Innocens 3. i 1201. På tidspunktet for Roberts død i 1117 var der omkring 3.000 nonner i fælleskabet.[2]

I de tidlige år var Plantagenet-slægten store velgørere for klostret, og efter Henrik 2.'s død gjorde Eleonora af Aquitanien klostret til sin bopæl.[1] Abbedisse Louise de Bourbon efterlod sit våbenmærke på mange af de ændringer på klosterbygninger som hun foretog i løbet af sin embedsperiode.

Gravmonumenterne over Richard 1. af England (forrest) og Isabella af Angoulême (bagerst)

Tilbagegang[redigér | redigér wikikode]

Med svækkelsen af Plantagenet-dynastiets magt i Frankrig, begyndte Fontevraud og dets forbundne fælleskaber at gå hårde tider i møde. I slutningen af det 12. århundrede klagede abbedissen af Fontevrault, Matilde af Flandern (1189-1194), over den ekstreme fattigdom, som klostret led. Derfor fik nonnerne i 1247 lov til at modtage arv for at skabe indkomst til deres behov, i modsætning til klosterskikken. Ordenens skrøbelige økonomiske grundlag blev forværret af ødelæggelserne under Hundredårskrigen, som varede gennem det meste af det 14. århundrede.

Indragelse og senere historie[redigér | redigér wikikode]

Ordenen blev opløst under Den Franske Revolution . I november 1789 blev al den katolske kirkes ejendom erklæret som nationens ejendom. Den 17. august 1792 beordrede et revolutionært dekret evakuering af alle klostre, der skulle afsluttes den 1. oktober 1792. På det tidspunkt var der stadig omkring 200 nonner og et lille fælleskab af munke beonde i Fontevraud. Den sidste abbedisse, Julie Sophie Charlotte de Pardaillan d'Antin, siges at være død i fattigdom i Paris i 1797.[3] Klostret blev et fængsel i 1804.[1]

Fængslet var planlagt til at kunne rumme 1.000 fanger, og det tidligere kloster krævede store ændringer, herunder nye barakker ud over omdannelsen af klosterbygninger til sovesale, værksteder og fællesarealer. De første fanger, mænd, kvinder og børn, ankom i 1814. Det kom dog til at holde omkring 2.000 fanger, og derfor fik fængslet ry for at være "den hårdeste i Frankrig efter Clairvaux" (også et tidligere kloster). Politiske fanger sad under de hårdeste forhold. Under Vichy-regeringen blev nogle franske modstandsfanger skudt der.

I 1963 blev klostret overgivet til Det Franske Kulturministerium,[1] og en større restaurering blev gennemført. I 1975 blev Centre culturel de l'Ouest dannet for at bevare klostret og fremme det som et kulturelt sted. Komplekset blev åbnet for offentligheden i 1985. Tilbageførelsen af klosterkirkens til tidligere udseende fra omkring år 1900 skabt af arkitekten Lucien Magne blev afsluttet i 2006.[4]

Ordenen blev genoplivet af Mme Rose i 1806 som én kun for kvinder og efter en ændret regel.[5]

Oversigt over abbedisser[redigér | redigér wikikode]

Abbedisse Gabrielle de Rochechouart (1645-1704)
Abbedisse Louise Françoise de Rochechouart (1664-1742)

Arkitektur[redigér | redigér wikikode]

Kirke[redigér | redigér wikikode]

Kloster[redigér | redigér wikikode]

Kapitelhus[redigér | redigér wikikode]

Særlige attraktioner[redigér | redigér wikikode]

Klosteret var oprindeligt gravsted til Kong Henrik 2. af England, hans hustru Eleonora af Aquitanien, deres søn kong Richard 1. af England, deres datter Johanne, deres barnebarn Raymond 7. af Toulouse og Isabella af Angoulême, hustru til Henrik og Eleonoras søn Kong Johan uden Land. Der er dog ingen jordiske rester tilbage af Henrik, Eleonora, Richard eller de andre på stedet. Deres rester blev muligvis ødelagt under Den Franske Revolution. Ligene af de franske monarker blev ligeledes fjernet fra St. Denis Basilikaen i 1793 efter ordre fra den franske regering.[8]

Henriette Louise de Bourbon, et barnebarn af Ludvig 14. og Madame de Montespan, voksede op her. Prinsesse Thérèse af Frankrig, en datter af Ludvig 15., er også begravet her.

Kulturelle referencer[redigér | redigér wikikode]

Klostergangene

Jean Genet beskrev en tredive år gammel fange i Fontevrauds oplevelser fra i sin semiselvbiografiske roman Miracle de la rose selvom der ikke er noget bevis for, at Genet nogensinde selv sad fængslet der.

La Cage aux Rossignols (Nattergalenes bur), en fransk film udgivet i 1945, blev filmet i klosteret.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d Melot (1971)
  2. ^ a b Catholic Encyclopedia Robert of Arbissel
  3. ^ a b "Reigning Abbess Julie Sophie Charlotte de Pardaillan d'Antin of the Royal Abbey of Fontevraud (France)". Women in Power. Arkiveret fra originalen 3. juni 2015. Hentet 26. november 2020. 
  4. ^ "Transformation de l'Abbaye en Prison". l'Abbaye de Fontevraud. Arkiveret fra originalen 20 August 2012. Hentet 19 August 2012. 
  5. ^ Cross, F. L., ed. (1957) The Oxford Dictionary of the Christian Church. London: Oxford University Press; p. 512
  6. ^ Vincent 2007, s. 331.
  7. ^ Berman 2018, s. 75.
  8. ^ Lindsay, Suzanne Glover. "The Revolutionary Exhumations at St-Denis, 1793". Center for the Study of Material & Visual Cultures of Religion. Yale University. Arkiveret fra originalen 29. november 2020. Hentet 26. november 2020. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Vincent, Nicholas (2007). "The Court of Henry II". I Harper-Bill. Henry II: New Interpretations. The Boydell Press. 
  • Berman, Constance Hoffman (2018). The White Nuns: Cistercian Abbeys for Women in Medieval France. University of Pennsylvania Press. 
  • Melot, Michel (1971) L'abbaye de Fontevrault. Paris: Jacques Lanore
  • Müller, Annalena (2014), Forming and Re-Forming Fontevraud. Monasticism, Geopolitics, and the Querelle des Frères (ca. 1100-1643), doktorafhandling, Yale University 2014.
  • Pohu, J. (1961) L'abbaye royale de Fontevraud. Fontevraud: l'abbé Pohu
  • Pohu, J. (1979) L'abbaye royale de Fontevraud. Fontevraud: l'abbé Pohu

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]

  • [Nicquet, H.] (1586) Histoire de l'ordre de Fontevrault. Angers, 1586; og Paris, 1643
  • Édouard (pseud. Af A. Biron) (1873-74) Fontevrault et ses monumenter; ou histoire de cette royale abbaye depuis sa fondation jusqu'à sa suppression, 1100-1793. 2 vol.
  • Histoire de l'ordre de Fontevrault, 1100-1908; by the Religious of Sainte-Marie-de-Fontevrault-de-Boulaur (afterwards at Vera in Navarre). 3 vols. Auch, 1911-15

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]