Fredegars krønike

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Tegning i det ældste manuskript. Personerne formodes at skulle skildre Eusebius af Cæsarea og Hieronymus.

Fredegars krønike (fransk: La chronique de Frédégaire) er den konventionelle titel benyttet om en frankisk krønike fra 600-tallet, som antagelig blev skrevet i Burgund. Forfatteren er ukendt og tilskrivelsen til en "Fredegar" er dateret så sent som 1500-tallet.

Krøniken begynder med verdens skabelse og ender i år 642. Det er også nogen få henvisninger til hændelser op til 658. En del kopier af manuskriptet indeholder en forkortet udgave af krøniken frem til 642, men inkluderer afsnit, som er skrevet under det karolingske dynasti som slutter med Pipin den Yngres død i 768. Fredegars krønike med dens forsættelser er en af de få kilder som giver information merovingerdynastiet for perioden efter 591 da Gregor af Tours' værk Historia Francorum slutter.

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

Ingen af de bevarede manuskripterne specifiserer navnet på forfatter.[1] Navnet "Fredegar" (moderne fransk: Frédégaire) ble først benyttet for krøniken i 1579 af Claude Fauchet i hans Recueil des antiquitez gauloises et françoises.[2][2] Spørgsmålet om hvem som skrev krøniken har været genstand for akademisk debat, skønt historikeren J. M. Wallace-Hadrill indrømmer, at "Fredegar" er et særegent, om end usædvanlig frankisk navn.[3] Den vulgærlatin, som værket er skrevet på bekræfter, at det blev skrevet i Gallien, men udover dette er det meget lidt sikkert som kan blive konkluderet om værkets oprinnelse. Af den grund er det flere teorier om dets forfatterskab:[4]

  • Den oprindelige opfattelse, som blev hævdet uden argument så sent som 1878, er at krøniken blev skrevet af en enkeltperson.
  • I 1883 foreslog Bruno Krusch, i hans udgave af Monumenta Germaniae Historica, at krøniken var et værk af tre forfattere, en teori som senere blev accepteret af Theodor Mommsen, Wilhelm Levison, og Wallace-Hadrill.
  • Ferdinand Lot kritiserede Kruschs teori om et forfatterskab af flere, og hans indvendinger blev støttet i 1928 af Marcel Bardot og Leon Levillain.
  • I 1934 foreslog Siegmund Hellmann en ændring af Kruschs teori, og argumenterede for, at værket var skrevet af to forfattere.[5]
  • I 1963 fornyede Walter Goffart argumenterne for at det var en enkelt forfatter,[6] og denne opfattelse er stort set generelt accepteret.[7]

Fredegar er almindeligvis antaget at have været burgunder fra regionen Avenches grundet hans kundskab om det alternative navn Wifflisburg for denne lokalitet, et navn som først på denne tid kom i brug. Denne antagelse er støttet ved det fakta, at han havde tilgang til annalerne af mange kirker i Burgund. Han havde også tilgang til dokumenter ved hoffet og kunne åbenbart snakke med sendebud eller ambassadører fra langobarderne, vestgoterne og slaverne. Hans forståelse af hændelser i den byzantinske verden er vanligvis forklaret med Burgunds relative nærhed til den byzantinske Italien.

Manuskripter[redigér | redigér wikikode]

Krøniken eksisterer i over 30 manuskripter. Krusch og Collins har grupperet disse i fem klasser.[8][9] Den oprindelige krønike er gået tabt, men den eksisterer i en kopi i uncialskrift gjort i 715 af munk fra Burgund ved Lucerius. Denne kopi, den ene eksemplar af manuskript af klasse 1, er i Bibliothèque nationale de France (MS Latin 10910) og er tidvis kaldt for Codex Claromontanus eftersom det en gang var ejet af Collège de Clermont i Paris.[10][11] En diplomatisk udgave blev udgivet af Gabriel Monod i 1885.[12] Codex Claromontanus var også grundlaget for en kritisk udgave udgivet af Krusch i 1888 og af en delvis engelsk oversættelse af Wallace-Hadrill i 1960.[13][14] De fleste af de andre bevarede manuskripter blev kopieret i Austrasien er dateret fra begyndelsen af 800-tallet eller noget senere.[15]

Den første trykte udgave, editio princeps,[16] blev udgivet i Basel af Matthias Flacius i 1568,[17] og som benyttet manuskriptet MS Heidelberg University Palat. Lat. 864 som grundlaget for sin tekst.[18] Den næste trykte udgave var Antiquae Lectiones af Theodorich Canisius ved Ingolstadt i 1602.

Struktur[redigér | redigér wikikode]

Den kritiske udgave ved Krusch er inddelt i fire bøger, eller egentlig sektioner. De første tre bøger er baseret på tidligere værker og dækker perioden fra verdens begyndelse og frem til 584; den fjerde bog fortsætter frem til 642 og bebuder hændelser som skær mellem 655 og 660.[19] I prologen skriver forfatteren (traditionelt navngivet som Fredegar):

"Jeg har læst omsorgsfuldt krøniker af Hieronymus, Hydatius og en bestemt klog mand, af Isidor foruden også af Gregorius, fra verdens begyndelse til de nedadgående år under Guntrams styre; og jeg har reproduceret i rækkefølge i denne lille bog, i egnet sprog og uden mange udeladelser, hvad disse lærde mænd har fortalt til sidst i deres fem krøniker".[20][21]

Faktisk citerer forfatter fra kilder, som han ikke vedkender kilden til, og drastisk forkorter en del af de han gør. Han sætter også ind tilleggsektioner med tekst som ikke er afledt fra hans hovedkilder. Disse indskudte sektioner er refereret til som "interpolationer". For fleste af dem er kilder ikke kendte.[7] En del af disse indskud er benyttet til væve en legende af trojansk oprindelse for frankerne gennem krøniken.[22][22]

Bog I[redigér | redigér wikikode]

De indledende 24 kapitler i første bog er baseret på den anonyme Liber generationis som igen er afledt fra værket af Hippolytus (død 235). Det genværende af bog indeholder et sammendrag af ulige kronologiske tabeller, inkluderet en liste over romerske kejsere, en liste af jødiske konger, en liste af paver op til tiltrædelsen til pave Theodor 1. i 642, og kapitel 3 af krøniken til Isidor af Sevilla.[23] På modsat side af folioen af listen med paver er det en tegning af to personer, som i henhold til den franske historiker Gabriel Monod antagelig repræsenterer Eusebius af Cæsarea og Hieronymus.[24][25]

Bog II[redigér | redigér wikikode]

De første 49 kapitler af anden bog indeholder uddrag fra Hieronymus' latinske oversættelse af Eusebius' Pantodape historia. Teksten består af en del interpolationer. De tilbageværende kapitler indeholder uddrag fra Hydatius' krønike.[20][26]

Bog III[redigér | redigér wikikode]

Den tredje bog indeholder uddrag fra bøger II-VI af Historia Francorum (også kaldt for Decem Libri Historiarum) af Gregor af Tours med flere indskud. Fredegars kilde lader til at have manglet de fire sidste bøger til Gregors' tekst og hans fortælling afsluttes i 584.[26]

Bog IV[redigér | redigér wikikode]

De 90 kapitler i fjerde bog indeholder bestemte detaljer for hændelser som angår hoffet i Burgund. Fredegar navngiver ikke sine kilder, men de første kapitler er antagelig baseret på lokaler annaler. Kapitelerne 24-39 indeholder en redegørelse fra vidner til hændelser mellem 603 og 613.[26] Kapitel 36 er et indskud om livet til Sankt Columbanus (død 615) som er kopieret, bortimod uden ændringer, fra helgenbiografien Vita Columbani af Jonas af Bobbio.[27][28] Bogen slutter brat i 642.[26]

Bog IV er den som er studeret mest af historikere da den inneholder information, som ikke er tilstede i andre kilder fra middelalderen.

Fortsættelserne[redigér | redigér wikikode]

En gruppe med manuskripter, Kruschs klasse 4, indeholder en omarbejdelse af Fredegars krønike som følges af yderligere sektioner som beskriver hændelser i Frankerriget op til 678. Disse tillægssektionerne er refereret til som Fortsættelserne. I sin kritiske udgave har Krusch lagt disse ekstra kapitler til i en appendix, noget som giver et fejlagtig indtryk at disse to dele tilhører samme manuskript.[7][29]

Manuskripterne i klasse 4 er inddelt i tre bøger. Den første begynder med en sektion baseret på afhandlingen De cursu temporum af den latinske forfatter Quintus Julius Hilarianus fra 300-tallet. Denne er fulgt af en version af Fredegars bog II som indlagt en udvidet redegørelse af frankernes påståede trojanske oprindelse. Den anden bog er en forkortet version af fortællinger til Gregor af Tours som modsvarer til Fredegars bog III. Den tredje og sidste bog består af de 90 kapitler i Fredegars bog IV fulgt af Fortsættelserne.[7]

Fortsættelserne består af tre dele. De første ti kapitler er baseret på Liber historiae Francorum, en anonym krønike fra Neustria som afsluttes rundt året 721. Den andre del, kapitlerne 11–33, dækker årene op til 751. Ved dette tidspunkt er en kolofon sat ind i teksten som forklarer, at skrivingen af krøniken blev beordret af Karl Martells broder, grev Kildebrand I (død 751). En oversættelse, baseret på Wallace-Hadrills engelske udgave, lyder:

"Op til dette tidspunkt tog strålende grev Kildebrand, onkel af den nævnte kong Pipin, store smerter for at få denne historie, eller geste, af frankerne nedtegnet. Hvad som følger er ved autoriteten hos den strålende grev Nibelung, søn af Kildebrand."[30][31]

Krøniken fortsætter derefter i yderligere 20 kapitler som dækker hændelserne i Frankerriget op til år 768.[32]

Middelalderforskeren Roger Collins har argumenteret, at teksten i klasse 4-manuskripterne er tilstrækkelig forskellige fra Fredegars krønike i Codex Claromontanus til, at de burde blive betragtet som et selvstendig værk. Han har også foreslået en nye titel, Historia vel Gesta Francorum, som sker i kolofonen nævnt over. Han mener, at en forfatter var ansvarlig for teksten frem til år 751, og en anden forfatter skrev tillægkapitlerne.[33][34]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Schwedler (2013), s. 73.
  2. ^ a b Collins (2007), s. 16.
  3. ^ Wallace-Hadrill (1960), s. xv.
  4. ^ Wallace-Hadrill (1960), s. xvi–xxv.
  5. ^ Hellmann (1934).
  6. ^ Goffart (1963).
  7. ^ a b c d Goffart (2009).
  8. ^ Krusch (1882).
  9. ^ Collins (2007).
  10. ^ Goffart (1963), s. 209.
  11. ^ «Frédégaire. Latin 10910». Bibliothèque nationale de France.
  12. ^ Monod (1885).
  13. ^ Krusch (1888).
  14. ^ Wallace-Hadrill (1960).
  15. ^ Wallace-Hadrill (1958), s. 527-528.
  16. ^ editio princeps (flertal: editiones principes) er en teknisk betegnelse, som groft set betyder den første trykte udgave af et værk som tidligere kun eksisterede som manuskript.
  17. ^ Wallace-Hadrill (1958), s. 529.
  18. ^ Krusch (1888), s. 16.
  19. ^ Goffart (1963), s. 206.
  20. ^ a b Goffart (1963), s. 210.
  21. ^ Krusch (1888), s. 123
  22. ^ a b Wallace-Hadrill (1958), s. 536-539.
  23. ^ Goffart (1963), s. 211-212.
  24. ^ Monod (1885), s. 25 fn. 1
  25. ^ Goffart (1963), s. 211.
  26. ^ a b c d Schwedler (2013), s. 74.
  27. ^ Goffart (1963), s. 232.
  28. ^ Krusch (1888), s. 134-138.
  29. ^ Krusch (1888), s. 168
  30. ^ Wallace-Hadrill (1958), s. 528.
  31. ^ Den latinsk original: Usque nunc inluster vir Childebrandus comes, avunculus praedicto rege Pippino, hanc historiam vel gesta Francorum diligetissime scribere procuravit. Abhinc ab inlustre viro Nibelungo, filium ipsius Childebrando, itemque comite succedat auctoritas. se: Krusch (1888), s. 182
  32. ^ Fouracre (2000), s. 7.
  33. ^ Collins (2009a).
  34. ^ Collins (2009b).

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]