Frederik 1.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Frederik 1.
Valgsprog:
NIHIL SINE NUMINE
(Intet uden den guddommelige vilje)
Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig og Holsten, Greve udi Oldenburg
Kroning 7. august 1524
Vor Frue Kirke, København
Regerede 13. april 1523
10. april 1533
Forgænger Christian 2.
Regent Frederik 1.
Efterfølger Christian 3.
Ægtefæller Anna af Brandenburg
Sophie af Pommern
Børn

Med Anna:

Med Sophie

Hus Oldenborgske slægt
Far Christian 1.
Mor Dorothea af Brandenburg
Født 7. oktober 1471
Haderslevhus
Død 10. april 1533
Gottorp Slot
Hvilested 1533
Slesvig Domkirke

Frederik 1./Frederik af Holsten (7. oktober 1471Haderslevhus10. april 1533Gottorp Slot[1]) var konge af Danmark og Norge fra 1523 til 1533.

Hertug i Slesvig og Holsten

Frederik blev født som den anden (og yngste) søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg og voksede op i hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

I 1481 døde Christian 1., og dronning Dorothea ønskede, at begge hendes sønner Hans og Frederik skulle tilgodeses, og helst sådan at Frederik fik hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Da dette ikke kunne lade sig gøre, fik Dorothea dog foranlediget, at begge sønner på landdagen i Kiel i 1482 blev valgt til hertuger i hertugdømmerne.

I 1490 blev hertugdømmerne endvidere delt mellem brødrene, således at Hans fik den segebergske del og Frederik, der fik lov til at vælge først, den gottorpske del. For ikke at bryde en aftale om, at hertugdømmerne skulle forblive udelt, hed det sig, at Hans og Frederik skulle regere dem sammen.

Fra 1490-1523 regerede hertug Frederik på Gottorp og bragte både fred og stigende velstand til sin del af hertugdømmerne.

Oprøret mod Christian 2.

Da Christian 2.'s trone begyndte at vakle under ham, indgik Frederik en alliance med utilfredse medlemmer af den danske adel. Den 8. marts 1523 erklærede hertug Frederik kongen Christian 2. krig, og allerede 18 dage senere hyldedes Frederik som konge i Viborg. Da Christian 2. forlod Danmark den 13. april, underskrev Frederik sin håndfæstning med adelen, og lod sig hylde som Frederik 1. af Danmark og Norge.

Christian 2. og hans dronning Elisabeth forlod København om bord på orlogsskibet Løven og flygtede til Holland. Det var en sorgens dag for Københavns indbyggere og Danmarks almue og borgerskab. Voldene og stranden var efter sigende fulde af bedrøvede mennesker, som fulgte deres bortsejlende konge med øjnene. Christian 2.'s love blev erklæret for fordærvelige og hans lovbøger blev brændt på bålet.

Konge af Danmark

Frederik 1.'s regeringsperiode var præget af uro blandt borgere og bønder, der ønskede at få Christian 2. genindsat som konge. I årene 1524 og 1525 var der tilløb til oprør i Jylland og Skåne. Christian 2.'s statholder på Gotland, Søren Norby gik i land i det vestlige Blekinge i et desperat forsøg på at få genindsat Christian 2. på Danmarks trone, og det lykkedes at samle ikke mindre end 8.000 mand, som indledte en belejring af Helsingborg Slot.

Frederik 1.’s holstenske hærfører Johan Rantzau med en hær på 900 knægte og 400 ryttere samt artilleri forenede sig dog med den danske adelshær samt et kontingent svenske tropper. Disse knuste den utrænede bondehær i to blodige slag ved Lund den 28. april og ved BunketofteHelsingborgsletten den 4. maj 1525. I slaget ved Lund blev bønderne forfulgt helt ind i byens domkirke, og 60 borgere, som havde søgt tilflugt i domkirken, blev slæbt ud og slagtet af soldaterne. Bondehærens tab blev sat til cirka 3.000 døde.

I 1532 lykkedes det Frederik at lokke Christian 2. til Danmark under løfte om frit lejde. Kongen brød løftet og satte den tidligere monark i fængselSønderborg Slot. I 1549 blev den nu 68-årige Christian 2. overført til Kalundborg Slot, hvor han opholdt sig til sin død i 1559.

I størstedelen af sin regeringsperiode opholdt Frederik sig på Gottorp Slot. Han kom kun til Danmark, når det var absolut nødvendigt, og Norge besøgte han aldrig. På trods af den strenge håndfæstning lykkedes det Frederik at få stor politisk indflydelse. I nogle tilfælde truede han med at fraskrive sig tronen til fordel for den landflygtige Christian 2. Ganske virkningsfuldt.

På trods af at han i håndfæstningen havde lovet at værne om den katolske kirke, indførte Frederik 1. reelt religionsfrihed for lutheranere i Danmark. Eksempelvis udnævnte han Hans Tausen, hvis stærkt lutheranske prædikener vakte røre, til sin kapellan. I 1526 gennemførte Frederik 1., at bisperne fremover skulle vælges i Danmark.

Han blev i 1502 gift med kurfyrsten af Brandenburgs datter, den 15-årige Anna. Hun døde i en alder af 27 år. De fik to børn, hvoraf det ene blev den senere kong Christian 3. I sit efterfølgende ægteskab med Sophie af Pommern, fik han yderligere fem børn. Frederik 1. døde på Gottorp Slot den 10. april 1533 og blev begravet i Slesvig Domkirke.

Anetavle

 
 
 
4Didrik den Lykkelige
 
 
²Christian 1.
 
 
 
 
 
 
5Hedevig af Holsten
 
1Frederik 1.
 
 
 
 
 
6Johan af Brandenburg
 
 
3Dorothea af Brandenburg
 
 
 
 
 
 
7Barbara af Sachsen
 

Se også

Litteratur

  • Frederik I i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 5, 1891), forfattet af A. Heise
  • Frederik I, Konge i Danmark og Norge i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1919)
  • Kongerækken på Kongehusets hjemmeside
  • Søren Sørensen (Frederik 1., aerenlund.dk)
  • Scocozza, Benito (1997). Politikens bog om danske monarker. København: Politikens Forlag. ISBN 87-567-5772-7.
  • Lexopen
Frederik 1.
Født: 7. oktober 1471 Død: 10. april 1533
Titler som regent
Foregående:
Christian 2.
Konge af Danmark
1523 – 1533
Efterfølgende:
Christian 3.
Konge af Norge
1523 – 1533