Frederik 3.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Frederik 3)
Gå til: navigation, søg
Frederik 3.
Valgsprog:
DOMINUS PROVIDEBIT
(Herren være mit forsyn)
Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, Greve udi Oldenburg og Delmenhorst
Kroning 23. november 1648
Vor Frue Kirke, København
Regerede 6. juli 1648[1] -
9. februar 1670
Forgænger Christian 4.
Regent Frederik 3.
Efterfølger Christian 5.
Ægtefælle Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg
Børn med Margrethe Pape:

med Dronning Sophie Amalie:

Hus Oldenborgske slægt
Far Christian 4. af Danmark
Mor Anna Kathrine af Brandenburg
Født 18. marts 1609
Haderslevhus
Død 9. februar 1670 (60 år)
Københavns Slot
Hvilested 1670
Roskilde Domkirke
Religion Lutheransk
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
[[{{{År}}}]]

Frederik III (18. marts 16099. februar 1670[2]) var konge af Danmark-Norge fra 16481670. Han tilhørte den oldenborgske slægt og havde som valgsprog: Dominus providebit (Herren være mit forsyn).

Fødsel[redigér | redigér wikikode]

Frederik III blev født 18. marts 1609Haderslevhus som tredjeældste søn af kong Christian 4. i hans ægteskab med Anna Cathrine af Brandenburg.

Ungdom[redigér | redigér wikikode]

Kobberstik med ungdomsportræt af Hertug Frederik.

Han fik en god opdragelse, tilegnede sig alsidige og solide kundskaber, og tidlig fremtrådte hos ham en interesse for læsning og videnskabelig syssel, der var et særsyn hos mænd af hans slægt, men som han udviklede og bevarede hele livet igennem. 1624—26 opholdt han sig ved Sorø Akademi, 1629—30 var han i udlandet, i Frankrig og Frisland.[3] Der efter havde han nået en alder, der muliggjorde selvstændig handling, og gennem stillinger, der allerede i barneårene havde ophobet sig om ham, ventede der ham rig lejlighed til omfattende virksomhed. Tidlig havde faderen søgt at skaffe ham en anselig fremtid ved at sikre ham en betydningsfuld fyrstelig stilling ved rigets sydgrænse, således blev han 1621 koadjutor i Bremen Stift, 1622 koadjutor og 1623 biskop i Verden, i 1624 koadjutor i Halberstadt.[4] Endnu i 1630-erne fulgte lykken hans og faderens planer om udvidelse af den vundne magt over nordtyske lande, og uagtet Freden i Lübeck også berørte Frederiks interesser stærkt, blev han dog i 1634 ærkebiskop i Bremen, og året efter blev han fyrstbiskop i Verdens Stift[4], således hersker over Bremen-Verden. Disse år havde bragt ham rige erfaringer, der havde præget og modnet hans personlighed, men det var væsentlig gennem de alvorligste vanskeligheder og kampe, at han havde nået sin udvikling. I de forholdsvis lykkelige år havde styrelsen af de forskellige tyske lande ikke været let; den storpolitiske stilling var stadig utryg, og i de indre forhold forbitredes Frederik af stridigheder med stænderne, over for hvilke han optrådte med stor skarphed.[4] Fra 1642 til 46 opholdt Frederik sig i Holsten.

Ægteskabet[redigér | redigér wikikode]

I 1630-erne havde der været forhandlinger om et ægteskab mellem Frederik og dronning Kristina af Sverige, men de førte ikke til noget, og i 1640 forlovede han sig med den 15-årige Sofie Amalie, datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg.[4] Den 18. oktober 1643 stod deres bryllup. To stærke, vidt forskellige personligheder stod fra nu af ved hinandens side. Sofie Amalies indflydelse på Frederik blev af indgribende betydning for ham. Frederik skildredes allerede i 1632 af en engelske gesandt som mørk og indesluttet. Han havde ringe sans for ydre adspredelser og forlystelser; stille studier var hans glæde og kunne vække hans livlige interesse. Stærke lidenskaber besad han, men vandt i årenes løb stor evne til selvbeherskelse. Han afholdt sig fra stærke drikke, og af uægte børn kendes kun Ulrik Frederik Gyldenløve, der var født før hans ægteskab.[4] Nu fik han til hustru en 20 år yngre kvinde, livsglad og levelysten, med stærke lidenskaber, frem for alt en brændende ærgerrighed, og med krav på festligheder og støjende fornøjelser. Dybere indbyrdes sympati skabtes vanskelig her, men de mødtes i fælles ærgerrighed og krav om magt. Sofie Amalie var søster til fyrster med bestemt udprægede enevældige tendenser, hun havde evne som vilje til at lade sit kraftige initiativ indvirke på sin husbond, og under dennes lange overvejelser, der ingenlunde altid skabte en fast beslutsomhed, var der god plads for en energisk påvirkning. Frederiks kampe i ungdomsårene lagde ham det nær at håbe på en tid, da alle skranker for hans magt kunne ryddes til side; han havde udpræget dynastiske interesser, minder om sammenstød med tyske stænder og mægtige danske adelsmænd sad fast, tyske rådgivere, for hvem en stærk fyrstemagt var det ideelle modstykke til en dansk valgkonges beklippede myndighed, stod ham nær. Således førte karakter og livsvilkår allerede tidlig prins Frederik og hans hustru frem mod de samme enevældige idealer, der brød så stærkt frem i det samtidige Vesteuropa.[4]

Den første modgang[redigér | redigér wikikode]

Frederik 3. til hest. Maleri af Wolfgang Heimbach.

Få år efter ægteskabets indgåelse fremkaldte Torstenson-krigen mellem Danmark og Sverige en afgørende forandring. Alt, hvad der var vundet syd for Elben, gik tabt. Direkte forhandlinger med Sverige efter Freden i Brømsebro skaffede ham ikke landene tilbage, og 1647 gav han definitivt afkald på sine bispedømmer.[4] Under svenskekrigen var han ikke heldig. Tidlig i 1644 blev han udnævnt til generalissimus og præsident for krigsrådet i Glückstadt, men hverken mens han stod i Hertugdømmerne, eller da han i december samme år fulgte efter Wrangel mod nord og forenede sig med Anders Bille, lykkedes det ham at gøre fjenden væsentligt afbræk. Forholdenes store vanskelighed og hensynet til på een gang at beskytte marsklandene og forebygge, at svenskerne tog Bremen, hvilket sidste dog alligevel skete, anføres som undskyldning for, at han fik udrettet så lidt.[4] Men samtidig var det kommet til et sammenstød mellem Frederik og den danske rigsmarsk Anders Bille. Under fællesoperationerne i Jylland ved nytårstid 1645 var de blevne uenige om krigsplanen. Der forblev en brod i begges sind; for første gang var prinsens virksomhed for alvor blevet forflyttet fra tysk grund til Danmark, og straks var han tørnet sammen med den mægtige danske adel, repræsenteret i rigsmarskens person.[4]

En vågnende ambition[redigér | redigér wikikode]

Under uvisheden med hensyn til sine tyske landes skæbne og fra det øjeblik af, da forlovelsen med Sofie Amalie var kommet i stand, havde Frederik udvist en stigende interesse for at vinde magt inden for det danske rige. I juli 1647 havde han fået en fast virksomhed der, idet han blev statholder i hertugdømmerne med bopæl i Flensborg, og snart så han store muligheder åbne sig for sin fremtid. Længe havde hans ældre broder, tronfølgeren hertug Christian, været svagelig, og udsigten til, at han ville få børn, været ringe. Alligevel havde Frederik i 1642 og 1643 sikret sig betydelige dele af hertugdømmerne for det tilfælde, at broderen skulle efterlade sig arvinger eller blive konge.[4] Siden gik han videre og sørgede at opnå et subsidiært tronfølgervalg, skønt broderen endnu var i live, og udtalelser i hans breve fra denne tid viser, hvorledes allerede nu arvekongespørgsmålet stod for ham som det egentlige mål.[4] Og da så prins Christian døde i juni 1647, kom det øjeblik, da Frederik endelig opgav kampen for at få sine bispedømmer tilbage, utvivlsomt påvirket af hensynet til, at den danske adel vitterlig nærede frygt for, at striden om stifterne, hvis han valgtes til konge, skulle bevirke en ny krig med Sverige. Således var prins Frederiks stræben for længst rettet mod kronen, men intet kongevalg var foretaget, da Christian IV døde 28. februar 1648.[4]

Kampen om kronen[redigér | redigér wikikode]

Månederne efter den gamle konges død var en kamptid, og fra det øjeblik af, da han 7 dage efter faderens død nåede til København fra Flensborg, var striden om valget og dets vilkår standende mellem ham og rigsrådet. Først den 3. maj endte de lange forhandlinger, og den 6. juli fandt hyldingen sted; den 23. november kronedes Frederik og hans dronning.[4] Frederik var blevet konge, men prisen var høj: skattebevilling tilkom alene rigsrådet. Rigsrådet kunne nedlægge veto mod, at kongen erklærede krig.[5] Kongen måtte ikke rejse udenlands, han måtte ikke indgå forbund med andre riger, han måtte ikke pålægge told og accise, og han måtte ikke give udenlandske adelsfolk danske adelsprivilegier uden rigsrådets tilslutning. Kronen måtte ikke erhverve adelsgods, kongen måtte ikke forringe vilkårene for forlening, og kongen skulle årligt indkalde herredage. Det blev bestemt, at rigsrådet til enhver tid skulle bestå af 23 råder, og kongen måtte kun udnævne nye råder blandt de kandidater, som rigsrådet havde indstillet. Kongen og de ikke-adelige stæder var reelt sat skakmat.[6]

Modstanden mod hans valg havde langt mindre fået positive udtryk end været til stede som en stemning inden for de mægtige adelskredse. Man vidste der god besked med hans enevældige lyster, man frygtede indflydelsen fra Sofie Amalie og fra rådgivere som Dietrich Reinking, Christoffer Gabel og Theodor Lente[7]; også striden med Anders Bille var i frisk erindring. Trods splittelsen inden for adelen opnåede Frederik da heller ikke valg uden på de hårdeste mulige vilkår: hans krav om at få Norges rige overleveret efter arveretten lykkedes det ham ikke at gennemføre; han måtte erkende sig for valgt der såvel som i Danmark. Håndfæstningen bandt ham på alle punkter, og flere bestemmelser viste adelens frygt for, hvad der kunde ventes af ham.[7] Frederik valgte i første omgang at bøje sig. Han fik en platform for sit fremtidige virke, men hans råderum var begrænset.

Den tidlige kongetid[redigér | redigér wikikode]

Frederiks kongetid faldt i to afsnit, vendepunktet var svenskekrigen, der banede vej for enevældens indførelse, adelsvældens sidste dage fulgtes af enevældens første tiår.[7]

Skønt kongen i princippet var uden råderum, forstod han at udnytte de muligheder, der var. Hans første skridt var, i sin egenskab af holstensk hertug, at afskedige Christian von Pentz, der var gift med Christian IVs og Kirsten Munks datter Sophie Elisabeth, fra dennes stilling som kommandant over garnisonen i Glückstadt og gøre ham til kommandant i Flensborg, hvilket var en klar degradering, samt at forbyde ham at vise sig ved hoffet.[8] Samtidig lykkedes det kongen at få udnævnt 6 nye rigsråder, der var kritiske over for Corfitz Ulfeldt.[8] Og mens Ulfeldt forhandlede en alliance med Nederlandene, indkom der klager over den bornholmske lensmand Ebbe Ulfeldts embedsførelse: der var uorden i regnskaberne, og han plagede bønderne på en urimelig måde. En undersøgelse blev indledt[9], og undersøgelser blev ligeledes indledt mod Hannibal Sehested[10] som værende mistænkte for regnskabsfusk og embedsmisbrug. Reelt var der tale om en magtkamp mellem rigsrådet på den ene side og Christian IVs svigersønner, Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, på den anden. For Sehested vedkommende endte det med, at den enorme formue, han under statholdertiden havde samlet sig i Norge omfattende jordegods, savværker, bjergværker med mere, blev afstået til kronen. Desuden bad han om at træde af som statholder i Norge og ud af rigsrådet.[11] For rigshofmesteren Corfitz Ulfeldt Corfitz Ulfeldt og hans hustru, Christian IVs datter Leonora Christina, udviklede situationen sig langt mere dramatisk: de blev beskyldte for at have forsøgt at myrde kongen.[12] Ulfeldt fik hovedvidnet, Dina Vinhofvers, dømt for at have løjet, man da kongen forlangte en kontrol af hans embedsførelse, valgte Ulfeldt at flygte ud af landet.[13]

I årene indtil 1651 var kampen mod svogerpartiet således midtpunktet. I dette år forlod Corfitz Ulfeldt som flygtning Danmark, mens Hannibal Sehested opholdt sig i unåde udenlands. Allerede på dette tidspunkt var kongemagten kendelig stærkere, end da håndfæstningen blev underskrevet, men denne magtforskydning, der siden fortsatte, beroede ikke så meget på en bevidst og konsekvent politik fra kongens side som på en stilfærdig udvikling af forholdene. Adelen var i opløsning, de andre magtfaktorer svage: hoffet var ikke bundet af slægtshensyn til mægtige indenlandske adelsmænd, men knyttet med stærke tråde til det enevældige Braunschweig levede det sit eget liv for kongeparrets interesser.[7] Uden noget direkte brud med sine forpligtelser forstod kongen og hans rådgivere til det yderste at udnytte al den myndighed, der var levnet kongemagten; de få reformer, der så lyset, skyldtes deres initiativ, udenrigsstyrelsen lå væsentlig hos kongen.[7] Men i det stille vokser de enevældige tendenser, de viste sig i den stigende benyttelse af fremmede rådgivere. Interessen for Norges anerkendelse som arverige var stadig levende. På en hidtil ukendt vis formede der sig om kongeparret et hof efter europæisk mønster, og det blev næsten som en trussel over for rigsrådet. "Hoffet drager til sig; Hoffet bliver en Magt", hvis interesser føltes i modstrid med rådets, og hvor det var muligt, undlod kongen ethvert hensyn til dettes ønsker. Man sporer nye tings frembrud af den stigende opløsning, men uvist og uklart var alt, endnu kun i uberegnelig, langsom vorden.[7]

Karl Gustav-krigene[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Karl Gustav-krigene
Allegori over Slaget ved Nyborg i november 1659 med portræt af Frederik 3.
Maleri: Wolfgang Heimbach (1658-60)

På det udenrigspolitiske område genoptog Frederik sin faders kamp om herredømmet i Østersøområdet. Nederlaget i Torstensonkrigen havde bevirket, at store dele af Norge var gået tabt og Halland var besat af Sverige. Da 30-årskrigen sluttede, havde Sverige desuden fået anerkendt besiddelsen af fyrstendømmerne Bremen og Verden samt i Pommern og sad på store dele af kysterne omkring Østersøen; det lignede en truende omringning af Danmark.[14] I 1655 angreb den svenske konge Karl Gustav Polen og erobrede Warszawa og Kraków. I denne situation måtte en isolering af Sverige mest muligt fra et samarbejde med andre stormagter; især frygtede man en svensk alliance med Nederlandene. Frederik pressede på for at gribe ind, og nævnte mulige alliancer med Polen, Rusland og den tyske kejser.[15] Ved stændermødet i 1657, hvori deltog adel, gejstlighed og borgerskab, blev der givet tilsagn til at bevilge skatter til oprustning.[16] Den 1. juni 1657 blev krigen officielt erklæret fra dansk side. Karl Gustav forlod omgående Polen og rykkede ind i Holsten og herfra op i Jylland, hvor kun Frederiksodde holdt stand til den 24. oktober. På grund af den kolde vinter var han i stand til at føre sine tropper over isen til Fyn og senere videre til Langeland, Lolland-Falster og Sydsjælland. Den 13 februar 1658 havde han nået Køge. Danmark havde en kort tid herredømmet i Bremen, men ellers var krigen endt i en katastrofe: praktisk talt hele Danmark var blevet besat. Da fredsforhandlingerne indledted, krævede Karl Gustav, at Danmark afstod Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Saltholm, Anholt, Læsø, Bohuslen og Trondhjem len inclusive det nordlige Norge samt Island og Færøerne.[17] Ved freden i Roskilde den 26. februar 1658 slækkede svenskerne dog på kravene: Danmark-Norge beholdt det nordlige Norge, Island og Færøerne samt småøerne bortset fra Bornholm.[18]

Kort efter brød Karl Gustav imidlertid freden og rykkede frem mod København. Frederik 3. deltog aktivt i forsvaret. Hans forsikring om, at han ville "dø i sin rede", da han blev opfordret til at forlade hovedstaden, gjorde ham umådelig populær blandt de københavnske borgere. Ikke mindst takket være byens kvinder, der deltog aktivt i forsvaret af voldene, fandt Karl Gustav, at byen ikke hurtigt kunne erobres og startede en belejring. Belejringen mislykkedes, da en flåde fra Republikken Nederlandene (der kom til undsatning i henhold til den aftale, som Ulfelft kort forinden havde forhandlet) slog den svenske flåde i Slaget i Øresund, og Danmark blev reddet fra svensk herredømme. Under denne fortsættelseskrig havde snaphaner, små partisangrupper på kongens opfordring[19] virket i de svensk besatte områder i Nordsjælland, på Sydsjælland og i Skåne. På Bornholm havde indbyggerne gjort oprør og taget magten, og den 29. december "overdrog" bornholmske udsendinge øen til Frederik 3.[20] Ved Freden i København den 27. maj 1660 blev også Trondhjem len tilbagegivet Danmark-Norge.[21]

Begivenhederne under krigen viser, at Frederik hele tiden havde sine egne rådemuligheder for øje: allerede under krigens første afsnit foretog han skridt til en magtudvidelse. Da den gottorpske hertug ved Freden i Roskilde havde fået suverænitet over sin del af Slesvig, skaffede kongen sig det samme for sig og sine arvinger i den kongelige del.[7] Og da bornholmerne henvendte sig til ham med en bøn om, at han ville sikre øen, blev det på Frederiks egen foranledning udformet således, at der indføres enevælde og arvekongedømme på øen[22], og mens rigsrådet trængtes mere og mere til side for de fremmede rådgivere og venner, tiltog mellem disse de tyske officerers tal.[7] Den anden krig bragte kong Frederik en folkeyndest for kongeligt mod og mandig udholdenhed. Han skænkede København privilegier og knyttede stadens borgerskab nøje til sig, ja vakte hos hele rigets borgerstand tanker om, at kongen ville være føreren i den stadig voksende kamp mod adelens overvælde[23]. Regeringsforandringen 1660 blev kun for en del Frederiks eget værk; ind i en række årsager, der havde rod dybt i folkets historie og i en lang social og politisk udvikling, greb han med klog og resolut benyttelse af lejlighed og personer. Hans stræben efter enevælden var vel i samklang med, hvad der rørte sig ude i Europa, men for ham selv "var det hele nærmest et Spørgsmaal om Formaalstjenlighed og Magt". Han blev i høj grad drevet frem af den energiske dronning og af beslutningskraftige rådgivere, men de, der handlede offentlig for ham, følte sig trygge ved at vide ham bag sig. Han skred resolut frem til den ubetingede enevælde, da han så mulighed derfor.[7]

Enevælden indføres[redigér | redigér wikikode]

Arvehyldningen i 1660 på pladsen foran Københavns Slot.

På stændermødet i 1660 udnyttede Frederik uenigheden mellem adelen og borgere og gejstlige samt den nyligt erhvervede folkelige popularitet til at opnå arveret og få annulleret håndfæstningen og indføre enevælde. Peder Schumacher – senere adlet som Griffenfeld – udarbejdede Kongeloven, verdens eneste nedskrevne enevoldsgrundlov, som fastslår kongens uindskrænkede magt. Heri omtales kongen som "det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love".

Den 16. oktober 1660 fik han sin håndfæstning kasseret[7], den 18. oktober 1660 aflagde stænderrepræsentanter ed til den nykårede arvekonge foran Københavns Slot[7] og den 15. november samme år hyldedes han som arvekonge[7], den 10. januar 1661 fik han ved "arveenevoldsakten" af stænderne overdraget arveret, suverænitet og absolut regering[7], og den 14. november 1665 blev hans underskrift på Kongeloven den endelige fuldbyrdelse på værket.[7]

Et nyt statsvæsen bygges op[redigér | redigér wikikode]

De sidste 10 år af Frederiks regering optoges af det store arbejde på den reorganisation og omdannelse af regering og administration, som allerede i efteråret 1660 var påbegyndt og ved den ny tingenes orden såvel som de bestående forfatningsrammers bristning gjordes påtrængende nødvendig.[7] Kongens stærke og levende interesse spores her overalt; selv hvor yndlinge som Christoffer Gabel og tillidsmænd som Peder Reedtz, Henrik Bjelke, Hans Schack og Hannibal Sehested eller siden Peder Schumacher overtog en stor del af arbejdet, havde kongen sin hånd med deri, og frem for alt vågede han over, at hans kongevælde sikredes og omgærdedes.[7] Kollegialordningen indførtes, den dømmende magt udskiltes på det øverste trin fra administrationen[7], men lige som Kongen resolverede efter kollegiernes indstillinger, således mødte han selv i Højesteret som præses og fældede ofte domme der. Lensstyrelsen forsvandt og afløstes af amter; de fastlønnede amtmænd udnævntes alle af kongen.[24] Finanserne søgte man på enhver måde at bringe på fode, og mens skattebyrden efter de andre stænders stærke krav også pålagdes adelen, fik borgerlige mænd adgang til kollegierne og udsigt til at nå lige så højt i embeder og indflydelse som adelen.[24] Adelen blev ramt hårdest ved regeringsforandringen, og aldrig svandt kongens mistillid og uvilje mod den.[24] Der sporedes vel svage tegn på, at også de lavere stænder med uvilje så sig berøvede enhver indflydelse på landets styrelse; Københavns borgere var misfornøjede med Kastellets anlæggelse, der var som en trussel mod dem, men det gode forhold mellem dem og kongen bevaredes dog.[24] Anderledes var forholdet til adelen: Frederik havde taget dens vigtigste reelle privilegier, og fra først til sidst sigtede han bevidst mod dens undergang. Kun de danske adelsmænd, der bestemt sluttede sig til ham og støttede den ny enevælde, vandt hans gunst og fik hans støtte til gengæld; hårdt ramte han enhver, der tilsidesatte den skyldige respekt over for kongen.[24] Retssagerne mod Kaj Lykke, Corfitz Ulfeldt og Gunde Rosenkrantz skræmte al opposition bort, og netop i dette forhold fremtrådte de hårdeste sider i Frederiks karakter.[24] Ellers udøvedes den enevælde, han havde taget, ikke hårdt eller despotisk, om end Frederik på den anden side aldrig kom til at blive en folkelig konge, som faderen Christian IV eller sønnen Christian V, der ved personlig omgang med folket vandt dets hengivenhed og kærlighed.[24]

Merkantilisme og sikkerhedspolitik[redigér | redigér wikikode]

Allerede forud for enevældens indførelse og også senere spillede fremme af sikkerhedsmæssige hensyn og næringslivet også en vis rolle i tidens militære og merkantilistiske ånd: i 1650 grundlagdes Frederiksodde (Fredericia) som fæstningsby ved Bersodde, 1663-67 oprettedes fæstningsbyen Frederiksort i Slesvig og i 1665 fik Frederikssund købstadsrettigheder[25], i 1657 fik portugisiske jøder tilladelse til at drive handel i hele riget[26], i 1662 oprettedes et nyt Islandsk Kompagni, fra 1665 blev der givet tilladelser til at anlægge sukkerraffinaderier, sæbe- og saltsyderier samt en stivelsesfabrik i København.[27] I Norge blev der udstedt fælles købstadsrettigheder for alle norske købstæder den 30. juli 1662[28], og af nye købstæder tilkom Drammen og Kragerø i 1665 samt Halden (Frederikshald) i 1666.[29]

Af militære tiltag kan nævnes, at, foruden oprettelsen af Frederiksort og Fredericia blev der igangsat fæstningsarbejder i København, Christianshavn[30], Nyborg og Korsør.[31]

Private interesser[redigér | redigér wikikode]

Ved siden af sin stadige deltagelse i sit lands regering, hvor alle tråde jo nu med een gang var samlede alene i hans hånd, plejede kong Frederik til sin død de interesser, han fra ung af havde følt sig dragen til. Teologiske emner syslede han gerne med og påhørte med udholdenhed spidsfindige, teologiske diskussioner.[24] Han interesserede sig for nordisk oldkyndighed og søgte at følge med Tormod Torfesen’s (Torfæus) arbejder.[24] Men endnu videre gik dog hans sans for naturvidenskaberne; den førte ham fx til at nære planer om at udgive Tycho Brahe’s samlede værker.[24] På den anden side følte han også glæde ved den mystiske, fantastiske side af datidens naturstudier. Den italienske læge og kemiker Francesco Borri blev hans yndling, med ham tilbragte kongen mange timer i samtale om Borri’s fantasier om "de Vises Sten" og om kunsten at gøre guld, hvortil mange penge af kongens kasse medgik.[24] Midtpunktet for alle disse sysler blev den bogsamling, som Frederik skabte, og som blev oprindelsen til Det Kongelige Bibliotek.[24] Men ikke kun bøger samlede han med forkærlighed, men også på kunstsager og rariteter.[24]

Død og begravelse[redigér | redigér wikikode]

Frederik havde ført et mådeholdent liv fyldt med interesser, der gjorde det vidt forskelligt fra hans faders. Alligevel blev han ikke så gammel som denne. Allerede den 9. februar 1670 døde han efter 3 dages smertefuldt sygeleje ikke fuldt 61 år gammel[24]. Den 4. maj samme år blev han gravsat i Roskilde Domkirke.[24]

Børn[redigér | redigér wikikode]

Foruden Ulrik Frederik Gyldenløve efterlod han sig 6 børn med Sofie Amalie, 2 sønner og 4 døtre. Af sønnerne blev den ældste hans efterfølger på tronen, den anden gift med dronning Anna af Storbritannien. Den ældste af døtrene, Anna Sofie, blev gift med kurfyrste Johann Georg af Sachsen, Frederikke Amalie blev gift med Christian Albrecht af Gottorp, Vilhelmine Ernestine blev gift med kurfyrst Karl af Pfalz, og Ulrikke Eleonore blev gift med Karl XI af Sverige.[24] To børn døde som små.

Navn Født Død Bemærkninger
Med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg
Christian 5. 15. april 1646 25. august 1699 Konge af Danmark og Norge 16701699
Gift 25. juni 1667 med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel
Anna Sophie 1. september 1647 1. juli 1717 Gift 9. oktober 1666 med Kurfyrst Johan Georg af Sachsen
Frederikke Amalie 11. april 1649 30. oktober 1704 Gift 24. oktober 1667 med Hertug Christian Albrecht af Slesvig-Holsten-Gottorp
Vilhelmine Ernestine 20. juni/21. juni 1650 22./23. april 1706 Gift 20. september 1671 med Kurfyrst Karl 2. af Pfalz
Frederik 1651 1652
Jørgen 2. april 1653 28. oktober 1708 Gift 28. juli 1683 med Dronning Anne af Storbritannien
Ulrikke Eleonore 11. september 1656 26. juli 1693 Gift 6. maj 1680 med Kong Karl 11. af Sverige
Dorothea Juliane 1657 1658

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Buste af Frederik 3. i Fredericia.

I 1651 navngaves byen Frederiksodde efter kongen, og 22. april 1664 fik den sit nuværende latiniserede navn, Fredericia. I 1652 blev Frederikssund navngivet efter Frederik 3.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Frederik 3. | Gyldendal - Den Store Danske "Hyldingen i Danmark fandt sted i Kbh. den 6.7., samme dag underskrev F. sin endelige håndfæstning, og først derefter var han konge"
  2. ^ Frederik 3.gravsted.dk samt Den Store Danske Encyklopædi
  3. ^ Salmonsen, s. 828
  4. ^ a b c d e f g h i j k l m Salmonsen, s. 829
  5. ^ Scocozza, s. 187
  6. ^ Scocozza, s. 188
  7. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q Salmonsen, s. 830
  8. ^ a b Scocozza, s. 189
  9. ^ Scocozza, s. 190
  10. ^ Scocozza, s. 190
  11. ^ Scocozza, s. 192
  12. ^ Scocozza, s. 193
  13. ^ Scocozza, s. 198
  14. ^ Scocozza, s. 218
  15. ^ Scocozza, s. 219
  16. ^ Scocozza, s. 220
  17. ^ Scocozza, s. 221
  18. ^ Scocozza, s. 222
  19. ^ Linde-Laursen, s. 22
  20. ^ Scocozza, s. 225
  21. ^ Scocozza, s. 227
  22. ^ Linde-Laursen, s. 22
  23. ^ Scocozza, s. 232f
  24. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p Salmonsen, s. 831
  25. ^ Degn, s. 15
  26. ^ Degn, s. 19
  27. ^ Degn, s. 20
  28. ^ Sogner, s. 59
  29. ^ Sogner, s. 83
  30. ^ Christianshavn regnedes som en selvstændig by
  31. ^ Degn, s. 24

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Frederik III i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 5, 1891), forfattet af J.A. Fridericia
  • Ole Degn: "De nylagte byer og byudviklingen i Danmark 1600-1800" (Grethe Authén Blom (red.): Urbaniseringsprosessen i Norden 2: De anlagte steder på 1600-1700 tallet; Universitetsforlaget, Oslo-Bergen-Tromsø 1977; ISBN 82-00-01664-1; s. 9-48)
  • Anders Linde-Laursen: "Skåne på skillevejen" (kronik i Skalk 1993, Nr 2; s. 18-27)
  • Benito Scocozza: "Ved afgrundens rand. 1600-1700" (Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 8, København 1989; ISBN 87-89068-10-6)
  • Bjørn Sogner: "De "anlagte" byer i Norge" (Grethe Authén Blom (red.): Urbaniseringsprosessen i Norden 2: De anlagte steder på 1600-1700 tallet; Universitetsforlaget, Oslo-Bergen-Tromsø 1977; ISBN 82-00-01664-1; s)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

 
 
 
 
 
16. Frederik 1. af Danmark
 
 
8. Christian 3. af Danmark
 
 
 
 
 
 
17. Anna af Brandenburg
 
 
4. Frederik 2. af Danmark
 
 
 
 
 
 
18. Magnus 1. af Sachsen-Lauenburg
 
 
9. Dorothea af Sachsen-Lauenburg
 
 
 
 
 
 
19. Katarina af Braunschweig
 
 
2. Christian 4. af Danmark
 
 
 
 
 
 
20. Albrecht 7. af Mecklenburg-Güstrow
 
 
10. Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow
 
 
 
 
 
 
21. Anna af Brandenburg
 
 
5. Sophie af Mecklenburg
 
 
 
 
 
 
22. Frederik 1. af Danmark
 
 
11. Elisabeth af Danmark
 
 
 
 
 
 
23. Sophie af Pommern
 
Frederik 3.
 
 
 
 
 
24. Joachim 2. Hector af Brandenburg
 
 
12. Johan Georg af Brandenburg
 
 
 
 
 
 
25. Magdalena af Sachsen
 
 
6. Joachim Frederik af Brandenburg
 
 
 
 
 
 
26. Frederik 2. af Liegnitz
 
 
13. Sophia af Liegnitz
 
 
 
 
 
 
27. Sophie af Brandenburg-Ansbach-Kulmbach
 
 
3. Anna Cathrine af Brandenburg
 
 
 
 
 
 
28. Joachim 1. Nestor af Brandenburg
 
 
14. Johan af Brandenburg-Küstrin
 
 
 
 
 
 
29. Elisabeth af Danmark
 
 
7. Katharina af Brandenburg-Küstrin
 
 
 
 
 
 
30. Heinrich 2. af Braunschweig-Wolfenbüttel
 
 
15. Katharina af Braunschweig-Wolfenbüttel
 
 
 
 
 
 
31. Maria af Württemberg
 

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Frederik 3.
Født: 18. marts 1609 Død: 9. februar 1670
Kongelige og fyrstelige titler
Foregående:
Christian 4.
Konge af Danmark
1648 – 1670
Efterfølgende:
Christian 5.
Konge af Norge
1648 – 1670