Frederik 3.
Der er flere personer med dette navn, se Frederik 3. (flertydig).
Ridder af Elefantordenen.svg) [[{{{År}}}]] |
Frederik III (18. marts 1609 – 9. februar 1670[2]) var konge af Danmark og Norge fra 1648 – 1670. Han tilhørte den oldenborgske slægt og havde som valgsprog: Dominus providebit (Herren være mit forsyn).
Fødsel og opvækst
Frederik III blev født 18. marts 1609 på Haderslevhus som tredjeældste søn af kong Christian 4. i hans ægteskab med Anna Cathrine af Brandenburg.
I 1621 blev Frederik koadjutor i Bremen stift, og året efter blev han administrator i nabostiftet Verden. I 1624 blev han folkevalgt administrator i Halberstadt.
I maj 1624 drog Frederik tilbage til Danmark for at studere på det Ridderlige Akademi i Sorø, hvor han fik en god uddannelse og blev meget lærd inden for teologi, naturvidenskaber, oldkyndighed og statsret. Under Trediveårskrigen var Bremen erobret af Sverige, men i 1635 blev byen befriet sammen med en række andre byer, og Frederik blev indsat som biskop af Bremen og valgt til fyrstbiskop af Verden samme år. Under opholdet i Bremen-Verden blev Frederik oplært i at føre krig af nogle tyske generaler, heriblandt sin kommende svigerfader.
Fra 1642 til 46 opholdt Frederik sig i Holsten bl.a. på Lyksborg Slot, hvor han i 1643 blev gift med den 15-årige Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. De var begge oldebørn af Christian III og fik i løbet af ægteskabet otte børn.
Efter tronfølgeren den udvalgte prins Christians død i 1647 blev Frederik valgt til tronfølger. Han fulgte sin far som konge af Danmark-Norge ved dennes død i 1648.
Kroning, tronbestigelse og håndfæstning
Ved kroningen i 1648 måtte han underskrive den hidtil strengeste håndfæstning, som øgede rigsrådets magt betydeligt. Den strenge håndfæstning skyldtes dels erfaringerne fra Christian 4., og dels at Frederik havde levet næsten hele sit liv i tyske hertugdømmer og var omgivet af dygtige tyske rådgivere, der kunne true den danske adels magt. Desuden var Frederik blevet uvenner med rigsmarsk Anders Bille under Torstenssonkrigen. I de første år efter tronbestigelsen førte Frederik 3. en tilbagetrukken tilværelse og overlod ledelsen af Danmark og Norge til rigsrådet og embedsmændene.
Da magtkampen mellem rigshofmester Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested på den ene side og rigsrådet på den anden side brød ud i lys lue, stillede kongen sig på rigsrådets side og var med til at styrte to af landets dygtigste mænd. Kongen havde muligvis også personlige grunde, da han ikke brød sig om Ulfeldt. Ulfeldt blev dømt til døden in absentia for landsforræderi, og hustruen Leonora Christina blev som medskyldig sat i fængsel i Blåtårn på Københavns Slot, hvor hun sad fængslet i 22 år.
Karl Gustav-krigene
Uddybende artikel: Karl Gustav-krigene.jpg)
Maleri: Wolfgang Heimbach (1658-60)
På det udenrigspolitiske område genoptog Frederik sin faders kamp om herredømmet i Østersøområdet. I 1657 gik Danmark i krig mod Sverige, mens Karl 10. Gustav af Sverige havde travlt i Polen og Brandenburg. Danmark havde ganske vist hverken en særlig slagkraftig hær eller betydelige alliancer. Den svenske konge forlod Polen og marcherede med sin hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem hertugdømmerne og Jylland. Svenskerne indtog den nyanlagte fæstning Frederiksodde (senere opkaldt Fredericia efter Frederik 3.) og tog blandt andet den hårdt sårede øverstbefalende for den danske hær, rigsmarsk Anders Bille, til fange. Indtil videre forhindrede den danske flåde den svenske hær i at krydse Lillebælt, men tre måneder senere lykkedes det svenskerne at gå over isen til Fyn, hvilket betegnes som en af historiens største militære vovestykker, og få dage senere fortsatte de over isen på Storebælt mellem Langeland og Lolland. Danskernes forsvar brød sammen, og Frederik 3. måtte kapitulere til arvefjenden.
Ved Freden i Roskilde i februar 1658 blev Skåne (med Bornholm), Halland og Blekinge samt Bohus len og Trondhjem len i Norge afstået til Sverige. Kong Frederik lejede dygtige gøngekrigere fra Skåne anført af Gøngehøvdingen. Gøngerne angreb de svenske og tyske soldater på Sydsjælland, hvor gøngerne i løbet af et halvt år dræbte næsten 2000 fjender. Corfitz Ulfeldt, der var flygtet til Sverige, deltog som svensk repræsentant ved forhandlingerne.
Kort efter brød Karl Gustav freden og rykkede frem mod København. Frederik 3. deltog aktivt i forsvaret. Hans forsikring om, at han ville "dø i sin rede", da han blev opfordret til at forlade hovedstaden, gjorde ham umådelig populær blandt de københavnske borgere. Ikke mindst takket være byens kvinder, der deltog aktivt i forsvaret af voldene, fandt Karl Gustav, at byen ikke hurtigt kunne erobres og startede en belejring. Belejringen mislykkedes, da en flåde fra Republikken Nederlandene slog den svenske flåde i Slaget i Øresund, og Danmark blev reddet fra svensk herredømme.
Da Karl Gustav døde i begyndelsen af 1660, blev der sluttet sluttet fred i København. Roskilde-freden af 1658 blev stadfæstet, så de skånske områder forblev svenske, mens Trondhjem len kom tilbage til Norge. Bornholm havde allerede i 1658 befriet sig selv og overdrog øen til Frederik 3. som arv og ejendom.
Frederik 3. oprettede Den Kongelige Livgarde i 1658, hvis vigtigste opgave var og er at beskytte kongen og dennes familie, samt indgå som en del af den danske hær.
Enevælden indføres
På stændermødet i 1660 udnyttede Frederik uenigheden mellem adelen og borgere og gejstlige samt den nyligt erhvervede folkelige popularitet til at opnå arveret og få annulleret håndfæstningen og indføre enevælde. Den 18. oktober 1660 aflagde stænderrepræsentanter ed til den nykårede arvekonge foran Københavns Slot. Peder Schumacher – senere adlet som Griffenfeld – udarbejdede Kongeloven, verdens eneste nedskrevne enevoldsgrundlov, som fastslår kongens uindskrænkede magt. Heri omtales kongen som "det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love". Frederik 3. underskrev Kongeloven i 1665.
Interesser
Frederik 3. var en belæst mand, der interesserede sig for teologi og videnskab. Han grundlagde omkring 1648 Det Kongelige Bibliotek baseret på sin egen bogsamling samt på en række adelige biblioteker, som han havde opkøbt.
Død og begravelse
Frederik 3. døde 60 år gammel af lungebetændelse den 9. februar 1670. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke. Hans ældste søn Christian overtog tronen som kong Christian 5.
Eftermæle
I 1651 navngaves byen Frederiksodde efter kongen, og 22. april 1664 fik den sit nuværende latiniserede navn, Fredericia. I 1652 blev Frederikssund navngivet efter Frederik 3.
Børn
- Christian, tronfølger og senere konge
- Anna Sophie, gift med kurfyrst Johan Georg 3. af Sachsen
- Frederikke Amalie, gift med hertug Christian Albrecht af Gottorp
- Vilhelmine Ernestine, gift med kurfyrst Karl af Pfalz
- Frederik (1651-52)
- Jørgen, som under navnet George blev gift med den senere dronning Anne af Storbritannien
- Ulrikke Eleonore, som blev gift med Karl 11. af Sverige
- Dorothea Juliane (1657-1658)
Anetavle
Galleri
-
Portræt af Frederik 3. udført af Andreas Magerstadt -
Portræt af Frederik 3. udført af Karel van Mander III i 1656 -
Portræt af Frederik 3. -
Udsnit af miniatureportræt i emalje af Frederik 3. udført af Paul Prieur i 1663
Se også
Noter
- ^ Frederik 3. | Gyldendal - Den Store Danske "Hyldingen i Danmark fandt sted i Kbh. den 6.7., samme dag underskrev F. sin endelige håndfæstning, og først derefter var han konge"
- ^ Frederik 3. på gravsted.dk samt Den Store Danske Encyklopædi
Kilder
- Frederik III i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 5, 1891), forfattet af J.A. Fridericia
- Politikens bog om Danske monarker, Benito Scocozza, Politikens forlag 1997. ISBN 87-567-5772-7
Eksterne henvisninger
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- Kongerækken på Kongehusets hjemmeside
- Frederik 3. på Rosenborgs hjemmeside
- Søren Sørensen har skrevet sin version af verdenshistorien, hvorfra dele af denne artikel stammer.
Frederik 3. Født: 18. marts 1609 Død: 9. februar 1670
| ||
| Titler som regent | ||
|---|---|---|
| Foregående: Christian 4. |
Konge af Danmark 1648 – 1670 |
Efterfølgende: Christian 5. |
| Konge af Norge 1648 – 1670 | ||
