Spring til indhold

Frostatingsloven

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Stenmonument for Frostatingsloven i Frosta.

Frostatingsloven er en af Norges ældste love. Den vedrørte Frostatinget, som dækkede store dele af Norge, og har sit navn fra den gamle tingforsamling ved Frostatinget. Det mest kendte citat fra denne lov er "at lögum skal land várt byggja en eigi at ulögum øyða" (med lov skal vort land bygges, og ikke ødelægges af lovløshed), et udtryk der også forekommer i flere norrøne love og er indgraveret på det afbildede mindesmærke.

Den var ikke den ældste lov – det er Eidsivating-loven og Gulatings-loven. Senere fulgte Borgathing-loven udstedt under Olav den Hellige (1015–1028), men Frostatingsloven er langt bedre bevaret; de tidligere love har kun overleveret de dele, der vedrørte kirkelov.[1] Sammen med Bjarkøy-loven kaldes de samlet for de "provinsielle love".[2]

Den version, vi kender i dag, stammer fra omkring 1260 under kong Håkon Håkonssons regeringstid (1217–1263),[1] som tilføjede indledende ændringer til første kapitel, selvom dele af loven sandsynligvis er flere hundrede år ældre. Oprindeligt eksisterede loven kun i mundtlig form og blev fremført ved møder i tinget. Den nævnes første gang i Snorri Sturlusons samling af gamle sagaer, Heimskringla, specifikt i sagaen om Håkon den Gode. Snorri omtaler også den senere rolle, som Olav spillede. I 1280 blev loven formelt vedtaget på tinget, og Magnus den Gode (1035–1047) anmodede om, at den skulle nedskrives. Den blev kaldt "Grágás" (Grågås), men var helt forskellig fra den islandske Grágás-lov. Loven blev gradvist ændret over tid – en af de vigtigste udviklinger i norsk lovgivningshistorie skyldtes Magnus Lagabøte (1263–1280), som fik tilnavnet "Lagabøte" (lovforbedreren).

Håkon Håkonssons version er også kendt som Codex Resenianus, opkaldt efter historikeren Peder Hansen Resen, der skænkede den eneste overlevende kopi til Københavns Universitet (som desværre gik tabt i branden i 1728 ved Universitetsbiblioteket). På norsk findes teksten i Norges gamle Love (I, 121–258) som Den ældre Frostathings-Lov. En moderne Nynorsk udgave blev udgivet i 1994.

De afsnit, der omhandler kirkeretten, ser ud til at stamme fra en ældre samling kendt som Gullfjǫðr (Guldfjer) af ærkebiskop Eystein, som søgte at tilpasse norsk kirkeret til Gratians kanoniske lov.[1]

Litteratur