G-protein-koblede receptorer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Animeret model af membrandelen af en 7TM receptor, κ-Opioid-receptoren med en antagonist
Krystalstrukturen af den ativerede beta-2 adrenerge receptor (rød) med G-proteiner: Gα (grøn), Gβ (cyan) og Gγ (gul)
En 2-D tegning af en GPCR (perlekæden)i en cellemembran. Hver perle er en aminosyre.
Tegning der viser hvordan binding af en ligand medfører ændringer i konformationen af GPCR, set både udefra og indefra
Strukturen af de to cannabinoide receptorer CB1 and CB2
NMR struktur af bovin rhodopsin

GPCR er beskrevet som den mest livsnødvendige gruppe proteiner.[1] Forkortelsen står for G-protein–coupled receptor, på dansk G-protein-koblede receptorer. Disse receptorer er prominente medlemmer af en familie af membramproteiner kaldet 7TM - et kort navn for 7 transmembrane receptorer. Dette navn kommer af, at receptormolekylet slynger sig som en slange syv gange gennem cellemembranen (se billederne).

Alle G-protein-koblede receptorer sidder i cellemembranen og er populært sagt cellernes "dørvogtere". Ved binding af en ligand ændrer receptoren konformation og aktiverer et G-protein[2] der udløser et biokemisk, cellulært respons, der kan tage mange veje og omtales som signaltransduktion.[3] Ligander kan være fotoner, smagsstoffer, duftstoffer, hormoner, lægemidler, kemikalier.

Hos mennesket og pattedyr er der en superfamilie af omkring 800 G-protein-koblede receptorer, der på det molekylære niveau tager vare på utallige vigtige reaktioner i og mellem organismens celler.[4] Velkendte eksempler er syns-receptoren rhodopsin og hormonreceptoren for adrenalin. Selv om der ikke synes megen lighed mellem opfattelsen af sansindtryk og hormoners virkning, har de lignende receptorer: 7TM strukturen er fælles med homologi af aminosyresekvensen.

Nobelprisen i kemi blev i 2012 tildelt Brian Kobilka og Robert Lefkowitz for deres arbejde med GPCR og deres funktion.[5] [6] [7]

Mange funktioner[redigér | redigér wikikode]

Mange eksempler[redigér | redigér wikikode]

"The human protein atlas" beskriver 774 humane G-proteinkoblede receptorer[10] her er nogle eksempler:

  • Receptorer for feromoner er lokaliseret i det vomeronasale organ og der er identificeret tre familier af receptorer: V1R (VN1R1; VN1R2; VN1R3; VN1R5), V2R og V3R.
  • CXCR4, chemokin-receptor type 4 er en cytokinreceptor og findes på overfladen af celler i det centrale nervesystem og immunsystemet og vides at være involveret i 23 kræftformer og to immunsygdomme, hvorfor denne receptor er blevet studeret flittigt som mål for lægemidler.[12]
  • CCR5, chemokin-receptor type 5 eller CD195 er en cytokinreceptor og findes på overfladen af hvide blodceller bl.a. T-cellerne. For at trænge ind i T-cellerne binder HIV, en virus der forårsager AIDS, sig til CCR5.
  • CCR5-delta32, CCR5-Δ32 er en meget sjælden mutation af receptoren CCR5, hvor 32 aminosyrer mangler, således at HIV ikke kan binde sig til receptoren og trænge ind i cellerne.[13]
  • OR2AT4 er receptor for et syntetisk duftstof kaldet sandalore, som starter en kaskade af molekylære signaler, der synes at inducere reparationen af skadet væv. [8]

Farmaka og GPCR[redigér | redigér wikikode]

Meget medicin retter sig mod GPCR og meget forskning drejer sig om GPCR på grund af deres mange vigtige funktioner.

Andre virkningsmekanismer kan være farmaka som enzymhæmmere, der griber ind i en signalvej over en GPCR, som f.eks. aspirin, der hæmmer enzymet cyclooxygenase, der danner de smerte-signallerende molekyler kalder prostaglandiner.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links og henvisninger[redigér | redigér wikikode]