Gaius Marius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gaius Marius

Gaius Marius (157 f.Kr.13. januar 86 f.Kr.) var romersk general og konsul. Gaius Marius blev valgt som konsul syv gange i sin karriere. Han er også kendt for sin dramatiske reform af de romerske legioner, der medførte en rekruttering af jordløse romerske borgere og en reorganisering af legionernes struktur til separate kohorter. Han var gift med Julius Cæsars faster Julia.

Tidlig karriere[redigér | redigér wikikode]

Marius var født i 157 f.Kr. i byen Arpinum i det sydlige Latium. Byen var erobret af romerne i sidste del af det 4. århundrede f.Kr. og havde opnået romersk borgerskab uden stemmerettigheder. Først i 188 f.Kr. opnåede byen fuldt bogerskab. Selv om den romerske historiker Plutarch siger Marius' far var en arbejder, hvilket med stor sandsynlighed er falsk. Men faktum er at Marius havde kontakter til adelen i Rom. Han stillede op til lokale embeder i Arpinum og han, gennem ægteskab, havde forbindelse til den lokale adel i Arpinum. Tilsammen indikerer det, at han var født ind i en vigtig lokal familie, der var medlem af den romerske overklasse. De problemer han mødte i starten af sin karriere i Rom viser vanskelighederne som nye mænd mødte i Rom, hvis de skulle starte en karriere i storbyen.

Den jugurthinske krig[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Sallust var Marius client af Quintus Caecilius Metellus, og ved dennes hjælp opnåede Marius både at blive kvæstor, folketribun og prætor (og son proprætor i Lusitania). Som tak tog Marius med Metellus til Numidien, da Rom i 109 f.Kr. kom i krig med den numidiske konge Jugurtha. I løbet af krigen klarede Metellus og Marius det fint sammen, men det kom til et brud, da Marius senere på året ytrede ønske om, at stille op til konsul. I starten værgede Metellus sig ved at skille sig af med sin gode underordnede, men gav efter pres efter og lod Marius rejse. I Rom fik han støtte af popularerne, hvilket var et slag i ansigtet for Metellus, der selv tilhørte optimaterne. Ved valget sejrede Marius stort pga. sit ry for militær dygtighed.

Reformer[redigér | redigér wikikode]

Se også Marius' militærreformer

Da Marius var valgt til konsul var det på et løfte om at slutte krigen i Numidien. Metellus var vendt hjem og havde fået det anerkendende tilnavn Numidicus, men dermed var krigen ikke slut. Marius satsede hårdt på, at han kunne stoppe krigen, når han skulle udsendes som prokonsul, men til det formål havde han brug for flere mænd. Han fik derfor vedtaget en række reformer, hvoraf den vigtigste nyskabelse var, at ikke-romerske-borgere kunne være i hæren (se også romersk borgerret).

Retur til Numidien[redigér | redigér wikikode]

Ganske som han ønskede det, blev Marius i 107 f.Kr. udsendt som prokonsul til Numidien, hvor krigen skulle endes. Med sig tog han den unge Lucius Cornelius Sulla, der senere skulle blive hans ærkefjende. De ekstra tropper, Marius medbragte, gav dog ikke umiddelbart bonus i form af, at krigen blev vundet. Tværtimod udviklede det sig til en guerillakrig, der så umulig ud. Men i 105 f.Kr. blev romerne kontaktet af Jugurthas svigerfar Bocchus, der var konge af Mauretanien. Marius sendte Sulla til at tage sig af det, og det lykkedes Sulla (mod en lovning på, at romerne ikke ville erklære Mauretanien krig) at overtale Bocchus til at forråde sin svigersøn.

Kort efter udleverede Bocchus Jugurtha til romerne, men da Sulla kun havde været underordnet, var det Marius, der fik hele æren.

Krigen mod Kimbrerne og Teutonerne[redigér | redigér wikikode]

Imens krigen i Afrika fandt sted, var to germanske stammer, kimbrerne og teutonerne vandret ind i den romerske del af Gallien. I 107 f.Kr. led romerne det nederlag, men det gik helt galt to år senere ved Arausio (nutidens Orange), hvor de to konsuler Quintus Servilius Cæpio og Gnæus Mallius Maximus led et af de største nederlag i Romerrigets historie. Over 80.000 romerske soldater blev dræbt. Årsagen var, at Cæpio, der var patricier ikke ønskede at samarbejde med en plebejer (Mallius).

Senatet var i chok, og in absentia blev Marius valgt til konsul for året 104 f.Kr., hvilket var uhørt. Aldrig før var en konsul valgt in absentia og der var en lov, der sagde, at der skulle gå 10 år mellem, at den samme mand sad som konsul. Senatet var af den opfattelse, at den eneste med militær erfaring nok til at slå de germanske stammer, var Marius. Han vendte tilbage til Rom for at tage imod embedet, og kort efter tog han og Sulla til Gallien for at bekæmpe den germanske trussel. krigen blev langvarig, og for årene 103 f.Kr. og 102 f.Kr. valgtes Marius også til konsul in absentia. I 102 f.Kr. splittede de to germanske stammer af uforklarlige årsager sig op. Derved blev det muligt for Marius senere på året, at besejre terutonerne ved Aqua Sextiæ (nutiden Aix-en-Provence). Året efter var Marius også valgt til konsul, og i slaget ved Vercellæ lykkedes det ham og Quintus Lutatius Catulus Cæsar at besejre kimbrerne.

6. konsulat[redigér | redigér wikikode]

Som belønning for sin indsats blev Marius også valgt til konsul for 100 f.Kr.. Denne æresbevilging ville han bruge til at skaffe jord til sine veteraner, så han allierede sig med folketribunen Lucius Appulejus Saturninus og prætoren Gaius Servilius Glaucia. Saturninus fremsatte forslagene for Marius, men da Saturninus var meget ivrig efter at vise sit værd, kom hans forslag til at minde om Graccherne, hvilket ikke faldt i god jord i senatet. Saturninus blev ved at fremsætte forslag, og ved en snedig manøvre fik han sendt Marius' gamle patron Quintus Caecilius Metellus Numidicus, der tidligere som censor havde forsøgt at udelukke Saturninus fra senatet, i eksil. Hans næste forslag var mere end statskassen kunne klare, og en kvæstor protesterede kraftigt, hvilket resulterede i, at Saturninus sendte et tæskehold af sted, der gennembankede pågældende kvæstor. Marius havde dermed intet andet valg end at bryde med Saturninus og Glaucia. De to indså dermed, at den eneste måde, de kunne undgå en retsforfølgelse efter endt emebede, var at blive valgt til nye embeder. Det lykkedes Saturninus at blive genvalgt som folketribun og Glaucia stillede op til konsul. Men som afstemningen skred frem, blev det tydeligt, at Gaius Memmius ville overhale Glaucia. Memmius blev derfor overfaldet og myrdet midt under valghandlingen. Dagen efter erklærede senatet, at Saturninus og Glaucia var statsfjender, og seniorkonsulen Marius og princeps senatus Marcus Aemilius Scaurus blev pålagt at stoppe de uroligheder, der var opstået. Marius og Scaurus nedkæmpede Saturninus og hans pøbelhær, og Saturninus og Glaucia blev efterfølgende lynchet af en gruppe optimater. Kort efter sluttede Marius' embedsperiode, og han trak sig tilbage – en smule vanæret, fordi han i starten havde været Saturninus' allierede.

Marius og Sulla[redigér | redigér wikikode]

Marius holdt en stille tilværelse i flere år, men da Forbundsfællekrigen i 91 f.Kr. brød ud, blev han bedt om at assistere de romerske generaler. Sammen med Lucius Cornelius Sulla og de pågældende konsuler lykkedes det, at underkue de italiske forbundsfæller. Efter krigen blev Sulla ny konsul, og han fik en kommando mod kongen af Pontos, Mithridates, der havde sat sig op mod romerne. Marius var dog utilfreds med dette, og da Sulla var taget af sted for at bekæmpe fjenden, fik Marius vedtaget et dekret, der bød, at Sulla skulle overdrage ham kommandoen over hæren. Sulla besluttede dog at vende om med sin hær og marchere mod Rom, hvor han besejrede Marius, der kun havde en spontant opstået forsvarshær. Marius blev derfor nødt til at flygte. Sulla tog derefter øst på igen for at bekæmpe Mithridates.

I 87 f.Kr. mens Sulla var i Lilleasien og Marius i Afrika, brød der kampe ud i Rom mellem konsulerne Gnaeus Octavius (der støttede Sulla) og Lucius Cornelius Cinna (der støttede Marius). Marius vendte derfor tilbage til Rom med en hær, han havde samlet i Afrika blandt sine veteraner, og Cinna og Marius slog let Octavius. Sullas støtter i Rom blev herefter myrdet, og Marius og Cinna blev valgt til konsuler for 86 f.Kr.. Hans syvende konsulat varede dog kun en måned, da han den 13. januar døde af et slagtilfælde. Cinna fortsatte Marius' politik, men blev i 84 f.Kr. myrdet af sine egne soldater, da han marcherede øst på for at tage kampen op med Sulla.

Kronologi[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: