Garçonne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Den amerikanske skuespillerinde Louise Brooks, i 1927.

Garçonne var en moderetning i det 20. århundrede, som opstod i de brølende 1920'ere, mellem 1919, efter afslutningen af den første verdenkrig, og 1929 ved udbruddet af den økonomiske krise.[1]

Sammen med moderetningen opstod også fænomenet garçonne, som et resultat af kvindefrigørelsen og et krav om ligestilling,[1][2] og som udtrykte en kulturel forandring i den vestlige verdens kvindesyn og som derved ligger til grund for vore dages kvindesyn[3][4] og som betegner en "pige med drengeagtig skikkelse og frisure".[5]

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Ordet "garçonne" er afledt af "garçon", som er det franske ord for dreng.[6],[7] Det ses allerede i det 13. århundrede[6] i formen "garçone,[7] i betydningen en forfløjen kvinde,[6][7] men da optræder det som en hapax.[7] Det genopstår i 1880 hos forfatteren Joris-Karl Huysmans, for at beskrive en ung halvvoksen kvinde, med former der stadig er barnlige,[7] før det blev populariseret i Victor Marguerittes roman La Garçonne, der udkom i 1922.[6][7] En roman der iøvrigt affødte utallige diskussioner om den moderne kvinde, som beskrevet af forfatteren.

Begrebet blev synonymt med den frigjorte kvinde, der var aktiv og autonom, fri i sit udtryk, hun gik ud, dansede, røg, dyrkede sport i fri luft, kørte bil, rejste og i sit oprør mod det bestående, udfordrede hun de gældende normer, ved at have udenomsægtskabelige affærer eller udlevede sin homo- eller biseksualitet eller levede åbenlyst i et åbent forhold.

Det var i Paris at moderetningen opstod, specielt under indflydelse fra Coco Chanel,

Udøverne chokerede verden, men som historikeren Françoise Thébaud påpeger, synliggjorde den også illusionerne og angsten i det franske samfund i 20'erne og 30'erne. Garçonnen var primært et forbillede for radikale feminister og lesbiske. Selvom moderetningen primært blev taget til sig af kunstnere og homoseksuelle, blev den også udbredt til arbejderklassen i byerne og i mindre grad på landet.[8]

Karakteristika[redigér | redigér wikikode]

Garçonnens udseende var karakteriseret ved at være udpræget androgyn og langlemmet,[4] hvor hverken bryst eller talje var markeret og med en kort drenget frisure.

En kvinde med sin cykel i 1929 : kort frisure og kortærmet påklædning.

Tøjet[redigér | redigér wikikode]

Kjolesnittet var lige og rørformet, taljen blev sænket helt ned til hofteniveau.

For første gang i beklædningshistorien, dækkede beklædningen kun benene ned til knæene. I 1924 var sømmen af nederdelene cirka 26 cm fra jorden, i 1925 30-35 cm fra jorden, i 1926 40 cm fra jorden hvorefter nederdelene igen blev længere frem mod 1930 hvor længden stabilliserede sig ved at sømmen var 30-32 cm fra jorden.

Grænserne mellem mandlig og kvindelig påklædning udviskedes: spadseredragten blev enklere eller forsvandt helt, den langærmede sweater og skjorten med krave og manchetter holdt sin indtog i damegarderoben, Coco Chanel introducerer blazeren i sin kollektion i 1926, kjolen bliver afløst af rummelige bukser. Visse kvinder begynder ovenikøbet at gå med habit,[9] med slips eller butterfly, manchetknapper, bowlerhat, spadserestok og monokel, for derigennem at inkarnere Garçonnen som omstyrtende, oprørsk, feministisk og nogle gange lesbisk,[10] som Georgel karikerer i sin sang La Garçonne i 1923.

Som en følge af indførelsen af buksenederdelen til cykelbrug, fremkom der også tøj, der var specielt egnet til brug ved sport, herunder badetøj. Sportswear lanceredes af Jean Patou, som designertøj til den berømte tennismester Suzanne Lenglen. Han skabte det første strikkede badetøj og åbnede to badetøjsforretninger i 1924,[11] året for de olympiske vinterlege i Chamonix og sommerlegene i Paris. I 1927 præsenterede Elsa Schiaparelli en kollektion Til sport, hvor de strikkede sweatre afsluttedes med en falsk slipseknude og blev en øjeblikkelig succes.

En badetøjsmodel fra 1920'erne.

Stoffet jersey, blev i 1916 brugt af Chanel til hverdagstøj. Sonia Delaunay skilte sig ud ved at kreere tekstiler med geometriske motiver og stærke og kontrasterende farver, inspireret af Art deco. Til aftentøj blev brugt mere luksuøst prægede materialer som lamé, strass og broderi, ligesom strudsefjer til boaer og vifter.

Undertøjet[redigér | redigér wikikode]

Frigørelsen af kroppen fører til lettere undertøj. Efter at være kritiseret af hygiejnikerne og afskaffet første gang af Paul Poiret, forsvandt korsettet. Det bliver reduceret til en hofteholder eller en strømpeholder og en brystholder eller bare en enkel buksedragt i midten af 20'erne.[12] Det slanke udseende er i høj kurs og man bruger et bånd for at gøre brystet fladt.

Da tøjet bliver kortere, forsvinder underskørter og langbenede underbukser og tykke strømper bliver afløst af silkestrømper. I midten af 1920'erne, bliver strømpebånd populære igen.[12]

Hårmoden[redigér | redigér wikikode]

Moden med kort hår bredte sig til hele samfundet, i 1925 fulgte en ud af tre kvinder denne mode[13] og garçonnefrisuren bliver hurtigt navnet på en frisure med kort hår, klippet i pagehår og tætsiddende ved ørerne.

Tilbehøret[redigér | redigér wikikode]

En garçonne i 1920'erne : Where there's smoke there's fire (Ingen røg uden ild) af Russell Patterson.

Et populært tilbehør var små tætsiddende hatte, båret lavt foran, som en forlængelse af tøjet. Eksempler kunne være klokkehat, kasket, kalot, baret eller hue.

En bar hals og nakke og kjoler, hvor ryggen er bar,[14] gør øreringe interessante. Lange halskæder og lange løstsiddende tørklæder à la Isadora Duncan, gør også sit til at man fremstår højere og tyndere.[4] De bare arme er gode steder at bære armbånd.

Cigaretetuiet og cigaretrøret blev nye accessoires i kvindemoden.

Kosmetik[redigér | redigér wikikode]

Selvom udseendet var rent og androgynt, var der stor interesse for udvikling af skønhedsprodukter og makeup. På en solbrændt hud,[4] plukker man øjenbrynene, øjnene blev sminket med kohl og øjenvipperne med mascara, munden bliver fremhævet. Makeupmærket Rouge baiser kommer frem i 1927, på samme tid som læbestiften holder sit indtog[2].

Den første aftersun lanceres af Nivea i 1922, den første sololie, der beskytter huden, Huile de Chaldée, skabes i 1927 af Jean Patou. Denne lancerer også den første unisex parfume, Le Sien, i 1929, hvor reklamen viser en kvindelig golfsspiller og sloganet "For her for him".[2]

Personer[redigér | redigér wikikode]

I Frankrig er den bedst kendte repræsentant for denne stil Coco Chanel, dels på grund af hendes påklædning, dels på grund af hendes opførsel.

Colette, som allerede havde kort hår i 1902, bankkvinden Marthe Hanau,[15] sportskvinden Violette Morris,[10] Suzy Solidor[16] Kiki de Montparnasse er også repæsentanter for stilen.

I maleriet er det blandt andet portrætter af Kees van Dongen, der viser garçonnen — et af hans billder bærer titlen La Garçonne (fra 1912). ligeledes flere malerier af Tamara de Lempicka illustrerer godt garçonnerne, specielt St Maurice (fra 1929) og det berømte selvportræt Tamara à la Bugatti verte (1925).[17]

Flere skuespillerinder i amerikansk film, bliver ikoner for moderetningen: Marlene Dietrich, Greta Garbo, Joan Crawford, Clara Bow, der åbenlyst lever i et åbent forhold, og specielt Louise Brooks med sin korthårsfrisure med spytkrøller.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b (på fransk)Interview med Catherine Örmen i Une histoire de la beauté. L'Express. Hentet 2019-05-17. 
  2. ^ a b c Les années folles 1919-1929, udstilling på Galliera i Paris (15/10/2007 au 29/02/2008).
  3. ^ Ifølge Christine Bard.
  4. ^ a b c d Vigarello, Georges (2005). "Années folles : le corps métamorphosé". Sciences Humaines (fransk). 162. , 2005
  5. ^ Ordbog over det danske Sprog. Garçonne. Hentet 2019-05-18. 
  6. ^ a b c d CNTR (på fransk). Garçonne på Dictionnaire de l'Académie française. Hentet 2019-05-17. 
  7. ^ a b c d e f Leksikografisk og etymologisk definition af garçonne (fransk)
  8. ^ "[[Françoise Thébaud]], interviewet af Marion Rousset: Les femmes ont gagné en visibilité". Idées Le Monde (fransk) (n°22958): 10. 2018-11-03. Arkiveret fra originalen den 2018-11-02.  Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  9. ^ Garçonnernes forgængere i det 19. århundrede var forfatterinderne George Sand (1804-1876) og Rachilde (1860-1953), maleren Rosa Bonheur (1822-1899), den opdagelsesrejsende Jane Dieulafoy (1851-1916) og den første kvindelige psykiater Madeleine Pelletier (1874-1939).
  10. ^ a b Violette Morris, træner i Foreningen for kvindesport i Frankrig, havde meget kort hår, bar bukser og skjorter med slips. I 1930, klagede hun over foreningen, da de havde frataget hende hendes trænerlicens, fordi man anså hendes påklædning for at være for maskulin. Da hun stod foran tribunalet afgjorde de at "at bære bukser er ikke passende for kvinder og foreningen havde derfor al mulig ret til at inddrage hendes licens" . Bard, Christine (1999). "Femmes travesties : un mauvais genre". Clio (fransk). , Gury, Christian (1999) (på fransk). L'honneur ratatiné d'une athlète lesbienne en 1930. Kimé. ISBN 9782841741694. .
  11. ^ En i Biarritz, den anden i Deauville - Jean Patou, une mélodie toujours dans l'air du temps.
  12. ^ a b Saint-Laurent, Cecil (1966). L'Histoire imprévue des dessous féminins. Solar. s. 150 - 168. .
  13. ^ Ifølge P. Faveton: Faveton, Pierre (1982). Les Années 20 (på (fransk)). Messidor. ISBN 9782201016103, side 52.
  14. ^ Duncan, Stéphanie (2012-09-12). "La garçonne ou le manifeste des femmes qui veulent "vivre leur vie"". Au fil de l'histoire (fransk). France Inter. 
  15. ^ Desanti, Dominique (1984) (på fransk). La Femme au temps des années folles. Éditions Stock/Laurence Pernoud. s. 106-115. ISBN 2234016940. .
  16. ^ Carbonel, Marie-Hélène (2007) (på fransk). Suzy Solidor, une vie d'amours. Autres temps. s. 27-71. ISBN 9782845212954. .
  17. ^ Se billedet

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]


Se også[redigér | redigér wikikode]