Garantifonden for Indskydere og Investorer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 13. mar. 2013, 19:56 af Addbot (diskussion | bidrag) Addbot (diskussion | bidrag) (Bot: Migrerer 15 interwikilinks, som nu leveres af Wikidatad:q376935)

Garantifonden for Indskydere og Investorer (også kaldet GII og tidligere Indskydergarantifonden) er en privat, selvejende institution, der indenfor visse grænser skal sikre kunder i pengeinstitutter (banker og sparekasser), realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber mod tab, hvis et af de nævnte institutter går i betalingsstandsning eller konkurs (populært kaldet en indskydergaranti).

Derudover har den danske stat udstedt en 2-årig garanti, der løber fra 6. oktober 2008 til og med den 30. september 2010, for alle indlån i danske pengeinstitutter. Garantien administreres af Det Private Beredskab.

Fonden er hidtil blevet administreret af Nationalbanken.

Lovgrundlag

GII er oprettet ved lov, og med fondes nuværende lovgrundlag skal fonden dække følgende:

  • Kontante indlån dækkes op til 300.000 kr. pr. indskyder.
  • Visse særlige indlån som fx indekskonti, kapitalpensionskonti, selvpensioneringskonti, ratepensionskonti, børneopsparingskonti, boligopsparingskonti, uddannelsesopsparingskonti og etableringskonti dækkes fuldt ud. Det samme gælder, hvis man ved køb af fast ejendom har deponeret indskud af købesum og provenu af realkreditlån inden for de sidste 9 måneder jf. købsaftalen.
  • Værdipapirer i individuelt depot udleveres som hovedregel direkte fra konkursboet, men kan dette ikke lade sig gøre dækker fonden op til tab 20.000 euro (ca. 150 tkr.) pr. investor.
  • Fra 1 Oktober 2010 er satsen for dækning dog hævet til 100.000 euro i forbindelse med udløbet af Bankpakke 1.

Kan fonden hjælpe nødlidende banker?

Nej ikke siden 2007. Fra 1994 har fonden haft mulighed for at tilføre midler og stille garantier for at hjælpe et nødlidende pengeinstitut i forbindelse med en afvikling af instituttet. Pga. at det kan være i modstrid med EU-reglerne om statsstøtte eller konkurrenceforvridning, blev denne mulighed fjernet i 2007. I stedet er der i loven hjemlet mulighed for etablering af et privat beredskab.

Beredskabet var ikke klar, da BankTrelleborg fik problemer i 2008. Beredskabet er efterfølgende etableret under navnet Det Private Beredskab til Afvikling af Nødlidende Banker, Sparekasser og Andelskasser og første "kunde" var Roskilde Bank. GII har derfor indtil videre ikke været involveret Det Private Beredskabs overtagelser af banker.

Eksempler på institutter mv. hvor fonden har dækket tab

Eksterne henvisninger