Genforeningen i 1920

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Amerikansk kort over Danmark fra 1921. Området på begge sider af grænsen kaldes Schleswig, de fire nye sønderjyske amter er ikke kommet med, og de fleste byer i Sønderjylland er endnu angivet med tyske navne.

Genforeningen er den i Danmark anvendte betegnelse for Sønderjyllands (Nordslesvigs) overgang fra tysk til dansk herredømme 15. juni 1920.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

I første halvdel af 1800-tallet var der opstået en strid om, hvorvidt Slesvig var tysk eller dansk. Sprogligt set var området blandet mellem tysk, dansk og frisisk. Statsretligt set påpegede man fra dansk side, at hertugdømmet Slesvig var et gammelt dansk len, mens man fra tysk side var imod alle forsøg på at knytte Slesvig tættere til kongeriget. En deling af Slesvig havde allerede dengang været foreslået, men blev afvist af både den danske og tyske bevægelse i Slesvig.[1]

Efter krigen i 1864 måtte det danske monarki afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen og Østrig. Slesvig blev administreret af Preussen, Holsten af Østrig. I 1866 udbrød der krig mellem de to tyske stormagter. Preussen vandt krigen, og Østrig måtte afstå sin del af byttet fra 1864 ved Pragfreden. Napoleon 3. af Frankrig fik dog indsat en bestemmelse om, at indbyggerne i Nordslesvig ved lejlighed kunne få lov til at stemme om, hvorvidt de ville høre til Danmark eller Preussen. Denne paragraf 5 blev efter aftale med Østrig ophævet af Preussen i 1879. Derefter var der umiddelbart intet håb om en ændring af det statslige tilhørsforhold. Ved Optant-konventionen i 1907 anerkendte Danmark endelig dette forhold.

I oktober 1918 var Tysklands militære nederlag i 1. verdenskrig en realitet. Samme år havde USA's præsident Woodrow Wilson fremlagt en 14-punkts fredsplan for Europa. Heri indgik blandt andet princippet om folkenes selvbestemmelsesret, dvs. at nationale mindretal skulle have ret til at afgøre hvilken stat, de ville tilhøre. Den sidste tyske regering før den tyske revolution i november 1918 forsøgte at klare grænseproblemet ved at tilbyde en afståelse af Haderslev Amt. Den danske regering afslog med den begrundelse, at man ville afvente en fredsaftale. Regeringen havde fra den dansksindede rigsdagsmand i den tyske rigsdag i Berlin, H. P. Hanssen Nørremølle, fået informationer om, at en ny tysk regering måske ville være villig til en større afståelse.

Folkeafstemningen[redigér | redigér wikikode]

Zoneindelingen i Slesvig
Resultatet af afstemningen i 1920

Versailles-freden i 1919 bestemte, at der skulle afholdes en folkeafstemning i Slesvig i to omgange, en i Nordslesvig og en i Mellemslesvig. De tyske myndigheder skulle rømme området indtil syd for linjen Slesvig-Husum, hvilket dog kun skete delvis i den sydlige del. En international kommission, kaldet CIS for Commission Internationale de Surveillance du Plebiscite Slesvig, bestående af medlemmer fra Frankrig, England, Norge og Sverige overtog administrationen, og franske tropper besatte området. Den internationale kommission planlagde og gennemførte afstemningerne i de to zoner.

Der var fire forskellige kategorier af stemmeberettigede[2]:

  1. personer, der var såvel født som bosat indenfor afstemningsområdet
  2. personer, som var født indenfor, men bosat udenfor området
  3. personer, der ikke var født i området, men havde været bosat indenfor det siden før 1. januar 1900
  4. personer, der ikke var født i området, men havde boet i det inden 1900 og var blevet udvist fra området af de tyske myndigheder

Danskerne ønskede afstemningsurner for hver af de fire kategorier, men det blev afvist af CIS. I købstæderne var det dog muligt at udskille kategorien af tilrejsende.[2]

Afstemningen i 1. zone. Andel danske stemmer i hvert sogn.

Afstemningen i Nordslesvig, i den såkaldte 1. zone, blev afholdt den 10. februar 1920, hvor der blev afgivet 101.652 stemmer (en valgdeltagelse på 91,5 %). 74,2 procent stemte for Danmark og 24,9 % procent for Tyskland. Af de i alt godt 111.000 stemmeberettigede udgjorde de tilrejsende omkring 28.000; heraf kom 16.638 rejsende til afstemningen nordfra og 11.609 sydfra. Ifølge en beregning i værket "Valg mellem dansk og tysk" fra 1976 af redaktør Aksel Lassen stemte 62 % af de tilrejsende dansk og 38 % tysk. Ca. 7.500 personer, der boede i området, men først var flyttet dertil efter 1900, var som følge af afstemningsreglerne afskåret fra at deltage i afstemningen. Flertallet heraf har formodentlig hørt til den tysksindede del af befolkningen.[3]

Man stemte en bloc, dvs. flertallet i et udelt Nordslesvig skulle være afgørende for det statslige tilhørsforhold. En række kommuner i 1. zone, hvor et flertal havde stemt tysk ved afstemningen, kom således også til Danmark efter afstemningen. Det gjaldt blandt andet købstæderne Sønderborg, Aabenraa og Tønder.

I 2. zone, i Mellemslesvig, hvor Flensborg lå, foregik afstemningen den 14. marts 1920 på et tidspunkt, hvor der i den tyske hovedstad Berlin pågik et statskup, det såkaldte Kappkup. I denne zone blev afstemningen holdt distriktsvis, således at eventuelle afstemningsdistrikter med dansk flertal kunne komme til Danmark. En række landsbyer i 2. zone havde dansk flertal, men kun tre små kommuner på øen Før og ingen samlede afstemningsdistrikter kunne som helhed opvise et dansk flertal. I hele 2. zone stemte 12.800 eller 20 % for Danmark og 51.724 stemmer for Tyskland. I byen Flensborg var den danske stemmeandel ca. 25 %.[4][5] Ser man bort fra de tilrejsende, ville det danske stemmetal i Flensborg have været 28 %.[6]

En 3. zone, der gik ned til Slien og Dannevirke, var overraskende kommet med i det første udspil til fredstraktaten. Baggrunden var henvendelser fra den private danske gruppe Dannevirkebevægelsen.[4][7] Efter en anmodning fra den danske rigsdag, der med 130 stemmer mod 24 udtalte, at man ikke ønskede en afstemningszone så langt mod syd, blev den 3. zone sløjfet fra den endelige traktat.[8]

Mindesten rejst umiddelbart syd for den gamle grænsekro nord for Christiansfeld, hvor de "hjemvendte" sønderjyder hilste kongen, da han kom ridende på sin hvide hest

Flensborg-bevægelsen og påskekrisen[redigér | redigér wikikode]

I Danmark var der stor glæde over foreningen med Nordslesvig. Men i nogle kredse var der utilfredshed med, at Flensborg ikke kom til Danmark. Man argumenterede med, at tilvandring havde ændret flertallet i byen, der endnu havde haft dansk flertal ved rigsdagsvalget i 1867, og at byen sammen med resten af Slesvig ikke dengang havde fået den folkeafstemning, Pragfredens paragraf fem havde lovet. Flensborg-bevægelsens protester og en tilspidset politisk situation i København førte til, at kong Christian 10. afskedigede den danske regering, hvilket udløste Påskekrisen i 1920.[8]

Overdragelse af landsdelen[redigér | redigér wikikode]

I maj 1920 overtog dansk militær kontrollen med Nordslesvig. I juni kom der dansk forvaltning, og kronen afløste den tyske mark. Den 15. juni, på Valdemarsdag, blev området officielt forenet med Danmark som de sønderjyske landsdele.

Den 10. juli red Christian 10. over den gamle grænse på landevejen ved Taps mellem Kolding og Christiansfeld på sin "hvide" hest, hvor han også tog en lille pige op på hesten. Der er rejst en mindesten på stedet, hvor sønderjyderne modtog deres konge.

En stor genforeningsfest fandt sted dagen efter på Dybbøl Banke.[9] Den 12. juli mødte Christian 10. ved et møde i Kruså de danske sydslesvigere, som ikke blev genforenet.

Genforeningsdagen, 15. juni, og afstemningsdagen, 10. februar, fejres endnu af dansksindede i Sønderjylland.

Højskoler i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Efter genforeningen i 1920 opstod 3 danske højskoler i Sønderjylland: Hoptrup Højskole, Rønshoved Højskole og Danebod Højskole.

Senere[redigér | redigér wikikode]

Mindesten for genforeningen i Hammelev, Sønderjylland

Selvom Sønderjylland var blevet genforenet med Danmark den 15. juni 1920, var der fortsat en lang række uløste problemer. Blandt andet skulle grænsen fastlægges i detaljer. Det skete i løbet af efteråret 1920. I forbindelse med dette arbejde identificeredes en række andre emner, som skulle behandles. Dette førte til dansk-tyske forhandlinger, som mundede ud i den Dansk-tyske traktat af 1922, som regulerede en lang række af de praktiske problemer i forbindelse med genforeningen.

Som følge af, at det nordlige Slesvig var blevet genforenet med kongeriget, var en ændring af den danske grundlov fra 1915 nødvendig. Folkeafstemningen om ændring af grundloven blev afholdt i Danmark den 6. september 1920. Ved folkeafstemningen stemte 614.130 (96,9 % af stemmerne) for og 19.571 (3,1%) imod. Til trods for den klare majoritet for et ja, var det kun med en beskeden margin, at ændringsforslaget gik igennem, efter som grundloven krævede, at mindst 45 % af alle stemmeberettigede stemte for en grundlovsændring for, at den skulle gå igennem. Andelen, som stemte for, var 47,6 % af de stemmeberettigede.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • L.P. Christensen: Slesvig delt... Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen; Slesvigsk Forlag S.m.b.H., Flensborg 1923
  • Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1918-1920 Bind I. Forberedelserne ; 2. udgave; Institut for Grænseregionsforskning, Aabenraa 1979; ISBN 87-87637-16-2
  • Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1918-1920 Bind II. Grænsestriden; 2. udgave; Institut for Grænseregionsforskning, Aabenraa 1979; ISBN 87-87637-18-9
  • Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1918-1920 Bind III. Afstemningerne og genforeningen januar til juli 1920; 2. udgave; Institut for Grænseregionsforskning, Aabenraa 1979; ISBN 87-87637-20-0
  • P. Simonsen: "Stemmetal" (i: L.P. Christensen: Grænsebogen, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 269-312)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]