Georg 1. af Storbritannien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Georg 1.
GeorgeIGreatBritain.jpg
Konge af Storbritannien og Irland
Kroning 20. oktober 1714
Westminster Abbey
Regerede 1. august 171411. juni 1727
Forgænger Anne
Efterfølger Georg 2.
Ægtefælle Sophie Dorothea af Braunschweig-Lüneburg (g. 1682–94)
Børn
Fulde navn tysk: Georg Ludwig
engelsk: George Louis
Hus Huset Hannover
Far Ernst August, Kurfyrste af Hannover
Mor Sophie af Pfalz
Født 28. maj 1660(1660-05-28)
Hannover, Tysk-romerske rige
Død 11. juni 1727 (67 år)
Schloss Osnabrück, Osnabrück
Hvilested 4. august 1727
Leineschloss, Hannover
Herrenhausen, Hannover
Signatur
Religion Lutheransk

Georg 1. (Georg Ludvig; engelsk: George Louis; tysk: Georg Ludwig) (28. maj 166011. juni 1727) var kurfyrste af Hannover fra 1698 til 1727 og konge af Storbritannien og Irland fra 1714 til 1727. Han var den første britiske konge af Huset Hannover.

George 1. blev født i Hannover og var søn af Jakob 1. af Englands datterdatter og den første af slægten Hannover, der blev monark i Storbritannien og Irland. Der var en del modstand mod at få den tyske fyrstefamilie på tronen, da man havde udset sig en anden afløser, Jacob 2.s søn James Edward, men denne fastholdt sin katolske tro, og så foretrak man alligevel Georg Ludvig.

Han talte ikke engelsk og overlod det meste af magten til regeringen. Herved styrkedes premierminister og parlamentet.

Biografi[redigér | rediger kildetekst]

Fødsel og familie[redigér | rediger kildetekst]

Georg Ludvigs mor Sophie af Pfalz med sin datter Sophie Charlotte i 1670'erne.

Georg Ludvig blev født den 28. maj 1660(1660-05-28)Leineslottet i Hannover, der dengang var residensby i Fyrstendømmet Calenberg, et delfyrstendømme under Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg i det Tysk-romerske rige. Han tilhørte den tyske fyrsteslægt Welf og var den ældste søn af prins Ernst August af Braunschweig-Calenberg i hans ægteskab med Sophie af Pfalz. Hans far var den yngste af fire brødre og dermed uden den store udsigt til at arve sin fars fyrstendømme. Hans mor var datter af Kurfyrst Frederik 5. af Pfalz og den engelske prinsesse Elizabeth Stuart, der selv var datter af kong Jakob 6. af Skotland og 1. af England fra Huset Stuart. For at kombinere traditionerne for navngivning i Huset Welf og Huset Pfalz fik den nyfødte dobbeltnavnet Georg Ludvig.

Opvækst og vejen til arvefølgen[redigér | rediger kildetekst]

Under sine første år var han eneste arving til faderens og de tre barnløse onklers tyske territorier. I 1661 blev Georgs bror, Frederik August, født. De to drenge (som i familien blev kaldt Görgen og Gustchen) voksede op sammen. Moderen var fraværende i næsten et år fra 1664 til 1665, under en rekonvalescensrejse i Italien, men hun korresponderede med sine sønners guvernante og engagerede sig i deres opdragelse, noget som hun gjorde endnu mere, da hun kom hjem.[1] Efter hun kom hjem, fik hun yderligere fire sønner og en datter. I sine breve beskriver Sophie Georg som et ansvarsfuldt og pligtopfyldende barn, og som et forbillede for sine yngre søskende.[2]

I 1661 fik Ernst August overdraget embede som fyrstbiskop af Osnabrück. Familien residerede derefter først på Schloss Iburg, og fra 1673 i det nyopførte Schloss Osnabrück. I 1675 døde Georgs ældste farbror uden afkom, men de andre farbrødre havde giftet sig, og hvis de fik sønner skulle disse arve i stedet for Georg. Eftersom han dermed havde en usikker fremtid for sig, lærte Georgs far ham jagt og ridning, gav ham militære kundskaber og lod den femtenårige Georg følge med felttoget i den fransk-hollandske krig fra 1672 til 1678, så sønnen kunne trænes og prøves i strid.[3]

Georg Ludvig i 1680.

I 1679 døde pludselig endnu en af farbrødrene uden sønner, og Ernst August blev hertug af Calenberg-Göttingen, med sin residens i byen Hannover. Georgs sidste farbror, Georg Vilhelm af Celle, havde giftet sig med sin elskerinde for at gøre sin eneste datter, Sophie Dorothea, legitim, men kom ikke til at få flere børn. Efter den saliske lov, hvorefter land kun kunne arves i mandslinje, virkede arven sikker for Georg og hans brødre. I 1682 bestemte familien sig herudover for at indføre primogenitursprincippet, som indebar at Georg skulle arve hele arven, således at arven ikke skulle deles mellem brødrene.[4] For yderligere at samle arven giftede han sig den 21. november 1682 med sin kusine Sophie Dorothea af Celle. De fik sønnen Georg August (den senere Kong Georg 2. af Storbritannien), og datteren Sophie Dorothea, der senere blev gift med Kong Frederik Vilhelm 1. af Preussen.

Vejen til den britiske trone[redigér | rediger kildetekst]

I 1701 vedtog det engelske parlament en tronfølgelov (Act of Settlement) som forbød katolikker at bestige Englands trone. Bestemmelsen var umiddelbart motiveret af ønsket om at udelukke katolske tronprætendenter, der tilhørte det engelske og skotske fyrstehus, Huset Stuart.

Ordningen fastlagde først og fremmest, hvem der skulle arve tronen, hvis den regerende konge Vilhelm 3. af England døde uden arvinger, og hvis heller ikke Anne Stuart – Vilhelms svigerinde, som stod i tur for at arve tronen efter ham – efterlod sig arvinger. Hvis både Vilhelm og Anne således døde barnløse, skulle kronen dermed overgå til Jakob 1.'s datterdatter kurfyrstinde Sophie af Hannover, Georgs mor, og derefter hendes efterkommere af protestantisktro. Der var en del modstand mod at få den tyske fyrstefamilie på tronen, da man havde udset sig en anden afløser, Kong Jacob 2.'s søn James Edward Stuart, men denne fastholdt sin katolske tro, og så foretrak man alligevel Georg Ludvig.

Regeringstid som britisk konge[redigér | rediger kildetekst]

Georg Ludvigs mor Sophie døde få måneder, før tronen blev ledig i 1714. Det var derfor hendes søn, der blev konge af Storbritannien og Irland ved dronning Annes død i 1714 som den første konge af Huset Hannover. I 1715 afviste Georg 1. et invasionsforsøg fra den landflygtige tronprætendent, Jakob Edvard Stuart, kaldet the Old Pretender, der var søn af Jakob 2. af England. Da Kong Georg mistænkte tory-partiet for at sympatisere med slægten Stuarts arveret, allierede han sig med whig-partiet, som kom til at dominere britisk politik frem til 1761.

Georg lærte sig aldrig engelsk, og han udeblev ofte fra regeringsmøder. I kombination med, at han regelmæssigt opholdt sig i sit kurfyrstedømme Hannover, førte det til en svækkelse af kongemagten og en udvikling mod konstitutionelt monarki i Storbritannien. I sit hjemland Hannover var Georg til gengæld enevældig monark, og han erobrede i 1719 Bremen og Verden fra Sverige til kurfyrstendømmet. Kong Georg 1. døde 67 år gammel den 22. juni 1727 i Osnabrück under et ophold i Hannover.

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Hatton 1978, s. 26-28.
  2. ^ Hatton 1978, s. 29.
  3. ^ Hatton 1978, s. 34.
  4. ^ Hatton 1978, s. 30.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Hatton, Ragnhild (1978). George I : Elector and King [George I : Kurfyrste og Konge] (engelsk). London: Thames & Hudson. ISBN 050025060X.
  • Schaumann, Adolf: Georg Ludwig (Kurfürst von Hannover) i Allgemeine Deutsche Biographie (ADB) (ses på Wikisource-logo.svg tysk Wikisource)
  • Schnath, Georg: Georg Ludwig. I: Neue Deutsche Biographie (NDB). Bind 6, Duncker & Humblot, Berlin 1964, ISBN 3-428-00187-7, Side 210 f. (Digitalisering).

Eksterne links[redigér | rediger kildetekst]

Georg 1.
Sidelinje af Huset Welf
Født: 28. maj 1660 Død: 11. juni 1727
Titler som regent
Foregående:
Anne
Konge af Storbritannien
17141727
Efterfølgende:
Georg 2.
Konge af Irland
17141727
Foregående:
Ernst August
Kurfyrste af Braunschweig-Lüneburg
16981760
KroneSpire
Denne artikel om en kongelig eller fyrstelig person er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Biografi