George Whitefield

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
George Whitefield
George Whitefield by John Russell.jpg
Portrætteret af John Russell i 1770
Personlig information
Født 16. december 1714, 1714 Rediger på Wikidata
Gloucester, Storbritannien Rediger på Wikidata
Død 29. september 1770, 30. september 1770, 1770 Rediger på Wikidata
Newburyport, Massachusetts, USA Rediger på Wikidata
Gravsted Massachusetts Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted The Crypt School,
Pembroke College Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Teolog, kristent embede, skribent, prædikant Rediger på Wikidata
Påvirket af Jonathan Edwards Rediger på Wikidata
Signatur
Signature of George Whitefield (1714–1770).png
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

George Whitefield (16. december 171430. september 1770), også kendt som George Whitfield, var oprindelig en engelsk anglikansk præst, men han tilsluttede sig metodismen (stiftet af John Wesley), hvor han virkede som en succesrig prædikant.

Særligt i Wales med dens kulminer fik Whitefields prædikener stor tilslutning. Men også til kolonierne i Nordamerika vendte han sig. 13 gange rejste han over Atlanterhavet. Under 30 års utrættelige rejser prædikede han 18.000 gange, ofte mere end 40 timer ugentligt.[1]

Whitefield var en enestående karismatisk prædikant. Han havde en smuk og stærk stemme, og ved hjælp af en rig dramatisk evne kunne han rive selv kritiske tilhørere med sig. En berømt skuespiller sagde, at Whitefield kunne udtale ordet ”Mesopotamien” på en sådan måde, at tilhørerne kom til at græde. Han havde en usædvanlig evne til at tale til menneskers hjerter. Rå kulminearbejdere lyttede åndeløst, nærmest hypnotiseret, til hans ord, mens tårerne løb ned ad deres sværtede kinder.[2][3]

Whitefields prædikener var metodisk opbygget: De fremhævede Guds kærlighed og evangeliets frelsesbudskab på baggrund af helvedes rædsler. De tilstræbte at fremkalde syndserkendelse, omvendelse og en stræben efter et bedre liv.[1] Det sidste, han sagde i sine prædikener, var som regel: “Kom, fattige, fortabte, elendige, kom, lige som du er, til Kristus.”[4]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard: Kirkehistorie. Bind II. Den nye tid, s.585-586.
  2. ^ Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard: Kirkehistorie. Bind II. Den nye tid, s. 585-86.
  3. ^ Lorenz Bergman: Kirkehistorie, bind 2, s. 173.
  4. ^ Ernest Bormann: Force of Fantasy: Restoring the American Dream, s. 73

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Lorenz Bergman: Kirkehistorie. Bind 2. Haase og søn 1966.
  • Ernest Bormann: Force of Fantasy: Restoring the American Dream. Southern Illinois University Press 1985. ISBN 978-0-8093-2369-2.
  • Ted Campbell: Methodist Doctrine: The Essentials. Abingdon Press 2011. ISBN 9781426753473
  • Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard: Kirkehistorie. Bind II. Den nye tid. J.H. Schulz Forlag 1949. ISBN 87-500-3050-7
  • John Pollock: George Whitefield and the Great Awakening. Hodder & Stoughton 1973. ISBN 978-0340171851.
  • Scott J. Jones: United Methodist Doctrine. Abingdon Press 2010. ISBN 9781426725593.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]