Giftig maskulinitet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Med giftig maskulinitet (eller toksisk maskulinitet[1]) betegnes adfærd og kulturelle normer blandt mænd, som opfattes som skadelige for såvel samfundet som mændene selv, fx social dominans, had og vold mod kvinder, samt homofobi. Heroverfor står traditionelle maskuline dyder som arbejdsomhed, sportsånd og at sørge for sin familie, som ikke anses for 'giftige'.

At være en rigtig mand i traditionel forstand er ikke noget, der bliver målt på, om man har tingeltangel i vinduet på sin BMW, rager på tilfældige kvinder eller kan tracke sin ekskæreste på mobilen med hysterisk jalousi, men om man kan gøre det, der virker; sikre en stabil indtægt og skabe vedvarende tryghed og glæde for sig selv og sine omgivelser.

– Thomas Markersen, i artikel i Weekendavisen[2]

Forældrene tror, at [deres søn] Adam ved bedre end at hænge ud med de forkerte, køre bil, når han er fuld, eller behandle kvinder dårligt. Og ja, han ved bedre. Men at vide er en svag tilstand, ikkesandt? Selv om det her handler om, hvordan forældrene er med til at definere, hvem han er, er de bare én indflydelse blandt mange andre. Og ingen er i stand til at undslippe den dominerende kultur, ingen kan undgå at internalisere den.

– Ben Lerner om sin bog Topekaskolen[3]

Begrebet opstod i den amerikanske mytopoetiske mandebevægelse i slutningen af 1900-tallet og spredte sig herfra ud i samfundsdebat og politisk litteratur. Oprindeligt gjaldt betegnelsen forhold mellem marginaliserede mænd, fx agressiv og kriminel adfærd i og uden for fængsler, og begrebet sattes i forbindelse med et forfejlet eller ødelagt far-søn-forhold.[4] If de mytopoetiske forfattere er giftig maskulinitet en stereotyp form for mandighed, som står i modsætning til en 'ægte' eller 'dyb' maskulinitet, som vore dages mænd ofte har mistet forbindelsen til. Begrebet er blevet kritiseret for at indebære, at sådan adfærd skyldes iboende træk hos mænd.[5]

Feminister har brugt begrebet siden årtusindskiftet, de senere år specielt i forbindelse med MeToo-bevægelsen og Donald Trumps valg i 2016 til amerikansk præsident. Betydningen blandt feminister er dog omstridt, da man ikke er enige om, hvordan giftig maskulinitet forholder sig til maskulinitet i almindelighed. I feministisk litteratur sættes begrebet i forbindelse med højreradikales ønske om tilbagevenden til en mandsstyret samfundsorden.[4]

George Floyds død i maj 2020 er blevet udlagt som udslag af en kultur med giftig maskulinitet i det amerikanske politikorps.[6]

Kendetegn[redigér | rediger kildetekst]

Scene fra den Superman-lignende tegneserie Blue Beetle fra 1940-erne, med en far og søn, som sidder tilbage efter tabet af moderen.

Begrebet giftig maskulinitet dækker de tilfælde, hvor den enkelte dreng eller mand bliver angst og usikker, fordi han ikke føler han kan leve op til sædvanlige maskuline idealer og derfor reagerer ved at udøve magt, så han i stedet kan føle sig dominerende og i kontrol, og også blive opfattet sådan af sine omgivelser.[3] Eksempler på sådanne 'giftige' idealer:[7][8][9][10][11]

  • Mænd må ikke vise svagheder, men skal være hårde.
  • Følelser skal i størst muligt omfang skjules eller undertrykkes, undtagen vrede eller aggression; konflikter løses med vold.
  • En rigtig mand viser ikke sin angst eller sine bekymringer, men holder dem for sig selv.
  • Mænd bliver ikke overbebyrdede eller hjælpeløse; de giver sig i kast med problemer og får bugt med dem, uden at skulle bede andre om hjælp.
  • Blødagtig eller kvindagtig adfærd, fx gråd, generthed, frygt, eller en kærlig eller øm gestus passer sig ikke for en rigtig mand.
  • Mænds omgang med andre er grundlæggende styret af konkurrence og dominans, og ikke af samarbejde.
  • En rigtig mand vil altid gerne have sex og er altid parat til det.
  • Mænd og kvinder er principielt ude af stand til at forstå hinanden eller være venner med hinanden.
  • Hvis en mands krop ikke passer med det maskuline ideal (bredskuldret, muskuløs, høj, ikke ømskindet), bliver han ikke taget alvorligt, men gjort til grin.

I kulturer med giftig maskulinitet bliver disse maskuline idealer til stadighed afprøvet, fx ved at drengen/manden skal demonstrere sit mod og sin fysiske styrke, sin evne til at drikke eller tåle at blive udsat for, eller udsætte andre for, nedværdigende ritualer.[12] Efterlevelse af idealerne håndhæves af den omgivende kultur. Dette indebærer at grine ad eller latterliggøre, tale nedsættende, fordømmende, sårende, afslørende, fornærmende eller hånligt om mænd, som ikke efterlever idealerne. Kønsforskning i giftig maskulinitet søger bl.a. at vise, at også mænd der følger traditionelle patriarkalske magtstrukturer, med tilhørende billeder af maskulinitet og rollestereotyper, kan lide herunder.[13][14]

I sin bog Iron John: A Book about Men fra 1990 beskriver Robert Bly, hvordan den giftige maskulinitets krav om effektivitet, konkurrence og følelsesmæssig afstand holder mænd fanget og isolerede fra hinanden. Som følge af fædres manglende omsorg mærker drenge og mænd overvejende nærhed og varme gennem kvinder.[15][16]

Den congolesiske forfatter JJ Bola ser den giftige maskulinitet, med sin tilhørende aggression, hvadenten ægte eller påtaget, spille en vigtig social rolle mht at opretholde venskaber og tydeligggøre et socialt hierarki, et billede som også fremhæves af medierne.[17][18]

Til et liv med giftig maskulinitet hører en mere risikofyldt og voldelig adfærd, men også ensomhed og social isolation, samt depressioner og højere selvmordsrate, fordi de berørte mænd i sagens natur er utilbøjelige til at søge hjælp.[19][20] Der er formentlig også en øget risiko for arbejdsnarkomani og alkohol- eller stofmisbrug.

Opgør[redigér | rediger kildetekst]

At [giftig maskulinitet] er vidt udbredt er ikke ensbetydende med, det er en del af nogens natur.

– Jack Urwin[21]

I 1980-erne og 1990-erne begyndte man inden for den mytopoetiske mandebevægelse, som var inspireret af Carl Jungs psykologiske arketyper, at vende sig mod det traditionelle mandeideal, som havde været gældende gennem efterkrigstiden. Gennem selvhjælp søgte disse mænd at skille sig af med de ovennævnte giftige træk ved deres maskulinitet, som de følte det omgivende samfund havde påtvunget dem. Især var det vigtigt at opgive tanken om manden som kriger eller konge, styret af biologisk determinisme ("boys will be boys"), og betvivle forestillingen om, at lederrollen uden videre tilkommer manden.

Den amerikanske psykolog Shepherd Bliss, en af frontfigurerne i den mytopoetiske mandebevægelse, har henvist til forholdene i det førindustrielle samfund, hvor mænd samarbejdede om opgaver med husdyr, agerbrug og håndværk, i stedet for at konkurrere mod hinanden.[22] For at komme de giftige træk til livs foreslår Bliss bl.a.:

  1. Fædre skal ikke holde deres sønner på afstand, men give dem lige så meget kærlighed og hengivenhed som mødrene giver. Mænd skal tilgive de fædre, som ikke kunne eller ville give sønnerne omsorg.
  2. Mænd skal basere deres venskaber med andre mænd på samarbejde og gensidig støtte, ikke på kappestrid.
  3. Mænd skal passe på deres kroppe, tage kroppens advarselssignaler alvorligt, og i givet fald søge hjælp.
  4. Mænd skal finde på måder at udveksle intimitet med hinanden, ikke af seksuel karakter, men baseret på gensidig tillid.
  5. Mænd skal skabe rum, hvor det er tilladt at vise følelser, i stedet for at undertrykke dem.
  6. Mænd skal holde op med at skamme sig over deres kroppe, og holde op med at drille andre med deres udseende.[23]

I 2019 publicerede den amerikanske psykologforening APA et sæt retningslinjer for rådgivning af mænd opdraget i traditionelle ('giftige') manderoller.[24]

I medierne[redigér | rediger kildetekst]

I medierne er emnet giftig maskulinitet flere gange behandlet:

I den animerede kortfilm Purl,[25] som Disney-Pixar udsendte i februar 2019, starter en ung kvinde job på en barsk mandsdomineret arbejdsplads. For at kunne hævde sig blandt kollegerne ændrer hun både udseende og adfærd.

I samme måned udsendte selskabet White Ribbon videoen Boys Don't Cry, som drejer sig om drenge og mænd og følelser.[26]

Firmaet Gillette udsendte i begyndelsen af 2019 en meget set,[27] og endog parodieret reklame,[28] som imødegik giftig maskulinitet, bl.a. ved at gå i rette med det stereotype mandebillede kendt fra det engelske udtryk "boys will be boys", som legitimerer mobning og seksuel chikane. Gilette-reklamen er brugt som eksempel på, hvordan giftig maskulinitet i reklameverdenen bruges for at overbevise kunder om, de kan vise deres afstandtagen til denne maskulinitet ved at købe et bestemt produkt.[29]

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Robert Bly (1990): Iron John: A Book About Men, Addison-Wesley, 258 sider, ISBN 978-0-201-51720-0
  • J.J. Bola (2020): Sei kein Mann - Warum Männlichkeit ein Albtraum für Jungs ist. Carl Hanser Verlag, 176 sider, ISBN 9783446267985
  • Glenn Bech (2021): Farskibet, roman, Gyldendal, 552 sider, ISBN 9788702309423
  • Ben Lerner (2021): Topekaskolen, roman, Gads Forlag, 328 sider, ISBN 9788712062240

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Henrik Marstal: Toksisk maskulinitet er på vej i søgelyset"; Politiken, hentet den 29. juni 2022
  2. ^ Thomas Markersen (sep 2019): Misforstået maskulinitet, artikel i Weekendavisen
  3. ^ a b Birgitte Kjær: Fanget i frygten for ikke at være en rigtig mand, artikel i Politiken, 17. april 2021
  4. ^ a b Dr. Carol Harrington: What is “Toxic Masculinity” and Why Does it Matter?. In: Men and Masculinities. 17. juli 2020, ISSN 1097-184X, s. 1097184X2094325, doi:10.1177/1097184X20943254.
  5. ^ Salter, Michael (27. februar 2019). "The Problem With a Fight Against Toxic Masculinity". The Atlantic (amerikansk engelsk). Hentet 3. maj 2020.
  6. ^ Opinion: How toxic masculinity helped kill George Floyd, artikel af Paul Butler, Washington Post, 12. april 2021
  7. ^ Katherine M. Ingram, Jordan P. Davis, Dorothy L. Espelage, Tyler Hatchel, Gabriel J. Merrin: Longitudinal associations between features of toxic masculinity and bystander willingness to intervene in bullying among middle school boys. In: Journal of School Psychology. 77, 1. december 2019, ISSN 0022-4405, s. 139–151, doi:10.1016/j.jsp.2019.10.007 (https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0022440519300901).
  8. ^ Jon Johnson & Timothy J. Legg (2020): What to know about toxic masculinity
  9. ^ Parent, Mike C.,Gobble, Teresa D., Rochlen, Aaron: Social media behavior, toxic masculinity, and depression. In: Psychology of Men & Masculinities. 20, nr. 3, 1. juli 2019, s. 277-287, doi:10.1037/men0000156.
  10. ^ Evans, J. Frank, B. Oliffe, J. and Gregory, D.: ‘Health, illness, men and masculinities (HIMM): a theoretical framework for understanding men and their health,’. In: Journal of Men’s Health. 8, nr. 1, 2011, s. 7-15.
  11. ^ Amy Chandler: Boys don’t cry? Critical phenomenology, self-harm and suicide:. In: The Sociological Review. 17. juni 2019, doi:10.1177/0038026119854863.
  12. ^ Hä, was heißt Toxic Masculinity? Missy Magazine
  13. ^ Jacey Fortin: Traditional Masculinity Can Hurt Boys, Say New A.P.A. Guidelines. In: The New York Times. 10. januar 2019, ISSN 0362-4331 (https://www.nytimes.com/2019/01/10/science/apa-traditional-masculinity-harmful.html).
  14. ^ Katharina Alexander (2019): Wenn Männlichkeit toxisch wird: So leiden Männer unter Geschlechterrollen
  15. ^ Robert Bly: Iron John: A Book About Men. Addison-Wesley, Reading, MA 1990.
  16. ^ Linda L. Lindsey: Gender Roles: A Sociological Perspective. 6 udgave. Taylor and Francis, Abingdon, Oxon 2015, ISBN 978-0-205-89968-5.
  17. ^ Bola, J. J.,: Mask off : masculinity redefined. Pluto, London 2019, ISBN 978-1-78680-502-7.
  18. ^ Sophia Zessnik: JJ Bola über toxische Männlichkeit: „Wir neigen dazu, uns zu isolieren“. In: Die Tageszeitung: taz. 31. oktober 2020, ISSN 0931-9085 (https://taz.de/JJ-Bola-ueber-toxische-Maennlichkeit/!5722023/).
  19. ^ Mike C. Parent, Teresa D. Gobble, Aaron Rochlen: Social media behavior, toxic masculinity, and depression.. In: Psychology of Men & Masculinity. 23. april 2018, ISSN 1939-151X, doi:10.1037/men0000156.
  20. ^ Fiza Pirani (2019): Traditional masculinity’ officially deemed ‘harmful’ by American Psychological Association
  21. ^ Jack Urwin: Boys don't Cry. Identität, Gefühl und Männlichkeit. Aus dem Englischen von Elvira Willems. Nautilus, 2017, ISBN 978-3-96054-042-7.
  22. ^ Martin Robinson (2018): What is toxic masculinity? A sensible person's guide
  23. ^ Shepherd Bliss: Revisioning Masculinity. A report on the growing men's movement. In: In Context: A quarterly of humane sustainable culture [Gender: Fresh Visions and Ancient Roots]. nr. 16, 1987, s. 21.
  24. ^ Maya Salam: What Is Toxic Masculinity?. In: The New York Times. 22. januar 2019, ISSN 0362-4331 (https://www.nytimes.com/2019/01/22/us/toxic-masculinity.html).
  25. ^ https://www.youtube.com/watch?v=B6uuIHpFkuo
  26. ^ https://www.youtube.com/watch?v=fjo-hwAKcas
  27. ^ https://www.youtube.com/watch?v=koPmuEyP3a0
  28. ^ https://www.youtube.com/watch?v=mj8VpuLSkHY
  29. ^ Victoria E. Collins, Dawn L. Rothe: The Violence of Neoliberalism: Crime, Harm and Inequality. Routledge, 2019, ISBN 978-0-429-01324-9, s. 113 (Google Book).