Glacialrefugium

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Hulemalerierne (røde prikker) er skabt under den seneste istid. Hermed kan det sandsynliggøres, at den sydvestlige del af det nuværende Frankrig og den yderste, nordlige del af det nuværende Spanien var et refugieområde.

Et glacialrefugium eller istidsrefugium (fra latin refugium = ”tilflugtssted”) er betegnelsen for et geografisk sted eller en region, hvor flora og fauna kunne overleve under en istid[1]. Man kan skelne mellem forskellige typer af glacialrefugier som f.eks. nunatak-, perifere eller lavlands-glaciealrefugier.[2] I disse tilbagetrækningsegne herskede der lokale klimaforhold, der sikrede planters og dyrs overlevelse, og som muliggjorde en udbredelse efter istidens afslutning. Varmekrævende arter fra de nordeuropæiske løvskove klarede sig f.eks.under den seneste istid ved tilbagetrækning til refugier i Middelhavsområdet og på sydsiden af Kaukasus, mens arter fra det nordlige nåleskovsbælte fandt refugier i Manchuriet og Mongoliet[1].

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b spektrum.de: Eiszeitrefugien (tysk)
  2. ^ R. Holderegger og C. Thiel-Egenter: A discussion of different types of glacial refugia used in mountain biogeography and phytogeography i Journal of Biogeography, 2009 36 side 476-480