Det græske alfabet

Græske alfabet

Skriftsystem som bruges til at skrive græsk

Alfabet

Etab­le­rings­- / ska­bel­ses­da­to	9. century f.Kr.
Funktion	græsk, oldgræsk
Aspekt af	græsk
Baseret på	• egyptisk hieroglyf  • Proto-Sinaitic   • Fønikiske alfabet
Sprog	græsk, oldgræsk, Pontic Greek
Skrift­sys­tem	Greek script
Skrift­ret­ning	venstre-til-højre
Pro­duk­tions­sted	Antikkens Athen
Unicode range	U+0370-03FF, U+1F00-1FFF, U+10140-1018F

Klassiske bogstaver
Α α Alfa	Β β Beta
Γ γ Gamma	Δ δ Delta
Ε ε Epsilon	Ζ ζ Zeta
Η η Eta	Θ θ Theta
Ι ι Iota	Κ κ Kappa
Λ λ Lambda	Μ μ My
Ν ν Ny	Ξ ξ Xi
Ο ο Omikron	Π π Pi
Ρ ρ Rho	Σ σ Sigma
Τ τ Tau	Υ υ Ypsilon
Φ φ Phi	Χ χ Chi
Ψ ψ Psi	Ω ω Omega
Gamle bogstaver
Ϝ ϝ Digamma	Ϛ ϛ Stigma
Ͱ ͱ Heta	Ϻ ϻ San
Ϙ ϙ Koppa	Ͳ ͳ Sampi
Ϸ ϸ Sjo

Det græske sprog skrives med det græske alfabet. Det græske alfabet blev udviklet i klassisk tid (omkring det 9. århundrede f.Kr.). Det græske alfabets bogstaver anvendes til mange forskellige formål: matematiske symboler, stjernenavne, etologi, COVID-19varianter, navne på amerikanske studenterforeninger ^(sv) og så videre.

Oversigt

Det antages, at det græske alfabet blev bragt til Grækenland af fønikiske købmænd. Det er uomtvisteligt, at det græske alfabet blev afledt af et fønikisk alfabet, men den nøjagtige kilde til det græske alfabet er usikker.

I antikken skrev grækerne kun med store bogstaver. De små bogstaver opstod af papyrusskriftens mere bløde udgave af de store bogstaver. De små ("minuskler") blev først almindelige i middelalderen . Det er årsagen til at bogstavet San ikke har et lille bogstav.

Grækernes talsystem var beslægtet med romertallet og bogstaverne, der hver havde en talværdi overtaget direkte fra det semitiske alfabet. Visse bogstaver, der ikke længere blev anvendt i klassisk græsk, fortsatte som taltegn som digamma, koppa og sampi.

Hovedtabel

De græske bogstaver og deres afledninger er som følger (udtalen er transskriberet i henhold til SAMPA):

Klassiske bogstaver

Bogstav	Navn				Udtale			Talværdi	Tilsvarende hebraisk bogstav	HTML-entitet
	Græsk	Traditionel transskription	Udtale
			klassisk	moderne	gammel	klassisk	moderne
Α α	ἄλφα / ἄλφα	Alfa	[alfa]	[alfa]		[a] [aː]	[a]	1	א 'Aleph	α
Β β	βῆτα / βῆ'τα	Beta	[bEːta]	[vita]		[b]	[v]	2	ב Beth	β
Γ γ	γάμμα / γά'μμα	Gamma	[gamma]	[Gama]		[g]	[j] før [e] eller [i]; ellers [G]	3	ג Gimel	γ
Δ δ	δέλτα / δέ'λτα	Delta	[delta]	[Delta]		[d]	[D]	4	ד Daleth	δ
Ε ε	ἒ ψιλόν / ἒ' ψιλό'ν	Epsilon	[e psilon]	[e psilon]		[e]	[e]	5	ה He	ε
Ζ ζ	ζῆτα / ζῆ'τα	Zeta	[dzEːta]	[zita]		[dz]	[z]	7	ז Zain	ζ
Η η	ἦτα / ῆ'τα	Eta	[Eːta]	[ita]	[Eː] [h]	[Eː]	[i]	8	ח Heth	η
Θ θ	θῆτα / θῆ'τα	Theta	[TEːta]	[Tita]	[t_h]	[T]	[T]	9	ט Thet	θ
Ι ι	ἰῶτα / ἰ'ῶ'τα	Jota (Iota)	[iOːta]	[jota]		[i] [iː]	[i] [j]	10	י Jodh	ι
Κ κ	κάππα / κά'ππα	Kappa	[kappa]	[kapa]		[k]	[k]	20	ך כ Kaph	κ
Λ λ	λάμβδα / λά'μβδα	Lambda	[lambda]	[lamda]		[l]	[l]	30	ל Lamed	λ
Μ μ	μῦ / μῦ'	My	[myː]	[mi]		[m]	[m]	40	ם מ Mem	μ
Ν ν	νῦ / νῦ'	Ny	[nyː]	[ni]		[n]	[n]	50	ן נ Nun	ν
Ξ ξ	ξῖ / ξῖ'	Xi (Xei)	[ksiː]	[ksi]		[ks]	[ks]	60	ס Samekh	ξ
Ο ο	Ὂ μικρόν / ὂ' μικρό'ν	Omikron	[omikron]	[omikron]		[o]	[o]	70	ע `Ain	ο
Π π	πῖ / πῖ'	Pi	[piː]	[pi]		[p]	[p]	80	ף פ Pe	π
Ρ ρ	ῥῶ / ῥ'ῶ'	Rho	[rOː]	[ro]		[r]	[r]	100	ר Resj	ρ
Σ σ	σῖγμα / σῖ'γμα	Sigma	[siːgma]	[sigma]		[s]	[s]	200	ש Sin / Sjin	σ
ς		(afsluttende Sigma)								ς
Τ τ	ταῦ / ταῦ'	Tau	[tau]	[taf]		[t]	[t]	300	ת Taw	τ
Υ υ	ὒ ψιλόν / ὖ' ψιλό'ν	Ypsilon	[yːpsilon]	[ipsilon]	[u]	[y] [yː]	[i]	400	fra Waw	υ
Φ φ	φῖ / φῖ'	Phi (Phei)	[fiː]	[fi]	[p_h]	[f]	[f]	500	Omdiskuteret oprindelse	φ
Χ χ	χῖ / χῖ'	Chi (Chei)	[Ciː]	[Ci]	[k_h] [ks]	[C]	[C]	600		χ
Ψ ψ	ψῖ / ψῖ'	Psi (Psei)	[psiː]	[psi]		[ps]	[ps]	700		ψ
Ω ω	ὦ μέγα / ὦ' μέ'γα	Omega	[Oːmega]	[omeGa]		[Oː]	[o]	800		ω

Ældre bogstaver

Bogstav	Navn				Udtale			Talværdi	Tilsvarende hebraisk bogstav	HTML-entitet
	Græsk	Traditionel transskription	Udtale
			klassisk	moderne	gammel	klassisk	moderne
	δίγαμμα	Digamma	[wau]	[digamma]	[w]	-	-	6	ו Waw	Ϝ ϝ
	στίγμα	Stigma	–	[stigma]	-	-	[st]	6	-	Ϛ ϛ
	ήτα	Heta	[heːta]	–	[h]	-	-	–	ח Heth	Ͱ ͱ
	σάν	San	[san]	–	[s]	-	-	–	ץ צ Sade / Tzade	Ϻ ϻ
	κόππα	Koppa	[koppa]	[koppa]	[k]	-	-	90	ק Qoph	Ϙ ϙ
	σαμπῖ	Sampi	–	[sampi]	[sː] [ks]	-	-	900	ץ צ Sade / Tzade	Ͳ ͳ
	–	Sjo	–	–	[ʃ]	-	-	–	ץ צ Sade / Tzade	Ϸ ϸ

Bogstavkombinationer og diftonger

Bogstaver	Udtale
	ældre	klassisk	moderne
αι		[aɪ]	[ɛ]
ει	[eɪ] [eː]	[eɪ]	[i]
οι		[oɪ]	[i]
υι		[yɪ]	[i]
αυ		[aʊ]	[av] før stemt lyd; [af] før ustemt lyd
ευ		[eʊ]	[ev] før stemt lyd; [ef] før ustemt lyd
ηυ		[ɛːʊ]	[iv] før stemt lyd; [if] før ustemt lyd
ου	[oʊ] [oː]	[uː]	[u]
γγ (1)		[ŋg]	[ŋɣ]
γκ (1)		[ŋk]	[ŋk]
γχ (1)		[ŋx]	[ŋç]
μπ	-	-	[b] i begyndelsen af et ord; [mb] ellers
ντ	-	-	[d] i begyndelsen af et ord; [nd] ellers

(1): En del forskere betragter angma som et fonem i sig selv.

Historisk udvikling

Det græske alfabet på keramik, det Arkæologiske nationalmuseum i Athen.

Den vigtigste innovation sammenlignet med dets forgænger, det fønikiske alfabet, var indføringen af separate tegn for vokaler. Uden disse skulle den græske skrift, til forskel fra den fønikiske, blive praktisk taget uforståelig, og de moderne efterkommere af det græske skriftsystem har bevaret dette. (Eksempler på alfabeter med vokaler som ikke stammer fra det græske, er det gamle tyrkiske alfabet, det etiopiske alfabet, indiske alfabeter og det gamle ungarnske alfabet). De første vokaler var Alfa, Epsilon, Jota, Omikron og Ypsilon. Diftonger og åndedrætmarkeringer, som stort set var overflødige i græsk, ændredes over tid, og i østgræsk fik Eta betydningen af en lang e-lyd. Som det sidste indførtes Omega for en lang o-lyd.

Tre nye konsonanter, Phi, Chi og Psi, blev tilføjet og lagt til i enden af alfabetet, i den rækkefølge de blev taget i brug. De var hovedsagligt nødvendige som aspirerende konsonanter, hvilket manglede i fønikisk. I vestgræsk kom Chi til at få lydværdien /ks/ (og blev senere oprindelsen til det latinske bogstav X, snarere end Xi) og Psi fik lydværdien /kʰ/. I løbet af seneantikken og middelalderen forsvandt de aspirerende lydværdier, og de aspirerende ustemte klusiler (lukkelyde) overgik til ustemte frikativer (hæmmelyde).

De tre bogstavers oprindelse er omdiskuteret: Ifølge Miller (53) kommer en Psi-lignende (Ψ) form af Kappa fra proto-kanaanæisk. Kappa stod øjensynligt for /k/ såvel som for /kʰ/ i tidlig græsk ortografi. Senere genindførtes det k-lignende Kappa fra fønikisk, for at kunne skelne mellem lydene. Idag står Psi (Ψ) for /ps/, mens Chi (Χ) står for /x/, som nedstammer fra den oprindelige velare klusil (lukkelyd udtalt med tungen mod ganen). Ypsilon genindførtes også fra fønikisk, og har samme ophav som Digamma (hvoraf kommer vores F). Visse kilder anser dog Ψ som en ren græsk opfindelse, uden semitisk forgænger.

Jensen (426) kobler på den anden side Psi (Ψ) til Ypsilon (Υ), Koppa/Phi (Φ) og safaitiske tegn Jensen (463).

Andre bogstaver med omdiskuterat oprindelse er Koppa, Phi (Φ), Chi (Χ) og Sampi.

Bernal (116) og Brixhe (336) antager at Koppa oprindeligt stod for /kʷ, kʷʰ, gʷ/. Disse fonemer forandredes senere til /p, pʰ, b/ og Koppa blev derved overflødig. Mens Pi anvendtes for både det aspirerede og uaspirerede fonem, kom Koppa udelukkende til at symbolisere den aspirerede lyd.

(Denne teori er meget kontroversiel, men der findes paralleller til denne proces: Den moderne lydværdi för kastiliansk /z/ forklares gennem en fonetisk forandring af /dz/ over /ts/ til /θ/).

Visse sprogkyndige mener at Phi (Φ) også er en ren græsk opfindelse, mens Sampson (102) hævder at det stammer fra Θ (Theta), og Swiggers (265) antager at bogstavet har Cypro-Minoisk oprindelse.

Bernal (117) hævder at Chi er af sydsemitisk oprindelse; andre at det stammer fra Ξ (Xi) (Jensen 462).

Navnet Sampi kom til i middelalderen, sandsynligvis fra det græske ὁ σάν πι ((ô) sán pi, dvs. 'som pi') (Jensen 462). Det er muligvis en nyere form af det semitiske bogstav San som også findes i etruskisk. I Jonisk græsk stod Sampi for /ts/ (Jensen). Navnet Sampi kom til i middelalderen, sandsynligvis fra det græske ὁ σάν πι ((ô) sán pi, 'som pi') (Jensen 462). Det er muligvis en nyere form af det semitiska bogstav San som også findes i etruskisk.

Ligesom Koppa og Sampi, forsvandt bogstavet Wau (senere kaldet Digamma) også. Digamma anvendtes kun i de vestlige dialekter, hvor det, via det etruskiske alfabet, gav ophav til dagens latinske F. Den samme vej tog Koppa til det latinske Q. De overlevede imidlertid i det joniske talsystem, hvor de forskellige bogstaver repræsenterer specifikke talværdier. Digamma står for 6, Koppa for 90, og Sampi genindførtes senere og kom til at stå for værdien 900. Tusindstalsværdier anføres gennem en markering over bogstavet (α for 1000, β for 2000, osv.)

Oprindeligt fandtes der flere varianter af det græske alfabet. De vigtigste var vestgræsk (chalkidisk) og østgræsk (jonisk). Vestgræsk blev ophav til det etruskiske alfabet og siden det latinske alfabet. Athen indførte den joniske skrift som standard i år 403 f.Kr., og kort derefter forsvandt de andre varianter. De græske tegn kom senere til altid at skrives fra venstre til højre, men oprindeligt var skriveretningen fra højre til venstre (med asymmetriske tegn spejlvendt) og derefter varierende - eller oftest alternerende frem og tilbage, såkaldt bustrofedon.

Under middelalderen gennemgik det græske alfabet lignende ændringer som det romerske: Mens de gamle former beholdtes som en monumental skrift, kom "små bogstaver", via uncialskrift og senere minuskelskrift, til at tage over. Bogstavet σ (sigma), som blev skrevet som ς i enden af ord, anvendtes som det moderne 'lange' og 'korte' s. Aristofanes fra Byzantium indførte også accentuering af de græske bogstaver for at lette udtalen.

Grækerne var de første som populariserede den alfabetiske brug af vokaltegn. Om dette blev gjort bevidst, er omdiskuteret, og det er uklart om de overhovede gjorde samme distinktion mellem vokaler og konsonanter som vi gør i dag. Flersprogethed i forbindelse med tæt handelskontakt mellem forskellige folkeslag, var en stor faktor i udviklingen af det alfabetiske skriftsystem. Indførelsen af det græske alfabet er antageligt ikke en enkelt, isoleret hændelse, men et resultat af en kompleks proces, baseret på mange semitiske skriftsystemer.

Se også

• Fønikiske alfabet

Referencer

Kildehenvisninger:

• (Bernal) Bernal, Martin. 1990. Cadmean letters. Winona Lake: Eisenbrauns.
• (Coulmas’85) Coulmas, Florian. 1985. Sprache und Staat. Studien zur Sprachplanung. Berlin & NY: Walter de Gruyter.
• (Coulmas’89) Coulmas, Florian. 1989. The writing systems of the world. Oxford: Basil Blackwell Ltd.
• (Coulmas’96) Coulmas, Florian. 1996. The Blackwell encyclopaedia of writing systems. Oxford: Blackwell Publishers Ltd.
• (Jensen) Jensen, Hans. 1970. Sign, Symbol and Script. London: George Allen and Unwin Ltd. oversættelse af Die Schrift in Vergangenheit und Gegenwart. VEB Deutscher Verlag der Wissenschaften. 1958, revideret af forfatteren.
• (Miller) Miller, D. Gary. 1994. Ancient scripts and phonological knowledge. Amsterdam/Philadelphia: John Benjamins Publishing Company.
• (Naveh’79) Naveh, Joseph. 1979. Die Entstehung des Alphabets. oversættelse af Origins of the Alphabet. Zürich & Köln. Benziger.
• (Naveh’82) Naveh, Joseph. 1982. Early history of the alphabet. An introduction to West Semitic epigraphy and palaeography. Jerusalem: The Magnes Presse, The Hebrew University. Leiden: E. J. Brill.
• (Sampson) Sampson, Geoffrey. 1985. Writing systems. London (etc.): Hutchinson.
• (Sass) Sass, Benjamin. 1991. Studia Alphabetica. On the origin and early history of the Northwest Semitic, South Semitic and Greek alphabets. CH-Freiburg: Universitätsverlag Freiburg, Schweiz. Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht.

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Det græske alfabet

• UnicodeArkiveret 15. september 2012 hos Wayback Machine – Græske alfabet (engelsk)
• Greek Unicode Issues Arkiveret 16. marts 2016 hos Wayback Machine (engelsk)