Græsmarksbrug

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Græsmarksbrug er et dyrkningssystem i landsbyfællesskabets tid, hvor kun omkring halvdelen af det dyrkede areal blev besået, mens resten hvilede i perioder på normalt 4-5 år. Et fællestræk ved græsmarksbrugene var endvidere, at de enkelte inddelinger af bymarken normalt ikke var indhegnet (hvorimod selve bymarken udmærket kunne være afgrænset mod overdrevet med diger, gærder eller hegn).[1] Græsmarksbrug forekom i Jylland, fortrinsvis i hedeegne vest for hovedstilstandslinjen men tillige i Vendsyssel og Thy, Himmerland, på Djursland samt i de sydvestjyske marskegne.[2]

Dyrkningsmåden i græsmarksbrug var en inddeling i et større antal tægter, fx 10, der ikke nødvendigvis lå samlet.[3] Rotationen skete ved, at der hvert år blev inddraget en tægt til afgrødedyrkning (og modsvarende udlagt en tægt til græs), og denne blev i de følgende år dyrket med fx afgrødeskiftet byg-rug-rug-havre-havre, hvorefter den blev udlagt til græs igen i de næste 5 år. I et sådant regulært græsmarksbrug med 10 tægter og en 10-årig rotation, ville således altid være en tægt besået med byg, 2 med rug og 2 med havre og halvdelen af arealet udlagt til græs, der nåede en så høj alder, at det kunne give en betydelig foderværdi.[4] Blandt driftformens fordele var, at om foråret ville kun 3/10 af hele det dyrkede areal blive nypløjet og dermed udsat for vindens erosion, hvilket i sandede områder kunne have voldsomme virkninger. Dyrkningsmåden havde der for to fordele: den gav et mere eller mindre fast udbytte hvert år, og den var skånsom over for jordbunden.

Græsmarksbruget fandtes i tre hovedtyper:

  • Den ene hovedtype bestod i en inddeling i tægter modsvarende rotationens størrelse. Hvis rotationen var 5/5, ville inddelingen bestå i 10 tægter, ved rotation 4/4 derimod i 8 tægter.
  • Den anden hovedtype inddelte dyrkningen i agre eller grupper af agre samlede i fald eller skifter men uden en fast rotation gældende for hele bymarken. Dyrkningen var således varierende eller fleksibel og beroede på, hvad bønderne fandt det overkommeligt at gøde og dyrke.
  • Den tredje hovedtype kaldet "Limfjordssystemet" inddelte bymarken i indmark og udmark med særegne skifter, fx alsædejord dyrket hvert år og med gødskning hvert 4 år, brødjord med periodisk hvile og gødskning hvert 8 år, og havreland der aldrig fik gødning og kun besåedes med havre et par år efterfulgt af lang tids hvile. Denne sidstnævnte dyrkningsform fandtes kun på Mors og i Thy.[5]

Den vigtigste del af husdyrgræsningen skete på overdrev og heder under bevogtning af hyrder, men også tægter til græs kunne udnyttes til græsning. Fra Valborg (1. maj) blev hvilende tægter kun brugt til græsning med tøjret kvæg.[6]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Frandsen (1983), s. 253f
  2. ^ Frandsen (1988), s. 35
  3. ^ Frandsen (1988), s. 31
  4. ^ Frandsen (1988), s. 30f
  5. ^ Frandsen (1983), s. 254f
  6. ^ Frandsen (1988), s. 32

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Karl-Erik Frandsen: Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83 (Bygd 1983); ISBN 87-87293-25-0
  • Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720" (Det danske Landbrugs historie II, Odense 1988); ISBN 87-7526-074-3