Graccherne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Graccherne (latin: Gracchi) var en af de mest betydningsfulde slægter i den Romerske republik. De to mest berømte medlemmer af slægten var brødrene Tiberius Sempronius Gracchus (163 f.Kr.132 f.Kr.) og Gajus Sempronius Gracchus (154 f.Kr.121 f.Kr.). Tiberius var som folketribun den første leder af Gracchernes reformbevægelse, mens broderen Gajus overtog lederskabet efter mordet på Tiberius i 132 f.Kr.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Gracchusslægten havde stor politisk indflydelse, selv om den ikke var af patricisk oprindelse. Den havde opbygget store rigdomme og gode forbindelser til mange af Roms øvrige førende slægter.

Brødrene var sønner af konsulen Tiberius Sempronius Gracchus d.æ. og den patriciske Cornelia Africana. Især gennem deres moder havde Tiberius og Gajus et meget fint stamtræ. Hun var datter af den berømte general Publius Cornelius Scipio Africanus og Æmilia Paula, Lucius Æmilius Paulus Macedinonicus’ søster. Tiberius’ og Gajus’ søster Sempronia blev gift med en anden berømt general Publius Cornelius Scipio Æmilianus.

Tiberius[redigér | redigér wikikode]

Under den 3. Puniske krig gjorde Tiberius tjeneste som militærtribun under sin svoger Scipio Æmilianus. Efter krigen blev han i 137 f.Kr. udnævnt til kvæstor og forflyttet til den urolige provins Numantia i Spanien. Felttoget i Spanien var nær endt i katastrofe, da romerne led et stort nederlag. Tiberius reddede soldaterne liv ved at underskrive en fredsaftale, men i Rom kaldte Scipio Æmilianus denne handling kujonagtig og krævede den annulleret. Det var en vigtig grund til Tiberius' fjendskab med Scipio Æmilianus og senatet.

I 133 f.Kr. blev Tiberius valgt som folketribun som de øvrige mænd i familien. Han iværksatte et reformprogram, der skulle forbedre forholdene for Roms fattigste indbyggere, men truede de rigestes formuer og indflydelse. Da Tiberius søgte genvalg som tribun, blev han myrdet på Capitol af sin fætter Publius Cornelius Scipio Nasica Serapio.

Gajus[redigér | redigér wikikode]

Gajus begyndte som sin bror som militærtribun ved Scipio Æmilianus, denne gang i Numantia, hvor Tiberius havde lidt nederlag. Han var som ung mand vidne til urolighederne omkring sin brors reformforsøg og mordet på ham. Gajus arvede først familiens formue og siden brorens politiske program.

I 126 f.Kr. blev Gajus udnævnt som qæstor på Sardinien. I 123 f.Kr. var han tilbage i Rom og blev valgt til folketribun. Han fortsatte brorens reformprogram. Han havde lært af brorens kamp og fik flere lovforslag vedtaget, men senatorernes modstand voksede. Gajus blev genvalgt i 122 f.Kr., men tabte i 121 f.Kr. til senatorernes kandidat.